Se på dit Flag!

Det er i dag Valdemarsdag, hvor vi fejrer Dannebrog. I den anledning bringes her et indlæg med en tale holdt af Olfert Ricard (1872-1929) præst ved Skt. Johannes Kirke og Garnisons kirken. Talen blev holdt ved indvielse af en fane for FDF. Talen stammer fra Olferts Ricards egen bog „Land og Livsanskuelse – Med mund og Pen I” fra 1914.


Se på dit Flag!

»Tale ved indvielse af en fane for »Frivilligt Drenge-Forbund«.

Se på dit flag, – når så du det første gang?

Jeg kan huske, da jeg så det første gang. Jeg mener: sådan at det gjorde indtryk på mig. Jeg gik med Fader, og jeg må have været meget lille, for jeg gik og holdt ham i hånden. Det gjorde man kun, da man var meget lille, véd I nok. Nu véd jeg ikke, om det var Grundlovsdag eller Kongens fødselsdag. Men det var da en dag, da de flagede. Og så bestod fornøjelsen i at „tælle flag”. Vi skulle se, hvor mange flag vi nu så på spadsereturen. Det var morsomt, hver gang én først kunne få øje på et nyt. Jeg tror, vi talte 82. Men disse små viftende duge overalt mellem træerne og på husene de gjorde sådant et indtryk på fantasien, at jeg gik hjem og skrev en historie lige med det samme. Den handlede om nogle soldater og nogle kalve; men da den skulle have et navn, så kaldt jeg den „Flaghistorien”, – for flagene stod mig endnu i hovedet.

Når du første gang set på dit flag, sådan at du tænkte noget derved? Næste gang du ser det, så måske du vil tænke lidt over det.

Se på dit flag, – hvor det er smukt!

De andre ham måske nok kønnere sprog end vi – og taler det også kønnere – og de har vel også kønnere land og kønnere ansigter, men der er ingen, der har så kønt et flag, som vi danske. Det tror jeg rolig, vi kan sige. Det er på én gang så ukunstlet i sin form og så smagfuldt i sine farver! Og det er næsten endnu skønnere mod en gråvejrshimmel. Læg mærke til det på eders ture.

Se på dit flag, – til du mærker noget i dine øjne!

Er det flovt? Nej slet ikke. Jeg har læst en fornuftig bog for drenge, – den handlede om en ung fyr, som for første gang var på togt med en orlogsmand. Han var meget bange for at vise, når han var bevæget. For eksempel, da hans moder fulgte ham til skibet og stod og vinkede efter ham, så så han slet ikke til den kant, skønt hans hjerte skreg af hjemvé, og skønt han bedrøvede hende dermed – og det bare af frygt for at komme til at græde. Men så en morgen var de alle kommanderede på op på dækket, og mens musikken spillede, og de alle gjorde honnør, så gik flaget langsomt til tops. Og så kunne han op én gang slet ingenting se, øjnene blev fulde af vand, så bevæget blev den danske dreng ved det stolte, smukke syn.

Se på dit flag, – der er nogen, der aldrig må se det!

Dem skal du tænke på; så bliver du måske mere taknemlig. Det er de danske nede i Sønderjylland under tysk herredømme. De får en streng straf, hvis de vover at hejse d Dannebrog.  Og en af mine venner har fortalt mig en grumme køn oplevelse. I Berlin har de danske, norske og svenske et værelse for sig selv i Kristelig Forening for unge Mænds bygning. Det er dekoreret med billeder af nordens konger og med de tre nationers flag. En dag kommer den skandinaviske sekretær in og ser til sin forbavselse en preussisk soldat – med pikkelhue og det hele – stå aldeles fortabt i beskuelse af det danske flag. Han spørger ham på tysk: Hvad er det, De står og ser på? Da svarer den preussiske soldat på ægte bredt jysk: „A ser på Dannebrow!” Det var en ung sønderjyde, som aftjente sin værnepligt i Preussens hovedstad og stod og glædede sig over sit flag, som de aldrig måtte hejse hjemme på deres egen gård.

Se på dit flag, – det har været til glæde for mange!

Jeg kan en historie om én, som bragte stor glæde. Det fortælles fra krigen imellem Tyskland og Frankrig i 1871, at en fangen fransk officer var flygtet og blev forfulgt. Det var en farlig flugt; blev han indhentet betød det døden. Han løb mest om natten og gemte sig om dagen. Længere og længere mod nord kom han; men forfølgerne var ham stedse nærmere og nærmere. Til sidst var de ganske nær; nu løb han for livet. Han var omtrent segnefærdig, da han pludselig så et lille hus med et flag over døren. Det var rødt med et hvidt kors. Så vidste han, at han var i frihed, og sank ned foran dørtærsklen. Ingen kunne røre ham mere. Husets navn var „Frihed”, – men det forstod han ikke. En dansk fædrelandsven, Klettenborg, havde bygget det lige ved den danske grænse. Men flagets farver forstod han.

Se på dit flag, – der er kæmpet tappert for det!

Jeg gik en dag omkring i Berlins Tøjhus. Da så jeg et sørgeligt syn. Jeg ville ønske, jeg ikke havde set det. Oppe under loftet hang der en hel række af – gamle Dannebrogsflag. De sagde, det var bytte fra krigene i 48 og 64. De var så falmede, og der var én ting til, som det gjorde godt at se: de var alle sammen så forrevne. Man kunne se: de var ikke udleverede med det gode.
Der var kæmpet for dem til det sidste. Nogle af dem var sikkert vristet ud af døde mænds hænder; og døde mænd holder fast på en ting. I skal heller ikke tænke på hævn, når I hører dette. I skal heller ikke ønske at komme i krig. Men I skal beslutte i Jeres din: Jeg vil aldrig svigte min Fane*

Se på dit flag, – det har ærefulde minder.

Det vajede på det skib, som bragte Hans Egede og Evangeliet til Grønland. Ret nylig bragte det også Guds Ord til Kap York. Det vajede over den fæstning i Trankebar, hvor Evangeliets  venner altid havde et „helle”.
Det var under Dannebrog, Evangeliet for første gang sejlede fra lutherske lande til hedningefolk.

Se på dit flag, – kan du læse dets farver?

Det røde, betyder det ikke: Liv og Blod? Det er sandhedens farve. Og det hvide, er det ikke renhed og sandhed? Det er troskylds farve. Og korset, det er jo ærestegnet, den konges mærke, som døde heltedød på Golgata. Det er en stor gunst for det danske folk, at det altid har korset for øje, hver gang det smykker sit land til fest. Vi mener ikke, at vi har nået længere end andre, hverken i kraft, renhed eller uselvisk offersind, men vi har altid disse dyder afbildede for os i vort flag. Drenge, som går under det flag, har altid nok at tænke på. Det flag, som går i spidsen for dem, kalder dem til heltedåd. Ikke til at blive teaterhelte; der er sejre, som ingen andre får at se. Enhver véd bedst med sig selv, hvor hans slag står. Men den, der vil hejse Korsets fane over sin borg, han sejrer til sidst trods alle nederlag.

Se på dit flag, – det er en gave fra Gud.

Sagnet går, at det faldt fra Himlen ned. Tro det, hvo der kan, jeg kan ikke. Men jeg kan sagtens finde en mening i det sagn. VI skal tage Dannebrog som en gave fra Gud. Flaget er jo folkets og landets mærke. Så langt som den danske konge byder, så langt ve vajer det danske flag. Og vi vil tro, at det er Gud, der har givet os vort land. Det er lille; det er fladt; det er slet værget; det er overset – men det er vort. Og så længe Gud vil have os boende her, så længe kan ingen drive os herfra.

Se på dit flag, – det har vajet på halv for Danmarks bedste mænd.

Og nu mindes jeg en oplevelse. En af Danmarks ældre mænd var død. Det var en mand, som havde elsket sit flag og tjent sit folk, og en kristen mand. Nu stod hans kiste i dagligstuen. Sådan en kiste ser forfærdelig trist ud i en stue, selvom den er malet gul. Den er så kold og grim og ser så fremmed ud mellem det gamle klaver og dragkisten. Da kom en af sønnerne i tanker om flaget deroppe på loftet. Det gamle flag blev hentet og bredt over kisten. Hvor det med ét blev varmt og hjemligt i stuen! Det var, som hyggen og lørdagsfreden vendte tilbage. Det skønne gamle Dannebrog svøbte sine bløde folder om den gamle danske mands seng.

Se på dit flag, – det fortjener en sang!

VI har det lidt småt med fædrelandssang. Ingen kan dem; og der mangler én, vi alle kunne synge med rigtig begejstring. Både om „Der er et yndigt land” og „Kong Kristian stod ved højen mast” gælder det, at melodierne er de bedste. Tænk, hvad nordmændene har i deres „Ja, vi elsker dette landet”. Men véd I en sang, som hører til vore mandigste og bedste? Det er Plougs „Vaj højt, vaj stolt, vaj frit, vort flag,” – hvor blandt andet den kønne linje forekommer: „Ombrust af glade stemmers klang”. Den skulle I lære. Man kan i det hele taget ikke lære gode sange nok. Og hvor flaget er hejst, skal sangen tone stærk.

Se endnu en gang på dit flag, – det skal samle os.

Det vajer i alle danske egne. Vi kan ikke alle kende hinanden, men vi kender alle sammen vort flag. Og når Frivilligt Drengeforbund for det hele land nu har fået sin fane, så skal det også betyde, at vi vil alle sammen stå sammen under det samme banner og med det samme mål. Vi vil se at blive det bedst mulige, enhver af os, og det vil vi blive sammen med de andre. Vor tur kommer også, og så vil vi gøre et godt stykke arbejde i Jesu Kristi navn til gavn for vort folk og land. Og det vil vi hjælpes om. Det vinker vor fane os til, hver gang den folder sig ud; og når den vinker ad os, vil vi svare: Vi kommer alle sammen!

* Jeg er siden blevet oplyst om, at disse flag ikke er egentlige faner, men blot kompagnimærker (som da ikke burde være dannebrogsmærkede?) Der skal kun findes to erobrede faner i tysk eje, fra meget ældre tider.



Kategorier:Diverse1, Højtider, Kirkehistorie, Samfund

Tags: , , , , , , ,

2 replies

  1. Som en der var FDF’er som dreng er det ganske interessant læsning. Glædelig valdemarsdag 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: