Hvor man end færdes i landet, støder man på vore gamle kirker overalt i landskabet. De står som vidner og symboler på vort kristne lands historie. Og bevæger man sig ind i dem, bliver man endnu mere imponeret over den nidkærhed, der er lagt for dagen i udførsel af træskærerarbejde, kalkmalerier m.m. Og giver man sig tid til at undersøge det nærmere vil man blive slået af den rige symbolik, som disse gamle bygninger indeholder.
I dagens indlæg fører pastor Sigurd Mejndor (1907-2002), der var sognepræst ved på Christiansø 1939-1946 og i Hyllested-Rosmus på Djursland 1946-1975, os ind i denne kirkehusets symbolik.
Artiklen blev bragt i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i maj 1966. Dette er første del af en lang serie, som vil blive bragt løbende her på bloggen.

Af Kirkehusets symbolik

Af Pastor Sigurd Mejndor, Hyllested

Fra de ældste tider har kirken haft sit eget ”tegnsprog”. Til hellighuset knyttedes en mængde symbolik, så der efterhånden næppe var den bygningsdel, fra syldsten til vejrhane, som ikke fik sin tydning i et sindsbilledsprog. Dette omspandt også kirkens indre og de kultiske handlinger, ja, det kunne udarte sig til en slags kabbalistisk leg, som vel røber middelalderteologens fromme fantasier, men kan synes fremmed og ufrugtbar for nutidsmennesker. Symbol og attribut kan rumme en mysticisme, som der ikke længere er forståelse for, eller man har simpelthen ikke længere kundskab til aflæsning af visse hellige tegn. Man kan ikke længere tyde deres hemmelighed.

Det var ikke mindst den fra kirkefædrene nedarvede typologi, der satte sit spor i symbolsproget, så man stadig havde for øje analogier mellem den gamle og den nye pagts skikkelser og begivenheder, den dobbelte tolkning, hvad enten man søgte at gengive Kristi liv og helgenlegender med mejsel eller pensel. Hele denne ”videnskab” var åndeligt fælleseje for gejstligheden, de indviede, og nåede et højdepunkt hos liturgiske forfattere som Honorius af Autun, italieneren Sicardus og franskamden Durandus i det 12.-13. århundrede.
Vigtige typologiske værker fra senmiddelalderen er legendesamlingen af dominkaeneren Jacobus de Voragine, Den gyldne legende – legenda aurea. Den har haft betydning for kirkekunsten. Nævnes bør også billedværker som Concordantia caritatis og Speculum humane salvationis.

Et helt kompendium i typologi er den såkaldte Biblia pauperum, de fattiges bibel, der findes i flere versioner, som bl.a. er grundig behandlet i Henrik Cornells billedrige udgave (Biblia pauperum, Stockholm 1925).

Her kan man rigtig få indtryk af den middelalderlige skik af finde paraleller mellem det gl. og ny testamente, og hvor betydningsfulde sådanne billedbøger kan have været for de kunstnere, der arbejdede med udsmykning af vore gamle kirker. Biblia pauperum synes således at have haft stor indflydelse på motivvalget og – udformningen af visse middelalderlige kalkmalerier og altertavler (f.eks. Albertus Pictors murale kunst i svenske kirker).

Blandt kildeskrifter vedrørende symbolikkens historie må også nævnes Fysiologus, som i den latinske version kaldes Bestiarius. Den stammer muligvis fra Alexandria og menes senest forfattet i 5. årh. Her omtales bl.a. forskellige dyr og fantasivæsener, hvis mærkelige egenskaber bruges som kristne symboler (f.eks. pelikanen, som man mente brugte sit eget blod til at made sine unger, symbol for Jesu offerdød. Fugl Føniks som opstår af asken til nyt liv, jnf. Jesu opstandelse, osv.).
Også Herrad von Landsbergs Hortus deliciarum og folkebogen Lucidarius er vigtige kulturhistoriske værker.

Vores kirkers indgang ligger oftest i den vestlige tredjedel af skibet. Der var altid to, lige overfor hinanden. På sydsiden, den fornemste side, var mændenes dør, hovedindgangen. ”Kvindedøren” var ved nordsiden og ofte mindre udsmykket end mændenes indgang, dog findes der mange afvigelser både med hensyn til dørenes placering og prydelser. (Norddøren synes i enkelte kirker, f.eks. i Rosmus kirke, at have været eneste og fælles indgang ofte på grund af terrænforholdet). Meget ofte blev kvindedøren tilmuret i tidlig tid. Det var ikke heldigt under vort klima med to indgang lige overfor hinanden. Det gav træk indenfor, og der var koldt nok i fortidens uopvarmede kirker ved vintertide. Det var vel også for at lune, at man byggede våbenhuse.
Hvor en kirke har romansk tårn, kan der være en vestindgang som ved de meget store kirker, men de mindre har som regel kun de to nævnte døre. Undertiden var der en lavere og smallere indgang på korets sydside for præsten. (Præstedøren i Fåborg ved Varde måler 56,5 x 201 cm – #Det har åbenbart ikke været noget fedt kald!” skriver Mackeprang.)

Man kan gætte på, om det mon skyldes en større selvfølelse hos nordiske kvinder, at de ville bruge samme indgang som mændene. Den skyggefulde nordside på kirkegården var ikke ynder, heller ikke som begravelsessted, men selv om norddøren blev tilmuret, beholdt man nordsiden som ”kvindeside” i skibet; sydsiden var for det stærke køn. ”Spinde- og sværdside”-adskillelsen har holdt sig enkelte steder til vor tid. (Det var mærkeligt at se det igen omvendt praktiseret i den jugoslaviske landsbykirke i Čilip nær Dubrovnik (i dag Kroatien). Her er sydsiden forbeholdt kvinderne, og nordsiden mændene!).
Under vielser har man de fleste steder for skik, at brudgommen står til højre for bruden foran alterskranken, så det synes, som om traditionen med sydsiden som mandens plads her endnu (ubevist) gør sig gældende.

Nordsiden var dog ikke så ringe en plads, for når kvinderne havde det store lægmandskrucifiks over korbuen for øje, kunne de se sig anbragt under frelserens højre hånd, ”evangeliesiden”, og ved den side, hvor Mariaalteret stod. Dette sidealter var ved ”spindesiden”, ved triumfvæggen, mens samme vægs højre side ofte havde et sidealter for en mandlig helgen, evt. kirkens skytshelgen. Over hovederne, højt oppe i hvælvingen, tronede måske Kristus som verdensdommer, som skildret af mange af de gamle kirkemalere: højre hånd peger velsignende mod Maria og kvindesiden. Fredsliljen i Kristi mund peger også mod denne side, mens mundens sværd peger mod mandssiden.

Den dag i dag præges vore gamle kirkers arkitektur af at være bygget som kulthuse til messetjenesten med alteret i det østlige kor eller apsis. Herfra strømmede kraft mod de kirkesøgende, der kom for at tilbede det hellige, den hvide Krist, bag kirkens skærmende mure.
Udenfor var alskens fare, troldtøj og djævelskab, men slap man inden for kirkens dør, havde man da fred for den onde verden en stakket stund. Ikke underligt at indgangen til helligstedet, døren selv, bliver betydningsfuld og tydes anderledes end andre døre, ja bliver symbol for Kristus.
Frelseren sagde jo: – Jeg er døren, dersom nogen går ind igennem mig, han skal blive frelst – (Joh. 10,9). Ordet ”frelse” betyder egentlig ”fri hals” – ”en frelst”, dvs. en som ikke bærer trælleringen om halsen, (fig. ”-frigjort fra syndes lænker”).
Ved indgangen kunne være udhugget skræmmedyr, løver, drager og andre af Djævelens attributter. Var døren snæver, tænkte man på ”nåleøjet”, Matt. 19,24, eller man lod indgangen symbolisere lydigheden: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene”, Matt. 19,17.

Var der søjler ved portalen, mindedes man ”de mænd, som regnedes for selve støttepillerne”, Gal. 2,9, dvs. Peter, Jakob og Johannes. Løven var ikke blot et skræmmedyr, det evt. med andre skræmmebilleder skulle vogte indgangen mod de ondes anslag. Som så mange symboler kan den tydes på flere måder og kan være sindbillede for Kristus, der er ”løven fra Juda stamme”, Johs. Åbn. 5,5, og bliver da beskyttelsessymbol som vogter ved døren, men portal-løven kan som nævnt også være djævle symbol (jnf. 1. Pet. 5,8).
Som dørvogter i de gode magters tjeneste var det praktisk, at løven efter gammel tro mentes at sove med åbne øjne. Det skyldes en legende om, at den først fik sine nyfødte under til at vågne til live, når hannen i tre døgn havde åndet på dem: således har også Kristus ligget tre dage i graven og er opstået ved Faderens ånd – eller røst.

Løven som ”vagtdyr” er et ældgammelt motiv i orientalsk og europæisk skulpturkunst. Allerede hos assyrerne findes den som værnedyr på facader af templer og paladser. Dyrets kraft og mod overføres på Kristus, og ifølge Bode skulle et løvehoved ved portaler til kirkehuse være symbol på, at her var retfærdighed at finde. Undertiden var der en ring i løvemunden, og nåede en forfulgt at gribe fat i ringen, fik han asylret og kirkens beskyttelse under visse forhold (jnf. 1. Kong, 1,50 og 2,28 om hornene på tempelalteret). Berømt er den søndre indgangsdør i Ribe domkirke, ”Kathoveddøren”, hvis navn vel stammer fra bronzeløvehovedet, der har en stor ring i munden og er anbragt midt på døren. Løver hører til kattefamilien, så derfra stammer måske navnet. Ved siden af døren er der fire søjler, to bæres af løvefigurer, der sønderriver mennesker, dvs. kampen mellem lystes og mørkets magter. (Samme motiv ved Starup kirke ved Kolding, hvor en karmsten fra kirkens nordportal med en sønderrivende løve senere er indsat i tårnets hjørne). Starupkirkens relief ved siden af sydportalen med fremstilling af Sct. Michaels kamp med dragen hører til det ypperste af nordisk middelalderkunst.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Diverse