Brug din Bibel mod stress!
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed var andelen af danskere, der følte sig stressede i hverdagen i 2021 hele 18,8%. Det vil sige næsten en femtedel af befolkningen. Og det er folk i alle aldersgrupper, der rammes af stress. Og årsagerne er mange; det kan skyldes arbejde, skole eller familieliv – ofte kombineret. Og corona-restriktionerne vi har levet med i de forgangne år, har ikke minimeret stressniveauet hos allerede sårbare. Nogle forsøger at sænke deres stress-niveau eller fjerne stressen fra deres liv gennem terapi, medicin, motion eller meditation. Men ofte glemmer man kristentroen, når det kommer til at nedbringe stress.
Alt for mange betragter desværre kristentroen som noget, der kun enten vedrører livets store begivenheder eller livet efter dette. Men kristentroen omhandler hele livet – både de store begivenheder, men også den almindelige hverdag. Kristentro er ikke bare en tro på, at der er en Gud, som vi kan bruge når det passer os. At tro på Jesus, som Herre og Frelser betyder, at man lever sit liv med Gud og i Gud. Det vil sige at leve med Gud i dagligdagen. Og stress og bekymringer opstår gerne, når vi tror, at Gud ikke er med os – når vi tror, at vi er overladt til os selv, når vi tror vi skal bære alle byrder alene. Men det kan intet menneske. Stol på Gud og stol på, at Han er der til at støtte og styrke dig!
Der er flere måder, hvor troen kan hjælpe i en stresset hverdag. Den mest oplagte er tilbringe en time på kirkebænken om søndagen. I kirken får vi ikke bare muligheden for at koble fra og fjerne tankerne fra denne verdens problemer og stress og jag, men også muligheden for at høre Guds Ord, og styrkes til ugen der kommer.
En anden oplagt, men desværre ofte overset, mulighed er at bruge Bibelen, til at finde ro og styrke i hverdagen.
Herunder finder du nogle eksempler på citater, der kan hjælpe dig i en stressfyldt hverdag.
Når du læser et bibelcitat, eller en passage fra Bibelen, bør du sætte dig et sted, hvor du har fred og ro og sørg for at gøre det på et tidspunkt af dagen, hvor du har nogle minutter for dig selv, så du har tid til at meditere over tekststykket. Begynd eventuelt med at slå korsets tegn og bed en lille bøn; brug dine egne ord – det kan være noget så simpelt som: Kære Gud tal til mig og lad mig forstå det du vil sige mig. Amen (Husk – bøn handler ikke om at sige de rette ord på en bestemt måde, det er bedre om de ord der kommer fra hjertet)..
Læs teksten stille og roligt et par gange, og spørg dig selv: hvordan taler det til mig – eller rettere, hvad prøver Gud at fortælle mig med ordene, og hvordan kan jeg bruge det i min dagligdag. Afslut med en kort bøn (igen brug dine egne ord, evt. noget som simpelt som: Tak kære Gud, fordi du gav mig styrke. Amen)
Vi begynder med nogle ord fra Det Gamle Testamente, hvor vi møder menneskets tro på Guds kærlighed til, og trofasthed mod, sin skabning.
Velsignet den mand, som stoler på Herren
Jeremias’ Bog, kapitel 17,7-8
og tager sin tilflugt hos ham.
Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken;
det sender sine rødder mod vandløbet,
det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne.
Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.
Esajas Bog, kapitel 40,31
De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.
Ordsprogenes Bog, kapitel 3,6
Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.
Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!«
5 Mosebog, kapitel 31,8
Især Salmernes Bog er en guldgrube af opbyggelige og trøstende citater til snart sagt enhver situation, man som menneske kan befinde sig i.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
Salmernes Bog, kapitel 34,7
han frelste ham af alle hans trængsler.
Jeg har altid Herren for øje,
Salmernes Bog, kapitel 16,8-9
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
Når jeg gribes af frygt, stoler jeg på dig; ved Guds hjælp lovpriser jeg hans ord.
Salmernes Bog, kapitel 56,4-5
Jeg stoler på Gud og frygter ikke; hvad kan dødelige gøre mig?
Kast din byrde på Herren,
Salmernes Bog, kapitel 55,23
så vil han sørge for dig.
I al evighed
lader han ikke den retfærdige vakle.
I min trængsel råbte jeg til Herren, han svarede og førte mig ud i det åbne land.
Salmernes Bog, kapitel 118,5-6
Herren er hos mig, jeg frygter ikke, hvad kan mennesker gøre mig?
Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind;
Salmerens Bog, kapitel 37,5
Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad.
Salmerens Bog, kapitel 94,19
Lige så rigt som Det gamle Testamente er Det ny Testamente på trøstende, opbyggelige og styrkende ord. Allerstærkest er vor Herre Jesu Kristi ord, fordi det er Gud selv, der taler til os, og forsikrer os om Hans kærlighed til os og lover os, at Han er med os – altid!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matthæusevangeliet, kapitel 11,28-30
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!
Johannesevangeliet, kapitel 14,1
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!
Johannesevangeliet, kapitel 14,27
Matthæusevangeliet, kapitel 6,34
Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Matthæusevangeliet, kapitel 6,27
Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.
Lukasevangeliet,kapitel 21,19
Men også i brevene i Det ny Testamente, de såkaldte epistler, findes en rigdom af ord, der maner til eftertanke og ro i en travl hverdag. Brevene, der oftest er skrevet til de nye menigheder, der skød op som følge af missionsarbejdet anført af især apostlen Paulus, behandler hovedsageligt de udfordringer, man kan møde i form af tvivl, forfølgelser og udfordringer i verden som Kristustroende.
I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.
2. korintherbrev, kapitel 4,8-9
Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.
Jakobsbrevet, kapitel 1,2.4
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.
Filipperbrevet, kapitel 4,6-7
For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.« Derfor kan vi frimodigt sige:
Herren er min hjælper,
Hebræerbrevet, kapitel 13,6
jeg skal ikke frygte,
hvad kan et menneske gøre mig?
Det var lidt inspiration. Udforsk selv din Bibel for at finde mange flere opbyggelige og styrkende ord til hverdagen.
God læselyst!
Guds fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg bliver lagt op på bloggen!
Kategorier:Bøn, Bibel, Bibelstudie, Diverse, Gør det selv, Jesus Kristus, Kristenliv
Jeg har med stort udbytte læst dine skriverier.
Jeg har et spørgsmål, der er en stor diskution i KD at Luther skal ud af kirken, det kan man da ikke. Hvad er din mening om dette?
Mange hilsner
Jørn
LikeLike
Jeg har med stort udbytte læst dine skriverier.
Jeg har et spørgsmål, der er en stor diskution i KD at Luther skal ud af kirken, det kan man da ikke. Hvad er din mening om dette?
Mange hilsner
Jørn
LikeLike