I dagens indlæg tager pastor Sigurd Mejndor (1907-2002), os igen med på vandring i kirkehusets symbolik.
Artiklen blev bragt i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i september 1966. Dette er anden del af en lang serie, som vil blive bragt løbende her på bloggen.
Første del kan læses her: Af Kirkehusets Symbolik

Af Kirkehusets Symbolik – 2

Af Pastor Sigurd Mejndor, Hyllested

Der er i nutiden stigende interesse for sindbilleder, symbolernes tavse sprog. Billedtegnet har sine fordele, kan forstås internationalt og opfattes hurtigt, om det er tydeligt og klart, jnf. trafikskiltets tegn. Tegn- eller symbolsproget kan føres tilbage til de ældste tider, da man kun kendte billedskrift.

Til grund for al skrivning ligger symbolsproget. Tal-, dyre- og farvesymbolik har været anvendt (og anvendes stadig) som udtryksmiddel for visse åndelige begreber. Ægypterne fremstillede dyreskikkelser som symboler for deres guder, og også kun på symbolsk måde kunne jøder og kristne give udtryk for deres forestilling om den usynlige Gud. Det var sindbilledligt, man talte om ”Jahves øje, arm”, o.s.v., men da loven forbød jøderne at fremstille billeder, var man meget tilbageholdende med billedudsmykninger i synagoger (jnf. Dog den billedrige synagoge i Dura-Europos).
   Også for kristne har der være problemer med billedkunsten, da mange frygtede, at symboler skulle føre til ”billeddyrkelse”. Striden herom var stor i det 8. årh. og førte nogle kristne over til den billedløse muhammedanisme, som fik fremgang ved denne strid.
   Kirken fastslog omsider, at billeder og symboler kunne tjene som en slags ”vinduer”, gennem hvilke man så at sige kan beskue de evige sandheder. Adoratio, d.v.s. tilbedelse, måtte ikke ydes disse billedtegn, men nok ærbødighed (veneratio).
   Ved symboler kunne kirken tale om dybe trossandheder uden at bruge mange og dybsindige ord, om da ellers tegnet var enkelt og tydeligt og ikke bare for særlig indviede. Undertiden (under forfølgelser) brugte kirken dog netop symbolet for at skjule og tilhylle visse sandheder for ukyndige. Men ellers var billedsproget simpelthen en nyttig måde at tale til de mange i menigheden, der var analfabeter. Det var en pædagogisk nødvendighed. Som en fransk prælat udtalte det i 13. årh., brugtes det rigeligt i middelalderens katedraler; ”I kirkerne er det mindre Bogen end Billedet (d.v.s. skulpturerne), der er vor hellige skrift”.

   De gotiske skulpturer mistede ikke forbindelsen med den rige symbolik i den romanske kirke, og den gotiske katedral var en kæmpemæssig billedbog.

   Vore kirker er bygget af praktiske grunde som Gudsfolkets hus, fordi menigheden skal have et sted, hvor den kan samles til gudstjenesten, der ikke blot er en funktion, men også et mysterium. Kirkebygningen er et tegn, et symbol på Kirkens usynlige virkelighed, foruden at den giver en praktisk ramme til tjenesten.

   Symbolikken er grundtanken, som vi møder i kirkens bygning, i de hellige handlinger, i præstens dragt, i den indre udsmykning på hvælv og væg. Alene det, at kirken er bygget således, at blikket føres op mod alteret, er jo en slags symbolsk forkyndelse. Alt det ydre skal pege hen på det Allerhelligste: det lavere betyder noget højere. ”Ordet blev kød og opslog sit telt iblandt os” (Joh. 1,14) – udtrykket rummer det foreløbige, det kødblevne ”Ord” teltede. På den ny pagts grund bor Gud iblandt os i Jesus Kristus (jnf. Kol. 2,9). Gudsfolket er på vandring, i vækst fremad og som en herlig bygning, hvori Gud har taget bolig. Som et interimistisk middel står kirken der for dette vandringsfolk, at det kan samles i tiden, under det jordiske samlivs korthed, og bygge Kirken i evigheden, den som er bygget af levende stene og altid vil bestå. Under vandringen her skal nadveren fejres, sundhedsmidlet, og der skal ”ofres” – (fra lat. ”offere”, d.v.s. bære noget frem!) Ved brød og vin frembæres taksigelsesoffer, vel et beskedent offer, men et frydefuldt tegn på Guds mangfoldige og rige gaver til os. Frydefuldt bæres det frem, the ”kan brudesvendene sørge, så længe Brudgommen er hos dem?” (Matt. 9,15).
   Fordi der skal fejres messe, bygges kirker i vore sogne som en etape på vejen til det himmelske Jerusalem. Sogn hedder på latin (meget betegnende) paróchia, et intermistisk opholdssted for et folk på vandring (jnf. eng. parish, sogn).

   Der kan lægges symbolsk mening i, at præsten vender ryggen til menigheden ved altertjeneste, så han ved bøn og nadverberedelse vender ansigtet i samme øst-retning som menigheden. Han er ”pastoren” – hyrden – foran sin hjord på vandring i forventning om Herrens genkomst. Denne genkomst bryder dog allerede mysteriøst frem ved ordet og nadverens sakramente, så der er vel endnu bedre mening i, at præsten står bag alteret – symbolsk set! Derved understreges, at han er den som formidler ord og sakramente som Guds tjener, men samtidig er han deltager i den fælles gudstjeneste. Han vender front imod den menighed, som han er medlem af med sin særlige tjeneste, og som han stadig er solidarisk med. Adskillige moderne rom. -kat. Kirker indrettes efter denne plan, ligesom enkelt prot. Kirker, idet man genoptager traditionen fra de gamle basilikaer i Rom. Her havde de ældste kirker i øvrigt alteret i vestenden, så præsten havde front mod øst, når han stod bag dette. I 3-400-tallet placeredes alteret i kirkernes østlige del, som det senere blev nordisk skik. Basilikaer havde kun eet alter, symbolet på kirkens enhed, og i de fleste østerlandske kirker fulgte og fastholdt man samme plan med kun eet alter.

”I de romanske og gotiske kirker kommer billedet på det ”hellige folk” ikke mere til udtryk. Biskoppen og præsterne forlader deres plads i korrundingen (apsis) og sidder nu ved siden af alteret. Alteret selv flyttes til apsis, medens de i basilikaen stod mellem præsten og folket. Præsterne betragter ikke mere sig selv som det ”hellige folks” hyrder, men først og fremmest som alterets tjenere…. I slutningen af middelalderen åbner man korets vægge, og mange steder afskaffer man dem helt. Det bliver igen muligt at se alteret, men det er ikke mere, for at folket aktivt skal deltage i gudstjenesten, men for at understrege Kristi nærværelse i nadverens brød og vin. Kirkens indre bliver indrettet som en tronsal. Alteret bliver flyttet derhen, hvor tidligere biskoppens stol stod. Alteret selv bliver en slags trone. Det bliver større og større og får stadig flere og flere overbygninger….” (M. Drouzy i ”Kirkebygning og Teologi” s. 45).

Kirkerne blev oftest anlagt med en bestemt orientering, som man finder det ved andre sakrale bygninger, og alteret anbringes næsten altid i den østlige ende af bygningens hovedakse. For de kristne var øst ”frelsens verdenshjørne”. Himmelfartstedet mentes at være øst for Jerusalem, og ved den østlige side af byen skulle Kristi genkomst finde sted. Kristus kommer igen fra øst som ”retfærdighedens sol” (sol justitiae), som ”Verdens lys, Sandhedens sol”.
   Vesterled, som hvor sol går ned, er derimod dødens og dommens verdenshjørne. (Den vestre indgang ved Skt. Mortens kirke i Randers kaldtes tidligere ”ligporten”, da den kun benyttedes ved ligs indførelse). Orientaleren vender sig mod øst, ”oriens”, når han skal ”orientere” sig. De, der tilbad solguden, vendte sig i samme retning.
   Forestillingen om fire verdenshjørner skyldes de normale fire vindretninger, jnf. Dan. 7,2. Det hebraiske ord for øst betyder egentlig ”det foranliggende”, vest ”det bagvedliggende”; derudfra kan syd og nord benævnes henhv. ”højre” og ”venstre”.
   Katekumerne skulle vende sig mod vest, når de afsvor djævelen, som præsten gør det den dag i dag ved forsagelsen (når bekendelsen sker ved alteret), men han vender sig mod øst, når det er selve trosbekendelsen der lyder, ligesom han har ansigtet mod øst ved altertjenesten som menighedens forbeder under kollekten.

Når døde skal begraves, har man endnu de fleste steder for skik, at kisten vendes således, at den dødes ansigt er rettet mod øst, mod genkomstens verdenshjørne. ”Mod øster ligger død mans fødder”. Paradiset lå i øst. Det er katolsk skik, at en præsts kiste vendes modsat, så den afdøde hyrde har front mod sin hjord.
   En bedemand fortalte mig, at ved begravelser i den kat.-apostoliske kirke fik han besked om at sørge for, at kisten, når den blev båret ind i kirken, var vendt således, at liget havde ansigtet mod øst, d.v.s. fødderne nærmest alteret, så den afdøde kunne modtage præstens velsignelse fra alteret ”retvendt” ligesom menigheden. Dette sker næppe ved de fleste folkekirkebegravelser, men burde vel ske?
   Alterets højre side, når man ser mod øst, kaldes Epistelsiden, dets venstre Evangeliesiden efter pladsen for læsestykkernes oplæsning.  Evangeliesiden er altså alterets nordre side, d.v.s. til venstre for menigheden, mens epistelsiden er den søndre side. Den sidstnævnte kunne også kaldes kollektsiden, da også kollekten læses fra alterets sydside efter en vidt udbredt fælleskirkelig, ”katolsk” praksis i den vestlige kirke. Det er ikke noget specielt rom. -kat. At bruge alterets yderpunkter, som nævnt, selv om det kan synes meget ”katolsk” og fremmedartet for danske, der ikke er fortrolig med denne ældgamle kirkelige bordskik. Den er vidt udbredt, og fra højkirkelig side vil man gerne genindføre den herhjemme for at pointere, at kalk og disk (og ikke præstens skikkelse) er det centrale.
   Når kalk og disk er anbragt på alterets midte synlig for alle, kan de på symbolsk måde minde kirkegængerne om, at en højmesse har nadverfejring som sit højdepunkt. ”Vasa sacra” bør under hele messen stå midt for alteret /G. Rippel giver i sin bog ”Den katolske kirkes skønhed” (Kbhg. 1895) flg. Forklaring, hvorfor det er gammel skik at lære epistel og evangelium på to forskellige sider af alteret:
-Den højre side af alteret er og var fra allerførste tid egentlig bestemt til, at præsten der skulle foretage de bønner og oplæsninger, som ikke blevet læste lige under selve den hl. messe.
   Men ved offertoriet gik alt folket i gamle tider til offers, og da måtte den højre side af alteret gøres ryddeligt, for at man der kunne lægge folkets offer, derfor flyttede man messebogen hen på den anden side af alteret, når evangeliet skulde læses.
   Selv nu for tiden, da offergaverne ikke mere kræver en sådan plads, er det alligevel nødvendigt at fjerne messebogen fra denne side, for at altertjenerne uhindret kunde række præsten vin og vand og betjene ham ved håndvaskningen.

   Men efter kommunionen, hvor offergaverne atter vare tagne bort, og hvor præsten også nu om stunder er færdig med at rense de hl. kar, bliver messebogen bragt tilbage til sin tidligere plads på epistelsiden. Dette er den egentlige, oprindelige anledning til denne skik. –

   Højre side (dvs. Jesu højre side) bliver den venstre side, når man står foran et krucifiks. Den er ”fornemste” side, jnf. Mat. 25,33. Kristus blev sået på sin højre side. Ve denne side står Jesu mor, lansebæreren Longinus og Disma, den bodfærdige røver. Det er også her solen er anbragt.
Det er symbolside for Kirken, mens venstre side er synagogesiden. Her anbringes månen, Johannes, soldaten Stefaton med isopstængel og den ubodfærdige røver Gestus.
   Det kan vel undre, at Johannes ikke kommer med på den gode side i en Calvariegruppe. Gregorius den Store forklarer det ved at henvise til Joh. 20,4-5: – Da gik Peter og den anden discipel (d.v.s. Johannes) ud – – han løb hurtigere end Peter, og kom først til graven — dog gik han ikke din! Ved det sidste kom Johannes til at symbolisere Synagogen, mens Maria ved korsets fod er sindbillede for Kirken, ”thi hun alene tabte aldrig troen på Jesu opstandelse”.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Diverse, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Serier

Tags: Kirkearkitektur, Kirkebygninger, Kirkehistorie, Kirkehuset, Kirkekunst, Kirker, Sigurd Mejndor, Symbolik