Prædiken – Sidste søndag i Kirkeåret

Hermed prædikenen til sidste søndag i Kirkeåret. Næste søndag er det første søndag i advent, og dermed begyndelsen på et nyt kirkeår. Og i det nye år vil jeg bestræbe mig på, at få lagt indlæggene på bloggen op på de faste dage; tirsdag, torsdag og søndag, som planen hele tiden har været. Travlhed har dog de seneste måneder ikke overladt meget tid til bloggen, men arbejdsbyrden er ved at finde et naturligt leje, så jeg igen kan give Jer, kære læsere, nogle – forhåbentlig – lærerige og spændende indlæg.


Prædiken

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« 

Matthæusevangeliet 25,31-46


En amerikansk præst fortalte engang følgende historie: En professor i USA, der underviste på et teologisk fakultet, altså den afdeling på universitetet, hvor fremtidige præster uddannes. Og under en af lektionerne her skulle eleverne lære om hvordan man reciterede – altså fremsagde – de bibelske tekster. Og denne dag var det salme 23 fra Salmernes Bog:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Salmernes Bog, kapitel 23, v. 1-4

Professoren lagde ud. Han fremsagde det smukt og melodisk og formfuldendt. Og da han var færdig begyndte eleverne spontant at klappe. Dernæst skulle eleverne lære, hvordan det lød når en uøvet skulle fremsige samme salme. Professoren trak en mand frem. Da han ikke havde samme øvelse og erfaring som professoren, valgte han i stedet at prøve at fremsige den uden teksten foran sig. Melodisk var det ikke og han fremsagde den med en svag næsten skælvende stemme. Og da han var færdig var der ingen der klappede. Man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Ingen sagde noget. Nogle sad med lukkede øjne i bøn, mens andre sad og stirrede eftertænksomt ud i luften.

Jeg har en tilståelse” sagde professoren ”Det kan godt være at min fremførsel var teknisk fuldendt, men forskellen er at ham I netop har hørt, han kender Hyrden, som salmen taler om.

Og det er det dagens Evangelium tager fat om. Spørgsmålet om, hvor godt vi kender Hyrden – hvor godt vi kender Jesus.


I dagens evangelium, der er et uddrag af Matthæusevangeliet, hører vi den sidste af Jesu store taler. Men i modsætning til Hans andre taler, de såkaldte lignelser, som Han forklarer ting igennem, så er her snarere tale om en apokalyptisk åbenbaringstale – det vil sige en tale, der drejer sig om de sidste tider: om Dommedag, hvor Jesus – der her beskriver sig selv som Menneskesønnen – skal komme i sin herlighed og alle englene med Ham.

Og skulle man være i tvivl om, hvem Jesus er så står det klart her.

Alle folkeslagene skal samles foran Ham, og Han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.

Det er Jesus – Den Treenige Gud der tales om her. Det er Jesus som Gud Fader, som Guds Søn og som Gud Helligånd. Det er Gud, der skal udsige sin dom over menneskerne ved Verdens ende. Og Jesus gør det klart, at Han ikke kun er jødernes Gud, men Gud for ”alle folkeslagene”.

Og så følger en beskrivelse af dem, der står ved Hans trone: Først de der står ved Hans højre side – altså de der skal frelses. Men sagen er, at de slet ikke er klar over, hvorfor netop de bliver frelst.

Jesus forklarer dem: For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke osv.

Men de forstår det stadig ikke, så de spørger Ham:

Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Og Han svarer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Og til de der er fortabte, siger Han det modsatte: I gav mig ikke noget at spise eller drikke. Men de forstår heller ikke, og spørger Jesus: Hvornår så vi dig sulten eller tørstig.

Og igen lyder svaret, nu med omvendt fortegn: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.

Det lyder underligt – de der frelses, såvel som de der fortabes, ved ikke, hvorfor de bliver frelst eller ej. Og det rejser unægtelig spørgsmålet, hvordan ved vi, om vi bliver frelst eller ej!?

Ingen af dem der modtager dommen har genkendt Jesus, da Han kom til dem. Derfor spørger de uanset hvor de står: hvornår så vi dig?

Årsagen er, at de alle forventede at se Jesus som menneske-Jesus. Vi har billeder af Jesus her i kirken, sådan som vi nogenlunde forestiller os Ham i dag. Det lange hår og skægget. Det venlige ansigt og de milde øjne. Og ingen af dem har set denne Jesus, derfor spørger de: hvornår så vi dig?             

For at forstå, hvad Jesus mener, hjælper det at se på det dobbelte kærlighedsbud, som vi møder tidligere i Matthæusevangeliet. Her spørger en skriftklog Jesus: “Mester, hvad er det største bud i loven?” Og Jesus svarer ham:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.

Matthæusevangeliet, kapitel 22, v. 37-40

Man kan ikke elske Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og hele sit sind, hvis ikke også man elsker næsten.

Gud tager alverdens skyld på sig, da Han sender sin søn Jesus Kristus. Han tager de fattige, de sultne, de tørstiges byrder på sig. Han går helt ned i lidelsen – Han går ned i den enkelte. Han bliver i lidelsen så at sige ét med ethvert menneske. Når de, der står ved siden af tronen på dommedag, har givet den sultne mad eller afvist den tørstige, så er det som at afvise Jesus. Det er som de taget imod eller afvist Jesus: ”Det I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod mig”.

Farisæerne, som er Jesu hovedmodstandere, har vendt det dobbelte kærlighedsbud på hovedet. For dem overskygger loven – det vil sige de religiøse regler – næsten, og altså dermed Gud. De ser ikke, som Jesus siger, at hele loven – den lov de følger – hviler på kærligheden til Gud og næsten. Hos dem er det Gud og næsten, der hviler på loven. De der ikke fulgte loven, stod for farisæeren derfor udenfor Guds nåde.

Når vi hører evangeliet, er det nemt at pege fingre af farisæerne og sige, at de er dårlige mennesker. Men Jesus holder farisæerne op foran os som et spejl. For farisæerne er mennesker – mennesker som os – mennesker med deres fejl og mangler. Mennesker der tror de gør det rigtige, men i virkeligheden gør det forkerte – mennesker ligesom os. De har intentionen om at tjene Gud, men de er så forblændet af sig selv, deres status deres rolle i samfundet, at de glemmer Gud, og kun fokuserer på loven. De vil det gode, og de tror de gør det gode.

Paulus siger i sit brev til menigheden i Rom:

Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Romerbrevet, kapitel 7, v. 19-20

Og er det ikke det der sker, når vi færdes i verden? Vi har intentionen om at gøre det gode og rigtige. Men det gode vi vil kan vi ikke, og det onde vi ikke vil, gør vi. Vi ved godt, at vi burde hjælpe vores kollega, der er overbebyrdet med arbejde og sige; lad mig tage noget af det. Men det betyder, at vi selv får mere arbejde – det er til for meget besvær s vi gør det ikke. Måske har vi en ældre nabo, der har problemer med at komme i byen og få handlet, og vi ved, at vi burde tilbyde at hjælpe, men vi har jo selv så travlt med vore egne liv. Vores gode intentioner overskygges af vore egne interesser.

Spørgsmålet er så: kan vi handle anderledes? Vi skal prøve – det kræver Jesus af os. Hele kristenlivet er et forsøg på at leve op til de krav, som vi hører i Jesu forkyndelse, også selv om vi ikke kan, skal vi prøve. Tænk bare på Simon Peter! Jesus gav ham ansvaret for Kirken og sagde: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.” Men da Jesus blev ført for det jødiske råd og anklaget natten til Langfredag, fornægtede Simon Peter Ham tre gange. Han havde fulgt Jesus i tre år. Han havde set Jesus opvække døde, han havde set Jesus bespise 5.000 med nogle brød og fisk, han havde hørt Ham prædike. Og alligevel svarer han da han bliver spurgt om han kender Jesus: »Jeg kender ikke det menneske!« Denne fornægtelse forudsagde Jesus, fordi Han vidste, at Simon Peter – trods sin kærlighed til Jesus – kun var et menneske.

Jesus er klar over vores fejl. Han ved, at vi fejler. Han ved, at vi ikke er – eller kan blive – ufejlbarlige. Men Han har givet os sin kærlighed og Han har givet os sin nåde. Han har lovet at vores synder er os forladt, når vi giver os selv til Ham. Og da vi blev døbt, fik vi del i denne nåde og  blev Guds egne børn. Og som en far ikke vil smide sine egne børn på porten når de fejler – så gør Gud det heller ikke.

Men det betyder ikke, at vi kan handle, som vi har lyst. Der er forskel på at fejle i forsøget på at gøre det gode, og helt undlade at gøre det gode. Vi må overveje, hvordan vi skal handle, når vi møder næsten.

I den ortodokse kirke, har man et begreb der hedder Theosis. Theosis betyder at blive gud lig – ikke blive som Gud – for det kan vi ikke, men at forsøge at følge Jesus og blive Gud lig. Det er ikke det samme, som vi gør noget for at efterligne Jesus og sige ”Se, jeg er ligesom Jesus – jeg er et godt menneske.” Men  det er en stadig udvikling, hvor bøn og eftertanke over Jesu forkyndelse langsomt gør, at vi bliver bevidste, om at vi skal prøve at handle som Jesus. Og dermed vil kærligheden til næsten ubevidst vokse. Og dagens evangelium minder os om, at enhver vi møder på vores vej er næsten – enhver vi møder er en af dem, om hvem Jesus siger: ”Disse, mine mindste.”

”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Men vi vil aldrig kunne blive fejlfri. Men vi har forsikringen om, at vi er omsluttet af Guds kærlighed og nåde. Og Han lover os frelsen og det evige liv, når vi bekender os til Kristus som Gud og Herre.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

HUSK: Du kan få besked, så snart der er nye indlæg, hvis du tilmelder dig med din e-mail.

Støt bloggen med en lille erkendtlighed.

Med en donation er du med til at vedligeholde driften af pastorschoenberg.com, og sørge for at siden kan nå endnu flere mennesker med det glædelige budskab. Bloggen modtager ikke støtte fra hverken stat, folkekirke eller foreninger. Det er alene læserne, samt pastor Schønberg, der holder den kørende. Så vær med til at støtte arbejdet med at fortælle om Kristus, kristendom og kirke med et lille beløb. På forhånd tak.

50,00 kr.



Kategorier:Andagtsord, Jesus Kristus, Prædikener

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: