I dag bringer bloggen et gæsteindlæg af min kære ven og kollega pastor Mads Weng. Indlægget kaster et blik på begrebet synd – hvordan forstår vi det og hvordan – hvis muligt – kommer vi atter tilbage til Gud.
Indlægget er inspireret af, og flere steder frie oversættelser af, Bradley Jersaks artikler, at Mads Weng.
Synd! At misse målet?
Med jævne mellemrum hører jeg synd defineret som; ‘at misse målet’ eller ‘at ramme ved siden af’, som om denne storslåede opdagelse reparerer vores misforståelser om synd, evangeliet eller Gud selv.
Billederne af en bulls-eye i spillet dart genbruges ved hver næsten fortælling. Og fair nok. Slående er det, at næsten alle kristne trossamfund anerkender og bruger denne definition, lige fra baptister til kristne ortodokse, fra tidehverv til Hillsong, fra ‘hyper-nåde’-lejren til helvedesfundamentalister og i den brede folkekirkelighed. Og det er med god grund, for det er en god oversættelse og et godt billede på ordet ‘synd’
Men nogle afgørende afklaringer er på sin plads, hvis ‘at misse målet’ skal tjene et Kristus-centreret perspektiv på synd. Det første spørgsmål bør ikke være: ‘Hvad er synd?’ men snarere: ‘Hvad er målet?’ Det er her – tror jeg – problemerne og misbrugene opstår for kristne, når ‘målet’ generelt identificeres som Guds hellige standard, renhed eller fuldkommenhed.
I den opfattelse er syndere dem, der savner den perfekte lovoverholdelse. Da vi alle ‘misser målet’, fordi vi handler på måder, der går imod Guds hellige lov/standard/renhed/fuldkommen, er vi alle syndere.
Defineret på denne måde er synd en lovovertrædende adfærd, en skyldig dom for ikke at kunne måle sig med Guds retfærdige standard for fejlfri fuldkommenhed. For dette bliver vi dømt skyldige med behov for retfærdiggørelse (normalt forestillet som et retssalsscenarie).
Disse antagelser indebærer ofte behovet for at opføre sig bedre, og selvom nåden dækker os, forstås synd stadig i det væsentlige som dårlig opførsel.
Omvendelse anses således som at bede om tilgivelse for vores dårlige opførsel og styrke til at opføre os på en mere gudfrygtig måde. Dette kan være rigtigt, eftersom Bibelen nogle gange beskriver synd som ‘lovløse gerninger’.
Men det er også frygteligt utilstrækkeligt! Men hvordan det?
For det første er ‘målet’ ikke perfekt adfærd. Det er et farligt setup for dårlig religion, en invitation til at gentage vores oprindelige fejltagelse: at spise frugten af Træet til Kundskab om Godt og Ondt.
Tværtimod er ‘målet’ Livets Træ – det vil sige intimt fællesskab med Gud selv, den slags fællesskab, som vores proto-forældre nød i Eden, før de vendte sig bort fra Gud.
Det betyder, at ‘synd’ ikke primært er ugerninger; det er faktisk at vende sig bort fra Guds livgivende kærlighed og i stedet vende sig til egenvilje, uafhængighed og fremmedgørelse.
Så fejlfri fuldkommenhed er altså ikke ‘målet’; ‘målet’ er forening med Gud gennem tillid til hans godhed!
Perfektion er ikke ‘målet’; ‘målet’ er forening med Gud gennem tillid til hans godhed!
‘At misse målet’ er ikke blot den hedonistiske festscene, den fortabte søn faldt ind i. Tværtimod var hans ‘synd’ at forlade Faderens hus i første omgang. Faktisk missede den ældre bror målet lige så slemt, idet han så sit arbejdede på markerne som slavearbejde, indtil hans selvretfærdighed og harme svarede til hans brors fremmedgørelse.
I den lignelse er omvendelse ikke en selvforagt eller ædruelighed. I denne Jesu måske bedste lignelse – og der er mange gode – er omvendelse at gå hjem til Faderen og genoprette forbindelsen til hans kærlighed. Denne invitation ligger i hjertet af det smukke evangelium: Det handler ikke om at ‘opføre’ os tilbage til Faderens gode nåde, men at give efter for Faderens nåde, overgive os til hans omsorg.
For det andet behandler Det Nye Testamente synd som et problem, der stikker meget dybere end lovbrud. Synd er en sygdom med meget dybere rødder end ugerninger (selvom disse er dens grimme symptomer).
‘Synd’ er en dødelig sygdom, der ikke kan helbredes ved at stræbe efter at overvinde den eller forsøge at straffe den ud af vores natur.
Det ville være som en forælder, hvis baby er ved at dø af meningitis, opfordrede barnet til at fjerne feberen selv eller endda forsøger at slå virussen ud af barnet.
Selv perfekt håndtering af symptomerne fjerner ikke sygdommen. Det er derfor, at selvretfærdighed ikke bare er ineffektiv; den misser også målet ved at fortsætte med at vende sig bort fra Gud og i stedet at stole på egen vilje.
Nej, vi har brug for en læge, hvis medicin er barmhjertighed. Hvis syndens sygdom skal forsvinde, kræver det en Frelser (på græsk, også et ord for helbreder), som kan anvende kuren – guddommelig nåde og radikal tilgivelse helt ned til vores DNA.
Det er derfor, Jesus sagde: ‘Det er ikke de raske, der har brug for en læge, men de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere’ (Mark 2,17). Han sammenlignede sig selv med Moses’ slange på stangen, som helbredte alle de slangebidte (Joh 3,14-15).
Så længe vores brug af udtrykket ‘synd’ er baseret på det forkerte ‘mål’, og vi forveksler sygdommen med symptomerne, saboterer det ord faktisk vores smukke evangelium. Hvis det er tilfældet, har det måske brug for en ‘time out’. I stedet for at slå ned, byder det smukke evangelium den fremmedgjorte velkommen hjem og de syge tilbage til sundhed i Faderens omfavnelse.
Lad os se om vi kan se denne forståelse af synd i bibelen; særligt i Jesu møde med kvinden grebet i utroskab læst i lyst af 1. Mosebog 2-3 og i lignelsen om den fortabte søn.
‘Gå, og synd fra nu ikke mere’?
Johannes 8 læst gennem 1. Mosebog 2-3 og de Fortabte Sønner
1. Mosebog 2-3
I Edens Have (Paradis) vandrede Adam og Eva i fuldkomment fællesskab med Gud. Deres var den tilsigtede kærlighedsforening, vi alle skulle nyde. Og så læser vi om deres ’fald’.
Selvom historien ikke bruger ordet ‘synd’, læser vi, hvordan de vendte sig fra foreningen med Gud, præget af kærlighed og tillid, og til en tilstand af autonomi og egenvilje og som resultat; skam og fremmedgørelse.
Deres synd adskiller ikke Gud fra dem, for han fortsætter med at forfølge dem, hele vejen ud af haven og i sidste ende eftersætter han dem gennem korset for at hente dem fra Hades’ dyb (Dødsriget).
Det synden gør, er ikke at adskille, men at fremmedgøre.
Deres synd fremmedgør dem fra Gud, da deres nye, faldne instinkt ser Gud som en, for hvem de skal skjule sig i skam.
Ved at undlade at stole på og adlyde Gud, og ved at vende sig bort fra Guds ansigt for at gå deres egen vej, missede de målet, som var fællesskabet/foreningen med Gud
Den Fortabte Søn (Lukas 15)
I Kristi lignelse om den fortabte søn – eller de fortabte sønner – finder vi to sønner i en lignende fare. Ligesom Adam og Eva har den yngre søn forladt sin fars hus for at gå sin egen vej og gøre sine egne ting.
Da det går op for den yngste søn, at han lever i fremmedgørelsens fattigdom og slaveri, er han løbet tør for penge, står på marken i et fremmed land, hvor han arbejder som svinehyrde og sulter og kun ønsker sig at spise sig mæt i svinenes mad.
Han har misset målet, som er fællesskaber med sin kærlige Fader. Men faderen er aldrig holdt op med at elske ham, og sønnen er aldrig holdt op med at være sin fars søn.
Forholdet til Faderen er der i en forstand hele tiden, men det er ikke virkeliggjort, for sønnen tror, at han ikke længere er Faderens barn.
Det er en fejl, for sådan er virkeligheden ikke, men det ved sønnen ikke. Det er en fejl, og som fejl får den får lov til at bestemme virkeligheden for sønnen som en ikke-søn.
For at genoprette forholdet til Faderen skal han vende hjem og erfare den virkelighed, som er den overstrømmende glæde som Faderen gribes af, da hans søn kommer hjem igen. Og vende hjem må den yngste søn, men i parentes bemærket, ikke fordi han savner Faderen, hjemmet eller fællesskabet, men fordi han har ramt bunden, har ondt i maven af sult og ikke kan klare livet alene længere.
På den samme måde befinder den ældste søn sig også i slaveri og fremmedgørelse, men på en anden mark – den mark som er religiøs stræben.
Mens han ser ud til at tjene sin fars interesser og synes at adlyde sin fars ønsker, har han alligevel misset målet. Hvordan det?
Den ældste søn har ‘forladt’ faderens hus, dog uden nogensinde at gå fysisk fra Faderens hus. Han har ‘forladt’ faderens hus, idet han ser sin lydighed mod faderen og det arbejde, han udfører for faderen, ikke som en del af et fællesskab, men som en overholdelse af strenge bud fra en streng herre. Det familiære arbejde opfattes af sønnen som en slags slaveri, og det bliver anledning til en fremmedgørelse, der umuliggør fællesskab med Faderen. Han er blevet fremmed i sit eget hjem. Han betragter sin far – ikke som en far – men som en uretfærdig herre, en at ærgre sig over. På den måde er den ældste lige så slavebundet af egenvilje som sin yngre bror.
Men Faderen foragter ingen af sønnerne. Han løber til den yngre søn, mens han stadig er langt væk. Og uden nogen fordømmelse forsikrer han den ældre bror om sin plads og trygler ham om at vende tilbage.
Henri Nouwen skriver i bogen ‘The Return of the Prodigal Son’:
Den [ældste] søns hårde og bitre bebrejdelser bliver ikke mødt med dømmende ord. Der er ingen beskyldninger eller anklager. Faderen forsvarer sig ikke. Han kommenterer ikke engang den ældste søns opførsel. Faderen bevæger sig direkte ud over alle evalueringer for at understrege sit intime forhold til sin søn, når han siger:
‘Du er altid hos mig.’ Faderens erklæring om ukvalificeret kærlighed eliminerer enhver mulighed for, at den yngste søn er mere elsket end den ældste.
Den ældste søn har aldrig forladt huset. Faderen har delt alt med ham. Han har gjort ham til en del af sit daglige liv uden at holde noget fra ham. ‘Alt mit, er dit,’ siger han. Der kan ikke være nogen klarere erklæring om faderens ubegrænsede kærlighed til sin ældste søn. Således tilbydes faderens uforbeholdne, ubegrænsede kærlighed helt og lige til begge sønner.
Kvinde grebet i ægteskabsbrud (Johannes 8)
‘Gå og synd ikke mere’
Dette bringer os til klimakset i historien om kvinden grebet i ægteskabsbrud
Så ofte som jeg deler denne historie, spørger jeg: »Hvor var manden?«. Hvorfor bliver han ikke også trukket ind? Er han ikke involveret i synden? Er han en del af planen? Vi ved fra teksten, at hele scenariet var en fælde for Jesus, så det tyder på, at også kvinden er fanget i en fælde
Lad os spole frem gennem Jesu frelsende handlinger – hvordan han bøjer sig ved siden af hende, skriver i støvet og én efter én falder stenene til jorden og anklagerne forsvinder. Vi træder ind i Jesu interaktion med kvinden, i en samtale, vi kun kender, fordi hun ville have delt den 1000 gange derefter under overskriften ’Den dag Jesus reddede mig!’.
Jesus: »Hvor blev de af, var der ingen der fordømte dig?«
Kvinden: »Nej, Herre, ingen.«
Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«
Religiøs legalisme ville og har underforstået, »Gå og synd fra nu af ikke mere … ellers vil jeg fordømme dig!«
Men bortset fra sådan en dumhed, hvordan skal vi forstå det Jesus siger? Hvis han ikke mener: »Gå og vær syndfri«, som i »lav aldrig fejl igen, opfyld Guds standard, eller jeg kommer efter dig!« hvad mener han så? Han må mene noget!
Jeg har normalt fortolket Jesu ord på denne måde:
»Sådan, jeg har lige visket din tavle fuldstændig ren. Du omvendte dig ikke engang, og jeg tilgav dig. Du kan leve, som om i dag aldrig skete. Og du behøver aldrig at gå tilbage dertil. Jeg har givet dig en frisk start og et nyt liv. Hvad vil du gøre med det?«
Hvortil jeg forestiller mig, at hun svarer: »Jeg vil selvfølgelig følge dig! Jeg vil følge dig for evigt!«.
Og han smiler og siger: »Selvfølgelig vil du det! Lad mig hjælpe dig op.«
Det fik mig til at tænke: Hvad nu hvis hun faktisk gjorde det – hvad hvis hun gik og ikke syndede mere!?
Som i aldrig igen!?
Hvad? Kunne hun – kunne nogen – leve uden synd? Det kommer an på, hvad synd er!?
Det afhænger af, hvad ’at misse målet’ er. Mere præcist kommer det an på, hvad ’målet’ er.
Hvis ’målet’ er moralsk perfektion, urokkelig tillid, perfekt lydighed, rituel hygiejne og ubesmittet hellighed, så ville hun selvfølgelig fortsætte med at synde, fordi vi alle misser disse ’mål’.
Og i den forstand ville hun blive ved med at synde.
Men hvis ’målet’ er forening med Gud gennem tillid til hans godhed, så er hendes kærlighedsforening med Kristus – hans omfavnelse af urokkelig kærlighed, vedvarende barmhjertighed og frelsende nåde – ’målet’, så kan jeg se for mig, at hun aldrig forlod hans omfavnelse igen.
Jeg kan forestille mig, at hun snublede igen og igen, men aldrig igen ville gemme sig i skam, som Adam gjorde, eller fremmedgøres igen, som de fortabte brødre blev.
Jeg kunne forestille mig Jesu ord: »Gå, og synd fra nu ikke mere« for hende ikke blev et lovkrav, men en kreativ befaling, der ligner »Lad der blive lys … og der blev lys!«
Kristi kærlighed var et lys tændt i Faderens hus, og han vidste, at hun aldrig ville forlade huset igen. Eller, hvis hun på en eller anden måde fandt sig selv snuble over sin egen menneskelighed, og fandt sig selv i mørket, ville hun for altid orientere sig mod Guds velkomst, i stedet for at flygte væk fra den – tilbage i natten.
Med andre ord: jeg er sikker på, at hun kunne stadig kunne lave fejl og ugerninger, altså at gøre dumme, egoistiske, selviske og dermed onde handlinger, altså foretage syndige handlinger, men fra den dag af hvor hun mødte Jesus og så Gud, ansigt til ansigt, er det fuldt ud muligt, at hun aldrig ville egentlig ’synde’ igen, fordi hun fra den dag af vidste, hvem Gud er; vidste at hun var velkommen hos ham; at hun var hans barn, og intet hun kunne gøre, ville kunne lave om på det.
Jeg er også sikker på, at kvindens tro på – eller med et måske bedre ord; tillid til, at hun havde mødt Gud; at Gud er den, der reddede hende fra mændenes sten, at Gud er den, der ikke fordømte hende, stille, men sikkert, forandrede hende og minimerede antallet af ‘syndige handlinger’ hun ellers ville have begået.
Hun kunne begå særlige synder, men ville aldrig vende til egentlig synd, som er ’at misset målet’ for hun kendte nu ’målet’; Jesus, og hun ville altid kunne ramme målet, for målet er fællesskab og forening med Gud, og Gud ville aldrig igen være helt fremmed for hende, for hun havde set ham i Jesus.
Hvad historien gør for mig, er, at minde mig om det sande ’mål’ ; vores forening i Kristus med Guds usvigelige, altid uforanderlige kærlighed.
Pastor Mads Weng
https://www.ptm.org/sin-missing-what-mark-brad-jersak
https://www.ptm.org/go-and-sin-no-more-brad-jersak
Jeg håber, at I fik lidt at tænke over med indlægget.
Skulle du have lyst til at høre mere til Mads Weng, kan du besøge hans podcast; den teologisk tyv – tryk her: https://www.buzzsprout.com/1594303
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel, Bibelstudie, Debat, Gæsteindlæg, Jesus Kristus, Kristenliv, Mission, Podcast, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar