Prædiken – 3. søndag efter Trinitatis
Givet i Ledøje Kirke 6. juli 2025
Han bliver ved, indtil Han finder os!
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Lukasevangeliet 15,1-10
Dagens Evangelium fortsætter nærmest, hvor sidste søndags Evangelium endte. Her hørte vi lignelsen om Det Store Festmåltid, og efter denne lignelse hører vi i Lukasevangeliet Jesus tale om de omkostninger, der er forbundet med at følge Ham, og så fortsætter evangelisten med læsningen, som vi netop har hørt.
Her hører vi to lignelser; lignelsen om det mistede får og lignelsen om den mistede mønt. Ja, faktisk bør man inkludere lignelsen om den fortabte søn, der følger umiddelbart efter, da de tre lignelser udgør et samlet hele, hvor det gennemgående tema er fortabtheden og det at blive fundet af Gud igen. Men lignelsen om den fortabte søn, venter vi med til 3. søndag efter Trinitatis – næste år – hvor vi skal læse 2. tekstrække.
Men alle tre lignelser fortælles udover til toldere og syndere, også til farisæerne og de skriftkloge, som Jesus stikker til ved at lade de tre hovedpersoner være nogle af de mest uglesete mennesker i datidens samfund; hyrden, kvinden – særligt denne kvinde, der lyder som hun er enlig – og endelig en oprørsk søn.
Men lad os koncentrere os om de to lignelser vi netop har hørt; om fåret og mønten. Lignelser er som I jo nok ved en måde, hvorpå vi med eksempler fra denne verden fortæller noget om Gud.
I den første lignelse hører vi om hyrden – underforstået Jesus – der efterlader de 99 får – for at gå ud og lede efter det ene får, der er forsvundet – altså får hentet ét menneske, der er kommet på afveje, tilbage til Gud. Og lignelsen afsluttes med ordene: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
I den anden lignelse er Jesus symboliseret ved kvinden, der viser Guds moderlige omsorg, der taber en mønt – en drakme – hvilket svarer til en dagløn. Ikke et fyrsteligt beløb, men alligevel leder Gud med lys og lygte og fejer og roder rundt i støvet for at finde det menneske, der er blevet tabt. Og her afsluttes lignelsen med ordene: der, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.
Gud og Himlens glæde over at én synder omvender sig er overvældende.
De to lignelser sigter blandt andet, som sagt, til farisæerne og de skriftkloge, der har en fast overbevisning om, at netop de, på grund af deres overholdelse af Loven og deres sociale status, er blandt de retfærdige hos Gud, og derfor har Guds udelte opmærksomhed. Men med lignelsen gør Jesus det klart for dem, at Gud glæder sig mere over, at én af disse udstødte syndere kommer til Ham, end nioghalvfems, der allerede er frelste. Det er ikke, de raske Han er kommet for at helbrede, men de syge.
Men udover at være en opsang til farisæerne, så har lignelserne som sagt det overordnede tema: at når vi er fortabte, så vil Gud gøre alt for at finde os igen! Og lignelserne fortæller os noget vigtigt om Gud; noget der er værd at hæfte sig ved: De viser os, hvordan Gud er. De viser os, at Gud ikke bare tager imod de ”frelste”, Han tager imod alle. Og Han tager ikke bare imod dem, der kommer til Ham. Han sendte sin Søn for at lede efter dem – for at bringe dem tilbage. Guds inderligste ønske er nemlig, at vi kommer til Ham eller tilbage til Ham, uanset hvor meget på afveje vi måtte være. Og selv om vi måtte tro, vi ikke er det værd, så viser Han os her, at det er vi.
Han opgiver os ikke. Derfor siger Jesus heller ikke, at hyrden eller kvinden leder i så og så lang tid. I begge lignelser hører vi, at de leder indtil – indtil – de har fundet det de leder efter. Guds tålmodighed er grænseløs. Og det er Evangeliet – det er det glædelige budskab – at det aldrig er for sent at komme til Ham, at det aldrig er for sent at omvende sig.
Og sagen er, at det ofte sker, at vi kommer på afveje, at vi som fårene, vandrer bort fra hyrden, fordi vi distraheres af vores egne behov eller ønsker. Men hvordan eller hvorfor er det vi bliver væk for Ham?! Og hvorfor synes det nogle gange, som vi nærmest aktivt forsøger at holde os borte fra Ham?!
Jeg tror, at svaret simpelthen er, at vi synes, det kræver for meget af os! Gud stiller for store krav til os. For at leve med Gud kræver nemlig af os, at vi er villige til at ændre os. At vi er villige til at lægge vores liv om. Det er derfor, det hedder omvendelse – et ord der for mange lyder meget helligt – men i bund og grund blot betyder, at man vender om. Vender om fra den vej man går ad, og vælger en ny vej i stedet.
Og det er svært. Det kræver arbejde. Det kræver noget af os. Det kræver, at man er villig til at se sine egne begrænsninger og fejl i øjnene og ændre sig. Og det er noget de færreste bryder sig om.
Måske derfor forsøger vi ofte at tilpasse Evangeliet til vores ønsker. ”Hvis Gud er kærlighed, så vil Han jo tilgive alt”, forsøger vi at overbevise os selv om. Eller vi siger til os selv: ”Så slemt er det vel heller ikke lige at…”, selv om vi godt ved, at det ikke er sådan vi burde gøre. Sagen er: Vi vil have Gud på den måde, der passer os bedst. Vi vil have, at Han indretter sig efter os – ikke omvendt!
Så man læser i Bibelen, man går i kirke, synger med på salmerne, får del i Kristus – i Gud selv – ved nadveren og man får tilgivelsen, men når man går ud af Kirken efter gudstjenesten, er det som man siger; der er det verdslige og det åndelige rige – det der har med troen at gøre og det der har med det rigtige liv at gøre. Derfor behøver jeg ikke – ja, jeg kan ikke – leve som Kristus siger, for når de forretninger, politik, sport, foreninger osv. er enhver jo sig selv nærmest, også selv om det betyder, at man må svigte eller såre næsten.
Men vi tager fejl, hvis vi tror, at Gud er begrænset til Kirken, gudstjenesten eller din egen bøn. At tage imod Kristus som Herre og Frelser, betyder at man lever med Ham, at man tager Ham ind i sit liv og prøver at leve som Han. Læg mærke til beretningen om den samaritanske kvinde ved brønden (Joh. 4,1-30). Hun lever et syndigt liv, men da hun indser, hvem Jesus er omvender hun sig. Det er ikke Jesus, der ændrer sig. Det er kvinden, der ændrer sig!
Og sådan bør det være for os. Hver gang vi bliver væk – og Han finder os – så bør vi ændre os. Og når vi bliver væk fra Ham igen og atter findes – så må vi ændre os igen. Hver gang vi bliver væk og Han finder os, må vi arbejde videre for at blive som Han.
Og når vi beder, skal det være med bønnen om, at vi, hver gang vi bliver væk, bliver fundet og tilgivet og bliver styrket i vores bestræbelser på, at blive som Kristus, med Guds hjælp.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!
Kategorier:Bibel-Lukasevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar