Jeg er faldet over en interessant artikel om engle og synes den fortjener at blive bragt her på bloggen. Vi har det i Folkekirken og generelt i de lutherske, ja, de fleste protestantiske kirkesamfund det lidt svært med engle. Hvad skal vi synes om dem? De optræder i flere gange i Bibelen, men vi nævner dem som regel kun i forbindelse med Jesu fødselsberetning. Vi synes ikke rigtig fortrolige med dem – eller også går det over i den modsatte grøft og bliver sværmerisk snak, hvor de sidestilles med naturånder og lignende – uden hold i Bibelen – og mere lugter af new age-religiøstiet end kristendom.
Men hvad skal vi mene om disse engle?!
I nedenstående artikel giver Henning Vad Nielsen en velfunderet bibelsk begrundelse for at anerkende engles rolle i det kristne trosliv.
Artiklen, der blev bragt i Re-formatio i 1985, nummer 4, er, som det fremgår, skrevet på baggrund af et foredrag – en Bibeltime.
Det er en mærkelig tid, vi lever i. Mens man gør landvindinger inden for snart sagt enhver videnskab, lader det til, at kendskabet til Bibelens verden, underets verden, den Himmelske verden går tilsvarende tilbage. Det forekommer mig, at vi i den kristne kirke lever et forarmet liv, fordi meget af det, Bibelen taler om, er blevet os fjernt og uvirkeligt. Hvad ved kristne f.eks. om Himmelen – og hvad værre er: hvor er himmellængselen? Det er som kendskabet til Guds verden er gået tilbage blandt kristne. Jeg skulle i aften forsøge at sige lidt om det hjørne af den himmelske verden, som hedder: Engle.
Det bliver nærmest et vidnesbyrd. For Bibelens tale om engle er blevet til så stor inspiration og glæde for mig. – Og hvis nogle af jer synes, at jeg går hen og bliver en smule sværmerisk, så kan jeg kun sige, at jeg også tidligere har ment som de flest: nemlig at det med himmelen og engle er så langt ude i kristendommens periferi, at man gør klogest i at holde sig fra det. Ellers kunne man jo risikere at blive sekterisk. Og det vil man jo nødig kaldes. Men jeg kan sige som Paulus: »Barmhjertighed blev mig til del«. – Og hvis en og anden her i aftenens løb går hen og bliver klar over, at »så stor er Gud« og går hjem og takker for englevagt, så har denne bibeltime ikke været forgæves.
Det er ikke sværmeri, der samler os – men sund, bibelsk tale. Det er, som en har sagt: den bibelske omtale af englene »skal udvide vort syn på Guds Riges rigdom og omfang«.
Og endnu en ting: at tale og prædike om engle er evangelisk-luthersk. Luther siger i en af sine bordtaler, at på Sct. Mikaelis Dag – den 29. september – også kaldet »Alle engle Dag« – »På den dag« siger Luther, »skal alle fromme, gudelige prædikanter tale tydeligt, ordentligt og kristeligt om Himlens Hærskarer«. – I Christian den 3.s ordinans står der: »På Alle engles Dag skal der prædikes om englene, for at alle kunde erkende, hvor megen tak vi skylde HERRENs sendebud«. (Lauritzen s. 58). Det er altså på solid Bibelsk og Luthersk grund, vi nu begiver os i lag med emnet.
At der altid har været mennesker i og udenfor Kirken, der mere eller mindre har benægtet englenes eksistens, kan vi gå let hen over. Vi kan kun sige: stakkels mennesker, hvis virkelighedsforståelse begrænser sig til det, de kan se, smage og føle på. Det er en kendt sag, at en af rationalismens store bannerfører: Schleiermacher, henførte Bibelens tale om engle til myternes og eventyrernes verden. Det er godt, at vi er mere forpligtede på Den Hellige Skrift end på Schleiermacher.
Vores Bibel vrimler med engleåbenbarelser. Engle omtales mere end 300 steder, og interessant er det, at de fleste steder er at finde i NT (Det Nye Testamente). Det kunne jo ellers være rimeligt at mene, at englene hørte den forberedende åbenbaring til. Men det er altså ikke tilfældet.
Hvad er en engel? Det græske ord »angelos« betyder sendebud. En engel er et sendebud. Enkelte steder ser det ud til, at ordet bruges om mennesker 1) (f.eks. i Åb.: »Skriv til menighedens engel i Laodikea« – de flest teologer er enige om, at der er tale om menighedsforstanderne i de pågældende menigheder). 2) Ordet engel bruges endvidere om de onde ånder – Djævelens sendebud. I 2. Pet. 2,4 tales der om, at »Gud ikke skånede de engle, der syndede, men kastede dem i afgrunden«. Og Jesus taler i Mt. 25,41 om dem, der ved den endelige dom skal være forbandede: »… går bort til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle«. 3) I GT (Det Gamle Testamente) tales der af og til om HERRENs engel som om det er KRISTUS selv. Hvis det er en sand tolkning, viser det, hvordan Jesus allerede åbenbarede sig i den gamle pagt. 4) Endelig bruges ordet engel om »de skabte væsener i den himmelske verden«, som tjener Gud med uophørlig lovsang og tilbedelse. Og det er om disse væsener, jeg vil tale nu.
Englene er skabte væsener, ligesom menneskene. De er uden tvivl skabt før mennesket (se Job 38,7), ja, måske før Gud skabte himmelen og jorden. En legende fortæller, at englene var med i Guds rådslagning om, hvorvidt menneskene skulle skabes. Men den bibelske begrundelse for englenes skabelse forud for mennesket ligger deri, at Djævelen, som jo er en falden engel, optræder i Paradiset. Ifølge Bibelen hørte Djævelen oprindelig til Guds englehær. Men da han gjorde oprør mod Gud, blev han og hans tilhængere nedstødt fra Himmelen (2. Pet. 2,4 og Jud. 6).
Englene er skabt af Gud – i Hans billede, og de har i modsætning til menneskene holdt fast ved deres jeg7du-forhold til Gud. Fordi de er uden synd, kan de færdes i Guds umiddelbare nærhed, tale med Ham og tjene Ham uhindret. De er altid hos Ham og udstråler Hans væsen i en sådan grad, at mennesker ved synet af dem falder til jorden af ærefrygt (Åb. 1,17 og Dan. 10,8). Daniel beretter om et møde med HERRENs Engel:
»Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere. Da jeg hørte ham tale, og da jeg hørte det, faldt jeg bedøvet om med ansigtet imod jorden« (minder til forveksling om et epileptisk krampeanfald). Det er ikke ufarligt at møde en engel. For englene udstråler Guds væsen, og ingen kan som bekendt se Gud og leve.
Apostlen Johannes fristedes til at tilbede englen, netop fordi han udstrålede Guds hellighed og herlighed så stærkt, at Johannes sikkert har ment, at det var Gud selv, han så. Peter var mere søvnig i fængslet: Acta 12,7 (Apostlenes Gerninger), HERRENs engel »stødte Peter i siden og vækkede ham«.
Hvilken forskel på mennesker og engle. Vi er fulde af synd og vrangvilje overfor Gud. Selv som troende menneske er noget af det sværeste dette til stadighed at »blive i Ham«. Englene er uden synd, bærere af Guds lysglans, og de bliver altid hos Gud. Han er deres rette element. – I Fadervor beder vi: ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen, og hermed udtrykker vi jo, at hos Gud er alting så super-godt, at det nok var en efterligning værd her på jorden. Hos Gud i Himmelen udfører englene Guds vilje til fuldkommenhed.
En af englenes fornemst opgaver er at tilbede Gud. En utallig skare omgiver Guds trone og priser Hans navn. Vi kan med god bibelsk ret sige, at der er en utallig engleskare. Gang på gang kaldes Gud for »Hærskarers Herre« (sl. 80,20 og 84,13 – Zakarias 46 gange). Lukas beretter i forbindelse med Jesu fødsel, at en mangfoldig himmelsk hærskare viste sig for hyrderne på marken (2,13), og i 1. Kong. 22,19 siger Mika, at »jeg så HERREN sidde på sin trone og hele himmelens hær stå til højre og venstre for Ham…« Da Peter ville forsvare Jesus med sværd, siger Jesus: »Mener du, at jeg ikke kan bede Faderen, så Han med det samme sender mig mere end 12 legioner engle« (Matt 26,53). 12 legioner = 72.000.
Der er forskellige slags engle. Ja, i den tidlige kirke talte man ligefrem om et helt englehieraki. De forskellige hverv: forbillede på menighedstjenesterne.
Keruberne: er dem, som står Gud nærmest. Ezekiel beretter (9,3), at Guds trone hvilede på keruberne. Sl. 18,11 nævner, at Gud steg ned fra Himmelen, båret af keruber. Altså: Keruberne er i Guds umiddelbare nærhed, de bærer Hans trone, og det berettes aldrig, at de udsendes om sendebud mennesker. De har altså en anden opgave end de egentlige engle, som jo ifølge Hebr. 1,14 er udsendt til hjælp for dem, som skal arve frelse. Vi hørere om keruberne allerede i 1. Mos. 3,24, hvor de bliver sat til at vogte indgangen til Edens have. Det er mig bekendt den eneste gang, de optræder på jorden. – I 2. Mos. 25 får vi at vide, hvordan »nådestolen« – låget på pagtens ark – skulle udsmykkes med keruber, og der skulle ligeledes være kerubbilleder på forhænget mellem det hellige og det allerhelligste. – Jeg skal ikke komme nærmere ind på kerubernes udseende (se Ez. 1 og 10 og Åb. 4 – hjul og øjne).
Seraferne: Seraf betyder: ædel. Seraferne nævnes ofte sammen med keruberne. De er kærlighedens engle, der står om Guds trone og tilbeder Ham. I det hele taget er det serafernes særlige opgave at tilbede. – Selv om englene og altså herunder også seraferne normalt er usynlige for det menneskelige øje – og selv om deres legemlighed er af en anden art end vores, så taler de profeter, der har fået lov at se seraferne, om, at de har tre par vinger. Englene har sandsynligvis ikke vinger, sådan som vi fejlagtigt ofte ser det gengivet – men seraferne har. De to par skjuler de sig med, hvilket siger noget om deres ærefrygt for Gud. Esajas fik det mest betagende syn at se i templet (6). Og dette syn var ikke bare en vision, men også en audition = han hørte noget. Og hvad hørte han? Han hørte seraferne råbe til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al jorden er fuld af Hans herlighed«. Denne skønne Hellig-sang fra den himmelske gudstjeneste, som også afspejler sig i vores gudstjeneste ved indgangen til nadveren. De er pudsigt, at de råbte til hinanden. Men mon ikke seraferne ler, når de sådan prøver at overgå hinanden i lovprisning. Jeg forestiller mig, at de har det, ligesom den amerikanske præst, Dennis Bennett beretter det i sin charmerende bog: Kl. 9 om formiddagen. Menigheden havde oplevet fornyelse – mange havde mødt Gud, på en ny og gennemgribende måde, deriblandt præsten selv og hans bibliotekar (se side 51).
Hvis nogen synes, at det lyder en tak for overspændt, så står der altså bare det samme i vores salmebog. Hør, hvad Brorson siger i: Guds igenfødte, nylevende sjæle:
HERRENs nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i Hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst Hans nåde kundgøre!
HALLELUJA, HALLELUJA!
Ja, kunne vi dog bare i langt højere grad lære lovsangstonen og tilbedelsen af seraferne og englene.
Den Hellige Frans: Fader Seraficus. Modtog på Korsets ophøjelsesfest stigmaterne af en seraf, da han fordybede sig i lidelseshistorien. – En engel spillede violin for ham en hel nat under hans sygeleje.
Kræfter, magter, fyrstendømmer, myndigheder og herskere. Hvad disse udtryk nærmere betegner, er svært at sige. Der er vidt forskellige udlægninger af disse dunkle ord. Nogle teologer mener, at her er tale om væsener i Himmelen af forskellig rang. Andre mener, at her blot er tale om rent menneskelige forhold (eks.: når der står fyrstendømmer, refererer det til jordiske kongeriger). Man kan selv undersøge dette spørgsmål i: 1. Kor. 15,24; Ef. 1,21; 3,10; 6,12; Kol. 16,2 og 10; 2,15; 1. Pet. 3,22. Evt. DDS 403, vers 2.
Ærkeenglene og englene: De har ikke bare tilbedelsens opgave, men er – som før nævnt udsendinge – tjenende ånder, som Gud tid til anden sender til mennesker med besked. Hebr. 1,14. I åb. 8,32 nævnes 7 engle, som står for Guds åsyn. Fra tidligste tid har man i Kirken regnet disse 7 for de 7 ærkeengle – eller overengle. Bibelen nævner kun 2 af dem ved navn: Mikael = Hvem er som Gud (Dan. 10,13). Han betegnes *i Dan. 12,1 som Guds Folks beskytter. Den anden er: Gabriel = Guds helt (Dan. 8,16 og Luk. 1,19). I de apokryfe bøger nævnes Rafael (Tobias 5,5).
Mikael og Gabriel spiller en betydningsfuld rolle i Gudsåbenbaringen – sammen med de utallige navnløse engle.
Mange af os har sikkert betragtet det med englene som noget perifert i kristentroen – i hvert fald ikke noget, der vedkommer frelsen. Det stik modsatte er tilfældet. Englene har frelseshistorisk betydning. Ved hvert eneste Guds indgreb i frelseshistorien er englene med – ikke bare som tilskuere, men som medaktører i Guds frelseshandlinger.
Keruberne spærrede vejen til Paradiset. Hagar (1. Mos. 16, Lot (1. Mos. 19), Abraham (1. Mos. 22) oplevede engleåbenbarelser. Ligeledes Moses ved overgangen til det røde hav (2. Mos. 14). Ved den afgørende pagtsslutning på Sinai, hvor Gud gav de 10 bud til menneskeheden, var englene med. Der står i Acta 7,53, og Gal. 3,18 (Galaterbrevet), at loven blev formidlet ved engle – i Hebr. 2,2 at lovens ord er talt ved engle.
Og hvilken livlig aktivitet af engle var der ikke i forbindelse med vor Herres og Frelsers menneskeblivelse. Englens besøg hos Maria – hans advarsel til Josef angående flugten til Ægypten. Tilbedelseskoret for hyrderne på marken. Eller vi kan nævne englenes betydning ved Jesu fristelse i ørkenen. Og vi tænker med sorg på, at da Jesus havde allermest brug for sine disciple – nemlig i fristelsens stund i Getsemane – da svigtede de alle som én. I denne smertenstime var det ikke Faderen, der direkte trøstede Sønnen, men en HERRENs engel (Luk 22,43). Englene ved graven – englene ved Himmelfarten. Igen og igen møder vi dem. De er meddelagtige i Guds planer, har indsigt i Hans vilje, dog med én begrænsning: de kender ikke tidspunktet for Jesu genkomst (Mt. 24,36).
Englene var med ved alle frelseshistoriske begivenheder, men de kommer også til at spille en afgørende rolle ved Guds store dom. Ja, i de sidste tider skal englene på en særlig måde være medaktive i begivenhedernes gang. I samme grad som dæmonerne udgydes over jorden og Satans raseri tager til, i samme grad skal Gud udgyde sin Helligånd over de troende og bevare dem – bl.a. ved englevagt. Men de skal ikke bare bevare de kristne, men også være med til at virkeliggøre Guds dom over folkeslagene. Tænk f.eks. på, hvad Åbenbaringsbogen siger om de 7 vredesskåle g de 7 domsbsasuner. Jesus siger selv (Mt. 25,31), at englene skal komme sammen med Ham i skyen, og at englene skal samle de udvalgte fra alle jordens ender (Mt. 24,31). Åbenbaringsbogen er givet apostlen Johannes af en engel, for at vise, hvad der skal ske i en hast (22,36). Da jeg er fuldt og fast overbevist om, at vi lever i de sidste tiders sidste tider, tror jeg, at vi vil komme til at opleve englenes beskærmelse på en særlig måde.
Nu er det nok de færreste af os, der har set engle, men det berettiger os ikke til ikke at regne med dem. – Det var jo også kun de færreste få i Bibelen, der så englene, men man regnede fuldt og fast med dem. – Da apostlen Peter var blevet udfriet af fængslet ved en engels hjælp, gik han straks hen til det hus, hvor hans troende venner var forsamlede (for øvrigt for at bede om, at han måtte slippe ud af lænkerne). Da en pige går ud og lukker op for ham, bliver hun så bestyrtet over, at »bønnesvaret« står klods op og ned af hende, at hun farer ind og siger det til de andre. Og de siger, at hun må da ikke være rigtig klog, men da hun holder fast ved sit, mener de, at »det må være hans engel« (Acta 12,12ff). Man havde sikkert den forestilling, at enhver kristen har sin særlige engel, som, når han eventuelt åbenbarer sig, ligner det menneske, hvis engel han er.
Har hvert menneske en skytsengel? Jeg tror det. Og den bibelske begrundelse herfor finder jeg dels i beretningen om Peters engel, dels i Mt. 18,10, hvor Jesus siger, at vi ikke må ringeagte de små, »for deres engel i himmelen…«
Englene er – som før sagt – ikke blot tilskuere til vor verdens dødsdrama, men medaktører. Spændt venter de på, om vi mennesker vil vende os til Gud og blive frelst. For de ved, hvilken afgrundsdyb lidelse og elendighed der venter de fortabte. Derfor bliver deres glæde også så usigelig stor, hver gang en synder omvender sig (Luk. 15). Har englene fået lov at glæde sig over dig? Ellers skulle du unde dem den glæde.
Jeg tror, at hvert menneske – i hvert fald hver kristen – har en skytsengel. Og jeg glæder mig til at hilse på min i himlen. Så vil jeg bede ham om tilgivelse for alt det døw, han måtte have for at få mig frelst hjem, og så vil vi begge to sammen tilbede Guds Lam en evighed lang.
For øvrigt er der én ting, englene ikke forstår og ikke kan: Peter siger i sit første brev (12), at englene attrår at få indblik i evangeliet. Men de kan ikke forstå det, for de ved jo ikke af egen erfaring, hvad synd er, og kender derfor heller ikke behovet for syndernes forladelse. Af samme grund kan de heller ikke synge de frelstes lovsang. Vores lovsang er større.
Eksempel: Broder Fritz – 1891 i Algier: »Gamle mor« sagde broder Fritz, »hvor De dog har det ensomt, er det ikke svært?« – »Nej, jeg er aldrig alene, min Frelser er hos mig, og så hører jeg bestandig sang«. – »Hvorledes kan det forstås?« – »Jeg skal sige Dem, jeg begynder at synge, og så synger englene med videre«. – »Er det salmer, de synger?« – »Ja, særlig er der én, de tit synger. Den handler om Jesus Kristus som kongen. Men der er et vers, de aldrig synger. Det handler om forløsningen ved Kristi blod. Det vers synger de aldrig«.
Nej, det med englene er ikke noget perifert. Kunne vi dog bare lære at regne noget mere med dem. Hvis vi ikke værdsætter englene, sådan som Jesus gjorde det, står vi heller ikke på Bibelens grund, og det får følger for vort trosliv (M. Basilea). Den ortodoks-lutherske præst Christian Scriver (1629-1693) nævner i sin berømte prædikensamling »Sjæleskat« ofte englene og deres betydning. Han siger bl.a.: »Så må vi også have de hellige engles og alle fromme troendes selskab kær; thi skønt vi ikke i denne verden kan leve i synligt selskab med englene, så må vi dog være forvissede derom, at de stedse er om os og hos os på usynlig måde, og derfor må vi vise dem ærbødighed, så at vi ikke ved genstridige synder driver dem fra os«.
Nej, vi ser ikke englene, men de er der. Ja, de er hos os nu. De er der ved gudstjenesten. Når apostlen Paulus i 1. Kor. 11,10 skriver disse for os gådefulde ord om, at kvinderne skal have noget på hovedet under gudstjenesten, så er det for englenes skyld. For de er der også og deltager i lovsangen og bærer vores bønner frem for Gud (Åb. 8,1ff). I Hebr. 13,2 nævner forfatteren, at de gæstfrie kristen ofte – uden at vide det – har haft engle på besøg.
Der var nogle i den første menighed, der gik over gevind. Som tidligere nævnt: Johannes ville tilbede englen. Det fik han ikke lov til. Der var også andre, der ville dyrke englene, således at deres betydning blev overbetonet i forhold til Jesu gerning (Kol. 2,18). Den fare synes nu ikke at være den største under vore nordiske, folkekirkelige himmelstrøg. Faren er nok større i den katolske kirke, hvor man ganske vist ikke tilbeder englene, men beder til dem. Det skal vi ikke. Luthers ven Melanchton siger nogle kloge ord i den forbindelse:
»Den rette vej til at få del i englenes beskærmelse er at bede Gud om Hans beskærmelse, så udsender Han disse tjenere. Men det bliver Ham, til hvem både begæringen og takken må vendes«. Og et ord af Luther: »De rare engle er vores vogtere og følgesvende, ja, vore tjenere. De passer på, at de kristne ikke påføres noget ondt. Jeg vil for min del hellere have en engel hos mig end 24 tyrkiske kejsere med al deres magt og styrke. Selv om de havde hundrede gang tusind geværer, så er det alligevel ingenting imod en engel«.
Til sidst vil jeg nævne nogle nutidige engleåbenbarelser. Disse eksempler kunne suppleres i det uendelige. Jeg nævner dem for at de eventuelt kan blive os til hjælp, sådan at vi for fremtiden lærer at regne mere med Guds indgriben i hverdagen. Gud er underets Gud også i dag. – Du skal ikke undre dig, hvis du en dag møder en engel. Men selv om du aldrig skulle se en engel el.lign., så er Guds beskærmelse og omsorg for dig lige virkelig. Ingen skal gå hen og få åndelige mindreværdskomplekser, hvis de ikke oplever noget mystisk i deres kristentro – f.eks. ser engle, eller taler i tunger eller profeterer. Det er nødvendigt at sige i disse karismatiske tider.
Men altså lige et par eksempler ifølge apostlens ord: »Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn«:
Montgommerys drøm.
Fra Englenes verden, side 50.
Lauritzen, side 64
Engleåbenbarelsen i Frederiksværk
Forkyndelsesspil på Kanaan og himmelfester
Henning Vad Nielsen
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel, Bibelstudie, Diverse, Engle, Højkirkelighed, Jesus Kristus, Kristenliv, Mission, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar