Prædiken holdt ved Kirkelig Fornyelses konvent i Kingos Kirke 10. maj 2024

Jeg tror, det vil være sikkert at påstå at for langt størstedelen af befolkningen, opfattes Kristi Himmelfart alene som en form for afslutning på Jesu tid her på jorden. Efter Hans lidelse, død, opstandelse og fyrre dage med sine disciple er arbejdet færdigt og Han tages op til Faderen.

Den ringe opmærksomhed på dagens egentlige karakter og betydning skyldes måske, at Kristi Himmelfartsdag ligesom pinsen, der jo falder kort tid efter, ikke, som vi kender det fra andre af vore højtider, har en lang række søndage, der leder op til eller efterfølger den. Ved jul har vi adventstiden, dr leder op til Julenat, og både i helligtrekongerstiden, fastetiden og påsken følger en lang række efter-søndage.

Men Kristi Himmelfart er ligesom presset inde mellem påsketiden og den lange trinitatistid.

Men tror man af den grund, at det gør dagens betydning mindre, tager man meget fejl. Jeg er næsten ved at sige, at det modsatte er tilfældet.

For Himmelfartens betydning er så uendelig meget større.

Det er ikke en tilfældighed, at evangelisten Lukas slutter sit Evangelium om Jesus Kristus, med det der er dagens tekst om Himmelfarten – og begynder sit næste skrift – Apostlenes Gerninger med Himmelfarten, hvor Han skriver:
 »I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.«

Så Himmelfarten både afslutter Lukasevangeliet og Himmelfarten indleder Apostlenes Gerninger. For evangelisten slutter Guds frelsesgerning ikke med Himmelfarten. Den danner en overgang.

Himmelfarten er på én gang opfyldelse af fortidens løfter og et nyt løfte der gives. Det er en herlig kulmination på en del af frelsesværket, men også forudsætningen for det videre frelsesværk.

Og ligesom vi har profetierne om Jesu fødsel, Hans lidelse og død og opstandelse i Det Gamle Testamente har vi også profetierne om Himmelfarten, allermest kendt i Salme 110 i Salmernes Bog, som Lukas også citerer i Apostlenes Gerninger, hvor David siger:

Herren sagde til min herre:
»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«

Og da Jesus efter tilfangetagelsen i Gethsemane Have føres for det jødiske råd stilles Han spørgsmålet: »Sig os, er du Kristus, Guds søn?«, hvortil Han svarer:
»Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.

Han er Herren, der skal sætte sig ved Herrens højre Hånd. Det er Gud Sønnen, der tager plads ved Gud Faderens højre hånd.

Det er herliggørelsen.

Som en prins, der er draget ud og har kæmpet for sin Faders Rige, får Han den velfortjente ære og pris ved hjemkomsten, at indtage hæderspladsen ved sin Fader Kongens side. Det viser, at Han er sin Faders Søn – at de to er eet.

Det er derfor, at Han måtte lide og dø, så Han kunne overvinde døden og tage plads i Faderens herlighed.

—

Det er, som jeg sagde, kulminationen på Hans arbejde for Gudsriget på jorden, men også forudsætningen for det videre frelsesværk.

For var Gud Sønnen ikke blevet taget til Himmels, ville Gud Faderen ikke kunne, som Jesus sagde til disciplene sende dem Talsmanden – Helligånden.

Var Han derimod blevet på jorden, så ville Han – skønt herliggjort ved opstandelsen – stadig være bundet af det fysiske. Ja, Han kunne jo være, hvor Han ville, men Han ville være bundet at legemet og kun være et sted ad gangen. Kun ved at tage plads ved Faderens side, kunne Helligånden sendes til Kirken og give Kirken og dens tjenere, hvad den har brug for, så den kan forkynde frelsen i Jesus Kristus til alle mennesker verden over gennem tiderne.

Og ved de sidste tider vil Han komme igen for at forene sig med sin Kirke og dømme levende og døde.

***

Men hvordan skal vi som kristne forholde os til Himmelfarten.  Hvad betyder det for os, at Jesus er taget op til Faderens højre hånd.

Se, nu plejer jeg ikke, at benytte mine egne oplevelser i videre grad i prædikener, da jeg trods alt hr ydmyghed nok til ikke at antage, at mine egne personlige oplevelser har større interesse for menigheden, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til det.

Ikke fordi min oplevelse er særlig interessant i sig selv, men fordi jeg oplevede noget, der gjorde mig ængstelig på kirkens vegne – og måske kan tjene til at minde os om, hvorfor det er vigtigt at Kristus blev taget til Himmels, så Helligånden kunne sendes til os som Kirke.

Jeg er netop for nogle dage siden vendt hjem fra en lille ferie i NY, USA. Og som de af Jer her, der har interesse for kristendommen ved, så drages man på forunderlig vis mod de kirker, man under sine besøg i andre byer eller lande støder på. Og således gjorde jeg det også her i USA.

En af kirkerne jeg undersøgte nærmere, lå på samme gade, hvorpå jeg boede. Den var lukket, der meste af tiden. Men jeg stod og kiggede i udhængsskabene, hvor man kunne læse deres mission statement, som de kalder det, deres program. Og her stod:

Kvinderettigheder er menneskerettigheder

Her er ingen mennesker ulovlige

Vi passer på naturen

Her er vi venlige mod hinanden

Herudover var der over kirken hængt et stort BLM-banner, som ikke I sig selv er et særsyn i NY.

For så vidt kan man sige, at det der stod på sedlen, er svært at være uenig i:  hvem vil ikke passe på Guds skaberværk- ingen er vel ulovlige i Guds øjne – kvinder bør have rettigheder som mænd osv.
Nej, det der slog mig var, det der manglede! Jeg kunne ikke se det nogle steder – hverken på bygning eller i udhængsskabe. To små ord; der siger så meget: Jesus Kristus! Navnet var ikke at se i nogle udhængsskabe eller andre steder.

To blokke henne – ca. 500 meter lå en anden kirke. Hver af de to hoveddøre var dækket af to store LGBT-flag – ikke regnbueflag.

De kaldte sig en community church – måske bedste oversat med nabolagskirke. Ingen steder kunne man læse, hvilke kirkesamfund de tilhørte – altså om de var lutheranere, reformerte, baptister, romersk-katolske eller ortodokse. Her var alle velkomne – forstås. Man ville ikke skræmme nogle væk, ved at indtage et teologisk standpunkt. Og derfor var Jesus Kristus ligesom ved den første Kirke fraværende.

For begge kirker gjaldt det, at Gud var blevet erstattet med tidens nye ideologier.

Det var ikke korset, der var i centrum, men den nye ideologis symboler.

Det var ikke skriftsteder, der stod at læse, men politiske slogans.

Det var ikke Gud, der var i centrum, men derimod mennesket.

Årsagen til jeg blev ængstelig er, at jeg kan se de samme tendenser her i Danmark. Og man kan frygte at det bliver værre – man siger jo, at tendenser vi ser i USA kommer hertil med en forsinkelse på omkring 10 år, men allerede nu ser vi tegnene træde tydeligere frem.

Det er som man tænker: Jesus er her ikke mere – og når vi siger, at Han kommer tilbage for at dømme levende og døde – så er det er jo laangt ud i fremtiden, hvis det er rigtigt. Og ’hvis’ Han kommer, så er Han jo næstekærlig og vil sikkert tilgive alle vores synder – for Han er jo i virkeligheden bare en rar og klog mand.

—

Men sagen er, at Kristus stadig er her – Han taler til os i Bibelen, vi hører ’forhåbentlig’ Hans Ord i præstens prædiken, vi får del i Ham ved nadveren.

Og vi har som kristne, både personligt og som lemmer på Kristi Kirke, et ansvar for at tale imod, når vi ser at Kirken går den gale vej. Og vi har et ansvar for at lade os lede af Helligånden og ikke af menneskers ideologier, der i sidste ende altid vil fejle, som historien har været vidne til igen og igen.

For sagen er at i Kristus er der ikke brug for ideologier om køn eller race, der opdeler og skaber modsætninger mellem folk.

I Kristus Jesus er der ikke splid – som Sankt Paulus skriver:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os med apostlene Paulus rejse os og tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed og

Helligåndens Fællesskab være med os alle.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibel-Lukasevangeliet, Diverse, Højkirkelighed, Højtider, Højtider-Kristi Himmelfart, Helligånd, Kristenliv, Prædikener

Tags: Højkirkelighed, Jesus Kristus, Kristi Himmelfart, Lukasevangeliet, Prædiken