I dag kan du læse min oversættelse af en af Oxford-bevægelsens skrifter fra de såkaldte Tracts of the Times. Traktaten, ”Gejstlighedens tro og lydighed, Kirkens styrke”, er den 23. af i alt 90 teologiske udgivelser (traktater), der blev udgivet i årene 1833-1845 af en kreds af teologer fra Oxford. Traktaterne er så at sige programmet for Oxford-bevægelsen, der var en højkirkelig gruppering i den anglikanske kirke. Med udgangspunkt i den tidlige kirkes traditioner og kirkefædrene arbejdede man på en fornyelse af anglikansk teologi og liturgi og en fastholdelse af Kirkens forpligtelse på at være Kristi Kirke.
Traktat nr. 23, Gejstlighedens tro og lydighed – Kirkens styrke er forfattet af Arthur Philip Perceval (1799–1853) og blev udgivet 6. januar 1834.
190 år efter udgivelsen er problematikken der rejses stadig aktuel: Er vi som Kirke lydige mod Kristus eller verden?
Tract 23
Gejstlighedens tro og lydighed, Kirkens styrke
Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. (Matt. 16, 16-18)
Klippen, hvorpå kirken er bygget er bekendelsen, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn; en sandhed der blev bebudet ved profeterne, men forkyndt ligefremt af apostlene. Sankt Paulus bruger et lignende udtryk, når han taler om, at det kristne legeme, som “bygget på apostlenes og profeternes grundvold.” (dvs. i overensstemmelse med den sunde og sande lære, som de overleverede) med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten,” (Ef. 2,20). Selve vores åndelige eksistens afhænger af vores troskab mod denne sandhed; at Jesus var Guds salvede Søn, Gud og menneske, verdens lovede Frelser. Han som, ved at påtage sig menneskets natur i den hellige Jomfrus skød, opfyldte profetien om, at Frelseren skulle være af Abrahams slægt, i hvem alle jordens nationer skulle velsignes (1. Mos. 22,18) og kvindens afkom, som skulle “knuse slangens hoved” (1. Mos. 3,15.); – og som, idet han var “Guds Enbårne Søn” (Joh. 3,18) “Gud af Gud”, “sand Gud af sand Gud, “(Nikænske trosbekendelse), opfyldte profetien, at Frelseren skulle være “vældig Gud,” (Es 9,5); – Han, om hvem der blev sagt: “Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham” (Hebr. 1,6), og om hvem der ligeledes blev sagt: “Din trone, Gud, står til evig tid.” (Sl. 45,7)
Jeg understreger, at selve vores åndelige eksistens afhænger af, at vi holder os til denne store og fundamentale sandhed; og dette siger jeg ikke kun om os som individer, men som medlemmer af Kristi Kirke og om den del af Kristi Kirke i dette kongerige, som kaldes Englands Kirke (Church of England). Det gælder for os hver især, som det lyder med Sankt Johannes ord; “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.” (1. Joh 5, 12.); der lærer os, at så længe vi foragter eller ikke tror på eller afviser denne hellige sandhed, har vi intet åndeligt liv i os. Det gælder også for os som medlemmer af Kristi Kirke og for den del af Kristi Kirke i dette kongerige, som sædvanligvis kaldes Englands kirke, som det fremgår af teksten foran os; “…på den klippe” (dvs. på den faste bekendelse af troen på Jesus som Kristus, den levende Guds Søn), ” vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” For herfra lærer vi, at kirken og alle dele af kirken, kun vil være i stand til at trodse Djævelens angreb; at hun (Kirken) først da med tillid kan se frem til at vinde sejren, så længe hun holder fast ved denne tro og troen på Kristus. Når hun viger bort fra det fundament, ophører hun med at kunne gøre krav på fortsættelse af den lovede hjælp. Dette er en opgave, som det påhviler kristne til alle tider at holde sig for øje og lægge sig på sinde; men især på dette tidspunkt, påhviler det os, som er medlemmer af Kristi kirke i England på grund af de uophørlige bestræbelser på at omstyrte vores kirke, som mennesker, der enten er aldeles ligegyldige overfor religion, eller som har omfavnet et falsk syn på det, at omstyrte vor kirke, arbejder på. Bestræbelser, som vi måske har grund til at betragte med frygt, der skyldes at Kirkens medlemmer er veget bort fra den sande tro og frygt for Gud og Herren Jesus Kristus. Hvis der er grund til at tro, at mange eller de fleste af medlemmerne af vores kirke ikke bryder sig om den sande tro og ærer Ham, som vi tror på; at de ved deres læber eller ved deres liv, lader hånt om Hans Majestæt , forsømmer hans sakramenter, foragter hans ord, forsager tilbedelsen af Ham, ikke adlyder hans røst, eller søger forløsning og frelse på anden vis, end gennem Hans kors og blod, så har vi al mulig grund til at frygte, at disse bestræbelser fra vore fjender vil lykkes; at lyset af Guds nærvær vil blive tilbageholdt fra os; og at, ligesom Han forlod jøderne, da de afviste Kristus, Herlighedens Herre, ligeledes vil forlade vort folk og overlade det til dets elendighed på den vej det selv har valgt; til glæde for de afguder, verden, kødet og Djævelen, for hvilke det vil have afvist Israels Hellige og nægtet at lytte til røsten fra Guds Lam, som døde for at borttage verdens synd.
Men hvis ikke, hvis vi har grund til at håbe, at der stadig kan findes mange sande tjenere for Gud; at der er mange, som ikke kun med deres læber, men i deres hjerter og med deres liv vedkender sig Ham; den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som Han har sendt; vedkender sig Ham ved at adlyde Hans røst, og holder og gør, hvad han har befalet; da kan vi uden forfærdelse betragte vore fjenders angreb. Da kan vi have et fast og urokkeligt håb om, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over os, og selv om det måtte behage Gud, at vi skal lide en stund; – som vi led sammen med den gode kong Charles i hænderne på afvigerne; som vi led i den blodige dronning Marys dage, ved hænderne af de romerske katolikker; som vi led i de første tre hundrede år efter Kristus, i hænderne på hedningene og jøderne; vil triumfen vente os til sidst; at Han vil bringe vor kirke ud af prøvelsen, som guld ud af ilden, mere purt og af større værdi, (jeg udrenser dine slagger med lud og udskiller alt dit bly. (Es. 1, 25) at “alle ting vil arbejde sammen til det gode” for os; og at formålet med lidelsen er, at Han “må omdanne kirken til sig som en herlig kirke, der ikke har plet eller rynke eller noget sådant, men at den skal være hellig og uden lyde.” (Ef. 5, 27)
Det vil her vise sig, at det er i ethvert individs magt, gennem et helligt og religiøst liv i sand tro og i frygt for Gud og vor Herre Jesus Kristus, at fremme, ikke blot sin egen frelse, men også Kristi Kirkes ve og vel og stabilitet. Eller gennem et uhelligt, skødesløst og irreligiøst liv, ikke kun at sikre sin egen fordømmelse, men samtidig hjælpe Guds og menneskets fjender, som har til hensigt at omstyrte kirken.
Hvis der skal komme tider med uro og problemer, hvor skal vi søge trøst, hvis ikke i Kristi kærlighed, i Guds kærlighed til mennesket for Kristi skyld? Men hvordan skal vi kunne trøste os med den kærlighed, hvis vi ikke nu tager den alvorligt? Jeg bønfalder Jer, kristne brødre, mens fredens dage endnu hersker, om stadig mere at være opmærksom på alle religiøse pligter. De dage kan komme, hvor jeres kirker vil blive lukket, eller kun fyldes af mennesker, der ikke vil undervise i hele sandheden, som den er i Jesus; når du vil blive frataget præsterne; eller kun have sådanne, som mangler fuldmagt fra Gud. Jeg beder dig, lad dig ikke ved din forsømmelse nu, føje skyldfølelsens bitterhed til din elendighed, når du vil blive tvunget til at sige: “Jeg havde engang muligheden for at tilbede Gud på rette måde, men jeg forsømte det, og nu tilbageholder Han det fra mig. Jeg havde engang midlerne til at modtage min Frelsers Legeme og Blod i ved min egen præsts hænder, men jeg afviste det, og nu har han taget det ud af min magt.
OXFORD.
Helligtrekongerfesten
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Debat, Diverse, Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Samfund, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar