Det er ikke nyt at barnedåben er emne for diskussion blandt kristne. I dag bringer bloggen et indlæg af en forsvarer for barnedåben fra fortiden, nemlig præsten Olfert Ricard (1872-1929). Udover at være præst, først ved Sankt Johannes Kirke og siden Garnisons Kirke, var Ricard gennem en årrække generalsekretær for Danmarks KFUM, underviser på pastoralseminariet og ikke mindst succesrig forfatter til en række af kristne bøger.

Barnedåben er rigtignok! er fra bogen Fat Mod fra 1923.

Og de bar smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bar dem frem. Men da Jesus saa det blev han vred og sagde til dem: „Lader de smaa Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til. Sandelig, siger jeg Eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.” Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

Mark.Ev. 10,13-16.

Der var engang en lærer, som sagde til mig: „Jeg tør daarligt nok kalde mig en Kristen, i Ordets egentlige Forstand. Men undertiden, saa synes jeg, at jeg dog vist maa være det alligevel, og det er naar jeg hører nogen tale ondt om Kristus og angribe Kristendommen, – saa kan jeg ikke lade være med at bekende og forsvare min Tro; og det maa dog vel være, fordi jeg inderst inde er en Kristen.” Saaledes omtrent sagde han, og jeg tror, vi alle forstaar den Mand. Men noget lignende har vist nogen af os følt i den senere Tid med Hensyn til vor Barnedaab. Det kan jo nok være, at nogle i vor Kirke har været tilbøjelige til at gøre for meget ud af den, i daarlig Betydning, saa de ligesom lagde sig til at sove paa den og mente, at alting skulde komme af sig selv og var i sin gode Orden, bare de var døbt, og alle Skriftord, ogsaa de, som igrunden sletikke handlede om den, skulde alligevel vendes og drejes til, at de ogsaa var ment om Barnedaaben. Og saa har der vel været andre af os, som snarere var tilbøjelige til det modsatte, til at tænke for ringe om Barnedaaben og tale for sjældent om den; den skal være der, mente vi, ligesom Huset skal have en Grund; men ligesom man ikke gaar i Stuerne og altid tænker paa Grunden og taler om den, saadan skal man hellerikke tale formeget om Mysteriet, som dog ingen forstaar. Men saa er det gaaet os saadan, at da i den senere Tid nogle Ivere, selvkaldede Profeter og Profetinder, som vist ikke véd hvad de siger er begyndt at omdøbe Mennesker og bruge kaadmundede Ord om barnedaaben, saa er der kommet noget af den hellige Vrede op i os overfor disse Disciple, som vil formene de Smaa at komme til Jesus, og vi har mere end før følt Værdien af vor Barnedaab og følt, at dette dyrebare Eje vil vi ikke give slip paa. Og om vi nu end ikke ville glemme eller fordølge, at Gud ogsaa har gode Børn og ypperlige Tjenere imellem Baptisterne, – jeg nævner blot Kongen blandt Prædikanterne, Charles Haddon Spurgeon, en sand Shakespeare mellem Kristendomsforkyndere, – saa forhindrer det dog ikke, at de paa dét Punkt er inde paa noget forkert. Apostlene var og blev jo nok Apostle, selv om de den Dag tog grundig fejl og vakte Jesu Vrede; det er kun saa uheldigt, naar Kristne i vore Dage vil være særlig apostoliske og netop efterligner Apostlene i det, som de fik velfortjente Skænd for. Men alle saadanne Vranglærdomme fremkommer i Reglen, naar Kirken paa et eller andet Punkt har forseet sig, enten ved Overdrivelse eller ved Forsømmelse, som en Protest derimod. Og saa gør de jo noget godt, paa deres Maade; de tvinger os til at besinde os paa vor Tro eller paa vor Fremgangsmaade, saa vi enten retter noget i dem eller befæstes bedre deri og skønner mere derpaa. Saadan maa jeg sige, at det er gaaet mig i den senere Tid med Hensyn til Barnedaaben. Og da jeg ved min Ordination ogsaa har aflagt det Løfte, „at jeg efter Evne vil modarbejde Misbrug af Naadens hellige Midler og bekæmpe saadanne Lærdomme, som stride mod Folkekirkens Trosbekendelse”, og jeg er jo sat til at være Lærer i Menigheden og Hyrde for Hjorden, saa ligger det jo lige for, at jeg tager Lejligheden, naar denne Text lægges os for, til at tale om Barnedaaben og vise, at den er rigtignok, og at jeg ogsaa i en Bog som denne, som vil hjælpe Mennesker til Klarhed, fører nogle Tanker frem derom.

Naar jeg holder Barnedaab; og det synes jeg altid, er en saare festlig og skøn Handling, og jeg gør det ogsaa altid med al den Omhu og Alvor og Hjærtelighed, som jeg formaar; det er kun Skade, at saa faa af Menigheden kan være med, men den sker jo, ialfald i de store Byer, i Reglen efter Gudstjenesten, naar de fleste af Kirkegængerne er gaaet; jeg raader dem til; prøv engang imellem af overvære en Barnedaab for ogsaa saaledes at komme din egen i Hu; – men naar jeg da holder Barnedaab; saa læser vi altid et dobbelt Evangelium: to Begivenheder i Jesu Liv er dér sammenkædede, først det Øjeblik, da han inden sin Himmelfart indstiftede den hellige Daab med de bekendte Herre-Ord: „Mig er given al Magt i Himlen og paa Jorden. Gaa derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderen og Sønnens og den hellige Aands Navn, og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet Eder. Og se, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende”; men umiddelbart dertil knytter vi saa Barne-Evangeliet, som er Text over denne Betragtning med de Ord: „Og om de smaa Børn siger han: Lader de smaa Børn komme til mig, formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til. Sandelig, siger jeg Eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille barn, han skal ingenlunde komme ind i det! Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.”

Her ville jo nok Baptisterne sige: Jesus nøjedes netop med at velsigne de smaa Børn, men han døbte dem jo ikke; men da han endnu ikke havde indstiftet Daaben paa det Tidspunkt, kan det dog ikke undre os. Derimod beder jeg bemærket, at han undtog ikke de smaa Børn, da han sagde: „Gaa hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem”, og de smaa Børn høre dog med til Folkeslagene, ha de Nyfødte tælles med, naar der holdes Folketælling. Og nu er det, jeg siger: Her gav Jesus to Ting, en Befaling og et Løfte. Befalingen var denne: I skulle døbe!, og Løftet var dette: Jeg vil være med Eder, alle Dage indtil Verdens Ende! Naar da vi, lydige imod hans Befaling, holder Daab, saa vil ogsaa Jesus Kristus, tro imod sit Løfte, være med os. Hvis der da er noget Sted og noget Øjeblik her paa Jorden, hvor hans Menighed kan være fuldt forvisset om, at nu er den himmelfarne Herre, usynlig, men lyslevende, nærværende midt iblandt os, saa er det netop, naar vi døber. Thi det var til Befalingen om at døbe, at han knyttede sit Løfte om at være med os. Nu vel; naar vi da ser Mødrene bringe deres smaa Børn til Døbefonten, da er det nøjagtig hin Begivenhed fra Barneevangeliet i Markus det 10de, som gentager sig paany: nu er Jesus her igen, og saa kommer de med deres Smaa og lægger i hans Favn, og saa velsigner han dem.

Han velsigner dem. Og vil du spørge: hvad er det, at velsigne? saa er det ikke saa let at svare derpaa. Jeg har læst engang om en lille Pige, som spurgte sin Moder: Hvad vil det sgie, at Gud velsigner? hun har sagtens set Ordet i Billedbibelen, som er en af de første Bøger, man skal give Børn i Haanden. At Gud velsigner? Moderen har vel sagtens aldrig tænkt saa nøje paa, hvad det egentlig var, men et Slags Svar maatte hun jo give og sagde saa: At Gud velsigner, det vil sige, at han gør det saa godt, saa godt for os! Mon det kan siges bedre? Der er Ord, hvis Betydning vi mere aner end forstaar; eller vi véd igrunden næsten bedre, hvad der ligger i dem, end i de Ord, vi kan gøre Rede for, skønt vi ikke magter at udtrykke det. Saadan er det for Eksempel med Ordet: Dannelse; vi véd alle, hvad der menes dermed, men ingen kan alligevel forklare, hvori det bestaar; og saadan er det ogsaa med at velsigne; der foresvæver os noget, og vi mærker godt, hvad det er, men give det Udtryk, det er vanskeligt. Men det er da noget med: at Gud lader det lykkes for os. Saa er der Velsignelse i det. Folk kan tjene en styrtende Masse Penge – ved at skrue Priser på Livsfornødenheder skammeligt og ubarmhjærtigt op, eller ved at oversætte et snavsetm smagsfordærvende Theaterstykke og spille det; og de kan have stor Succes, som det kaldes; men det skal nok vise sig, med Livets ubønhørlige Lov, at Velsignelse er der ikke ved de Penge, der tjenes paa den Maade; det eneder med en tom Lykke. Og saa kan der sidde en Enke med meget lille Udkomme og en stor Børneflok, og der er et vidunderligt Forslag i de faa Penge, og Børnene bliver alle saa brillante og kommer saa udmærket efter det: hun har lagt sin Sag i Guds Haand, helt, og der er Velsignelse over hendes Hus. Og en Præst kan staa og prædike saa rigtigt, Dogmatikken er i den skønneste Orden, og Veltalenheden ikke mindre, men, det er ligesom der ikke kommer noget rigtig ud deraf, Tilhørerne bliver ikke anderledes: der er ingen Velsignelse derved. En anden derimod, han er ganske jævnt begavet, han har ingen særlige Talegaver, men han giver sig selv helt; og der sker noget, hvor han staar: Gud velsigner det. Der er Menneskeliv, som gaar saa underlig sporløst hen; der syntes at være store Muligheder, men de gik ligesom tidsspilde; de fik sig aldrig rigt samlet om noget, der var ingen Velsignelse over dem. Og der var andre, de gik deres Gang tilsyneladende saa upaaagtede, de naaede ikke ud til mange; men der stod Glans af deres Eftermæle, de efterlod sig lysende Spor i den lille Kreds, hvor de havde virket; de var saadanne velsignede Mennesker.

Det kommer fra Gud. Det er netop det, Barnedaaben saa eftertrykkeligt udtrykker: det maa komme ovenfra, fra Gud; han maa begynde. „I har ikke udvalgt mig,” siger Jesus, „men jeg har udvalgt Eder” 1) Og naar en Moder sidder og ser paa sit slumrende Barn og tænker sig al den Lykke, hun kunde ønske det, hvad kan hun saa tilsidst ønske det bedre, end det maa have Guds Velsignelse! At han vil lade det lykkes for hendes Dreng! At han vil gøre det saa godt, saa godt for hendes lille Pige! Nu,hvad har hun da andet at gøre end at tage det og bære det op til Herrens Hus – den første Udfærd fra Hjemmet – og ved Døbefonten, hvor han lovede at være, lægge det i Frelserens Favn. Han vil velsigne det.

Nu er det digf, dig, han velsigner, tænker hun da, dig, min egen velsignede Skat; og hun tænker ret. Thi det er netop det andet, der saa tydeligt udtrykkes i Barnedaaben: Gud begynder; ja, og han begynder med mig, den enkelte! Det er Pagten, der sluttes dèr; det var den Herlighed i Daaben, der især opgik for Grundtvig og gennem ham fik saa stor en Betydning i den danske Kirke. Derfor sker Daaben med Navns Nævnelse: nu skrives Navnet i Livets Bog; og idet Vandet klingrende øses over det lille Barnehoved, lyder Døbe-Ordet: Jeg dåber dig, – dig!

Gideon hed en ung Knøs i det gamle Israel; det var paa den Tid, da Midjanitterne hærgede Landet; han stod just i sin Faders Vinperse og tærskede Korn, at Fjenderne ikke skulde komme og tage det, som de plejede, og ønskede sagtens, at det var Midjanitter, han tærskede. Da med ét stod Herrnes Engel der og sagde, at han, Gideon, skulde være sit Folks Befrier. Det kunde den beskedne Ungersvend nu ikke tro, og bad om et Tegn fra Gud; det maa man egentlig ikke, men i den gamle Pagts Dage gik det bedre an. Han fik da Tegnet: om Aftnen skulde han lægge et lille Uldskind ud paa sin Faders Eng; og hvis saa Duggen vilde samle sig alene paa dét den næste Morgen, saa var det Tegnet paa, at han var den Udkaarne. Vi kan tænke os hans Forsigtighed, da han brødte det ud ved Aftenstid, at ingen skulde se det, og hans Spænding, da han listede derud ved Morgengry forat se efter. Og se: Engen var tør, men al Morgenduggen havde samlet sig paa hans lille Tæppe, saa han kunde kryste det og vride Strømme deraf; Gud havde givet sit Tegn: det er dig, Gideon! Nu vel, min Venner, – dengang jeg blev døbt, da var det mig, og ikke Jer, som blev døbt: da bredte de mit lille Uldskind ud paa Kirke-Engen, og al Himlens Mogendug faldt paa mig, I andre fik ingenting! Og da du blev døbt, da var det dig, som fik Velsignelsen, jeg fik ingenting, men jeg glædede mig derved, og din Moder da især!

Dette er da Barnedaaben; at Gud begyndte sit Værk, og at han velsignede mig, den enkelte! Og derfor er det netop saa Synd mod Mødrene, naar Disciplene vil true dem og forbyde Barnedaab eller tale nedsættende om den. Ja, det er en Uartighed mod Moderen, mod den kristne Kirke, Menigheden her paa Jorden. Disse opkomlinger vil komme og lære hende nye Skikke og sige i ungdommelig Overlegenhed: Du er ganske fejl paa det! Du har taget fejl i 1900 Aar, i alle Jordens Lande! Der har aldrig været nogen rigtig Daab og Kristendom her i Verden og Herren har ikke været med sin Menighed, og den hellige Aand hellerikke, – før vi endelig kom for at beære dig, gamle Moder, om hvordan du skulde have baaret dig ad! Skamme sig skulde de. Moderen hun tier og bedrøves; men det er godt, at Jesus tager hende i Forsvar og giver sine tjenstivrige Disciple ordentlig Skænd; for de har fortjent det. Man synder ikke ustraffet mod Menigheden; for den har Herren i sin Midte.

Men, Mødre! saa er der jo ogsaa et Alvors-Ord til Eder, og til Fædrene med, og til alle dem, som har indladt sig paa at være Faddere, Gudfar og Gudmor: der lød ogsaa et Ord til de Voxne, da Jesus velsignede de smaa Børn: „Sandelig, siger jeg Eder, den, som ikke modtager Gud Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det!” Derfor sagde Jesus ikke blot: Gør alle Folkene til mine Disciple, idet I døber dem! Men han føjede til: og i det I lære dem at holde mine Befalinger! Der er nogen, som Jesus er meget mere vred paa end paa Baptisterne, hvis de ellers gerne vil være hans lydige Disciple, – og det er paa alle de Kristne i Folkekirken, der lever, som om de aldrig var døbt, der ikke bryder sig det mindste om at holde hans Befalinger, som engang døbte dem, og derfor ogsaa giver de smaa Barnedøbte et slet Eksempel, som om der slet intet Guds Rige var til. Guds Rige maa modtages; det skænkes og sænkes nok ned til Barnet i Daaben, men det maa modtages i ærlig Forsagelse og Tro; derfor lyder ogsaa vor Moder Kirkens game gamle Trosbekendelse ved enhver Daabshandling for at minde de Voxne derom: I skulle svare for dette Barns Tro, naar det voxer til.
Men saa er det ogsaa en Erfaring i Kirken, at naar et Menneske vaagner op til Selverkendelse og Synderkendelse, til at se, at det er udenfor Guds Rige og under Guds Vrede, saa er det en Hjælp i Troeskampen at ankre i sin Daabs Naade og fortrøste sig til Guds Løfte til mig dengang; som den store Santhal-Missionær, Peter Børresen, da han nede i Berlin som ung Ingeniør vaagende op til at se sig selv som en fortabt Synder, og tilsidst i sin Vaande foreholdt Gud hans Løfte og sagde; Frels mig, thi du har jo døbt mig! og deri fandt sin Fred.

Thi det forholder sig saaledes, at Barnedaaben, den er rigtig nok, men Spørgsmålet til dig er dette: har du faaet rigtig fat i din Daabs Naade? Jeg vil ønske for dig, at du maa faa det; at du med os andre maa kunne synge af dit Hjærte den enfoldige glade Salme:

Jeg glæder mig,
o Jesus ved min Daab,
og takker dig af Hjærtet inderlig
for det store Livsens Haab
og det Forbund
paa Salighedens Grund,
som du med mig har gjort
i Himmeriges Port!
Som mit skjold jeg for mig bær
Tilsagn dit, o Jesus kær,
at jeg din Medarving er.

1) Johannesevangeliet 15,16

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibel-Det Nye Testamente, Diverse, Gudstjeneste-Dåb, Jesus Kristus, Kristenliv, Prædikener-Historiske, Teologi, Teologi - Dåb

Tags: Barnedåb, dåb, Dåbsteologi, Jesus Kristus, Olfert Ricard, Sankt Johannes Kirke