Du kan idag læse første kapitel af Baxter Kruger, bog ”The Mediation of Jesus Christ”, oversat af mine kære ven og kollega pastor Mads Weng.

Du kan også besøge pastor Wengs glimrende podcast; “Den Teologiske Tyv”, hvor du kan høre kapitlet oplæst.

https://denteologisketyv.buzzsprout.com/

Jesus Kristus:
Formidleren af Skabelsen¹

Når de fleste af os hører navnet Jesus, tænker vi på en enkelt mand, der levede, døde på et kors og opstod. Ifølge vores tradition var og er Jesus et virkeligt menneske. Han levede, døde, opstod og steg op til Faderen. Det, jeg kalder vores store blinde plet i Vesten, ligger ikke så meget her, men i det faktum, at vi ikke ser nogen reel forbindelse eller relation mellem Jesus og os selv, og mellem det, der skete med ham i hans liv, død, opstandelse og himmelfart, og os.

Selvom vi let antager, at hele menneskeheden faldt i Adam, ser vi kun Jesu død som en Guds handling for os, men ikke som en handling, der involverede os – os alle og hele skabelsen. Hans død og opstandelse var ting, der skete med ham, ikke med os. De var ganske vist beregnet til vores gavn, men menneskeheden var tilskuer til disse begivenheder og er på ingen måde forbundet eller relateret til ham i hans død og opstandelse – før vi gør noget for at bringe Jesus ind i vores liv i dag.

Denne antagelse om adskillelse mellem Jesus og os er efter min mening en af ​​de grundlæggende fejl i den vestlige kristendom.

Adskillelsens blinde plet avler og foreviger en lang række ‘os-dem’-opdelinger, herunder og især religiøse opdelinger, der ødelægger vores liv og planeten. Desuden gør denne antagelse nødvendigvis vores tro til et arbejde, en gerning vi gør, der relaterer os til en fraværende Jesus, snarere end en svimlende, befriende, håbefuld opdagelse af virkeligheden af ​​hans forening med os og med hele skabelsen.

En sådan Jesus kan give perfekt mening for os i vores individualistiske tankegang, men jeg hævder, at den forråder apostlenes og den tidlige kirkes Jesus.

Den apostoliske Jesus er Faderens evige Søn og den Ene, der er salvet i Ånden, og han er den Ene, i og gennem og ved hvem alle ting blev skabt og konstant opretholdes.

Disse tre grundlæggende sandheder om Jesus Kristus er sjældent blevet holdt sammen med inkarnationen i den vestlige kristendom. Og denne fiasko har næret det undertrykkende racemæssige, relationelle, seksuelle, økologiske, miljømæssige, religiøse og politiske og sociale helvede, vi befinder os i i dag.

Når disse tre virkeligheder – at Jesus er Faderens evige Søn, og den Ene salvet i Ånden, og den Ene i og gennem og ved hvem alt blev skabt og konstant opretholdes – ses sammen og tages alvorligt i den inkarnerede Søn, befinder vi os pludselig foran en Jesus, der er langt større, end vi har turdet drømme om. Denne Jesus er kilden til alt liv, formidleren af ​​al eksistens, centrum for hele kosmos, “verdens lys” (Johannes 8,12) og den eneste årsag til skabelsens fortsatte eksistens. Han er “Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden” (Åb 22,13). Denne Jesus Kristus er “kongernes Konge og herrernes Herre” (1 Tim 6,15; Åb 17,14; 19,16).

At tale om denne Jesus er at tale definitivt, endegyldigt om Guds væsen, men også om hele skabelsen og menneskeheden og om deres forhold til hinanden. I denne inkarnerede Søn er den treenige Guds og skabelsens og hele menneskehedens liv ikke adskilt, men bundet sammen i et forhold, ja, i forening.

Jesus selv er den, i hvem disse forhold stammer og opretholdes. Han er foreningen.

Bag denne forbløffende sandhed står to realiteter, som vi skal tage os tid til at bemærke med stor omhu. For det første er Jesus Kristus Faderens evige, elskede Søn, som deler alt med Ham i Helligåndens fællesskab. Athanasius citerer i sin afhandling Mod Arianerne præsbyteren Arius’ bog Thalia, der siger, at “Gud var ikke altid Fader. Han var Gud alene og ensom, før Han var Faderen, og bagefter blev Han Fader.“²

Implikationerne af en sådan opfattelse er overvældende og flerdimensionelle. Ikke mindst tvinger den os til at søge efter Guds ‘natur’ og ‘karakter’ ud over den hellige Treenighed.

I år 325 e.Kr. blev Nikæa-koncilet indkaldt for at behandle netop dette spørgsmål og konkluderede, at forholdet mellem Faderen og Sønnen ikke er skabt, men guddommeligt og evigt.

Jesus Kristus er ikke en skabning, men “Lys fra Lys, virkelig Gud af virkelig Gud, undfanget, ikke skabt, af samme væsen som Faderen” (homoousios to Patri/ὁμοούσιον τῷ πατρί). Denne kritiske sætning er nedfældet i hjertet af den nikænske trosbekendelse.

For Athanasius var der aldrig en tid, hvor Faderen var uden sin Søn og Ånd,³ eksisterede alene som en abstrakt, ikke-relationel, enkeltpersonlig guddom, blot Gud og ikke Fader. Som han sagde direkte: “Den Hellige Treenighed er ikke noget skabt væsen.“⁴ Og som Hilarius af Poitiers erklærede:

Jeg husker på, at selve kernen i en frelsende tro er troen ikke blot på Gud, men på Gud som Fader; ikke blot på Kristus, men på Kristus som Guds Søn; på Ham, ikke som en skabning, men som Gud Skaberen, født af Gud.⁵

Her står vi foran Guds væsens skønne hemmelighed.

Tre guddommelige personer, der fuldstændigt bor i hinanden i udelelig enhed uden tab af distinkt personlighed – perichoresis.⁶ Der er ingen dimension af guddommelig væren dybere end eller hinsides eller før fællesskabet mellem de velsignede Tre, som lever for evigt i udelelig enhed og kærlighed.

Dette forhold mellem Fader, Søn og Ånd er ikke nyt, ikke blot en form, som den skjulte og ukendelige Gud antog under inkarnationen; det begyndte ikke julemorgen. Dette er, hvem Gud er og altid har været og altid vil være. Og dette guddommelige forhold danner skabelsens skød.

For det andet er derfor enhver Guds handling en trinitarisk handling, der udspringer af og involverer forholdet, den udelelige enhed, mellem Faderen, Sønnen og Ånden.

Alt har derfor, som apostlene opfattede og vidnede om, deres oprindelse og eksistens ikke blot gennem Faderen, men i og gennem og ved Faderens Søn, Jesus Kristus, og i Helligånden. For det er umuligt for Faderen at handle isoleret fra Sønnen og Helligånden. Det trinitariske liv er et liv af udelelig kærlighed og handling.

Lad os her stoppe op og bemærke det apostoliske vidnesbyrd om den forbløffende virkelighed af Jesus Kristus som Skaber og Opretholder af alle ting – Formidleren af Skabelsen. Først fra den store apostel Paulus:

Kolosenserbrevet 1,15-17. ¹⁵Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alt skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, Troner og Herrer, Herskere og Myndigheder. Ved ham og til ham er alt skabt. ¹⁷Han er før alt, og alt opretholdes ved ham. ⁷

1 Korintherbrev 8,6. ⁶ 

Men for os er der kun én Gud, Faderen;  fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus^[1]

Og nu fra forfatteren af ​​Hebræerbrevet og den store apostel Johannes:

Hebræerbrevet 1,1-3. Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, ² men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. ³ Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord.⁸

Johannes 1,1-4. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Han var i begyndelsen hos Gud. ³ Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. ⁴ I ham var liv, og livet var menneskers lys.⁹

Alt “uden undtagelse”, med John Painters enkle sætning,¹⁰ hvad enten det er synligt eller usynligt, i himlene og på jorden, blev til og fortsætter med at eksistere – bliver holdt sammen, opretholdes, gives liv, bevares – i Jesus Kristus, Faderens evige Søn og Salvede.

Det forekommer mig af afgørende betydning at erkende, at det at bekende den evige Treenighed og Jesus Kristus som Skaber og Opretholder af alle ting – Formidleren af Skabelsen – betyder, at der før inkarnationen er et forhold mellem Faderens Søn, Jesus Kristus, og al skabning, inklusive hele menneskeheden.

En monumental implikation af Jesu identitet som Formidleren af Skabelsen er, at Jesus Kristus før vores tro og omvendelse, eller vores dåb og vores deltagelse i nadveren, har et vitalt, altså levende og levendegørende, forhold med os alle.

Skabelsen af ​​alting i og gennem Jesus er ikke som et barn, der blæser sæbebobler op i luften. Når boblerne først er opstået, løsner de sig fra staven og fra barnet.

Barnet kunne gå tilbage ind i huset og se en tegnefilm på tv, og de sæbebobler, det skabte, ville svæve væk uafhængigt af det. Der ville ikke længere være nogen reel forbindelse mellem barnet og de bobler, det havde blæst og skabt. Dette er ikke den apostolske vision om Jesus Kristus som Skaber, for han fortsætter med at opretholde os og give liv til alle. Uden ham ville sæbeboblerne forsvinde.

Vi bør her bemærke et par kommentarer fra Athanasius, hvis hele forståelse af evangeliet drejer sig om forholdet mellem Guds evige Ord og skabelsen.¹¹

Faderens hellige Ord, almægtigt og alfuldkomment, som forener sig med universet og overalt har udfoldet sine egne kræfter, og oplyst alt, både synlige og usynlige ting, holder dem sammen og binder dem til sig selv, idet han ikke har ladet noget være tomt for sin egen kraft, men tværtimod levendegør og opretholder alt overalt…. Og for ikke at bruge tid på at opremse detaljer, hvor sandheden er åbenlys, er der intet, der er og finder sted, som ikke er blevet skabt og står ved Ham og gennem Ham.¹²

Faderen er som eksistensens kilde, og Sønnen er det liv, der flyder fra denne kilde, og hvorved alle skabninger har deres livsprincip og deres bevarelse i den.¹³

Og vi bør bemærke et par udtalelser fra Johannes Calvin, hvoraf den første stammer fra hans kommentar til Johannes 1,4:

Indtil videre har han lært os, at alt blev skabt ved Guds ord. Han tilskriver nu ligeledes ham bevarelsen af ​​det, der var blevet skabt; som om han sagde, at hans kraft ved verdens skabelse ikke blot pludselig viste sig for at forsvinde, men at den er synlig i naturens stabile og faste orden – ligesom Hebræerbrevet 1,3 siger, ”han bærer alt med sit mægtige ord”…. Guds ord var ikke blot livets kilde til al skabning, så de, der endnu ikke havde eksisteret, begyndte at være til, men at hans livgivende kraft får dem til at forblive i deres tilstand. For hvis hans fortsatte inspiration ikke  holdt verden i live, ville enhver blomstring uden tvivl øjeblikkeligt forfalde eller blive reduceret til ingenting. Kort sagt, hvad Paulus tilskriver Gud, at ”i ham lever vi, ånder vi og er vi” (ApG 17,28), erklærer Johannes at være opnået ved Ordets velsignelse. Det er derfor Gud, der giver os liv; men Han gør det ved det evige Ord.¹⁴

Den samme pointe fremføres i Calvins prædiken over Johannes 1,1-5.

Der er to ting, vi skal overveje grundigt. For det første, at vi har begyndelse og liv gennem dette Ord. For det andet, at vi opretholdes gennem Ham – og ikke kun vi, men hele verden.¹⁵

[Og] vi kan se Ham i alle skabninger, fordi Han opretholder alt.¹⁶

Og bemærk følgende fra hans kommentar til Første Mosebog:

Tidligere var direkte kommunikation med Gud kilden til liv for Adam; men fra det øjeblik, hvor han blev fremmedgjort fra Gud, var det nødvendigt, at han skulle genvinde livet ved Kristi død, ved hvis liv han dengang levede.¹⁷

I overensstemmelse med apostlene og tidlige ledere som Athanasius gør Calvin sig umage med at påpege, at skabelsen og den fortsatte eksistens af alle ting udspringer af Jesus Kristus. Dette er ikke en ny indsigt, men en del af fundamentet for den vedholdende tradition. Jesus er Formidler af Skabelsen, han var ikke kun formidler for længe siden.

Ligeledes kommenterer trappistmunken og mystikeren Thomas Merton:

“Alle skabninger, åndelige og materielle, er skabt i, gennem og af Kristus, Guds Ord … [D]et er Ham, der opretholder dem i eksistens. I Ham ‘holder de sammen’. Uden Ham ville de falde fra hinanden.”¹⁸

Og professor Colin Gunton skriver:

“Der er allerede og altid et forhold mellem Guds Søn og verden, og det tager nu, unikt, form af personlig tilstedeværelse.”¹⁹ Og Karl Barth: “Mennesket eksisterer slet ikke i sig selv …. Mennesket eksisterer i Jesus Kristus og kun i Ham.”²⁰

Selv denne lille samling af citater om Jesus som Skaberen og Opretholderen af ​​alle ting – Formidleren af Skabelsen – afslører vores katastrofale antagelse om adskillelse.

Men en del af skylden her kan faktisk falde på Calvin, som synes at modsige sine egne tanker i sin berømte begyndelse på den tredje bog af sine Institutter for den Kristne Religion.

I den anden bog fremlægger Calvin sin vision om Kristi fuldendte værk og opsummerer det smukt: “Vi ser, at hele vores frelse i alle dens dele er omfattet i Kristus [ApG 4,12]. Vi bør derfor passe på ikke at få den mindste del af den fra noget andet sted.“²¹ Derefter åbner han straks den tredje bog med denne udtalelse:

Hvordan modtager vi de goder, som Faderen skænkede sin enbårne søn – ikke til Kristi eget private brug, men for at han kunne berige fattige og trængende mennesker? For det første må vi forstå, at så længe Kristus forbliver uden for os, og vi er adskilt fra ham, forbliver alt, hvad han har lidt og gjort for menneskehedens frelse, nytteløst og uden værdi for os.²²

Det her er ikke stedet for en fuldstændig diskussion af, hvad Calvin måske eller måske ikke siger i det samlede billede af sin teologi.²³ Men at tage denne udtalelse for pålydende bringer to spørgsmål i skarp fokus.

For det første, skal vi tænke på Jesus som en slags isoleret “beholder”, i hvem alt hans guddommelige liv og frelse er placeret i afkobling fra os og hans skabelse?

Hvordan kunne dette være tilfældet, hvis Jesus er, og ikke blot var, Formidleren af Skabelsen, så alt kontinuerligt får deres eksistens og liv fra ham?

For det andet, er det muligt for Helligånden at blive adskilt fra Jesus, at gå eller være et sted, hvor Jesus ikke er? Calvin synes at antyde, i det mindste her, at der er et deleligt og afbrydeligt forhold mellem Jesus og Ånden, så Helligånden kan komme til os og virke i os, måske på baggrund af, hvad Jesus gjorde i sin “adskillelse fra os”, og lede os til tro på Jesus – og først da er vi forenet med Kristus.²⁴

Men forholdet mellem Jesus og Ånden er, som vi vil se senere, og faktisk som vi allerede kan se, et udeleligt, ubrydeligt forhold. I stedet for at tænke på Helligånden, der krydser en kløft, som Jesus ikke har krydset på sin inkarnerede rejse, nemlig ind i vores mørke, og derefter giver os tro til at tro – uafhængigt af Jesus – så vi kan blive forenet med Kristus og modtage hans velsignelser, hævder jeg det modsatte: at Helligånden ledsagede Jesus ind i vores store vildfarelse, og således, indefra mørket og faktisk indefra vores egne sjæle, vidner Helligånden sammen med vores sjæle om virkeligheden af ​​vores forening med Jesus, Formidleren af Skabelsen – så vi derefter kan tro på denne Jesus og opleve hans liv.

Bag disse spørgsmål ligger mere grundlæggende spørgsmål: Brød den evige Søn og Salvede sit forhold til sin Fader og Helligånden, da han blev et menneske, i en slags guddommelig skilsmisse, som om han ikke længere levede i udelelig forening med dem?

Er det bibelsk og apostolisk at tænke på Jesus Kristus i en sådan isolation fra Faderen og Helligånden? Og opløste han sit forhold til menneskeheden og al skabelse i sin inkarnation, så den Ene, i hvem alle ting blev skabt og kontinuerligt opretholdes, pludselig abdicerede dette aspekt af sit væsen?

Giver de passager, vi kort har gennemgået, grundlag for at tro, at skabelsen faktisk eksisterer og fortsat eksisterer uden Skabersønnen? Og dermed spørgsmålet, hvad betyder denne skabelsesformidlers inkarnerede liv, død, opstandelse og himmelfart derfor, hvis ikke at det forhold, han har til hele skabelsen (som fra vores udsigtspunkt blev svækket og truet af Adams fald), nu er helet, genoprettet, fornyet, genskabt og gjort evigt sikkert i ham?

Hvis Jesus ikke var Faderens evige Søn, i og gennem og ved hvem alting skabes og konstant opretholdes, ville det være fornuftigt at se ham som et blot individ, endda et opbevaringssted for nåde, og at se os selv som afkoblet fra ham og uden relation til, hvad der skete med ham. Men i betragtning af at han er Formidleren af Skabelsen, i betragtning af at hans forhold til sin Fader og Helligånden er ubrudt, og i betragtning af at han fortsætter med at opretholde skabelsen, så har det, der sker med ham, dramatiske konsekvenser for alt fra Guds væsen til hvert atom, hele menneskeheden og hele kosmos.

Hvis vi blev skabt i og bliver levendegjort gennem og opretholdt af denne Skabersøn, så involverer det, på godt og ondt, der sker med ham i hans inkarnerede liv, død, opstandelse og himmelfart nødvendigvis os.

Hvordan kunne det være anderledes? Hvordan kunne denne inkarnerede Skabersøns død og opstandelse være en hårstrå mindre betydningsfuld, kosmisk og universel end den skabelsesbegivenhed, som han kaldte til live?

Bemærk her Thomas F. Torrances kommentar:

Da han er Guds evige Ord, ved hvem og gennem hvem alle ting, der er skabt, er skabt, og i hvem hele universet af synlige og usynlige virkeligheder virker sammen og hænger sammen, og da guddommelige og menneskelige naturer er uadskilleligt forenet i ham, så er ethvert menneskes hemmelighed, uanset om han tror eller ej, knyttet til Jesus, for det er i ham, at den menneskelige betingede eksistens er blevet grundlagt og sikret.²⁵

Som apostlene vidner om, var denne Søns død ikke kun et enkelt menneskes død, men også døden af ​​den Ene, i hvem alle ting blev skabt og holdes sammen. Hvad er meningen med denne Søns liv, død, opstandelse og himmelfart, hvis ikke at vi i ham blev korsfæstet, døde og begravet, og vi blev oprejst igen til nyt liv og ophøjet til Faderens favn, og selve skabelsen blev genskabt i ham? Hvordan kunne menneskeheden og skabelsen udelukkes fra det, der skete med denne Formidleren af Skabelsen? Hvordan kan vi dog blot være tilskuere til denne Skabersøns inkarnerede rejse ind i vores mørke og synd? Hvordan kan vi opfatte ham som blot et individuelt menneske?

Læg nøje mærke til apostlen Paulus’ ord i 2 Korintherbrev 5,13-17:

13 For var vi ude af os selv, var det for Gud, og er vi besindige, er det for jer. 14 Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. 15 Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

16 Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. 17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

I denne passage formulerer Paul Minear kort apostlens betydningsfulde indsigt:

I konteksten af ​​denne udtalelse [2 Korintherbrev 5,17] placerede Paulus denne overgang fra det gamle til det nye på ét enkelt punkt: alle menneskers død i Kristi død for alle, og alle menneskers liv for ham, som er opstået for alle. For apostlen forvandlede det, der skete i Kristus, samtidig ikke kun skabelsens status, men også det udsigtspunkt, hvorfra denne skabelse skal ses.²⁶

Og læs omhyggeligt ordene fra Paulus’ brev til efeserne, 2,4-7:

⁴ Men Gud, som er rig i barmhjertighed på grund af sin store kærlighed, han elskede os med,⁵ gjorde os, vi, der var døde i vores overtrædelser,

levende sammen med Kristus – af nåde er I reddet –

⁶ og han oprejste os sammen med ham

og satte os sammen med ham i himlen, i Kristus Jesus,

⁷ for i de kommende æoner at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.²⁷

Og denne ene, forbløffende udtalelse fra Kolossenserbrevet 3,3:

I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.

Og fra Romerbrevet 6,6:

Vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er slaver for synden.²⁸

Og fra apostlen Peters første brev, 1,3:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde,

Fordi apostlene ser, at Jesus er den guddommelige Søn og Skaber og Opretholder af alle ting – Formidleren af Skabelsen – forestiller de sig den inkarnerede Søn ikke blot som et virkeligt menneske, men som Mennesket, Den Sidste Adam ²⁹ i hvem hele Adams race og skabningen er samlet. For den inkarnerede Skabersøns menneskelighed er i sagens natur en “altomfattende stedfortrædende menneskehed.”³⁰

For årtier siden, tilbage i firserne, da jeg studerede teologi hos professor James Torrance, sad jeg i Aberdeen lufthavn og ventede på min bror, der skulle besøge os fra USA og spille lidt golf.³¹ Jeg læste avisen, da jeg tilfældigvis bemærkede en mørkhåret ung mand i midten til slutningen af ​​trediverne. Han var nervøs og gik frem og tilbage mellem terminaldøren og ankomstmonitoren cirka hvert femte minut.

Endelig smilede han, udstødte et lettelsens suk og slappede af, mens han placerede sig ni meter foran terminaldørene midt i en gruppe andre.

Da jeg lagde avisen for at se, sprang dørene op, og et par mennesker strømmede hurtigt igennem. Så var der en støt strøm af mennesker, nogle næsten løb for at nå et fly, nogle var usikre på, hvilken vej de skulle gå, nogle smilende, tydeligvis begejstrede for at være hjemme i Skotland igen. Mængden begyndte at svinde ind, og faren begyndte at se ængstelig ud. Så skete det. En brunhåret lille dreng på omkring elleve år dukkede op alene i døråbningen.

Drengen stod helt stille og scannede mængden som en forskrækket hjort. Jeg hørte hans far råbe noget, sandsynligvis hans søns navn, men jeg kunne ikke sige det med sikkerhed. Men drengen hørte sin fars stemme og begyndte at løbe.

For mig føltes det som om alt i lufthavnen gik i slowmotion, og jeg havde det perfekte sæde til at se det. Den lille drengs øjne var fulde af glæde, mens han løb. Hans far stod bare der med et stort smil på læben. Ingen forælder eller bedsteforælder kunne have set det uden tårer.

I én bevægelse smed drengen sin taske og hoppede, som hans far omfavnede ham. De kyssede hinanden og græd. De lo. Men mest af alt holdt de bare om hinanden. Det var en simpel, smuk omfavnelse.

Mens jeg så på gennem tårer i mine egne øjne, hørte jeg disse ord hvisket til mig: “Baxter, Baxter, dér er evangeliet. Dér er min søns opstandelse og himmelfart, der kommer hjem fra landet langt borte. Dér er vores omfavnelse. Og den gode nyhed er, at han ikke er alene, han har dig og hele verden med sig.”

Jeg vidste med det samme, at jeg alvorligt havde undervurderet Jesus. Som en typisk amerikaner var jeg individualist. Jeg havde altid troet, at Jesus var Guds søn, og at han blev et menneske, men jeg tænkte på ham som et individ, der gjorde noget for os. Jeg havde ikke set – selvom professor Torrance fortalte os det halvtreds gange om dagen med sin store sætning “Kristi stedfortrædende menneskelighed”³² – at der i Jesus skete noget ikke kun for os, men med os og sammen med os.

En af de første gange, jeg fortalte denne historie, var i 1997 i Adelaide, Australien. Da jeg var færdig med foredraget, satte jeg mig på forreste række og hørte så en ung pige råbe: “Hr. Kruger, hr. Kruger,” mens hun løb ned ad kirkegulvet. Da hun råbte mit navn, sank mit hjerte, for jeg antog, at jeg havde sagt noget, der havde gjort hende ked af det. Hun satte sig ved siden af ​​mig i tårer. Mens jeg krammede hende, spurgte jeg: “Hvad er der galt?”

“Der er ikke noget galt, hr. Kruger.”

“Hvorfor græder du?” spurgte jeg.

“Da du fortalte din historie om den lille dreng i lufthavnen, gav Herren mig et syn.”

“Hvad så du?”

“Jeg så Gud på en trone, og der var trapper overalt, der førte op til ham. Og der var bunker af mennesker overalt på trapperne. Vi prøvede alle at komme til Gud, men ingen af ​​os kunne klare det; vi var alle forslåede og sårede, vores knæ var blodige, og vi var alle udmattede og triste og græd, fordi vi ikke kunne komme til Gud.”

“Det er trist,” sagde jeg. “Så du noget andet?”

“Så så jeg Jesus.”

“Og hvad gjorde Jesus?”

“Jesus gik hen til os, samlede os alle i sine arme, gik op ad trappen og satte sig i sin Faders skød.”

Vi sad tavse et øjeblik i synets skønhed. Jeg gav hende et kys på kinden og hviskede: “Det er evangeliet.”

Hvis Jesus var Lone Ranger eller måske Marlboro-manden, kunne han ride ind i solnedgangen, og ikke meget mere end en smule støv ville blive forstyrret.

Men han er Skaberen og Opretholderen af ​​sin skabelse. Hvad der sker med ham, er ikke af perifer betydning for hans skabelse – for slet ikke at tale om, hvad det betyder for Faderen og Helligånden, med hvem Jesus er udelelig. Hvis han rider ind i solnedgangen, tager han støvet og jorden, jorden og himlen, solen og månen og alle sæbeboblerne med sig.

Hvis menneskeheden faldt i en simpel mand ved navn Adam, hvad skete der så med os i den inkarnerede Skabers og Faderens Søns liv og død?³³ Hvis Skaberen dør, har skabelsen ingen mulighed for at fortsætte med at eksistere; hvis han går ned, går vi ned. Og det er den forbløffende sandhed, Jesu disciple forsøger at fortælle os.

Den inkarnerede formidler af skabelsen døde, og vi døde med ham.³⁴ Han opstod, vi opstod. Han steg op, vi steg op – Adam, vi alle og hele skabningen blev løftet op i fornyet forening med Faderen og Helligånden.³⁵ Heri ligger håb for os alle, der er knuste og ved, at hvis det er op til os at sikre et forhold til Jesus Kristus, er vi dømt. Men Jesus Kristus, Faderens Søn og Salvede, Formidleren af Skabelsen, opgiver ikke sin skabelse. Han har taget ansvar for sin skabelse og for al vores destruktive blindhed.³⁶

[1] Af Baxter Kruger, ph.d. oversat af Mads Weng. Dette er første kapitel af bogen ”The Mediation of Jesus Christ”. Dette kapitel er frit tilgængeligt og kan også læses på bloggen Eclectic Orthodoxy https://afkimel.wordpress.com kapitlet findes i originalsproget på: https://afkimel.wordpress.com/2024/06/05/jesus-christ-the-mediator-of-creation/

[2]  Citeret I The Orations of St. Athanasius Against the Arians (London: Griffith, Farran, Okeden & Welsh, n.d.), I.5.

[3] Ibid., I.11, 17; jvf. II.34. se også Johannes af Damaskus, Exposition of the Orthodox Faith, I.VIII, in A Select Library of Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church, vol. IX, second series (Grand Rapids: Eerdmans, 1983).

[4] 3 Ibid., I.18

[5] Hilarius af Poitiers, On the Trinity, I.17, i A Select Library of Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church, second series, IX (Grand Rapids: Eerdmans, 1983).

[6] For mere om perichoresis see Baxter Krugers, “The Light of the World: From Jesus Christ to Perichoresis and the Logic of the Cosmos,” in the series “The Light of the Cosmos” tilgængelig på hjemmesiden, http://www.perichoresis.org. Se også Thomas F. Torrance, The Christian Doctrine of God (Edinburgh: T. & T. Clark, 1996), 168-202, og Jürgen Moltman, The Trinity and the Kingdom of God (London: SCM Press, 1981), 174ff.

[7] Min oversættelse og mine understregninger

[8] Mine understregninger

[9] Mine understregninger

[10]  John Painter, “The Death of Jesus in John: A Discussion of the Tradition, History, and Theology of John,” in The Death of Jesus in the Fourth Gospel, edited by G. Van Belle (Leuven: University Press, 2007), 350. See also his “Theology, Eschatology and the Prologue of John,” SJT 46.1 (1993), 32.

[11] Se det omhyggelige studie af Khaled Anatolios, Athanasius: The Coherence of His Thought (New York: Routledge, 1998).

[12] St. Athanasius, Against the Heathens, §42, in A Select Library of Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church, second series (Grand Rapids: Eerdmans, 1980); see also §41, and On the Incarnation of the Word, §3.

[13]  Orations of St. Athanasius, III.1.

[14] John Calvin, The Gospel According to John, oversat af T. H. L. Parker, (Grand Rapids: Eerdmans, 1988), 10-11. Gor mere om Calvins syn på Kristus som formidler af skabelsen, se Julie Canlis, Calvin’s Ladder (Grand Rapids: Eerdmans, 2010), 53ff, og Peter Wyatt, Jesus Christ and Creation in the Theology of John Calvin (Eugene: Pickwick, 1996), 55ff. Bemærk også Calvin’s kommentar til ApG 17,28: “Now, we see that all those who know not God know not themselves; because they have God present with them not only in the excellent gifts of the mind, but in their very essence; because it belongeth to God alone to be, all other things have their being in him. Also, we learn out of this place that God did not so create the world once that he did afterward depart from his work; but that it standeth by his power.” I Commentary from the Acts of the Apostles (Grand Rapids: Baker Book House, reprinted 1981), 168-169.

[15] Citeret i Julie Canlis, Calvin’s Ladder, 59.

[16] Citeret i Canlis, Calvin’s Ladder, 71. Bemærk Calvin’s kommentar til Hebræerbrevet 11,3: “Now the faithful, to whom he has given eyes, see sparks of his glory, as it were, glittering in every created thing. The world was no doubt made, that it might be the theatre of the divine glory.” I Commentary on Hebrews (Grand Rapids: Baker Book House, reprint, 1981), 266.

[17] John Calvin, Commentary on Genesis (Grand Rapids: Baker Book House, reprint, 1981), 3:22. Bemærk også, “Yet I am not dissatisfied with what has been handed down by some of the fathers, as Augustine and Eucherius, that the tree of life was a figure of Christ, inasmuch as he is the Eternal Word: it could not indeed be otherwise a symbol of life, than by representing him in figure. For we must maintain what is declared in the first chapter of John, that the life of all things was included in the Word, but especially the life of men, which is conjoined with reason and intelligence. Wherefore, by this sign, Adam was admonished, that he could claim nothing for himself as if it were his own, in order that he might depend wholly upon the Son of God, and might not seek life anywhere but in him.” I Commentary on Genesis, 2:9.

[18] Thomas Merton, The New Man (New York: Farrar, Straus, and Giroux, 1961), 137.

[19]  Colin Gunton, The Christian Faith (Oxford: Blackwell, 2002), 98..

[20] Karl Barth, Church Dogmatics, (Edinburgh: T&T Clark, reprint, 1985), II/1, 149. See also III/2, 132ff.

[21] John Calvin, The Institutes of the Christian Religion, edited by John T. McNeill and translated by Ford Lewis Battles (Philadelphia: Westminster, 1960), II.XVI.19.

[22] Institutes, III.I.1; se også III.XIV.6. Bemærk her Louis Berkhof’s nøjagtige udsagn; “Lutherans generally treat the doctrine of the mystical union anthropologically, and therefore conceive of it as established by faith…Reformed theology, on the other hand, deals with union of believers with Christ theologically, and as such does far greater justice to this important subject. In doing so it employs the term ‘mystical union’ in a broad sense as the designation not only of the subjective union of Christ and believers, but also of the union that lies back of it, that is basic to it, and of which it is only the culminating expression, namely the federal union of Christ and those who are His in the counsel of redemption, the mystical union ideally established in that eternal counsel, and the union as it is objectively effected in the incarnation and the redemptive work of Christ.” I Systematic Theology (Grand Rapids: Eerdmans, reprint, 1979), 447.

[23] For mere her, se Julie Canlis, Calvin’s Ladder; and Peter Wyatt, Jesus Christ and Creation in the Theology of John Calvin. Og se Karl Barth, Church Dogmatics (Edinburgh: T. & T. Clark, 1957) II.2, 34-76. Dette afsnit af Barth bygger på læren om udvælgelsen, men den er mest relevant for spørgsmålet om Jesu Kristi mægling i Calvins tankegang, især de afsnit skrevet med små bogstaver.

[24] Bemærk her Louis Berkhof’s kommentar, “[I]t is quite evident that it is not correct to say that the mystical union is the fruit of man’s believing acceptance of Christ, as if faith were not one of the blessings of the covenant which flow unto us from the fulness of Christ, but a condition which man must meet partly or wholly in his own strength, in order to enter into living relationship with Jesus Christ. Faith is first of all a gift of God, and as such a part of the treasures that are hidden in Christ.” I Systematic Theology, 449.

[25] 21 Thomas F. Torrance, The Trinitarian Faith, 183. See “Professor Thomas F. Torrance on Union with Christ: Excerpts from The School of Faith: The Catechisms of the Reformed Church” (London: James Clarke & Co., 1959) at http://www.perichoresis.org.

[26] Paul S. Minear, Images of the Church in the New Testament (London: Lutterworth, 1961), 111. Bemærk også Herman Ridderbos’ kommentar til denne passage: “[T]he unmistakable fact is passed over that in Paul dying, being buried, etc., with Christ does not have its ultimate ground in the ceremony of incorporation into the Christian church, but rather in already having been included in the historical death and resurrection of Christ himself. Of particular significance is the pronouncement of 2 Corinthians 5:14ff., where a clear transition becomes perceptible from the ‘Christ for us’ to the ‘we with [or in] Christ.’ … From this it is to be concluded that ‘having died,’ ‘being in Christ,’ ‘being new creation,’ the fact that his own are no longer judged and ‘known according the flesh’ (namely, according to the worldly mode of existence), has been given and effected with the death of Christ himself.” In Paul: An Outline of His Theology (Grand Rapids: Eerdmans, 1975), 59-60.

[27] Min oversættelse

[28] Min oversættelse, her kun valgt ”slaver” i stedet for ”trælle”

[29] Se Rom 5:12ff; 1 Cor 15:20ff og 45-49.

[30] J. B. Torrance, Worship, Community, and the Triune God of Grace (Downer’s Grove: InterVarsity, 1996), 52

[31] Denne historie er udgivet i C. Baxter Kruger, The Shack Revisited (New York: Faith Words, 2012), 142-144

[32] Se hans essay, “The Vicarious Humanity of Christ,” in The Incarnation, edited by Thomas F. Torrance (Edinburgh: Handsel, 1981), 127ff, og Worship, 50ff.

[33] Se Rom 12ff. F. J. Huegel lader Jesus sige dette: “The old man is crucified; I take him with me to the tomb and, as I rise, it is you who rise in me. As I ascend to the Throne it is you who ascend with me. You are a new creation. Henceforth your life shall flow from me and from my Throne.” In The Enthroned Christian (Fort Washington, PA: Christian Literature Crusade, n.d.), 59.

[34] Bemærk Karl Barths kommentar: “He has made an end of us as sinners and therefore of sin itself by going to death as the One who took our place as sinners. In His person He has delivered up us sinners and sin itself to destruction. He has removed us sinners and sin, negated us, cancelled us out: ourselves, our sin, and the accusation, condemnation and perdition which has overtaken us… The man of sin, the first Adam, the cosmos alienated from God, the ‘present evil world’ (Gal 1:4) was taken and killed and buried in and with Him on the cross.” I Church Dogmatics, translated by G. W. Bromley (Edinburgh: T&T Clark, 1985), V/1, 253-54.

[35]  “With the birth and resurrection of Jesus, with Jesus himself, the relation of the world to God has been drastically altered, for everything has been placed on an entirely new basis, the unconditional grace of God.” I Thomas, F. Torrance, Space, Time, and Resurrection (Edinburgh: The Handsel Press, 1976) 34. Bemærk også James B. Torrance, “When Jesus was born for us at Bethlehem, was baptized by the Spirit in the river Jordan, suffered under Pontius Pilate, rose again and ascended, our humanity was born again, baptized by the Spirit, suffered, died, rose again and ascended in him, in his representative vicarious humanity.” I Worship, 49-50.

[36] Bemærk her Jesu bemærkelsesværdige udsagn, kun øjeblikke før han vender sig mig mod korset: “og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem” (Johannes 17,26).

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bøger, Bibel, Bibel-Det Nye Testamente, Debat, Gæsteindlæg, Helligånd, Jesus Kristus, Kirkehistorie, Kristenliv, Podcast, Teologi, Teologi-Kristologi, Teologi-Treenighedslære

Tags: Baxter Kruger, Den teologiske tyv, Gud Fader, Gud Helligånd, Gud Søn, Jesus Kristus, Mads Weng, Podcast, Skabelsesteologi, The Meditation of Jesus Christ, Treenighedslære