I dag kan du læse an artikel bragt i det højkirkelige blad Re-formatio i 1966 (9. årgang nr. 5) af nu afdøde præst C. B. Hansen.

Artiklen omhandler den såkaldte “folkelighed” i Folkekirken. Har så meget forandret sig?

Det Folkelige Danmark

Hvad var egentlig Prøjsen? Navnet fik det fra en baltisk folkestamme, prøjserne, som man ellers intet ved om, ud over at den ikke hørte til Tyskland, og at tyskerne snart fik den udryddet. Sit fyrstehus fik Prøjsen fra Hohenzollern i det fjerne Sydtyskland. Var Prøjsen Østprøjsen? eller Vestprøjsen? Hvem kan finde Vestprøjsen på noget kort? Eller var det For- og Bagpommern, eller Brandenburg? O.s.v. I den forbindelse fristes man til at give den tyske idealistiske filosofi, der jo må have forstand på de dele, ret, når den bestemmer det dæmoniske som noget ikkeeksisterende, et begreb, der dog søger at tilrane og fylde sig med virkelig eksistens.

Begreber uden grundlag i virkeligheden, blændværk, der dog formår at give det udseende af at være en realitet, kan gennem lange tider forkvakle og intimidere omverdenen. Som Prøjsen, skønt det ikke eksisterede, kunne pine og plage Europa gennem mere end 300 år, har den kunstige folkelighed spøgt i vort land i et helt sekel. Den har forstået at spille på hele registret fra det højtravende til det fladbundede. Den skaffede os ”et Dannevirke i Brystet”, så vi blev snydt for de nødvendige bevillinger til forsvaret. Den fik forsvarlig kristendomsundervisning afløst af levende fortælling, bibelhistorie i spandevis og dernæst værdiløs anskuelsesundervisning. De den bestemte, at danskerne skulle være mere folkelige end andre folk, måtte vore forskere gøre deres egne mageløse opdagelser for at opdage, hvad man i udlandet uden særlige krumspring kunne finde ud af eller også forbigik som selvfølgeligheder, som enhver kunne sige sig selv.

Men ikke alle danskere måtte gælde for at være lige folkelige. Embedsmænd og præster, hvis de da ikke foretrak at underkaste sig og spille rollen som det folkeliges ydmyge tjenere og eftersnakkere. Alligevel undså folkelighedens bannerførere sig ikke for at lade deres overskydende sønner få en akademisk uddannelse, så at de kunne blive magistre. Til bod kunne de jo så skrive disputatser om folkelige emner. Men samtidig tudede man præsterne ørene fulde om, at de, der havde læst på universitetet ikke var kvalificerede til præstegerningen, medmindre de supplerede deres uddannelse med et højskoleophold på mindst 2 år.

Det folkelige var altid trumfkortet. Var de folkelige i flertal, havde de krav på magten som repræsenterende folkeviljen. Var de det ikke, burde de alligevel råde, især inden for Kirke- (undskyld, Menigheds-) livet, al den stund de jo repræsenterede det ”jævne”, ”stilfærdige”, det ”redelige” i modsætning til præstevælde, aktivisme og kunstigt ”udanskt” væsen.

Som folkelig er man nemlig frisindet, og kun frisindede skal have lov til at ytre sig. Derfor må enhver tiltrædende, jubilerende eller afgående præst bedyre, at han ikke har højkirkelige nykker, ikke vil herske, men føler sig som menighedens tjener, eller også vil interviewerne selv lægge ofret disse forsikringer i munden. De står nemlig i fast folkelig kliché. Præster som sådanne bør der sparkes til, for der er jo i et folkeligt samfund ikke andre egentlige stænder tilbage at sparke – og almindelige faggrupper skal nok sørge for at pålægge deres præste- (undskyld, fag-) forening at sørge for, at deres medlemmer får en anstændig offentlig omtale. Ikke alene præsteforeningen, men alle er rørende enige om, at præster frit kan kanøfles. Selv et ikke typisk folkeligt blad som det konservative Aarhuus Stiftstidende brugte det meste af sidste vinter til nedladende, hånende og bagvaskende omtale af præstestanden som sådan, og det skønt dets ansvarshavende chefredaktør er høj rotarianer.

Imidlertid som det bluff der folkelige er, er det dobbeltbundet og har i virkeligheden intet imod præstedyrkelse, vel at mærke når det drejer sig om præster af dets egene observans. De har altid en god presse og er totalfredede hele året.

Men sig mig: Hvor møder man da denne folkelighed? Den er lige så svær at lokalisere som Prøjsen. Begrebet folkelighed var ganske vist meget yndet i vide kredse som ideologi (et moderne navn for kogleri og dæmonisk blændværk) og var af betydelig værdi som demagogisk våben i den politiske og kulturelle magtkamp; men folkelighed som sådan har aldrig eksisteret. Til hovedstæder støbtes den ikke og da navnlig ikke, som mange ganske vist tror, til landet. For det har jo hos os alle dage været det store folkelig vakuum, der grådigt sugede byernes tarveligste og billigste frembringelser til sig og siede de værdifulde fra. Virkelig folkelighed er ikke noget i sig selv. Den er en genspejling af sand og levende religion og er derfor aldrig selvbestaltet, selvoptaget eller sig selv bevidst. Følgelig havde vore landmænd sjældent anlæg for den egentlige folkelighed, og da de gode tider for landbruget ophørte, havde de ikke tid til at befatte sig mere med den kunstige. Det folkelige skin skallede af; og tilbage stod nogle ærlige, jordbundne men sørgeligt ufolkelige og humorforladte farmere.

Dette omsving skete næsten lige så hurtigt som marskallerne Chukovs og Konievs komme til Berlin fik Prøjsen til at opløse sig i den blå luft. Tilbage er kun nogle få bunkers og pindsvinestillinger i højskoler og grundtvigske præstegårde og som Ulveskansen Skive Folkeblad. I Sønder Omme kæmpes der endnu i løbegangene. Her søger en afgået grundtvigsk tidehvervspræst at vælte sin lovligt valgte og lovligt kaldede efterfølger af pinden – faktisk hjulpet i sine bestræbelser af biskoppens vægring ved at gribe ind. ”Jeg er jo ikke Vorherre”, sagde han. Hertil bemærkede B.T., at biskoppen i dette tilfælde var endnu nærmer til at tage affære en Vorherre selv.

Det er altså kommet dertil, at et boulevardblad har mere forståelse for ansvar og autoritetsudøvelse end visse folkelige kredse, som gerne forveksler den slags med magtsyge, de selv vil skyde deres modpart i skoene.
Dertil kommer endelig, at folkelige biskopper, folkets og statens mænd, ikke føler sig som Vorherres jordiske efterfølgeres efterfølgere, og deri har de i en vis forstand ret.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Diverse

Tags: C. B. Hansen, Folkekirken, Folkelighed, Højkirkelig, Højkirkelighed, Re-formatio