Bloggen bringer i dag et indlæg fra Danmarks Højkirkelige blad Re-formatio fra pinsen 1961. Indlægget er skrevet af Asbjørn Fog (1902-1971), der var sognepræst ved Risskov Kirke.

”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen skal vil sende i mit navn. Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer”. (Johs. 14,16)

Når vi i kirken siger ”glædelig pinse”, glemmer vi slet ikke glæden over forårets nye, skønne liv derude i naturen. Men pinsen er dog noget langt større end naturlyrik. I pinsen brød nemlig et under, langt større end forårets, frem: Jesu Kristi kirke på jorden blev til. Pinsen er kirkens fødselsdag, og derfor er pinsedag kirkens største festdag.

Måske andre vil hævde, at påsken er større. Men det var jo dog hverken Langfredag eller Påskedag, der forvandlede de forskræmte disciple, der forsagte sad skjult i deres tilflugtssted. Vist havde de set den opstandne. Men det havde jo heller ikke givet dem det tidligere livssamfund med ham tilbage, ej heller troen, glæden og frimodigheden. Det var pinsen, der gjorde det mirakel! Helligånden, som Kristus havde forudsagt dem skulle komme, kom og lærte dem, at Jesus lever! ”Jeg lever, og I skal leve». Han er i sin kirke, som på denne dag blev til, og møder sine disciple i sit ord og sine sakramenter, så den siden Langfredag brudte livsforbindelse nu atter er knyttet.

Og det overbeviser Helligånden stadig Jesu disciple om, når de samles i Hans kirke. For den er «Talsmanden», der taler, og når det behager den at tale gennem forkynderens ord og de hellige sakramenter, så skabes der nyt liv både i mennesker, der er åndeligt døde, og i forsagte og skræmte mennesker, der har mistet troens fred og frimodighed. Så er der sket et pinseunder påny. Noget nyt er blevet til: den tro, ”som ingen af sig selv kan få, men den er åndens gave”.

Kirken, Jesus Kristus og Helligånden –  de tre ord er knyttet nært sammen og kan ikke adskilles.

Derfor er pinse ikke blot et luftigt ord om en indre åndelighed, som et menneske skal svinge sig op til, men ikke kan, eller et mystisk ord om «Kristus i eder», som vi ikke kan fatte. Nej, det er slet og ret noget objektivt og håndgribeligt, når bønnen lyder, ordet forkyndes og det indviede sakramente står på alteret, så er Jesus der selv, og så går åndens sus gennem huset og rører menneskers hjerter, så troen skaber, og så er der pinse på jord.

Fordi kirken er sådan, er den hellig – ikke på grund af høje åndelige genskaber hos sine børn, selvom en kirke, der ikke blandt sine børn tæller hellige, det vil sige mennesker, der er dybt prægede af Jesu ånd ”helgener”, er utænkelig. Fordi Helligånden er i kirken, sker også helliggørelsens under gennem den.

I vor evangelisk lutherske kirkeafdeling er vi ikke i tvivl om, at det var Talsmanden, der mindede Luther om frelsens hemmelighed, at en synder retfærdiggøres ved tro på den forsoning, som Jesus Kristus bragte i stand ved sit korsoffer. Jeg lever i min nådestand – på engang retfærdig for Gud for Jesu skyld, og dog en synder. Og dog er denne tilstand jo ikke en stabil tilstand. Den kan let blive til en sovepude, så jeg skamløst taler højt om nåden, medens jeg i virkeligheden lever i ulydighed mod Guds bud, ja, måske endda gør hans kirke skam ved åbenlyse synder.

Hvad skal jeg da gøre? Svaret lyder: Du skal gå til din kirke og åbent bekende din synd til dens tjener og modtage syndstilgivelsens ord i tro og gå til alters. Det er de grundlæggende trin på helliggørelsens vej. Igen noget objektivt og håndgribeligt: et ord fra en mand, modtaget i tro. Og så går ordet med ud i hverdagen og gør Helligåndens gerning i mit hjerte, viser mig mine synder, vækker min anger og fører mig igen tilbage til nadverbordet søndag efter søndag. Så bliver kristenlivet på eengang en grænseløs tryghed i nåden og en aldrig hvilende kamp for helliggørelsen. Men Helligånden gør dog dag for dag sin gerning i mennesker, så det vokser i nåden. At man ikke selv føler det, er det sikreste tegn på, at det sker. Men udenforstående mærker det og gribes, og derved kan et sådant helliggjort menneske blive et vidne, selv uden ord.

Det er pinse på ny. Måtte Helligånden så gøre sin gerning: i Guds Kirkes helliggørelsens under blandt dens børn, og ved Guds kirke vækkelsens under i vort folk, Gud til ære og pris. Lad dette være vor inderlige pinsebøn.

Asbjørn Fog, Risskov

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Højkirkelighed, Højtider, Højtider - Pinse, Jesus Kristus, Kirke, Kirkeåret-Pinse, Kristenliv, Teologi-Treenighedslære

Tags: Helligånd, Kirke, Kirkeåret, Pinse, Pinsedag