Kirken er ikke bare en bygning, men derimod en levende organisme – et udtryk for Jesu Kristi vilje.

Hvad forstår vi ved kirken? Hvilken rolle og hvilken betydning har den for den kristnes liv. Er det bare en bygning eller en statsinstitution. Det giver O. Lund Pallesen sit bud på i denne artikel fra den højkirkelig bevægelses blad Re-Formatio (2. årgang, nummer 4, 1959).

Artiklen er anden del i en serie i Re-formatio med titlen: Højkirkelighedens anliggende.

Kirken er en levende organisme

O. Lund Pallesen

Kirkesynet har givet højkirkeligheden navn og hører derfor med som afgørende del i anliggendet.

Kirken er udtryk for Jesu Kristi vilje – og ikke en senere tids misforståelse. Den er ikke bare stiftet af ham som en synlig organisation og en åndelig institution, men den er skabt af hans ånd og født til verden som et levende væsen på en bestemt dag i verdenshistorien. Den har sit indre liv, som er Kristi liv. Den har del i hans væsen. Den er ånden bolig og har del i den kommende verdens kræfter. Dens hemmelige væsen er selvsagt skjult og er genstand for tro. Den er vor moder, en organisme, hvorpå vi indpodes i den hellige dåb, og hvorfra vi får vor næring, fyldigst i den hellige nadver. Den består derfor af et folk, der er organisk forbundet med den levende og opstandne Herre, Jesus Kristus, og til hvilket han stadig giver og ofrer sig selv og drager det med ind i sit eget evige offer til Faderen.

Men kirken har også sin ydre side, sin skikkelse. Den er et Gudsfolk af syndere, hvori evangeliet rettelig læres og sakramenterne forvaltes efter Herrens indstiftelse – alt under det kirkelige embedes orden.
Den er een , trods alle forskelle i afdelinger og grene, fordi Kristus er een , kommet i kødet. Den er hellig, fordi Gud er hellig og selv udvælger og skaber sig sit folk. Den er katholsk, bestemt for alle, fordi Kristus henvender sig til mennesket i alle – og dermed til alle mennesker uden hensyn til de forskelle, som race, milieu og sociale skranker sætter. Den er principielt international og enhver nations gæst, skønt den antager klædedragt efter det folk, den bor hos, og ofte må tåle overgreb på sin frihed, fordi nationer og statsledere misforstår dens tjenergerning og tager den forfængelig for denne verden. Og så er den apostolsk, fordi den beror på historisk rod og sendelse og derfor ikke lader sig omdanne eller justere i sit væsen af de forskellige tiders vekslende tankesæt, kulturbevidsthed, livsform eller filosofi, i den forstand følger den ikke med tiden, selv om den har forpligtelse til at tale så tydeligt som muligt, for at mennesker kan tilegne sig dens budskab uden at bedrages for dets egentlige indhold. Den kirke bekender vi i trosbekendelsen vor tro på – ikke alene, at den er der, men vor tillid til den. Den er som et stort træ, hvis rod grunder i Gud, hvis stamme er Jesus Kristus, hvis livskraft er ånden, og hvis grene, kristenfolket, stræber mod himlen og lyset fra den kommende Kristi dag. Vi ser på den danske evangelisk-lutherske kirke som den hellige almindelige kirkes form hos os. Vi vil værne om dens sande katholicitet og søge at bringe større forståelse for og klarhed over denne.

I de forskellige afskygninger af kirkesynet, som med rette vil kunne kaldes højkirkelige, kan man, groft sagt, finde to tendenser repræsenteret. Dels en gruppe, som vil lægge særlig vægt på det institutionelle, dels en anden, som i højere grad vil gøre det sakramentale i kirkens væsen gældende.

Institutionskirken vil være tilbøjelig til at lægge hovedvægten på Jesu Kristi formelle indstiftelse af kirken som et af ham ordnet og villet samfund af en ganske bestemt struktur. Den vil urgere den synlige organisation, hvis grænser man mere eller mindre skarpt vil gøre til eet med den sande kirkes grænser. Man møder her en vægtlæggen på embedet, der kan føre til dets opdeling i grader og i nogle former vil gå i retning af at gøre nådemidlernes virkning afhængig af et reet forhold til institutionen, der i øvrigt også let vil kunne optræde som politisk faktor.
Den mere sakramentalt orienterede kirkeforståelse gør i højere gradsbetegnelse af kirken som Kristi legeme gældende. Kirkens fundament er her ikke først og fremmest indstiftelsesord af herren, men selve nærværet af hans frelsesvirkelighed d.v.s. af inkarnation. Kirken betegner her afgørende en fortsættelse af Kristi inkarnation i selve sit væsen. Ordet, som blev kød, er i samme Jesus af Nazareth blevet kirke. Kristus stiger ved åndens skabende formidling ned i syndig menneskenatur, således at selve menneskevordelsen i historien. Han gør sig nu til eet med det syndige menneske – men ikke til eet med synden. Menighedens, kirkens liv er et liv ”i Kristus”, og dens substans er Kristi eget liv. Kirkesynet med denne dominans vil farve anskuelsen af embedet og det i øvrigt institutionel bestemte.

Hvad enten man nu i sin anskuelse lægger hovedvægten på det institutionelle eller på det sakramentale i kirkens væsen, er kirken under højkirkeligt syn altid udtryk for Kristi fortsatte inkarnation på jorden.
Vi kan godt arbejde med synlig og usynlig side i kirken, men ikke således, at kun den usynlige gøres til sand kirke. For os har den sande kirke også altid en synlig skikkelse. Der er ikke to kirker, men een. Den stridende kirke på jorden, der al sin synd og skrøbelighed til trods er een, hellig, katholsk og apostolsk. For os drejer det sig om at erkende dette og leve vort liv i kirken i denne erkendelses lys. VI skal, når talen er om kirken ikke flygte fra vor erkendbare verden over i noget usynligt alene, som vi nok mener at kunne tillægge alle disse trosbekendelsens fine egenskaber. For Kristus kom til os her – og er hos os her, og alene i kraft af hans nærværende liv er kirken – også i al sin ydre elendighed – ja, netop i med og under den – det, trosbekendelsen siger om den.

Guds Fred til jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibelstudie, Gudstjeneste, Højkirkelighed, Højtider - Pinse, Helligånd, Jesus Kristus, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Sakramenter, Teologi

Tags: Folkekirke, Højkirkelig, Jesus Kristus, Kirke, O. Lund Pallesen, Re-formatio, Sakramenter, Statskirke