Prædiken
2. søndag e. Helligtrekonger
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
Johannesevangeliet 4,5-26
Prædiken
2. søndag efter Helligtrekonger
Givet i Smørum Kirke 18. januar 2026
I 1932 udkom forfatteren Aldous Huxleys bog ’Fagre Nye Verden’. Bogen udspiller sig i år 2540 i et dystopisk London. Verden består ikke længere af nationalstater med hver deres styreform, men styres af ti verdenspræsidenter, der har skabt en velordnet verden, hvor der hersker fred. Det, der driver denne verden, er forbrug. Det nye samfund tidsregning regnes efter Henry Fords, bilfabrikantens, fødsel. Og samfundet er indrettet som en fabrik, hvor borgerne er til for at forbruge. Børn fødes ikke længere, men fremstilles i laboratorier, hvor de fabrikeres med forskellige grader af intelligens og evner, alt efter hvilket job de er udset til at varetage i deres voksenliv, og opfostres i institutioner for familien er afskaffet for at undgå, at folk styres af andre følelser end lysten til forbrug og lysten til umiddelbar tilfredsstillelse. Masserne pacificeres med spil, såkaldte føle-film, promiskuitet og narkotikummet soma, der får folk til at glemme eventuelle problemer i denne perfekte verden. Gud er erstattet af Ford og korset med et T – efter Fords bilmodel Ford T. Samfundet er indrettet som et samlebånd: enshed, forudsigelighed og forbrug af ting og mennesker. Alle er lykkelige, på nær nogle få, der i deres inderste føler, at der må være noget større og gør oprør mod systemet.
Men hvad har Fagre Nye Verden, så at gøre med dagens Evangelium?
Jo, den har det til fælles med dagens Evangelium, at vi mennesker altid søger lykken eller paradis her på jorden, men aldrig finder det. Vi tror, at vi kan gøre denne verden perfekt. Vi fristes af ideologier eller trends, der lover os lykken, men alligevel bliver vi aldrig rigtig glade – vi føler altid, det mangler noget. Vi tørster hele tiden efter noget, der kan stille vores tørst.
I dagens Evangelium møder vi den samaritanske kvinde, der søger lykken i netop det dennesidige liv. Hun søger, ja, tørster, efter en mening med tilværelsen i denne verden – men hun finder den ikke hér.
Evangelisten Johannes beretter, at Jesus på vej til Galilæa med disciplene. Han vælger at gå gennem Samaria – noget som en ordentlig jøde helst ville undgå for enhver pris. For skønt jøderne og samaritanerne, deler samme historie, ophav og samme religiøse rødder så hader de hinanden. Årsagen var, at der i tidligere tider havde der været to jødiske kongeriger: Israel, der også blev kaldt Nordriget, med hovedstaden Samaria og Judæa, Sydriget, der havde Jerusalem som hovedstad. I 722 f.Kr. blev Nordriget løbet over ende af Assyrerriget, der som led i deres erobringspolitik, deporterede store dele af befolkningen. De der blev tilbage blev blandet med folk, der blev deporteret dertil og medbragte deres egen religion. Med årene førte det til, at deres jødedom tog en anden retning end Sydrigets. Samaritanernes helligbøger bestod f.eks. kun af de fem Mosebøger og de afviste de andre jødiske skrifter, som f.eks. profeterne, salmernes Bog osv. De tilbad heller ikke i templet i Jerusalem, som ifølge jøderne var det eneste rette sted, man kunne ofre til Gud, men havde i stedet deres eget tempel på bjerget Garizim.
Blandt andet af disse årsager så jøderne samaritanerne som hedninge og urene.
Alligevel vælger Jesus at gå gennem Samaria. Da Jesus og disciplene på deres vandring gennem Samaria kommer til byen Sykar, hvor patriarken Jakob ifølge traditionen havde bygget en brønd, beslutter Jesus at gøre holdt og hvile, så disciplene kan gå ind i byen og få noget at spise. Og medens Han sidder her ved brønden, kommer en samaritansk kvinde for at trække vand fra brønden, en kvinde, der som vi hører, har haft fem mænd og nu bor sammen med en mand, som hun ikke er gift med. Og på grund af hendes historie og den sociale udstødelse, hun har været ude for, går hun udenfor byen til den såkaldte Jakobs brønd, i stedet for at benytte brønden inde i selve byen, så hun ikke skal møde byens andre kvinder.
Og her ved brønden finder en af Bibelens mest kendte samtaler sted. Jesus beder kvinden om noget at drikke. Og forståeligt nok bliver hun overrasket, for datidens norm dikterede, at en mand talte til en fremmed kvinde, og herudover ville en jøde aldrig bede en samaritaner om noget, så kvinden udbryder: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?«
Men Jesus svarer hende, at hvis hun kendte Guds gave og vidste, hvem der spurgte hende, var det i stedet hende, der ville bede Ham om noget at drikke. Og hun ville ikke bare få vand, men levende vand!
Men hun forstår ikke, hvad Han mener, for hvordan skulle Han give hende noget at drikke, når Han ikke engang har en spand at trække vand med?
Så Jesus prøver endnu engang: »Enhver, som drikker af dette vand,« siger Han »skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«
Men hun forstår stadig ikke. Hun vil selvfølgelig gerne have det vand, Han taler om – så behøver hun jo ikke at gå ud til brønden igen, men hun tror stadig det er almindeligt vand.
Så for at få hende til at forstå, hvad det er Han siger og få hende til at se, hvem Han er, beder Jesus hende hente sin mand, og da hun svarer, at hun ikke har en mand, viser Han, at Han ved alt om hende, da han siger, at det er rigtigt at hun ikke har en mand, for ham hun bor sammen med, er ikke hendes mand, men hun har haft fem andre mænd før ham.
Hun forstår nu, at der er noget særligt ved Ham og udbryder: »Herre, jeg ser, at du er en profet.« Men hun er stadig lidt forbeholden. For er Han kun en profet for jøderne? Men Jesus gør det klart, at Guds sande tilbedere ikke er bundet af nationale eller etniske skel: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.«
Og hun ved nok, hvad Han mener. For hun ved, som hun siger, », at Messias skal komme«…»når han kommer, vil han fortælle os alt.«
Og da Jesus siger til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« forstår hun, hvem hun står over for.
Læser man videre i Johannesevangeliet, beretter evangelisten videre, at kvinden, da hun indser, at det er den Messias, de har ventet på, , lader hun sin vandkrukke stå – hun lader det døde vand stå – og løber straks ind til byen og fortæller alle, hvem hun har mødt. Den levende vand hun er blevet fyldt med, strømmer over og skal – ja må gives til andre.
Den tørst, hun havde søgt at stille, havde verden ikke kunne stille. Forgæves havde hun søgt efter en mening med tilværelsen. Hun har søgt efter noget, der kunne fuldende hende, noget der kunne gøre hende lykkelig og ikke bare give umiddelbar tilfredsstillelse her og nu. I sin søgen var hun endt med at gå fra det ene ægteskab til det andet og igen har hun fundet en mand, som hun dog ikke endnu er blevet gift med. Men nu – i mødet med Jesus Kristus –fik hun det vand, det livgivende vand, der kunne stille hendes tørst; det evige vand fra Gud.
Hun søgte, men fandt ikke glæden eller fuldendelsen på jorden, men gennem Gud selv – gennem Jesus Kristus, der tilbød hende et nyt liv. Først da hun mødte Ham, stod det klart for hende, at paradis ikke findes på jorden. Og vi ved fra historien at ethvert forsøg på at skabe et paradis på jord er slået fejl og fremtidige forsøg vil slå fejl.
Men alligevel er det det, som de fleste af os søger efter den dag i dag – vi er nemlig ikke så forskellige fra antikkens mennesker, som vi bilder os ind. Som jeg indledte med, er Fagre Nye Verden et billede på, hvordan mennesket kan komme på afveje i et forsøg på at skabe den perfekte verden, selv hvis det ender med, at vi ofrer os selv. Og læser man Fagre Nye Verden efterlades man med følelsen af, at det samfund, der skildres i bogen, måske er tættere på, end selv dens forfatter troede.
Det er ikke længere fiktion, at vi har indflydelse på, hvordan vores børn bliver. Nogle vælges fra pga. handikap. Andre vælger ved kunstigt befrugtning donorer, der har særlige ”aktiver”. Når vi finder vores fremtidige partnere, bruges der ofte online-tjenester og apps, hvor man udfra kriterier som udseende, indkomst, social status osv. kan vælge eller fravælge mulige emner i jagten på vores livs kærlighed. Ja, nogle apps, har endda kun til formål at finde partnere til hurtig adspredelse. Vi har alverdens underholdning ved hånden: et utal af streaming-kanaler, sport, serier, film og realityprogrammer. Vi har sociale medier, hvor vi håber, at det indhold vi lægger op, kan føre til bekræftelse og en form for fuldendelse, at vi er nogen. Alt imens er det indhold vi præsenteres for valgt ud fra, hvad algoritmerne beregner vi kan lide. Algoritmer, der har til formål at give virksomheder bedre muligheder for at få os til at købe deres produkter. Og vi lader os overbevise om, at når bare vi køber det og det, eller gør det og det, så vil vi blive tilfredse. Men anset hvad vi køber, hvad vi lægger op på Facebook osv., så føler vi, som kvinden ved brønden, at vi mangler noget. Vi føler os utilstrækkelige – ufuldendte – utilfredse.
Kvinden var i det omgivende samfunds øjne socialt uacceptabel med sin stribe af forliste ægteskaber bag sig og i et forhold til en mand, hun ikke var gift med. Men i mødet med Jesus er der ingen fordømmelse. Der er ingen irettesættelse. Der er ingen formaninger. Der er ingen forskel på jøde og samaritaner, der er kun sande tilbedere. Alle, der bekender Jesus Kristus, er Hans børn. Det er Ham, der er kun den evige kilde af livgivende vand, der renser og forandrer den troende. Han lover os ikke et liv, hvor vi er skærmet mod modgang eller prøvelser og får opfyldt alle vore ønsker. Verden omkring os forandrer sig ikke, når vi tager imod Ham, derimod forandrer Han os. Han fordrer os til at blive som Ham. At leve med og for Gud i kærlighed til næsten.
Og selv om verden ikke ændrer sig, når vi tager imod Ham, så gør den det alligevel; for vi vil se verden i et nyt lys, det sande lys, hvor vi vil se, at den er Guds Skaberværk og vi vil se næsten, som Guds skabning. Og selv om verden ikke ændrer sig, når vi tager imod Ham, så gør den det alligevel, for når vi forsøger at være Ham, vil vi være med til at ændre verden gennem vores kærlighed til Ham. Det levende vand i os vil skylle over, så også næsten kan få del i det og Guds Rige vokse.
Så lad os tage imod Ham, når Han kommer til os, ligesom kvinden ved brønden tog i mod Ham. Lad os tage imod Ham, når Han kommer til os gennem sit Ord og Han kommer til os i den hellige nadver.
Og for den store glæde og velsignelse siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Højtider - Helligtrekonger, Jesus Kristus, Kirkeåret-Helligtrekongerstiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar