Som man nok ved, hvis man følger bloggen, så har jeg en svaghed for gamle prædikener, som indeholder en rigdom, der er værd at bevare og lære af. Derfor bringer bloggen idagi dag en prædiken af Ditlev Gothard Monrad (1811-1887). Udover at være politiker, herunder konseilspræsident (statsminister) en kort periode fra december 1863 til juli 1864, var Monrad præst fra 1846 til 1871 og biskop over Lolland-Falster Stift fra 1849 til 1854.

Prædikenen er fra bogen “Prædikener paa alle Søn- og Helligdagene i Aaret samt i Fasten” udgivet i 1871. Teksten er gengivet med datidens retskrivning.

To og tyvende Søndag efter Trinitatis

Matthæus 18., Cap, 23 B, til Enden.

Jesus sagde til sine Disciple:
Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. Men der han begyndte at holde Regnskab, blev En ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjelden at afbetales. Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre, vær langmodig med mig, og jeg vil betale det altsammen. Da ynkedes samme Tjeners Herre inderlig over ham, og gav ham løs, og efterlod ham Gjelden. Men den samme Tjener gik ud, og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde qvæle ham, og sagde: Betal mig det, du er skyldig. Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham, og sagde; Vær langmodig med mig, jeg vil betale dig det altsammen. Men han vilde ikke, men gik hen, og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte ham det, han var skyldig. Men der hans Medtjenere saa det, som skeet var, bleve de saare bedrøvede, og kom og aabenbarede deres Herre alt det, som skeet var. Da kaldte hans Herre ham for sig, og sagde til ham: Du onde Tjener, al din Gjeld forlod jeg dig, fordi du bad mig. Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig? Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betalte ham alt det, han var ham skyldig. Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, om I ikke forlade af Eders Hjerter, hver sin Broder hans Brøst.

Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere.

Dagens Evangelium begynder saaledes: Derfor er Himmeriges Rige sammenlignet med en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. Naar du spørger: Hvorfor? saa indeholder det, som gaar i Forvejen hos Matthæus, af hvem Dagens Evangelium er taget, Besvarelsen af dette Spørgsmål, Peter var nemlig gaaet frem for Frelseren og havde spurgt: “Herre, hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? Indtil syv Gange? Jesus sagde til ham: “Jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange,” og efter at have givet dette Svar fremsatte Herren Lignelsen om Kongen og den gjeldbundne Tjener. Det er en selvfølge, at det ikke er Meningen af Frelserens Ord, at du skal tilgive din Broder netop 490 Gange. Meningen er klar nok, Du skal tilgive din Broder, hvor ofte han end maatte forsee sig imod dig. Du skal ikke blive træt af at tilgive.

Det er en umaadelig Gjeld, hvorom der er Tale i Dagns Evangelium: 10,000 Talenter; da en Talent svarer til 1000 Rdl. i vore Penge, saa er der her Spørgsmaal om en Sum af 10 Millioner Rdlr. Det var derfor uden Tvivl et Selvbedrag naar Tjeneren troede, at naar han blot fik Henstand, saa vilde han kunne betale; det er et Selvbedrag, som næsten altid de hengive sig til, som ere forgjeldede. Kongen saae klarere, hvorledes det forholdt sig, og eftergav ham hele Gjelden. At Gjelden var saae uhyre stor, at der aldeles ikke kunde være noget Haab for Tjeneren om at betale den, derved tilkjendegives, at den Skyld til Gud, som vi komme i ved vor Synd, er saa stor, at vi ikke ved egne Kræfter kunne rede os ud af den. Hvorledes skulde du vel kunne betale din Skyld til Gud? Du skylder jo Gud hele dit Liv, alle dine Dage. Hver dag kan kun betale for sig selv, og der bliver Intet tilovers, hvormed du skulde kunne yde Vederlag for den Dag igaar. Dersom det kunne tykkes dig idag at være hellig, uden Synd, ganske som Jesus Christus . O, det kan ikke lykkes dig, thi du er som vi saa dybt nedsunken i Syndens Væsen, den klæber saa fast ved din hele Tilværelse, at det ikke kan lykkes dig noget Øieblik at være Tjeneren liig, – men lader os antage, at det kunde lykkes dig, saa havde du dog kun opfyldt den Pligt, som paahviler dig idag, og der blev intet Overskud af Fortjeneste, hvormed du kunde ligesom yde Gud Godtgørelse for Gaarsdagens Synd. Nei, der er Intet, hvortil vi kunne tye med fuld Fortrøstning i Liv og Død, uden til Guds Barmhjertighed i Jesu Christo.

Der er en mærkelig Omstændighed i Dagens Evangelium, hvorpaa jeg maa henlede Eders Opmærksomhed. Først eftergiver Kongen Tjeneren af hans Gjeld, men da han havde erfaret Tjenerens haarde og skaanselsløse Opførsel mod en af hans Medtjenere, da blev han vred, og overgav ham til Bødlerne, indtil han betalte ham alt det, han var ham skyldig. En saadan Fremgangsmaade vilde ikke være tilstedelig i de sædvanlige borgerlige Forhold, mellem Mand og Mand. Har du engang eftergivet en Gjeld, saa kan du ikke senere gjøre om, hvad du har gjort, hvor meget du endogsaa fortryder det. For en Konge i Østerlandene var der ikke nogen saadan Hindring, han kunde følge sine Luner; han kunde først eftergive Gjelden, og senere, naar han fortrød det, fordrer den betalt. Dette kan nu ikke tjene os som et Mønster, vi skulle følge i Forholdet til vore Brødre, men ikke desto mindre giver Fortællingen ogsaa i denne Henseende stor Oplysning om den guddommelige Syndstilgivelse. Dine Synders Tilgivelse er bleven dig tilsagt i Navnet Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands, og du har i din Sjæl den fulde Forvisning, at det er skeet, som der er sagt, thi du holder fast ved Troen paa Syndernes Forladelse, og du gjør vel; denne Tro udgjør en Deel af din Daabs Pagt. Men dersom du senere hen i Livet ikke vil tilgive din Broder, hvad han har forseet sig imod dig, saa tager Gud tilbage den Syndstilgivelse, som han har ladet blive dig tildeel; de blive levende igjen, de Synder, der vare udslettede; alle dit Livs Synder samle sig sammen til en eneste stor Syndebyrde, hvis Vægt din Sjæl må bære; de opstaae med dig paa den yderste Dag, og de opstaae mod dig; de omringe dig, og hæve anklagende deres Røst, idet du træder frem for Guds Aasyn. Frelseren ender jo Lignelsen, som udgjør Dagens Evangelium, med de Ord: “Saa skal og min himmelske Fader gjøre med Eder, om I ikke forlade af Eders Hjerter, hver sin Broder hans Brøst.”

Mine Venner! Hele denne Lignelse tjener til en Forklaring saavel af den tredie Troesartikel som af Fadervor. Lader os derfor idag betragte den Forbindelse, hvori Lignelsen staaer saavel til Trosbekjendelsen som til den Bøn, vi have lært af vor Frelsers egen Mund. Du siger i den tredie Troesartikel: “Jeg troer paa Syndernes Forladelse.” Men om hvilken Synder er det, at du troer, at de ville blive forladte? Er det dine egne Synder? Ja, i Sandhed, du troer paa dine egne Synders Forladelse, og holder uryggelig fast ved denne Tro, hvor høit endogsaa din Samvittighed anklager dig, thi mister du denne Tro, da har du kun Fortvivlesen tilbage. Men du troer dog ikke ene paa Forladelsen af dine egne Synder, men ogsaa paa Forladelsen af andres Synder, og dersom du ikke vil forvanske Trosbekjendelsen , og vilkaarligt indskrænke dens Omfang, saa troer du ogsaa paa Forladelsen af den Synd, hvormed din Broder maatte have forseet sig imod dig, paa Forladelsen af alle de Krænkelser og Forurettelser, der saa dybt have saaret dig, og efterladt saa megen Bitterhed i dit Sind. Naar du derfor siger: “Jeg troer paa Syndernes Forladelse”, saa skal din Sjæl omfatte ei alene dine egne Synder, men alle de Synder, der maatte være begaaede imod dig; da er du paa god Vei til, at der skeer dig efter din Tro. Dersom du nemlig troer, at Gud har Forladt din Fjende hans Synd, maa du da ikke, o Menneske, sige til dig selv: “Hvem er jeg, at jeg skulde stampe mod Brodden? Hvem er jeg, at jeg skulde træde op med min Dom mod Guds Dom, at jeg skulde fordømme, Hvor Gud frikejnder, at jeg skulde være haardhjertet, hvor Gud er barmhjertig, og det i samme Stund, jeg anraaber Guds Naade?” Eftertænker du saaledes, hvad der ligger i Troen paa Syndernes Forladelse, da saaer dit Hjerte Kraft til at overvinde sig selv og tilgive. Jeg vil sige Eder en hemmelig Erfaring angaaende Guds Rige, som er gjort af mangen alvorlig Christen. Beed alvorligt for den, der har forseet sig imod dig, beed, som jeg ved en anden Lejlighed har udviklet for Eder udførligt, indtil der ikke er Spor af Bitterhed tilbage i din Sjæl, og sig saa: “Jeg troer paa Syndernes Forladelse,” og da vil du mærke, at der gaaer et besynderligt Lys op over disse Ord, og at vi vil kunne sige dem med en heidtil ukjendt Varme og Inderlighed, Det kommer deraf, at din Tro paa disse Ord først da er bleven sand og levende. Kun ved selv at forlade vinder du den ægte Tro paa Syndernes Forladelse, thi Gud har knyttet u Løn et uopløseligt Baand mellem sin og din Tilgivelse, og derfor har han magt det saa, at den ægte Tro paa Syndernes Forladelse kun fødes i det barmhjertige, tilgivende Sind.

Og det er ikke alene i Løn, i Troens dybe Grund, at han har knyttet denne Forbindelse, men aabenbart i sit Ord, idet hans eenbaarne Søn lærte os at bede: “Forlad os vor skyld, som og vi forlade vore Skyldnere.” Du arme Sjæl, det er saare vanskeligt for dig at sige uden Indskrænkning, uden Betingelser og Forbehold: “Jeg forlader mine Skyldnere.” At sige disse Ord med Munden, – Intet er lettere; at sige dem med Hjertet, – Intet er sværere. Som du selv tilgiver, saaledes vil Gud tilgive. Maalestokken for sin TIlgivelse har Gud givet dig i dit eget Hjerte. Dersom du tilgiver halvt, saa vil Gud og kun tilgive dig halvt; tilgiver du heelt, vil Gud tilgive dig heelt; tilgiver du kun med Munden, saa ville de Ord, hvormed der tilsiges dig Syndernes Forladelse i Navnet Gud Faders, Gud Søns og Gud den Helligaands kun være Mundsveir; tilgiver du af Hjertet, saa vil Gud tilgive dig af Hjertet. Hvilken føielig Herre er dog ikke Himlens og Jordens Skaber! han vil rette sig ganske efter dig; som du tilgiver din Broder, saaledes til han tilgive dig. og forat det ikke skal være skjult for dig, saa nøder han dig til selv udtrykkelig at udtale det; idet du, naar du skal bede dit Fadervor, siger: “Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere.”

Paa en tredobbelt Maade leder Fadervor os til at tilgive dem, der have forsyndet sig imod os, og til at bede for dem, der ønske ondt over vore Hoveder. Først ligesom lokker der for Sjælen; det lægger sit Bud som en Snare i en Velsignelse, forat vi, idet vi gribe Velsignelsen, kunne gribes af Budet. Først kommer Tilladelsen, den naade. og velsignelsesrige, at du, et syndigt Menneskebarn, maa kalde Himlens og Jordens Skaber sin Fader, og idet din arme Sjæl vil gribe om Tilladelsen, og Ordet “min Fader” ligger paa dine Læber, saa standses du af Fadervor, der siger til dig: “Ja, han er ikke alene din, han er alle Qvindefødtes Fader; han er ikke alene din Hustrues, dine Børns, dine Venners men ogsaa dine Fjenders Fader, ja, han er Fader for ham, som har fyldt din Sjæl med Vrede og Uvillie. Ogsaa ham skal du omfatte med Kjærlighed, thi Tanken paa dig selv skal forene sig med Tanken paa ham, idet du siger: “Vor Fader” til Himlens og Jordens Gud. Alle de, der ere forenede og sammensluttede i “Vor”, naar du beder: “Vor Fader, som er i Himmelen”, maae jo være omfattede af Kjærlighed. See, dette er den første Maade, hvorpaa dit Fadervor søger at lede den gjenstridge Sjæl til at tilgive sin Broder hans Brøst.

Dernæst bede vi: “Forlad os vor Skyld”. Den, som du nu, ved at sige: “Vor Fader,” har optaget i din Tanke, ham kun du senere ikke slippe, før du er til Ende med Bønnen. Naar du da siger: “Forlad os vor Skyld”, da beder du ikke alene om, at Gud vil forlade dig din Skyld, men om, at han vil forlade ham, din Fjende din Uven, hans Skyld, vil tilgive ham alt det, hvormed han maatte have forseet sig imod dig. Siger du nu, idet du tænker ei alene paa dig selv, men paa din Uven: “Forlad os vor Skyld”, med den samme Varme og Inderlighed, som naar du siger: “forlad mig min Skyld”, da har du gjort en oprigtig Forbøn, da har du af Hjertet tilgivet din Broder hans Brøst. Kunde vi kun lære at bede vort Fadervor paa den rette Maade, da vare vi visse paa den evige Salighed. Ofte beder du denne Bøn i Fællesskab, ofte i Ensomhed, men hvad enten du beder den med Andre, eller beder den ene, saa skal du aldrig i den Forstand være ene, at du ene tænker paa dig selv. Du skal, naar du vil have den rette Velsignelse af dit Fadervor, have det Menneske med i din Tanke, mod hvem du føler Uvillie, fordi han har forseet sig imod dig.

Saa komme endelig Ordene, der udtrykkeligt paalægge os at tilgive vor Broder hans Brøst, og som gjør det saa tydeligt, at der ikke kan være Tale om nogen Misforstaaelse: “som vi forlade vore Skyldnere.” Disse Ord ere Prøvestenen paa, om du har bedt Ordene: “forlad os vor Skyld” paa den rette Maade. “Som vi forlade vore Skyldnere” er ikke ligefrem et Bud; nei, du fortæller simpelthen vor Herre, at du forlader din Broder hans Skyld. Men kom ihu, at du skal tale Sandhed, saavel naar du taler til Mennesker, som naar du beder til den alvidende Gud. Saa dyng ikke Synd paa Synd; lyv ikke for Gud, idet du beder til ham; fortæl ikke Gud, at du tilgiver din Broder, naar du dog kan mærke paa dit eget Hjerte, at det huser Nag og Uvillie mod ham. I Bjergprædikenen siger Frelseren, at naar et Menneske vil ofre sin Gave paa Alteret, og han kommer ihu, at hans Broder haver Noget imod ham, saa skal han først gaae hen og forlige sig med sin Modstander, og derpaa komme igjen. Saaledes skal ogsaa du, naar du kommer til Ordene: “som vi forlade vore Skyldnere”, standse ved dem, dersom du ei kan udtale dem med Sandhed, for først at kjæmpe med dit eget haarde Hjerte, indtil du har bøiet det. Begynd saa forfra, og naar du saa vender tilbage til Ordene: “som vi forlade vore Skyldnere”, da ville de lyde som et Seirsraab fra et Hjerte, der har overvundet sig selv. Paa Klangen kan du kjende, om det er Sandhed eller Usandhed, du fortæller Gud. Dersom din Sjæl halvt skamfuld lister sig hen over Ordene, da er det Usandhed, men hvis derimod en Klang af Seirsfryd ledsager dem, da er det Sandhed. Og i denne Seirsfryd er der tillige et Haab om, at din Broder vil tilgive dig, hvad du maatte have forseet dig mod ham. Thi idet du siger: “som vi forlader vore Skyldnere”, saa siger du ikke alene “som jeg forlader min Broder hans Brøst”, men du siger ogsaa: “”som min Broder forlader mig min Skyld.” For dit eget Vedkommende er det en Kjendsgjerning, som du fortæller Gud, men med Hensyn til din Broder er der et Haab og en sikker Fortrøstning om, at han vil tilgive dig.

Hvad er det, som vi bønfalde Gud om at tilgive os? Hvad er det, som vi skulle tilgiv, den Ene den Anden? Vi tænke altfor ofte kun paa enkelte brødefulde Gjerninger, enkelte syndige Ord og Tanker. Men det er at tage Sagen altfor overfladisk, det er kun Syndens Frugter; Syndens Rod ligger dybere, den ligger i Hjertelaget, i vort hele aandelige Væsen. Mærker du end Gjenfødselsens Kraft, saa mærker du i Sanhded ogsaa, at den ei endnu har gjennemsyret hele dit Væsen, og a der i din Sjæl er mørke Dyb, hvorhen Guds Lys endnu ikke har naaet. Denne Erkjendelse af Menneskets syndige Væsen findes allerede i det Gamle Testamente. Saaledes siger Eliphas i det fjerde Capitel af Jobs Bog:

Og et Ord sneg sig til mig,
Mit øre fanged dets hviskende Røst
Under Nattesyners Tanker,
Mens over Menneskene sig sænked
Den dybe Søvn
Skræk greb mig og Bæven,
Gysen gik gjennem Marv og Been.
Og et Aandepust strøg forbi mit Ansigt,
Haarerne reiste sig paa mit Hoved.
Der stod det, – noget Ukjendt, –
I en Skikkelse for mine Øjne;
Jeg hørte en Røst sin en Luftning:
“Er et Menneske retfærdigt for Gud?
En Mand reen for sin Skaber?
See, han stoler ei paa sine Tjenere,
Lægger sine Sendebud Daarskab til Last,
Hvor meget mere dem,
Der have Hytter af Leer til Bo,
Og støv til Oprindelse!”

Den dybeste Erkjendelse af Synden udtaler David i sin Psalme, hvor han siger:

See! i Skyld er jeg født,
Og i Synd har min Moder undfanget mig,

thi ved disse Ord giver han tilkjende, at Synden er sammenvævet med vort Væsen fr vor Tilværelses første Spire. Naar Solen beskinner dig, da seer du Skyggen følge dig, hvorhen du gaaer, men er du hyllet i Mørke, da seer du ingen Skygge; saaledes seer du Synden følge din Sjæl, nar Naaden straaler over dig, men er du skjult i Fortabelsens Mørke, da seer du ingen Synd. Synden er hos dig i dine bedste, i dine helligste Øieblik. Der er ikke Talen om, at du i en nok saa lille Stund er syndefri, men kun om en større eller mindre Syndeskyld. Synden følger med ind i din Bøn til Gud. Du kan kun stammende sige: “Vor Fader, som er i Himlene”, thi end lykkedes det dig aldrig at sige disse Ord saaledes, at du i Tanken savnede Menneskene, de nære og de fjerne, de gjenfødte og syndebetyngede, dem, der elske dig, og dem, der hade dig, med den Kjærlighed, som du har til dig selv. Lader os bede med David;

Skab mig et reent Hjerte, o Gud!
Forny en stadig Aand i mit Indre!
Kast mig ei bort fra dit Aasyn!
Tag ei din Helligaand fra mig!
See! Du har Lyt til Sandhd i Hjertets Vraa,
Saa lære du dets dunkle Dyb din Viisdom!

Det kommer ikke alene an paa at modarbide en enkelt syndig Tilbøjelighed og Svaghed, det gjælder om, saa at sige at kulegrave din Sjæl, at omdanne Hjertelaget, at løfte Aanden fra det Smaalige til det Storslaaede, fra det Timelige til det Evige, fra det Forkrænkelige til det Uforkrænkelige, fra Død til Liv, fra Synd til Naade, fra Verden til Gud. Naar du derfor beder: “forlad os vor Skyld”, da skal du ikke alene tænkte paa enkelte syndige Gjerninger, men paa den hele ufuldkomne, andelige Tilstand, paa alt det syndige Væsen, der er sammenvævet med din Sjæl; og du skal bønfalde Gud om, at han vil lade sig nøie med, at det evige Livs Kræfter ei røre sig hos dig med større Styrke, ei gjennemsyre hele dit Indre. Og naar du beder; “som vi forlade vore Skyldnere,” saa skal du heller ikke kun tænke paa de enkelte Forseelelser, som falde din Broder til Last. Du skal tilgive ham, at han er svag som du, at han er et ufuldkomment Væsen som du. Bønnen; “Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere”, indbefatter Budet af Frelseren; “Dømmer ikke, paa det I ikke skulle dømmes, thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes.” Du forlader nemlig ikke din Broder hans Skyld, naar du fælder dom over ham en haard, streng, ubarmhjertig Dom; kom ihu, du dømmer dig selv, idet du dømmer ham. Saa bønfalde vi dig, o Gud, at vi altid maae kunne bede med et sanddru Hjerte: “Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere!”

Guds Fred til jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener, Prædikener-Historiske, Teologi

Tags: 22. søndag efter Trinitatis, D. G. Monrad, Historisk prædiken, Matthæusevangeliet, Prædiken