I dag bringes fjerde del af skriftet “Den Kristne Frihed”.

Den fulde titel på skriftet er: “Den kristne frihed eller, hvorfor vi bør tilhører Church of England” og består af to såkaldte Tracts (traktater), der er en række skrifter, der blev skrevet af en række højkirkelige teologer med udgangspunkt i Oxford, England.

De to traktater nr. 29 og 30 er skrevet i 1834 af John William Bowden (1798–1844), og er skrevet mod de mange “afvigende kirker” (de forskellige trossamfund, der begyndte at vokse frem i England på det tidspunkt), og som et forsvar for den engelske statskirke, Church of England, der i kraft af den apostolske efterfølgelse er en del af den sande Kirke.

“Den kristne frihed” har nærmest novelle-stil. Vi møder John Evans, der bor i en engelsk landsby og er en hidtil flittig kirkegænger. For nylig er han dog begyndt at deltage i en af de nye sekters møder, men har dårlig samvittighed over at svigte sin gamle kirke. En dag render han i landsbyen ind i Church of England-præst dr. Spencer (dr.), der går John (J.) på klingen over hans valg, hvilket leder til en samtale om, hvilken kirke der er den sande kirke.

De tre næste dele bringes 24. juni og 22. og 29. juli.

Oversættelsen fra engelsk til dansk er min egen.

Den kristne frihed

Eller,

Hvorfor vi bør tilhører Church of England

Af en lægmand

Tract 29 – 1. del

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig.Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Matt. 10,40-41

JOHN EVANS gik langs gyden mellem sit eget hus og landsbyens fællesområde, da han lige der, hvor den smalle vej slår et sving, pludselig mødte sognepræsten Dr. Spencer. John var ikke ovenud begejstret for at møde sin præst på denne måde af flere årsager. Han havde tidligere været en flittig kirkegænger i sognekirken, som han for nylig, med sin familie, fravalgte. Han holdt sig ikke væk på grund af dovenskab eller fordi han bevidst tilsidesatte Guds befalinger; han følte stadig, mente han, den samme ærbødighed for den guddommelige vilje som altid; det var snarere en fejlagtig iver end noget andet, der havde ført til hans ændrede adfærd. En søndag var han blevet overtalt af en ven, der tilhørte en afvigende menighed, til at gå med ham til deres forsamlingshus; og da han var der, var der noget i prædikantens energi og i den lidenskabelige opførsel som hans forkyndelse blev ledsaget af, og i hans tilsyneladende oprigtighed, når han talte om Guds hellige sag, som, da det var helt nyt for John, virkede særligt kraftigt på ham. Sammenlignet med denne mands iver virkede hans præsts stille, men fornuftige taler åndløse og tamme; og John forlod mødet påvirket på en sådan måde af entusiastiske følelser, at han besluttede at vende tilbage til forsamlingshuset igen ved først givne lejlighed. Og således blev han ledt til at gå derhen igen og igen, indtil han endelig besluttede sig for at blive fast deltager der. Han tog sin familie med, søndag efter søndag; og forlod naturligvis den gamle sognekirke, den ærværdige bygning, hvor han og hans havde modtaget den hellige dåb; hvor de, efterhånden som hver af dem voksede til, for første gang havde hørt den højtidelige lyd af menighedens fællesbøn; og hvor de, der var nået til en passende alder, ofte, af Kristi tjenere – præsterne – havde modtaget symbolerne på hans hellige legeme og blod.

Som det vil fremgå af det følgende, forstod John Evans ikke, at han ved at foretage denne ændring på det grundlag, som er beskrevet her, var ulydig mod den GUD, som han ønskede at tjene, og foragtede den FRELSER, som han ikke blot bekendte sig som discipel af, men også oprigtigt ønskede at være. Alligevel, selvom han ikke selv havde denne opfattelse af sagen; selvom han ikke vidste, at han ved at vise respektløshed over for præsten, det var Kristi tjener, havde vist respektløshed over for Kristus selv; følte han alligevel, at han ikke havde opført sig med den rette respekt over for doktoren, som han elskede også for hans egen skyld, hvilket han faktisk havde al mulig grund til at gøre. Så hvad med hans frygt for en irettesættelse på dette grundlag; en irettesættelse, som han frygtede desto mere på grund af mildheden i det sprog, han vidste, at det ville blive udtrykt i; hvad med besværet ved at skulle stå ved meninger, som måtte være ubehagelige for en, som han respekterede så højt; og desuden den mistanke om, som han ikke kunne lade være med at føle, at han i disse nye vaner, så anderledes end hvad han havde været vant til at ære og så pludseligt havde taget til sig, muligvis kunne tage fejl; af alle disse forskellige grunde mødte han sin præst med et nedslået og halvt skyldigt blik, meget anderledes end det åbne, ærlige smil, hvormed han altid havde hilst den gode præst.

Dr. Spencer lod sig dog ikke mærke med Johns opførsel. “Nå, John,” sagde han, “jeg er glad for at se dig. Jeg var på vej hen til dig for at tale med dig, og jeg ville have været ked af at have gået forgæves.”

John syntes, det var bedst at være ligefrem og forsvare sig selv. “Jeg tror, ​​hr.,” sagde han, “at jeg kan gætte, hvad det er, De ønskede at tale med mig om. Jeg har taget et skridt, som jeg frygter…  jeg ved… De må være utilfreds med. Jeg stoler dog på, at ved at udøve min kristne frihed i valget af min åndelige lærer og deltage i møder i stedet for at gå i kirke, ikke vil forekomme at have handlet respektløst over for Dem, hr., som så længe har været en god ven for mig og mine.”

Dr. – På ingen måde, John; tro ikke, at jeg føler mig personligt fornærmet over din opførsel, eller at jeg ikke betragter dig med lige så venlige følelser som altid. Men hvad angår den kristne frihed, du taler om, ser vi måske lidt forskelligt på den sag; og det er fordi jeg mener, du tager fejl, at jeg kom for at se dig i dag. Jeg har savnet dig og din familie i kirken de seneste søndage, og jeg forstod, at du havde deltaget i møder. Er det ikke sandt?

J. – Det er det, hr. Og som jeg allerede har sagt, uden den mindste hensigt på at vise Dem mangel på respekt.

Dr. – Sig ikke mere om det, John; jeg kender dig for godt til, at jeg et øjeblik ville mistænke dig noget sådant. Tal med mig som til din oprigtige ven, der vil dig det bedste, i fuldkommen oprigtighed: og frygt ikke, at jeg vil blive fornærmet over noget, du siger, når du ærligt fortæller mig dine grunde til denne ændring i din opførsel.

J. – Jeg hørte aldrig, hr., i den gamle kirke andet fra Dem end det, der var godt; og jeg troede aldrig, før forleden dag, at jeg kunne bede bedre med andre ord end med dem, der bruges ved gudstjenesten. Men der er noget ved bønnerne, når de fremsiges uden en bog, på den måde de fremsiges ved møderne, og…

Dr. Og måske noget i prædikanternes facon og sprog, som prædiker også uden bog? Men lad mig spørge dig; var der andre årsager end disse og lignende til at forlade kirken?

J. – Ingen, hr.; kun det jeg har nævnt; i hvert fald ingen andre, som jeg er bekendt med.

Dr. -Du tænkte ikke over, om enten kirkens bønnebog eller mine prædikener forkyndte lærdomme, der strider mod de store sandheder, der er åbenbaret i Guds ord?

J. – Gud forbyde det, hr.!

Dr. – Du havde måske nogle forestillinger som denne; Du troede, at man i kirken kunne bede godt, men ved møderne kunne bede endnu bedre?

J. – Netop, hr.

Dr. – Og du troede, at du tjente GUD ved at slutte sig til den gudstjeneste, der berørte dig mest?

J. – Og jeg havde helt sikkert ret i den tanke, hr.

Dr. – Du ville have haft ret, hvis Gud ikke havde valgt en præst til dig. I så fald kunne du måske have brugt din kristne frihed, som du kalder det, og tilsluttet dig en hvilken som helst menighed og deltage i den form for tilbedelse, du ønskede. Men det, at han har givet en klar befaling, ændrer sagen og gør det, der ellers ville have været et spørgsmål om noget uvigtig, til en ulydig og syndig handling.

J. – Men hvis jeg må være så fri at spørge, hr., hvornår gav Gud denne befaling, og hvor kan den findes? Jeg er ikke så bibelkyndig som lærde mennesker, men jeg kender den på min egen måde. Det var netop det, jeg hørte hr. Tim, der prædiker ved mødet, spørge om sidste søndag. Han sagde: “Hvor omtales den engelske kirke i Bibelen? Nævn kapitlet og verset, hvor der står, at vi skal tilhøre den?” Og så fortsatte han med at sige, at det nye hjerte er alting, og at vi ikke skal blive spurgt på den yderste dag, om vi var kirkemænd eller afvigere, men hvad vores hjertes tilstand er.

Dr. – Vi vil på den yderste dag blive spurgt, om vi har adlydt Guds bud; et af disse bud er, som jeg vil vise dig, at vi skal tilhøre kirken. Men først skal du fortælle mig, hvad din grund, indtil for nylig, har været til at gå i kirke.

J. – Jeg blev født af forældre, der var kirkegængere, og det gjorde mig allerede i min ungdom til regelmæssig kirkegænger. Og da jeg voksede op, troede jeg altid, i hvert fald indtil for nylig, at jeg havde gode grunde til regelmæssigt at gå i kirke. For det første var kirken lovkirken; og det i sig selv ville være en grund, til at gode undersåtter holdt sig til den; og så vidste jeg, at den har været i landet i mange, mange år, hvorimod alle møderne (i de nye trossamfund) heromkring (så at sige) er fra i går og på en måde opkomlinge. Og så havde jeg hørt fra Dem, hr., at den i tidligere tider havde helgener og martyrer, sådan som der var, da vor Herre var her på jorden. Og jeg mente derfor, at den sandsynligvis var rigtig og havde et stærkere krav på mig end nogen anden religion; og særlig da jeg var en forholdsvis regelmæssig bibellæser og aldrig fandt at den lære, jeg hørte i kirken, var anderledes end den, jeg således tilegnede mig derhjemme.

Dr. – Det er for så vidt alle sammen gode grunde; men jeg ser, at jeg havde ret, da jeg antog, at du ikke kender det vigtigste krav; at kirken har krav på alle kristne. Vores kirke er udsprunget af netop den kirke, som Kristus grundlagde i Jerusalem, da han kom til jorden; og ingen sekt er i besiddelse af denne store gave. Den er en gren af ​​den hellige kirke, som Kristus lovede at være hos, “lige til verdens ende.” Du må helt sikkert ofte have mødt ​​”kirken” omtalt i Bibelen; hvad troede du, at ordet betød?

J. – Jeg ved ikke, hr., om jeg havde nogen klar forestilling om, hvad det betød; jeg troede egentligt, at det betød alle oprigtige kristne i alle dele af verden, uanset hvilket kirkesamfund eller sekt de måtte tilhøre.

Dr. – Så ser det ud til, at du ikke forstod ordet “kirke” som en gruppe mennesker, bundet af de samme love, der handler sammen, forkynder det samme, deltager i den samme gudstjeneste, ærer de samme præster og lærere og af deres hænder modtager de sakramenter, som Kristus har indstiftet. Det er det, vor Herre mente, da han talte om sin kirke. Han mente en kirke som Church of England. Dette vil stå klart for dig ud fra Matthæusevangeliet 18,15-17. I disse vers taler Kristus om kirken; i det sidste vers befaler han sine disciple at betragte enhver, der i særlige tilfælde nægter at “høre kirken”, som en hedning og en tolder; som en modstander af hans autoritet og en udstødt fra hans hellige fold. Det ser således ud til, at den kirke, han taler om, ikke blot er et antal gode mennesker spredt over hele verden, som måske eller måske ikke har fællesskab med hinanden (hvilket var din opfattelse af ordet), men én offentlig, organiseret og synlig forsamling, bestående af præster og folk, som eksempelvis Church of England. Ganske vist har Church of England rigdom og ære, og det havde den første Kirke ikke; men dette er blot en tilfældig forskel mellem dem. Hvis den engelske kirke mistede sin rigdom og ære, ville den ikke, kunne ikke, ophøre med at være en gren af ​​den sande kirke. For den sande kirke, og Church of England, der er en gren på denne, er grundlagt på en klippe, og imod den skal helvedes porte aldrig få magt, som du kan læse i Matthæus 16,18-19.

Du kan læse anden del på tirsdag 24. juni,

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Teologi

Tags: Apostolsk efterfølgelse, Apostolsk succesion, Church of England, Højkirkelighed, Jesus Kristus, John William Bowden, Kirkehistorie, Oxfordbevægelsen, Sekter