Prædiken givet i Ledøje Kirke 1. søndag efter Trinitatis 2024

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« 

Lukasevangeliet 12,13-21

Gud eller grådighed – hvad vælger du? Det er spørgsmålet denne 1. søndag efter Trinitatis søndag. For det er de to ting – Gud eller grådighed – Jesus giver os valget imellem i dagens Evangelium, hvor vi møder Ham, medens Han taler til en folkeskare og disciplene.

I teksten, der går umiddelbart forud for dagens læsning, hører vi, at Han blandt andet taler om farisæernes hykleri og hvordan Helligånden vil bistå de troende, når de på grund af deres tro fremstilles for myndighederne. Men en af de tilstedeværende bryder pludselig ind og siger til Ham: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.«. Altså min bror og jeg har nogle problemer med at fordele arven efter vores far, kan du ikke fortælle ham, at jeg har ret!?

Denne pludselige afbrydelse med et spørgsmål om arveret, kan opfattes som manglende situationsfornemmelse, men er måske faktisk en form for respekt. Selv om manden ikke ved, endnu i hvert fald, at Jesus er Gud Sønnen, anser han Jesus for at være rabbiner, altså en religiøs leder eller lærer, som på Jesu tid ofte konsulterede i spørgsmål, der vedrørte jødisk lov. Altså en person med autoritet – en man lyttede til.  

Men forventer han et svar, der kan bruges til at få flere penge ud af hans bror, bliver han skuffet. For Jesus svarer manden med en lignelse, der viser, hvor nytteløs denne optagethed af penge er, og hvordan man i jagten på rigdom kan miste det vigtigste, nemlig Gud.

I lignelsen hører vi om en rig mand, der har været velsignet med et liv med fremgang og velstand. Hans lader er fulde og tiden er kommet, hvor han overvejer at trække sig tilbage og nyde sit otium. Så han beslutter at bygge nogle nye og større lader til al sin rigdom, men inden han kommer i gang med sin plan, river Gud ham væk fra denne verden med ordene: »Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?«

Manden rig i denne verdens øjne – men fattig hos Gud. Livet igennem havde han været så optaget af at forøge sin rigdom, at den var blevet hans afgud, og dermed mistede han sit liv både her og i det hinsides.

Lignelsen understreger med al tydelighed, at Jesus ikke bare talte til sin samtid og det samfund, der omgav Ham, men også taler til os i dag.
For den rige mands optagethed af denne verdens rigdomme er ikke fremmed for os. Vi kender den kun alt for godt – ja, den er nok værre nu end på Jesu tid. Når vi tænder for vores fjernsyn, bliver man bombarderet med reklamer, der fortæller os, at det vigtigste i vores liv er penge: Hvad vil du gøre med din pensionopsparing? spørger reklamerne; hvor skal du investere din formue for at få størst udbytte? Vil du beskytte din formue? Vil du investere din formue? Hvilke bank skal du vælge?

Det er som det vigtigste i livet er at forøge vores formuer. Og vi dømmer ofte hinanden ud fra den formue, vi har samlet os. Hvor tit hører man ikke ordene – og siger dem selv: hvor meget gav du får det? Hvor meget måtte du af med for bilen? Hvad kostede Jeres ferie? Hvad gav I for huset? Og jo større beløbet desto større værd synes vi at tillægge en person! Ja, hele samfundet er indrettet efter denne evige jagt på rigdom. Det er ikke længere muligt for en familie at klare sig på en indkomst, som man kunne en gang. I dag er samfundet indrettet efter at begge forældre arbejder og børnene sendes i institutioner i lige så lang tid eller længere end en arbejdsdag. Og når vi, inden vi henter børnene, går i et af supermarkederne, der har fortrængt de små butikker, skyder selvbetjeningskasser op overalt. På den måde sparer man medarbejdere og lønkroner og puger endnu flere penge sammen – alt imedens man fortæller os, det er for at lette handleturen for os; det går nemlig hurtigere. Væk er hyggesnakken over disken – betal og videre! Tid er penge!

Vi gør, hvad vi kan – som enkeltpersoner og virksomheder – for at skrabe stadig flere værdier sammen i form af penge og materielle goder, men vi glemmer livets sande værdier; familien, venner, næsten og Gud.

Men hvorfor vender vi os ikke væk fra denne jagt efter rigdom? Inderst inde kan vi jo godt se det nytteløse i det, når det bliver stillet op for os, som Jesus gør det med sin lignelse. Det vi samler os her, kan vi ikke tage med os, når vi skal herfra. Og som kristne ved vi godt, at vi burde sætte Gud højest.

Måske skyldes det, at vi har mistet blikket for forbindelsen mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Vi skelner skarpt mellem den synlige verden og den usynlige verden. Vi glemmer, at Gud lod sig føde som menneske, netop for at forkynde at Gudsriget på jorden er brudt igennem med Jesus Kristus. Vi glemmer, at Gud er Skaber af Himlen og jorden.  Men vi ser kun denne verden, som vi er i nu, den fysiske verden. Her kan vi med egne øjne se rigdommene, vi kan føle dem fysisk. Vi kan holde vores penge i hænderne. Vi kan se og mærke vores bil. Vi kan se og mærke design-møblerne i huset. Vi kan kigge på vores rigdom og mærke den. Vi kan vise den frem for andre og give selvtilliden et nøk opad.

Det samme gør sig ikke gældende med Gudsriget. Vi kan ikke prale med det – for det er ikke vores – det tilhører Gud. Og vi kan ikke tage troen mellem hænderne og føle på den eller vise den frem som et trofæ. Den måde Gudsriget viser sig på er gennem vores handlinger.De handlinger, der er frugten af vores tro på Gud, altså noget vi gør, fordi vi ønsker at tjene Gud og næsten. Kristentroen er ikke et en-mandsprojekt! Kristentroen er fællesskab med Gud, og det er fællesskab med andre mennesker. Og her kommer jagten på rigdom til kort. For ingen jager rigdom på vegne af andre mennesker. Jagten på rigdom er et en-mandsprojekt! Og jo mere vi jagter rigdommen, jo mere ensomme bliver vi. Og det er det sande helvede; ensomheden – adskillelsen fra andre mennesker og adskillelsen fra Gud – i dette liv og det næste.

Det er det, som den rige mand i lignelsen er billedet på. Hverken Gud eller næsten har en plads i hans verden. Det falder ham ikke ind, at han kan bruge sin overflod på at hjælpe de fattige, på at hjælpe næsten. Hans omdrejningspunkt er ham selv.: ”Hvad skal jeg gøre”, ”Jeg har ikke plads til min høst”, ”jeg river min lader ned”, ”jeg vil samle alt mit korn og alt mit gods”: jeg, jeg, jeg!

Havde han lagt sig Guds ord på hjerte, ville han have husket Guds bud i Det gamle Testamente, hvor der i 3 Mosebog, kapitel står: »Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede.« (3 Mos 23,22)

Men den rige bonde høstede helt ud til kanten af sin mark og samlede alt til sig selv og efterlod ingenting til næsten. Ved at afvise Guds bud og næsten fortabte han sit liv i denne verden og den næste.

Det er ingen skam at være velsignet med velstand, hvis man ser det som en gave fra Gud og takker Ham for det. Og det er ingen skam at sige; jeg er glad for min bil eller mit hus, men hvis du lader jagten på de ting blive din afgud, er det vejen til ensomheden – fortabelse. For det er en jagt, der aldrig slutter, men kun vil føre dig længere og længere væk fra Gud og andre mennesker, både i dette liv og det næste.

I stedet skal du arbejde på at blive som Kristus. Du skal ikke bygge lader og fylde dem med dine rigdomme, men i stedet arbejde på at blive rig hos Gud. Byg lader i dit hjerter og bed Gud fylde dem med Helligånden, så du kan tjene Ham og din næste.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os med apostlene Paulus rejse os og tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde,
Guds kærlighed og
Helligåndens Fællesskab være med os alle.
Amen!

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibel-Lukasevangeliet, Jesus Kristus, Prædikener

Tags: Den rige mand og laderne, Jesus, Jesus Kristus, Lukasevangeliet, Prædiken, Rigdomme