I disse dage hvor Grundtvig fylder godt i sendefladen på DR og med Grundlovsdagsfejringen i morgen 5. juni bringer bloggen i dag et indlæg om “Den katolske Grundtvig”. Forhåbentlig kan indlægget give et nyt højkirkeligt perspektiv på Grundtvig, som mange måske ikke har overvejet.

Indlægget er skrevet af Poul Ulsdal (1913-2008), og blev trykt første gang i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i 1983 (nr. 6).

Den Katolske Grundtvig

Dette mindeår bør ikke gå til ende, uden der er blevet påpeget på, hvad jeg her kalder den »den katolske« Grundtvig. Om ikke af anden grund bør det gøres for kommende historikeres skyld! Det er altid spændende og ofte afslørende af læse om, hvordan man tidligere i historien har fejret den salgs kirkelige mindedage. Man kan fornemme, hvordan historikere ligefrem har nydt at skildre f. eks.  hvordan de kirkelige magthavere i den rationalistiske tid i 1817 fejrede 300-året for Luthers theser, i 1826 fejrede tusindåret for Ansgars komme til Danmark og i 1836 fejrede 300-året for Den augsburgske Konfession. Man ved knap, om man skal le eller græde over de taler og skrifter, som sådanne jubilæer blev årsag til.

I dag kan enhver se, at i 1817 blev jubilæet fejret ret f.eks. af præsten Claus Harms i Kiel, der sammen med optryk af Luthers theser udsendte 95 nye, rettede mod den rationalisme, der dengang var årsag til kirkens forfald. Claus Harms, som Grundtvig for øvrigt besøgte et par gange på vej til England, fik stor betydning for en hel generation af slesvigske præster. – kendt er det, at Grundtvig til jubilæumsfesten i 1826 bla. skrev salmen »Den signede dag«, men fik forbud mod at lade den synge i sin kirke, hvorefter han søgte sin afsked som præst.

Den danske offentlighed har de sidste måneder kunnet høre og læse, hvad der er blevet sagt og skrevet  om Grundtvig af dem, som vor tids kirkelige magthavere har valgt som ordførere ved jubilæumsfesterne i 1983. Man behøver kun at have beskedne profetiske evner for at kunne spå, hvordan kirkehistorikere om 100 år vil se på dette jubilæum: at de fleste af disse ordførere vanskeligt vil kunne betegnes som grundtvigianere i dette ords oprindelige betydning. Det er med dette historiske perspektiv for øje, at jeg frimodigt forsøger at skrive lidt om den katolske Grundtvig!

Lad os begynde med at høre hans egen bekendelse: »Det er barnagtig Snak… at jeg er blevet catholsk, som om ikke alle Christne skulde være Catholikker, naar Catholicismen var den ægte Christendom, og som om det ydermere var Løgn, hvad dog unægtelig er sandt, at alle de, der vedkjende sig den Augburgske Confession, derved erklære sig for ret troende catholske Christne«. (Theologisk Maanedsskrift 1825 i en anmeldelse af Neanders værk om Tertullian).

Grundtvig tænker her på denne bekendelses ord efter artikel 21, hvor der står, at intet i den lære, der her er fremstillet, »afviger fra Skriften eller fra den katholske kirke…« Han tænker vel også på, at der i den latinske udgave af hans kære apostolske trosbekendelse står »den hellige, katolske kirke«. Den originale skikkelse af vor kirkes bekendelsesskrifter er jo den latinske; vi har blot valgt at oversætte ordet »katolsk« med det temmelig intetsigende »almindelig«. Mennesker, der har rod i de oprindelige grundtvigske menigheder i USA, bruger ordet »catholic« hver søndag, når de bekender troen i de lutherske kirker derovre.

Endelig har dette udsagn af Grundtvig nøje forbindelse med hans berømte skrift fra 1825, »Kirkens Gienmæle«, som vi er nogle, der vil fastholde som det mest centrale i hans udvikling efter det kristne gennembrud i 1810 og det egentlige fundament for al hans kommende virke. Her har han valgt som en slags motto for sit skrift den i en vis forstand mest katolske artikel i Den augsburgske Bekendelse, den syvende, der i skriftet dengang oversattes således: »En hellig kirke vil altid være og blive«. Med tre parallelle udtryk siges det her, at den sande kirke altid er og altid er den samme. Som modsætning dertil kan vi tænke på det, der ofte siges om moderne grundtvigianere – og hvad også Luther kunne sige – at kirken »vorder«, at den altså ikke altid er til. (Jfr. DS 307, »Herrens kirke er på jord… «).

Grundtvig havde syn for den historiske kirke, den »ubestridelige kendsgerning« i modsætning til professor H. N. Clausens »luftkastel«. Man behøver ikke at »flyve på kosteskaft« gennem tiderne for at finde den rette apostolske kristendom, og man behøver ikke et »eksegetisk kongedømme«, d.v.s. de theologiske professorers magt og myndighed til at afgøre, hvad der er sand kristendom. Nej, den historiske kirke, den ret forstået »katolske« kirke er til at kende for enhver gennem sin trosbekendelse og sine nådemidler, dåben og nadveren. Denne sande kirke er uafhængig af theologernes bibelforskning; deres såkaldte »resultater« kan menigheden let bedømme ud fra den »sandhedens regel«, som trosbekendelsen ved dåben er.

Kendt er Grundtvigs udtryk, at kirken ikke bygger alteret på Bibelen, men lægger denne bog på alteret. Ligeledes det rammende udtryk, at kirken ikke er et »læseselskab«; det er jo kun i ret beskeden del af kirkens tid på denne jord, at dens medlemmer overhovedet har kunnet læse. Menigheden skal ikke bare læse om Gud – eller høre, hvad Gud engang har talt til nogle mennesker og så derfra slutte, at den tale vel også gælder os i dag.

Engang under et ophold i Schweiz måtte jeg et par søndage i træk deltage i gudstjenesten i stedets helt nye reformerte kirke; derved kom Grundtvigs tale om Guds levende, nutidige ord til at stå for mig i al dens klarhed. Som bekendt fylder præstens prædiken næsten alt i en reformert gudstjeneste, ja han kaldte den ligefrem et »foredrag«! Den ene søndag havde han valgt at tale om Lukas’ beretning om Jesu besøg hos Marta og Maria (Luk. 10,38-42). Da blev jeg mindet om det såkaldte kinesiske æskesystem, hvor en hel række æsker ligger inde i hinanden: en præst talte om, hvad Jesus engang havde talt til en bestemt kvinde; men hvad han havde talt til Maria om, fik vi ikke at vide! I virkeligheden blev denne »prædikens« indhold kun en formaning om at høre Guds ord – eller snarere en formaning om at gå hjem og læse Guds ord…

Man kan måske sige, at det var en sådan super-protestantisk tale om Guds ord og denne super-protestantiske forståelse af en kristen gudstjeneste, som Grundtvig i 1825 gjorde oprør imod. Guds levende, nutidige ord er de ord, hvormed vi døbes i den hellige dåb, og de ord, »som skaber, hvad de nævner«, så brødet og vinen på alteret bliver til et sakramente, Herrens nutidige tale ved absolutionen ifølge Jesu egen befaling synes ikke at have betydet så meget for Grundtvig, derimod mere den i vor tid oversete gammeldags konfirmation. At dette syn ikke betød en ringeagt for Bibelen, er vel også bekendt; få har måske brugt den bog flittigere end Grundtvig; egentlig var han Bibel-fundamentalist til det sidste. – Det er dette syn på kirken, Bibelen og Guds folks gudstjeneste, man med rette kan kalde »katolsk«, fordi det er »almindeligt«, d.v.s. det inderste i al ægte kristendomsforståelse altid i den kristne kirke fra den første apostolske menigheds dage.

Læse man Kaj Baggøs disputats fra 1958, »Magister Jacob Christian Lindberg«, altså en bog om Grundtvigs ivrigste medstrider i kirkekampen efter 1825, får man et stærkt indtryk af, hvordan dette syn forplantedes til andre og blev en befrielse også for de vakte lægfolk på den tid. Med rette siger Baggø (s. 213), at det er »en katolsk kirkeopfattelse…«, men tilføjer: »Han tog naturligvis afstand fra den romerske vildfarelse… « – Læser man Johs. Ferdinand Fengers bog fra 1890, »Det sydvestsjællandske Broderkonvent« får man et levende indtryk af, hvordan hele det første kuld af grundtvigske præster havde modtaget det samme centrale, der med historiens ret bør kaldes det ægte grundtvigske – og ret forstået »katolske«. Atter og atter drøftede man ikke blot spørgsmålet om kirke og sakramenter, men også ordinationen, som man var enige om at sætte meget højt.

Ved at læse i den mest klassiske grundtvigske andagtsbog, »Fra Kirken og Lønkamret«, skrevet af valgmenighedspræsten V. J. Hoff, en af Grundtvigs efterfølgere i Vartov, vil mange i dag forbavses over at se ´, med hvilken frimodighed han bruger ordet »katolsk« i klar positiv betydning. Blandt mange andre citater vælger jeg nogle fra s. 166, 2. bind i udgaven fra 1889. Her kan man læse om Romerkirken, at »den er bæreren af den kristne Tro og det kristne Liv fra Oldkirken til os«. Senere står der, at »den protestantiske Bevidsthed trænger til at mættes af Katholicitet. Kaldes Pavekirken for den romersk-katholske, burde vi aldrig have opgivet Navnet; den luthersk-katholske Kirkeafdeling. ’Vi tror paa den hellige, almindelige Kirke’, dette Navn almindelig (katholsk) bør hævdes, thi det er fra Gud«. En række af disse udtryk er fremhævet med spærrede typer.

Langt op i vort eget århundrede kan vi møde en lignende tale hos udpræget grundtvigske; her vil jeg blot nævne biskoppen C. Ludwigs i Ålborg, der døde i 1930. I den katolske præst Peter Schindlers livserindringer møder vi flere gange biskop Ludwigs; de var i mange år nære venner. I bind 2, »Tilbage til Rom« s. 104 og følgende siges om Ludwigs at han »ikke ønskede at betegne sig som ’protestantisk’, men som ’evangelisk-katolsk’ i modsætning til os ’romersk-katolske’, men tillige i samfund med os«.

Det må betegnes som  en kendsgerning, at der i det ægte grundtvigske syn på kirken og på Guds ord og sakramenter er en ægte katolicitet, der bevirker et større fællesskab med Romerkirken end med de reformerte. Undertiden har konsekvenserne af det grundtvigske syn resulteret i en regulær konversion til Rom: det blev Schindlers egen vej. Sådan gik det også Lindbergs svoger J. L. W. Hansen, der sidst var præst i Fjelstrup. Dette anføres hos Baggø s. 213, men skildres mere udførligt i en artikel af Carl Lindberg: »Det haderslevske Konvent« i tidsskriftet Catholica nr. 4, 1946. Men jeg er selvfølgelig overbevist om, at en sådan konsekvens ikke er nødvendig …

Det samme fællesskab fornemmes også flere steder i valgmenighedspræsten Anders Nørgaards værker, hvor han stred for en tilbagevenden til det gamle grundtvigske syn, f. eks. i de tre bind »Grundtvigianismen« 1935-38, der fik stor betydning for mange. I C. V. A. Ruths bog fra 1955, »Valgmenighedspræsten Anders Nørgaard« bliver man oplyst om nogle betegnende detailler. Man får f.eks. at vide, at han gennem en årrække holdt »ferie« i et fransk trappistkloster. I denne sammenhæng fortælles også om hans livs »største rejseoplevelse«, en rejse til Italien, hvoraf de 12 dage i Rom. Dette ophold »virkede aldeles overvældende og bekræftede ham i hans opfattelse af den romersk-katolske kirke som den levende middelalder i nutiden. I erindringernes skildringer herfra stiger hans begejstring til helt ujordiske højder« (s. 76).

Jeg har et eksempel mere af lignende art – dog blot bevaret nogenlunde i hukommelsen. I en anmeldelse af en romersk-katolsk bog (vistnok af Peter Schindler) skrev Carl Hermansen, at skulle han vælge mellem Rom og Harboøre (i Hermansens øjne det værste indremissionske sogn i landet), måtte han vælge Harboøre. Men hertil replicerede den gammel-grundtvigske præst Asger Lund-Sørensen, at skulle han vælge, måtte det blive Rom!

Jamen kneb det ikke med katoliciteten hos Grundtvig, når det drejede sig om synet på præsteembedet? Jo, det gjorde det efterhånden; måske kan man sige, at berømmelsen, anerkendelsen som profet svækkede hans theologi på visse punkter. Men så sent som i 1839, da han var 56 år, kunne han skrive sådan om embedet: »… de Flest af Stats-Kirkens Præster veed slet ikke, hvordan de er indviede, og har ikke mindste Tanke om, at der under Haandspålæggelsen meddeltes dem Noget, som var værdt at nævne …Hvad har det nemlig at sige, at  faae ’det hellige Præste- og Prædike-embede’ overantvordet efter apostolisk Skik i Navn ’Gud Faders, Søns og Helligaands’ … det har jeg ikke blot følt den Dag, jeg blev indviet, men nu snart i tredive Aar, og maa da vel korse mig over den Ligegyldighed, hvormed det sædvanlig baade meddeeles og modtages … (Fra »Frisprog …« 1839, s. 277-78). Er det da ikke fantastisk, hvordan Grundtvig med disse ord nærmest hudfletter mange af nutidens præster, der smykker sig med hans navn og samtidig taler ringe om præsteembedet?

Mon ret mange er klare over, at 1983 ikke bare er jubilæumsår for Grundtvig og Luther; men det er også 150-året for starten af den højkirkelige bevægelse i England, den der næsten totalt fornyede den engelske statskirke? Det var den såkaldte »Oxfordbevægelse«, der ikke må forveksles med en bevægelse af samme navn i 1930érne. En klassiker inden for den store litteratur om denne bevægelse er S. L. Ollards »AA Short history of the Oxford Movement«. I min udgave, London Fatih Reprints fra 1963 er der et forord af canon ved domkirken i Canterbury, A. M. Allchin. Her sættes denne engelske bevægelse i en ofte upåagtet sammenhæng med tilsvarende strømninger i andre lande og kirker, herunder udtrykkelig Grundtvigs indsats. Den engelske præst læser dansk og har i årevis studeret Grundtvigs skrifter.

En anden bog om denne bevægelse, Owen Chadwicks »The Mind of the Oxford Movement« er højt værdsat, fordi den søger at finde ind til selve kærnen i sagen. Ved læsningen bliver man slået af de mange lighedspunkter, der var til Grundtvigs situation i 1825 og til den oprindelige grundtvigianisme. Divergenser var der egentlig kun på eet punkt: den engelske bevægelses optagethed af spørgsmålet om embedet. Men her må vi ikke glemme det faktum, at netop i England havde embedet været helt anderledes anfægtet end hos os! Ja, gennem alle de frikirker og sekter, det land havde været plaget med, var embedet ofte helt bevidst blevet nedbrudt. Det paradoksale er, at i det land, hvor mange roser sig af, at den såkaldte »apostolske succession« er bevaret, har embedet netop været fornægtet i vide kredse. Derimod i den danske lutherske kirke, hvor den biskoppelige succession klart var afbrudt, var den pastorale succession ubrudt og indiskutabel – blot ifølge de citerede stærke ord af Grundtvig i den rationalistiske tid ved at blive betragtet med ringeagt.

Når dette stykke historie medregnes, bliver ligheden mellem Grundtvigs og den oprindelige grundtvigianismes »luthersk-katolske« eller »evangelisk-katolske« syn eller »dano-katolicismen« og den engelske »anglo-katolicisme« vanskelig at komme uden om. – Forordet til »Kirkens Gienmæle« ender med denne datering: »Irenæi Dag 1825« (d. v. s. 26. aug.). Blot i det navn har vi en af hovednøglerne til forståelsen af det ægte grundtvigske: hans studium af kirkefædrene noget der også i enestående grad prægede den engelske bevægelse. Det var ikke blot kirkesynet, men også menneskesynet, der var præget af denne beskæftigelse. – Denne søgen tilbage til den gamle kirke er også en meget vigtig baggrund for Grundtvigs salmedigtning. Jørgen Elbæk har skrevet en bog med titlen »Grundtvig ode de græske salmer« (Gad 1960) samt en afhandling i Grundtvig Studier 1959, »Grundtvig og de latinske salmer«. Det drejer sig især som salmerne, der bærer årstallet 1837.

En meget lettilgængelig vej til at møde »den katolske Grundtvig« er at studere den nye salmebog for den katolske kirke i Danmark, »Lovsang«, taget i brug advent 1982. Det er ganske betegnende, at der i den bog er optaget i alt 130 af Grundtvigs salmer! Så mange må i alt fald være »katolske«, d. v. s. lærer den fælleskirkelige tro, og det er netop dem, som også regnes for de rigeste i vor egen kirkeprovins. Når der i den bog kun er optaget 19 salmer af Kingo og 23 af Brorson, må det være udtryk for, at det »katolske« nu engang er mere fremtrædende hos Grundtvig.

Jeg vil her særligt pege på Grundtvigs julesalmer, inkarnationssalmer, som ikke overgås af den Brorson, vi ofte har kaldt »julens digter«. Det er også betegnende, hvor mange Kristi Himmelfarts-salmer, der er taget med. Her er Grundtvig helt suveræn, hvilket også passer nøje sammen med den store betydning, himmelfarten havde for de først anglo-katolikker. Selvfølgelig er der et stort udvalg af de egentlige kirkesalmer, de er jo rent »katolske«. Derimod forbavses man over, at denne salmebog ikke har andre ordinationssalmer end de to danske, Kingos »O, Jesus, præst i evighed« (DS 293) og Grundtvigs »I dag på apostolisk vis« (DS 294). Men, at det er den gamle, katolske, fælleskirkelige lære, de indeholder, burde alle i vor kirke vide.

Egentlige nadversalmer af Grundtvig findes ikke; men det skal da også indrømmes, at der her undertiden spores en vis uklarhed eller udgliden. Derimod finder vi Landstads »Sion, pris din saliggører« (DS 417), gendigtningen af Thomas af Aquinos hymne »Lauda Sion Salvatorem«. Men her har man nok ikke kendt det vers, der er kommet med i salmebogstillægget »129 Salmer«, og som viser den lutherske kirkes ægte katolske syn på konsekrationen. Det begynder sådan: »Brødet, vinen, signet, viet / i hans navn, som har os friet, / er hans legem og hans blod …« At det vers bevidst er udeladt af vor autoriserede salmebog, er til gengæld et af de mange eksempler på frafald fra den katolske tro hos os.

Selvfølgelig er nr. 285 i DS, »Almindelig er Kristi kirke« optaget i den nye katolske salmebog. Med kirkens gamle sprogbrug kunne vi synge på den kendte melodi: »Katolsk er Jesu Kristi kirke«. Her står med de klareste ord, at den sande kirke, Jesu Kristi kirke, indstiftet ved Helligånden den første pinsedag er »almindelig« d. v. s. katolsk. Hvad det betyder, står i de næste linier: først og fremmest, at det er den samme kirke som dengang, »den skifter hverken tro eller dåb eller Gud« i tidens løb. Ja, med salmens sidste linier: havde den skiftet grundvold, var det ikke sandhedens Gud, der havde stiftet den.

»Katolicitet« i den fulde betydning af ordet: den hele, altomfattende tro i dens evige fylde og i alle dens dimensioner findes ikke noget sted på denne jord blandt syndige mennesker, Den bør vi altid søge; men helt finder vi den ikke, før Herren kommer igen. Men med denne ægte, katolske Grundtvig-salme skulle vi kunne forenes i denne fælles bøn: »… o, lader synke brat og falde / de skillerum og skanser alle, / som gør splidagtigt Herrens hus!«

Poul Ulsdal

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Debat, Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Samfund

Tags: FKF, Grundtvig, Højkirkelig, Højkirkelig Bevægelse, N. F. S. Grundtvig, Oxfordbevægelsen, Peter Schindler, Poul Ulsdal, Re-formatio, V. J. Hoff