Bloggen bringer idag et indlæg fra Fællesskabet Kirkelig Fornyelses blad Re-formatio. Indlægget er skrevet af den katolske præst monsignor Kjeld Geerts-Hansen, der virkede ved Sankt Ansgar Kirke i København fra 1940-1975, og blev bragt i Re-formatio i 1985, og giver et historisk rids af kirkeklokkens historie.
Om Kirkeklokker og deres brug
Langt tilbage i den hedenske oldtid kendte man til klokker, eller snarere bjælder. De er fundet talrige steder i gravmæler og kan ses på museer. Ofte sad flere sammen i en ring. De blev brugt til at give tegn med til tjenestefolk. I nogle tilfælde har de haft religiøs betydning, også i hedenske præsteskaber, men især kan man citere fra 2. Mosebog 28,33, hvor det bestemmes, at »ypperstepræsten skal bære en kåbe og langs den nederste skal du (Moses) sy granatæbler af violet og rødt purpurgarn og kamoisinrødt garn og imellem dem guldbjælder og granatæbler hele vejen rundt, så at guldbjælder og granatæbler skifter hele vejen rundt langs kåbens nederste kant«. »Aron skal bære den, når han går ind i helligdommen for Herrens åsyn og når han går ud derfra, at han ikke skal dø«.
De kristne overtog bjælder og klokker – og til sædvanlig brug. Klokkerne var af bronze, jern eller sølv og foreløbig var de ganske små. De kaldtes Tintinnabula eller Tintanna. En vis overtro hang ved brugen af dem, så man hængte dem på husdyr for at beskytte dem mod sygdomme, som man almindeligvis tilskrev onde ånder. De blev også hængt på spedalske og gale mennesker for at advare andre. Konstantinopels patriark, den hellige Johannes Chrysostomos advarer mod at hænge dem på spædbørn, for »barnet har ingen anden beskyttelse end korset«. Først var klokkerne firkantede, men senere blev de koniske.
I løbet af det 4. århundrede sker der en kristen tilpasning af klokkerne, idet biskopper, abbeder og præster anvender dem for at sammenkalde de troende. Ganske særligt blev de anvendt i klostrene for at kalde ordensfolkene sammen til messe og til døgnets mange tidebønner. Man gjorde dem stadig større, så sognegejstligheden kunne kalde menigheden sammen ved deres klang; derfor anbragte man dem i en galge med tov i. Dette mere og mere særprægede redskab begyndte man flere steder at kalde for en »klokke«, sandsynligvis afledt af et irsk ord »clog«. I Irland var der jo et rigt kulturelt og kirkeligt liv i det 7. århundrede. Klokken blev et fast tilbehør til de omvandrende og missionerende, irske munke, der nåede langt ned i Europa. Den blev ligefrem symbolet for Irlands store apostel Sct. Patrick.
I Gallien kaldte man dem for »Cloca«, men i Italien for Campana, fordi man mente, at de var fremstillet i Campanien, der støbte efterspurgte gryder! Til sidst hed de »signum« d.v.s. »tegn« og dette ord anvendes i dag i katolske ritualer.
Den første klokke i Danmark blev ophængt i Hedeby af den hellige Ansgar, dog først efter nogen tøven fra kong Horiks side; de kunne jo bortjage vætterne!
De første, egentlige kirkeklokker blev fremstillet af metalplader, der blev nittet sammen, men efterhånden lærte man at støbe dem i forme, således som man i oldtiden støbte statuer og som man gør det den dag i dag. Det var en vanskelig ting, så metallet blev velsignet, før det blev hældt i formen, anbragt i en sandgrav i jorden. Tonen afhænger mere af metallets sammensætning end af størrelsen og man blev efterhånden så dygtig til at ramme plet, at man byggede klokkespil, kaldet »Carillon à clavier«. Fra det 15. århundrede at regne støbte man meget store klokker f.eks. »le bourdon« på 15.664 kg til Notre-Dame i Paris. Den kendte Sacré Cæur-kirke i Paris fik i 1895 en klokke på 17.735 kg, kaldet »La Savoyarde«, fordi den blev skænket af de fire savoyardiske bispedømmer. Man var også begyndt at give klokkerne navne, som står støbt på klokken. De store klokker blev ophængt i et klokketårn, en campanile, om end de ældre klokker blev ophængt i en klokkestabel; sådanne findes stadig i Danmark. Den strenge cistercienserorden gik mod for stor pragt, så de tillod kun mindre klokker i en tagrytter over koret, så en messetjener ved et reb, der gik ned gennem loft eller hvælving, kunne sætte en »messeklokke« i sving lige før det øjeblik, hvor præsten under messen udtalte indstiftelsesordene, der gør brød og vin til Jesu sande legeme og blod. Denne skik er i øvrigt bevaret helt op til vor tid, til eksempel i Sct. Ansgars kirke i København.
Kirkeklokken blev tidligt betragtet som en hellig ting. I den katolske kirke bruger man at velsigne genstande til almindelig brug: skibe, biler, bygninger o.s.v. for at Gud må hjælpe os til at bruge dem i overensstemmelse med hans vilje. Man bruger at indvie genstande til religiøs brug, såsom krucifixer, rosenkranse, kapeller o.s.v. for at de bliver os til velsignelse. Men genstande med nær tilknytning til gudsdyrkelsen »konsekreres« og kan så ikke bruges profant. Dette gælder alterkalke, højaltre, de hellige olier til konfirmation, dåb og sygesalvelse (med et misvisende ord kaldet for »den sidste olie«) samt kirkeklokker. Det ældst bevarede ritual for klokkekonsekration stammer fra Spanien fra før år 712. Som alle gamle, romerske ritualer er det ret enkelte: med en indledende Exorcisme til uddrivelse af det ondes magt over alt jordisk, og derpå en velsignelse. Denne bøn siger bl.a.: »Når klokken ringer for at forkynde om alle slags prøvelser, som vi fortjener for vore synders skyld, så lad dit folk komme godt der igennem og kunne glæde sig over, at det har været prøvet«.
I Gallien udviklede der sig imidlertid meget rige liturgier også hvad klokkekonsekration angår. Da Sct. Ansgar kirkes klokker blev konsekreret af biskop Th. Suhr (konsekrationer foretages i reglen af en biskop), indledtes med en Exorcisme. Dernæst indviede biskoppen vievand, hvormed klokkerne blev tvættet. Så følger den egentlige Konsekration, der dels består i salvelse med de hellige olier og dels med bøn. Biskoppen tegner med olien kors på hver klokke og siger: »Herre, helliggør og konsekrer denne klokke (signum) i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Fred være med dig«. Endelig velsigner han røgelseskornene, som kastes ned i et røgelseskar for hver klokke og røgelseskarrene anbringes under de ophængte klokker, så hele klokken tilrøges. Røgelsen er jo tegnet på »de hellige bønner«, der skal stige op til Gud. Det er klart, at klokkerne er ophængt i et stillads på jorden. Ceremonien slutter med læsning af Lucas evangeliet 10,38-48, fordi stedet indeholder Jesu ord til Martha »om det ene fornødne« som klokkerne skal minde os om og kalde os til. Først så hejses klokkerne op i tårnet.
Klokkerne har altid været betragtet som en trosbekendelse. Det er også grunden til. At Sjællands biskop Jacob Peter Mynster nok ville gå med til, at den katolske menighed fik et »Capel« (andet måtte det ikke hedde, men ingen klokker. Således gik det til, at »Det catholske kapel« blev bygget i 1841-42 uden tårn og klokker. Men det kom altså til i 100 året for Grundloven, der gav fuld religionsfrihed. Klokkernes kalden irriterer mange mennesker i dag på grund af den »støj« de forårsager, men det er budskabet, der irriterer! Men i mange byer bestemmes klokkerne dagens rythme og det vil indbyggerne ikke undvære. Alle kristne trossamfund har bestemte regler for ringningen, især for gudstjenesterne. I katolske kirker har klokkerne desuden en funktion i liturgien. Skærtorsdag ringes der med fuld kraft under messen, når »Gloria« (Ære være Gud i det høje) synges, men så tier de, indtil Gloria atter istemmes Påskenat. Mange steder »ringes en festdag ind« aftenen før. Ligeledes når »Te Deum« (Store Gud vi lover dig) synges. Jeg har oplevet, at man sine steder ringer med »dødsklokken«, når et menneske er ved at dø for at opfordre de troende til at bede for den døende. I katolske kirker anvendes ofte mindre klokker inde i kirken til at give tegn med for at varsko menigheden vedrørende messens forløb. Det kan være praktisk i store kirker, hvor afstanden til alteret er betydelig. Derimod har den katolske kirke altid været tilbageholdende med at bruge klokker til nationale festdage. Men vi forstår i dag godt, at klokken kunne bruges til at varsko, når ildebrand brød ud i byen, når en katastrofe truede eller fjenden nærmede sig. I Frue kirke hang således en »Stormklokke«.
Den faste aftenringning går tilbage til ca. 1300. Den skulle minde om Englens Budskab til jomfru Mariam og den opfordrede folk til at fremsige »Ave Maria« (Hil dig, Maria) og naturligvis ikke for »at ringe solen ned«. Noget senere begyndte man på at ringe om morgenen og i samme anledning. Men først omkring 1500 blev det skik også at ringe midt på dagen. Fra da af ligger ritualet fast, og det lyders således:
Herrens engel bragte Maria det glade budskab. Og hun undfangede ved Helligånden. Hil dig, Maria, fuld af nåde. Herren er med dig. Velsignet er du blandt- kvinder og velsignet er dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen.
Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord. Hil dig, Maria… Og Ordet blev køb og har boet iblandt os. Hil dig Maria… Lad os bede, Herre, udgyd i vore hjerter din nåde for at vi, som ved englens budskab har erkendt Kristi, din Søns menneskevordelse, ved hans lidelse og kors må føres frem til opstandelsens herlighed. Ved Kristus, Vor Herre. Amen.
Bønnen ledsages af tre gange tre bedeslag og går så over i kontinuerlig ringning.
Kjeld Geerts-Hansen
Sognepræst v. Sct. Ansgar
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Diverse, Højkirkelighed, Jomfru Maria, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Sakramenter, Samfund, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar