Den Kristne Frihed – 2. del

I dag bringes anden del af skriftet “Den Kristne Frihed”.

Den fulde titel på skriftet er: “Den kristne frihed eller, hvorfor vi bør tilhører Church of England” og består af to såkaldte Tracts (traktater), der er en række skrifter, der blev skrevet af en række højkirkelige teologer med udgangspunkt i Oxford, England.

De to traktater nr. 29 og 30 er skrevet i 1834 af John William Bowden (1798–1844), og er skrevet mod de mange “afvigende kirker” (de forskellige trossamfund, der begyndte at vokse frem i England på det tidspunkt), og som et forsvar for den engelske statskirke, Church of England, der i kraft af den apostolske efterfølgelse er en del af den sande Kirke.

“Den kristne frihed” har nærmest novelle-stil. Vi møder John Evans, der bor i en engelsk landsby og er en hidtil flittig kirkegænger. For nylig er han dog begyndt at deltage i en af de nye sekters møder, men har dårlig samvittighed over at svigte sin gamle kirke. En dag render han i landsbyen ind i Church of England-præst dr. Spencer (dr.), der går John (J.) på klingen over hans valg, hvilket leder til en samtale om den sande kirke.

Første del af “Den kristne frihed…” – blev bragt her på bloggen den 17. juni og kan læses her:

Tract 29 – 1. del

Tredje og fjerde del bringes 22. og 29. juli.

Oversættelsen fra engelsk til dansk er min egen.


Den kristne frihed

Eller,

Hvorfor vi bør tilhører Church of England

Af en lægmand

Tract 29 – 2. del

J. – Hvis De vil være så venlig at skrive disse skriftsteder ned for mig, vil jeg læse dem i min egen Bibel og tænke over dem. Der er dog én ting, hr., som jeg vil spørge Dem om. Selv hvis vi antager, at alle kristne burde slutte sig sammen til én Kirke, så gør de det ikke. Der er en hel del religioner iblandt os, og hvordan skulle en almindelig ulærd mand som jeg vide, hvilken en der er den virkelige kirke, som omtales i disse passager?

Dr. – Sagen er ikke så vanskelig, som du forestiller dig, selv for de mest ulærde. Den sande kirke må, som jeg nu vil vise dig, besidde visse særlige kendetegn; som de mange sekter, som vores land på grund af forskellige uheldige omstændigheder er rigt på, ikke engang gør krav på. Lad os se tilbage på den tid, hvor evangeliet først blev prædiket, og apostlene fik mange til at omvende sig. Mange af disse troende, anerkendte den myndighed som Kristus havde givet apostlene over hjorden, og fulgte dem som var det Kristus de fulgte (1 Kor. 11,1) idet de huskede dem i alle ting og overholdt de forordninger, som de havde givet de forskellige menigheder; og på grund af denne opførsel modtog korintherne den inspirerede ros af Sankt Paulus. (ibid. 2.) Men der var andre, som kaldte sig kristne, som forårsagede splittelser blandt brødrene (1 Kor. 2.15-16) og dannede deres egne partier og ringeagtede den apostolske autoritet. Til disse talte Paulus forgæves, da han sagde: ”Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. De ringeagtede Herrens bemyndigede tjener og sagde, at hans personlige fremtræden var svag, og hans tale foragtelig. (2 Kor. 10,10) Mange af de sekter, som disse mænd grundlagde, forfaldt, som forventet, til tåbeligheder og kætterier; men selv uden henvisning til denne kendsgerning, selv hvis vi antager, at de havde undervist i kristendommens store lærdomme med samme renhed som apostlene gjorde, kunne en fornuftig mand så nære et øjebliks tvivl, hvis han antog, at Kristus virkelig havde grundlagt en kirke på jorden, hvilket denne kirke var; om kirkens navn tilhørte den gruppe kristne, der adlød hans apostle; eller på den anden side nogen af ​​de sekter, der bagtalte og foragtede dem?

J. – Bestemt ikke. Der kunne ikke være nogen tvivl, så længe apostlene levede, om at de kristne, som de ledede, måtte udgøre Kristi sande synlige kirke.

Dr. – Godt argument, John, men du slipper ikke. For det er tydeligt, at der var et stort antal sekter dengang, ligesom der er nu; så en mand, der ønskede at gøre sin pligt, ville være nødt til at se sig nøje omkring og ville være i fare for at gøre noget forkert, hvis han sluttede sig til den første og bedste gruppe af såkaldte kristne, han måtte møde! – et stort antal sekter, gentager jeg, selvom apostlene var i live; så det er ikke blot den omstændighed, at apostlene er døde, der gør det nødvendigt at søge efter den sande kirke.

J. – Jeg forstår din pointe, hr.

Dr. – Vi fortsætter. Du er tilbøjelig til at tvivle på, om én kirke var mere sand end en anden efter apostlenes død. Men er det ikke indlysende, at den kirke som de havde ledet, ville være den sande? Du vil se (Matt. 28,19-20), at vor Herre lovede at være med sine apostle i deres egenskab af lærere og døbere af alle folkeslagene, alle dage lige til verdens ende. Hvad mente han med det?

J. – Han kunne ikke mene, at Peter, Jakob eller Johannes eller deres brødre skulle leve evigt på jorden; for vi ved, at de for længst er døde.

Dr. – Bestemt ikke; og vi må derfor tilskrive hans ord den eneste anden betydning, som er rimelig. Da han ikke kunne have talt om apostlenes personer, må han have talt om deres embeder. Han må have ment, at selvom Peter, Jakob og Johannes skulle tages bort fra denne verden, ville den sande kirke aldrig være uden apostle, men ville blive vejledt af deres efterfølgere til tidens ende.

John Evans havde i al den tid, de havde talt sammen, fulgt med Dr. Spencers ad den vej, som han nylig var kommet, og var nu igen ankommet til døren til sit eget hus. Den gode præst, der mente, at han havde givet ham nok stof til at tænke på, benyttede lejligheden som værende et passende tidspunkt at afbryde samtalen og besluttede at genoptage den en af de kommende dage. Han gik derfor blot ind i sit sognebarns hus for at slå op på de skriftsteder for ham, han havde henvist til, og ønskede ham derefter godaften.

Den følgende søndag var John i kirke; og efter gudstjenesten var slut, ventede han på stien, der førte til doktorens hus, i håb om at blive mødt af sin præst. Han blev ikke skuffet. Dr. Spencer sluttede sig snart til ham, og diskussionen mellem dem blev genoptaget.

J. – Hvis, hr., vor Herre, som De sagde, mente, at der skulle være lærere og ledere i kirken, der skulle træde i apostlenes sted efter deres død, hvordan kan det så være, at vi ikke hører noget om disse, lad os kalde dem efterfølgere, i Skriften?

Dr. – Jeg vil nu mene, , at vi hører en hel del om dem i Skriften, hvilket De vil give mig ret i. De husker sikkert, at apostlene højtideligt lagde hænderne på andre, eller, som det kaldes, ordinerede dem til at fungere som deres assistenter og medhjælpere; og dette gjorde de, da antallet af kristne blev for talrigt til, at de kunne tage sig af dem helt alene. En af disse personer var Timotheus, som Paulus således indviede ved håndspålæggelse (1 Tim. 4,14) til at lede den gren af ​​kirken, der blev grundlagt i Efesos i Asien; sådan også Titus (Tit. i. 5.), som han efterlod med myndighed over kirken på øen Kreta; ”for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det; og sådan Epafroditus, som han sendte til filipperne som sin “broder og arbejdsfælle og medsoldat, men deres sendebud” eller apostel. (Fil. 2, 25.) Hvordan tror du så, at de sande kristnes opførsel ville have været over for dem, som apostlene havde udpeget, når apostlene var fraværende?

J. – De ville selvfølgelig have vist dem alle ære og lydighed for at vise deres respekt for apostlene selv.

Dr. – Bestemt; som de ærede Sankt Paulus, ville de have lyttet til hans klare lære; ”Med hensyn til Titus, så er han min trosfælle og min medarbejder hos jer, og med hensyn til vore brødre brødre (dvs. Lukas og en anden, der er sendt for at handle sammen med Titus), så er de menighedsudsendinge, til ære for Kristus.Vis dem derfor, at I elsker dem, og at vi har grund til at være stolte af jer, og gør det, så menighederne ser det (2 Kor. 8,23-24.) Hvordan tror du, at disse nye apostle ville være blevet behandlet af dem, der ringeagtede Sankt Peters og Sankt Paulus’ autoritet?

J. – De, der ringeagtede apostlene selv, ville også ringeagte dem, der stod i deres sted.

Dr. – Som du kan se; havde vi levet i apostlenes dage, ville vi have haft én klar prøve blandt andre for at finde den sande kirke, blandt alle falske efterligninger af den. Den sande kirke var det kristne legeme, ledet af mænd, der var udpeget af apostlene; og de, der var afvisende over for Sankt Peter og Sankt Paulus, ville have været ulydige mod dem. Men lad os nu gå et skridt videre. Tror du, at Timotheus for eksempel ophørte med at være apostel, som Sankt Paulus havde gjort ham til, ved Sankt Paulus’ død?

J. – Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle være det; men jeg vil gerne vide, om der er bevis fra Skriften for, at han var det.

Dr. – Kort inden Sankt Paulus skulle henrettes for evangeliets skyld, skriver han således til Timotheus: ”Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste! Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. (2 Tim. 4,2-7.)

J. – Ud fra disse ord fremgår det tydeligt, at Sankt Paulus havde til hensigt, at Timotheus, som han havde udpeget til at fungere som hans broder og medarbejder, mens han levede, skulle fungere som hans efterfølger, når han selv var gået bort.

Dr. – Og alle sande kristne, der har æret Timotheus, som var han Sankt Paulus selv, da denne apostel blev forlod dem for i en periode af afstand, ville ikke ære ham mindre end, da apostlen blev fjernet én gang for alle ved døden.

J. – De kunne ikke gøre mindre.

Dr. – Det følge altså, at selv da apostlene alle var stedt til hvile, dvs. i evangeliets anden tidsalder, kunne vi stadig have brugt de prøve, jeg har vist dig, til at skelne Kristi Kirke fra sekter, der falsk påberåber sig dette navn. Vi ville have fundet den ene gruppe kristne ærbødigt siddende ved fødderne af apostlenes efterfølgere; alle de andre, der blev kaldt sådan, afviser derimod åbent deres retmæssige autoritet.

J.-Det er sandt; mens disse efterfølgere af disse apostle levede, var alle, der bekendte sig som tilhørende Kristus, forpligtet til at vise dem og ville have vist dem, en ærbødighed, som de falske sekter ikke ville have vist; således at der i de tider bestemt ikke ville være nogen vanskelighed med at finde ud af, hvilken kirke det var vores pligt at slutte os til.

Dr.-Og når Timotheus, Titus eller Epafroditus, som udøvede den samme fulde autoritet, som Paulus selv  havde udøvet, udnævnte medarbejdere og efterfølgere, og overdrog, ligesom apostlen havde pålagt en af ​​dem at gøre, de ting, de havde hørt, til trofaste mænd, der også kunne lære andre: (2 Tim. 2, 2.) ville disse trofaste mænd så ikke blive æret af alle sande kristne af den samme grund, som fik dem til at ære dem, der udnævnte dem?

J.-Det ville de uden tvivl. Så længe en direkte linje fortsatte fra apostlene selv og fremefter, måtte alle vedholdende kristne vise dem ærbødighed. Og en sådan rækkefølge kunne have varet i lang tid – hundrede år eller mere.

Dr. – Hvad nu hvis det nu har stået på i atten hundrede år? Hvad nu hvis, ved Guds gode forsyn, den linje, der begyndte med apostlene Peter og Paulus, var blevet fortsat lige til den dag i dag? Således at der er mænd, der står i Skriftens hellige helgeners og martyrers sted helt frem til denne time, under Kirkens store og evige Overhoved? Du ser overrasket ud, men sådan er det; og hvis sådanne personer virkelig eksisterer, og hvis vi finder ét fællesskab af kristne, der anerkender og adlyder og styres af dem, mens alle andre bekendende kristne på vores ø afviser dem, vil du se, at denne prøve vil gøre det muligt for selv den mest enfoldige og ulærde person at skelne mellem Kristi sande kirke og de uautoriserede sekter, der kaldte sig Kristi tilhængere nu, næsten lige så tydeligt, som han kunne, hvis han havde levet i apostlenes egne dage.

J. – Ja; den kristne gruppe, der ærer og ledes af apostlenes efterfølgere, må være Kristi sande kirke. Men hvem er disse apostlenes efterfølgere i vores land? Selvom jeg helt sikkert tror, ​​jeg ved, hvilket svar du vil give mig.

Dr. – De er biskopperne i Church of England. Der er ikke én af dem, som ikke kan spore sin ret til at lede og regere Kristi Kirke og til at ordinere dens præster gennem en lang række forgængere helt tilbage de personer, der blev indviet ved Sankt Peters og Sankt Pauls håndpålæggelse. Dette er en kendsgerning, som dem, der er afvigende fra Church of England, ikke benægter og ikke kan benægte: de påstår heller ikke, at autoriteten hos dem, de kalder deres præster, til at undervise og forvalte sakramenterne overhovedet hviler på et sådant grundlag.

J. – Jeg forstår Dem, hr.; men jeg har én bemærkning, hvis De vil høre den. Biskopper udfører ikke mirakler, som apostlene gjorde; og De kan heller ikke mene, at vi nu skal betragte deres lære og skrifter som dikteret af umiddelbar inspiration og derfor som ufejlbarlige, ligesom Det Nye Testamente. Hvordan kan de så være apostlenes efterfølgere?

Dr. – Det er et stort emne, John; som vi kan diskutere en anden gang, ikke søndag aften, når du har dine små børn derhjemme, der venter på at fremsige deres vers for dig; og jeg vil hellere hvile end diskutere efter dagens gudstjenester. Vi vil tale videre, når lejligheden byder sig; i mellemtiden, som svar på din forespørgsel, vil jeg kun bede dig om at sammenligne Johannes 20 med Apostlenes Gerninger 2. De mirakuløse gaver blev sendt ned til apostlene på pinsedagen; men mandatet til at prædike, undervise og ordinere blev givet, helt uafhængigt af alle sådanne ekstraordinære gaver, før vor FRELSER steg op til himlen. Et ord til afsked:  Du har haft en god uddannelse; dit sind er blevet åbnet for at gå ind i diskussioner, for at se indvendinger og besvare spørgsmål: din forståelse er blevet skærpet. Det er et talent, der kan bruges rigtigt eller misbruges; for de uforsigtige er alle gaver fristelser. Ligesom rigdom forråder mennesker og leder til egoisme, har et skarpt vid en tendens til at gøre dem selvsikre, arrogante og respektløse. Se på de fordele, som Gud har givet dig, ikke som en grund til pral og selvtilfredsstillelse, men med alvor og ængstelse, som en skat, du er forvalter af for Gud, og som du en dag skal aflægge regnskab for over for ham.


Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg


Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!



Kategorier:Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Teologi

Tags: , , , , , , , ,

1 reply

Trackbacks

  1. Den Kristne Frihed – 3. del – Pastor Schønbergs Blog

Skriv en kommentar

Historiske Prædikener

Historiske Prædikener og Kristne Skrifter

Danmarks Højkirkelige Bevægelse

Fællesskabet Kirkelige Fornyelse & Sankt Ansgar Fællesskabet

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen