Så er ferien begyndt og jeg prædiker ikke denne søndag, så i stedet bringes en prædiken af Rudolph Frimodt (1828-1879), der var den første præst ved Sankt Johannes Kirke i København fra 1861 og frem til sin død.

Vi bringer på bloggen i dag en prædiken af Rudolph Frimodt (1828-1879), der var præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro fra 1861 og frem til sin død i 1879.

Prædikenen er fra værket Prædikener til Kirkeaarets Søn- og Helligdage, der udkom i 1896 på J. Frimodts Forlag.

Teksten er bevaret med tidens retstavning.

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes

4de Søndag efter Trinitatis
Luk. 6,36-42

Saa værer da barmhjærtige, som eders Fader og er barmhjertig. Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades; giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igien. Men han sagde dem en Lignelse: Mon en blind kunne lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? Disciplen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen skal være som hans Mester. Men hvi ser du Skjæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver Du ikke va’r? Eller hvorledes kan Du sige til din Broder: Holdt, Broder, jeg vil drage Skjæven ud, som er i dit Øje, Du, som ikke ser Bjælken i dit Øje? Du Øjenskalk? uddrag først Bjælken af dit Øje, og da kan Du se til at uddrage Skjæven, som er i din Broders Øje.

—

     „Mon en blind kan lede en blind, siger vor Herre Kristus – ville de ikke begge falde i Graven?” Den Sag er jo dog saa simpel og fattelig, at ethvert Barn kan begribe den, at naar en blind skal vandre en vanskelig Vej, da er det det daarligste, han kan gjøre, at holde sig til og følge med en anden, der er ligesaa blind som han selv, thi Følgen vil være, at de begge ville falde og styrte over de Hindringer, som møde dem undervejs. Derfor er vel det eneste, som den blinde Mand kan gjøre, at han opsøger en seende, der vil ham vel og som han kan forlade sig paa, og naar han da holder sig tæt til hans Arm, vil han kunne tilendebringe Vejen i Tryghed, selv om han af og til snubler. Ja, Venner, denne Herrens Lignelse er simpel og fattelig nok, men at overføre den og anvende den paa sig selv, at sige til sig selv: Du er den blinde Mand, ogsaa Du har en vanskelig Vej at tilbagelægge, Helliggørelsens Saligheds Vej, ogsaa Du er udsat for at falde i Graven, i den evige Grav, hvor ingen kan høre dine Angstraab og ingen redde Dig fra at synke; – saaledes at overføre den paa sig selv, dertil ere vi saa sene, saa langsomme, saa tungnemme. Og hvorfor vel, uden fordi vi have saa svært ved at gaa ind paa Herrens første Udsagn, at vi i Forhold til Himmelvejen ingenlunde ere seende, men blinde, og af Naturen vandre i Mørke. Intet er det naturlige Menneske mere imod, end strax ved Indgangen til Livets Vej at blive standset med dette Alvorsord, at han er blind og slet ikke kan se Guds Riges Vej. Hvorledes, siger mennesket, har jeg ikke min gode sunde Forstand, er denne min Forstand ikke den Gave, som hæver mig højt op over Dyrernes Række, er denne min Forstand ikke dygtig til at gjennemskue alle Forhold? Og dog svare vi, – dog er Du blind. Vi vrage ingenlunde Forstanden vi véd godt, at den er en af Guds ypperste Gaver, vi véd, hvor opfindsom den er, hvor klartseende den er, naar det gjælder om at forstaa sit Kjøbmandsskab, at forarbejde Jorden, at bygge Huse, at indrette Fabrikker, at anlægge Jernbaner og udmaale Bjærgenens Højde og Dybde, – med et Ord, hvad der angaar denne Timelighed og denne Verdens Ting, dér har Forstanden Styrke og Dygtighed; men saasnart Forstanden vil vove sig ind paa de guddommelige Ting og paa Frelsens Veje, ak, hvor snart løber den da ikke vild og fortaber sig i sit eget Mørke? Saasnart derfor det ene Menneske kun vil raadføre sig med, eller støtte sig til det andet Menneske, til hvad hans naturlige Forstand peger paa i Saligheds Sagen, saa se vi Synes af de to blinde, der lede hinanden, og Følgen bliver ufejlbarlig, hvad Herren siger, at de begge falde i Graven, i den Grav, fra hvilken der ingen Redning er. Hvor oplyste, hvor dannede, hvor forstandigtil hamkene end ere, blinde ere de dog tilhobe og vandre med hverandre i Mørket, og skulle vi ikke alle falde i Graven, sandelig, da gjælder det at finde en seende, som vil os vel og paa hvem vi kunne forlade os, og da at holde os tæt til hans Arm, støtte os til  ham og bede ham at have Taalmodighed med os, naar vi jævnligt snuble undervejs.
     Og Gud være i Evighed lovet, at en saadan seende findes for alle de blinde, som af Hjærtet spørge efter Saligheds Vej. Han som er bleven os „Visdom fra Gud”, han, som selv „er Vejen og Sandheden og Livet, uden hvem ingen kan komme til Faderen”, han som selv er „Lyset”, der er nedsteget til Mørket, vor Herre Jesus Kristus, han er den eneste, der kan være de blindes Fod, den eneste, der kan føre os ind paa og følge Salighedens Vej. Alene ved at følge hans Fodspor kunne vi lande ved Himmeriges Porte, thi „hver som vil være fuldkommen, han skal være som hans Mester.” Og denne herre Jesus, som er de blindes Vejleder, om ham behøver ingen at sige: „Hvo vil fare op til Himlen for at hente ham ned; eller hvo vil fare ned i Afgrunden for at hente Kristus op fra de døde” ¹; thi han er her midt iblandt os i det Troens Ord, som vi prædike, – i det Evangeliums Ord, som har efterladt os, at det indtil Dagenes Ende skal være en Lygte for vor Fod og et Lys paa vor Sti. Og i dette sin Naades Lys og Frelsens Ord kommer han atter i Dag til os for at minde os og vejlede os, for at spørge alle dem iblandt os, som have faaet ham kjær, om vi virkelig vandre Vejen med ham, eller vi ere snublede og faldne paa Vejen, thi visselig, da vil han endnu, saa længe som det hedder „i Dag”, række os sin Haand og rejse os, at vi dog engang kunne naa hjem ved ham. – Saa lad os da med hverandre nærmere betænke disse hans Ord, og bede Aanden at han vil give os ikke alene at høre med Ørene, men ogsaa give os Lyst og Kraft til at  vandre efter dem, – endda vi ofte maa sukke: „Hvo er dertil dygtig?”
     Ville vi da nu, kjære Venner, se hen til de mange Formaninger, som i Dag ere forelæste for os, og ligesom under ét samle, hvad de blindes Vejleder, han, som er blevet os Visdom fra Gud og Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse, hvad han indstændig vil lægge os paa Hjærte, da er det jo Kjærlighedens den trange Vej, han atter vil minde os om, og som alle de, der ville lade sig lede af ham og kaldes hans Disciple, maa vandre. Men at Herren ikke altid nøjedes med at sige sine Disciple ganske i Almindelighed, at Kjærligheden skulde være det Baand, som bandt dem sammen, – at han ikke altid nøjedes med at sige dem og sige os, at „derpaa skal det kjendes, at I ere mine Disciple, at I have indbyrdes Kjærlighed” ²; – men at han her i vor Dags Evangelium og ellers mange Gange ligesom stykker Kjærligheden ud og peger paa nogle af de mangfoldige Forhold, hvor den stiller alvorlige Fordringer til os, der begrunder sig deri, at han, som véd hvad der bor i et Menneskes Hjærte, han véd hvad der bor i et Menneskes Hjærte, han véd ogsaa, at det blinde, det naturlige Menneskehjærte dog endnu har saa meget Øre for Ordet Kjærlighed, at naar vi fik Lov til selv at forklare og fortolke Kjærligheden efter vort eget Hjærte, da vilde mangfoldige godkjende sig selv som kjærlige Mennesker og som Jesu sande Disciple uden dog at kjende den rette Kjærlighed. Han véd, at da ville mangfoldige blive staaende ved den Kjærlighed, som han selv omtaler i dette samme Kapitel af Lukas’s Evangelium, og som han kalder Hedningekjærlighed, den Kjærlighed, der kun elsker, hvor den faar det laante tilbage. Derfor er det, han ganske uden Omsvøb siger os, at den Kjærlighed, som skal findes mellem hans sande Disciple, det er den, der giver uden at vente noget igjen, en Kjærlighed, der maaler et knuget og overflødigt Maal, en Kjærlighed, der ikke dømmer og ikke fordømmer. – Ja Venner, saaledes lyde hans Ord til os i Dag, „dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes”; og vi maa vel alle sige og sukke: ak, Herre, hvem er dertil dygtig? Men Ordene staa der med al deres Alvor og Indstændighed og vi, saa mange iblandt os, som i Sandhed elske Jesus, vi tør ikke, og vi vil ikke strax løbe bort fra Ordene som fejge og letsindige Kristne gjøre, idet de éngang for alle sige, det er en Umulighed, Herren kan ikke have ment det saa nøje og saa strengt. Nej, Venner, vi ville lade os tugte og revse af Ordene, at vi dog ikke skulle tage fejl af Vejen og blive fordømte. Ogsaa derpaa skal det kjendes, at vi have den guddommelige Kjærlighed og ere Jesu Disciple, at vi ikke dømme eller fordømme hverandre. Vel er vor Tunge kun et lidet Lem, men man behøver ikke at være gammel af Aar for at give de hellige Ord Ret i, at netop „dette lille Lem pukker storligen, at Tungen er en liden Ild, der antænder en uhyre Skov, at den er en Verden af Uretfærdighed, at den besmitter det ganske Legeme, sætter Slægt efter Slægt i Brand, selv sat i Brand af Helvede” ³; – og at det Menneske er kommet vidt i Kjærlighed, ja, at han er en „fuldkommen Mand, som ikke støder an i sin Tale, istand til at holde det ganske Legeme i Tømme ⁴. Hvad Herren vil udrydde og fjerne fra alle deres Tunger og Hjærter, som paakalde det Navn, det er ikke blot den dømmen og fordømmen, som gaar for sig i det daglige Liv, naar Mennesker udskjælde hverandre, naar de nedsætte hverandres gode Navn og Rygte; ikke blot den dømmen, naar Mennesker uafladelig maale og bedømme hverandre efter deres Kundskaber, Evner og Dygtighed, ikke blot den dømmen, der ser hen til om man er stillet højt eller lavt efter den menneskelige Rangsforordning; nej, ikke blot den tåbelige, og man kunde næsten sige  barnagtige dømmen er det Herren bedrøves over og som ikke bør spørges blandt hans Efterfølgere,- men naar han lægger os paa Hjærte, at vi ikke skulle dømme eller fordømme, da mener han fremfor alt den hovmodige dømmen, som saa let fremkommer i deres Hjærter, der ved den Helligaand ere blevne vakte op af Syndesøvnen og spørge efter Frelsens Vej. Ja Venner, er det ikke en sørgelig Kjendsgerning og et Bevis paa, at hvor Herren saa sin Hvede, der spreder Djævelen sin Klinte iblandt os, at netop de Mennesker, som ere blevne alvorlig vakte til at spørge om Guds Naade, men som dertil kun ere nye i Troen, de véd næsten ikke, paa hvilken Maade de skulle meddele andre, hvor klarsynede de nu ere blevne paa de aandelige Ting og Verdens Mørke, de tale sig ofte ganske varme, naar de klage over al den Elendighed, der findes i Guds Menighed, naar de fortælle om de mange Hyklere, Løgnere, aabenbare og skjulte Syndere, som findes blandt de Kristne. Ingen svare os og ingen indbilde os, at saadan dømmen og fordømmen, som vi hver Dag høre nok af, at den skulde stamme alene af Nidkjærhed for Herrens Sag og guds Rige, – Nej, den aabenbarer os kun, hvor meget af det gamle Menneske, der endnu findes hos saadanne Disciple; den aabenbarer os kun i hvilke frodig Jordbund den Hovmod staar rodfæstet, som stammer fra den gamle Adam og som maa udryddes og udbrændes ved Kristi Kjærligheds Ild til sidste Rod og Trevl, om den end nok saa ofte ifører sig en ny og anden Dragt . Saadan dømmen og fordømmen er det Herren revser og som ikke maa findes hos hans Disciple, hos dem, der i Sandhed jage efter at tøjle Tungen og være fuldkomne Mænd, være fuldkomne som han er fuldkommen, – som jage efter at ligne ham og følge ham i hans Fodspor, han, som ingenlunde er kommet for at dømme Syndere, men for at frelse Syndere, „som ikke er kommet for at dømme Verden, men for at frelse Verden” ⁵. Og hvorledes dømte han, da de førte frem en Kvinde, som var grebet i Hor paa fersk Gjerning, og man vendte sig til ham og sagde: „Moses bød, at en saadan skulde stenes, hvad siger nu Du?” Og da Jesus taug og de trængte ind paa ham for at forsøge ham, – da staar der, da rejste han sig og sagde: „Hvo som er uden Synd, han kaste den første Sten”, – og da Anklagerne skamfulde havde forladt Stedet, hvorledes dømte han da Kvinden? Han opløftede sit Aasyn fuldt af Naade og fuldt af Kjærlighed, saa paa hende og sagde til hende: „Ejheller jeg fordømmer Dig, gaa bort og synd ikke mere” ⁶. Og hvorledes dømte han, da han hang paa sit Kors, da de havde naglet ham til Træet med ugudelige Hænder, da hans Saarmærker blødte, og hans Legeme vaandede sig i Smerte, da Spotterne stode ved Korets Fod og raabte til ham: „Tvi Dig, er Du Guds Søn, da stig ned af Korset, at vi kunne se derpaa!” Hvorledes dømte han, da han opløftede sine Øjne til Himlen og bad, ja, bad for sine Fjender, bad en Bøn fuld af den usigelige Kjærlighed, bad: „Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gjøre”; saaledes dømte han, i hvis Fodspor vi skulle vandre, han, efter hvem vi ere kaldede, han som siger os: „Dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes.” Men ak, Herre, hvo er dertil dygtig?!
     Ja, hvo er vel dertil dygtig? Saaledes have vi visselig Grund til at spørge, naar vi staa skamfulde overfor denne uendelige Kjærlighed og føle os ligesom lammede i al vor Stræben, fordi Maalet er stillet saa højt. Hvorledes skulle vi dog naa til at blive de fuldkomne Mænd, der ikke støde an i vor Tale, men som forstaa at tøjle vor Tunge og Hjærte uden at dømme eller fordømme vor Broder? Ja, til hvem skulle vi gaa om Raad i dette som i alt uden alene til ham, som er de blindes Vejleder, til ham, der har Barmhjærtighed med alle vore Skrøbeligheder, og som ikke vil vende sig fra nogen eneste, der i Oprigtighed kommer til ham, der har sagt: „Hvor som kommer til mig, ham vil jeg ikke kaste hen ud” ⁷; – og om vi blot ville følge ham til Slutningen af vort forelæste Evangelium, se, da peger han for os paa den Dør, gjennem hvilken de maa indgaa, som ville være de fuldkomne Mænd baade i Tale og Liv, idet han spørger: „Hvi ser Du Skjæven i din Broders Øje, men ikke Bjælken, som er i dit eget, bliver Du ikke va’r?” – „Øjenskalk, uddrag først Bjælken af dit Øje, da kan Du se til at uddrage Skjæven, som er i din Broders Øje.” Dér, siger Herren, ligger Grunden til al vor dømmen og fordømmen, deri at vi vende Blikket udad i Stedet for indad, at vi se til Næsten i Stedet for til os selv, at vi som Øjenskalke overse Bjælken os os selv for at opdage Splinten hos Broderen. Kunde og vilde vi kun lære først at se os selv og domme os selv, sandelig, da skulde hver nok finde Arbejde fuldt op paa sin egen Ager, som kræver al hans Kraft og al hans Dygtighed. Kunde det dog kun lykkes den Helligaand at gjøre med os, hvad han ønsker at gjøre med os, at vende vort Blik indad mod os selv, at gjøre med os, hvad han gjorde ved den fortabte Søn, da han laa paa Marken i det fremmede Land blandt Svinene, han fik ham til at gaa i sig selv. I Sandhed, vi skuld snart opdage, hvor meget der i dette vort  eget Hjærte trænger til at dømmes og fordømmes, fordi det ikke kan bestaa for den hellige Guds Aasyn, vi skulle snart se, hvor meget der hver Dag er at bede Faderen om Forladelse for. Hvis det i Sandhed at omvende sig til Herren var en Sag, som man kunde blive færdig med i en Haandevending, i nogle Maaneder eller i et  Aarstid, saa kunde vi samstemme med de Mennesker, der sig, „vi have omvendt os, vi ere komme ud derover”, – ja, da vilde verden vel se anderledes ud. Men Venner, Brødre, Omvendelsens Vej er en lang Vej, den sande Omvendelse begynder paany hver Dag og hører aldrig op, saa længe vi ere paa denne Jord, det kan vare et helt Liv, inden den store Bjælke ret bliver splinteret og hugget smaat af Lovens Øxe, inden den bliver brædnt til Aske ved Jesu Kjærligheds Ild. Maatte vi da ved Guds Naades And lære at dømme os selv, lære at se, hvor uendelig meget der er, som vi grovelig have forsyndet os imod og som vi ønske, at Gud for sin Søns Skuld vil forlade og tilgive os. Maatte den Helligaand lære os at forstaa, hvorledes Jesus maatte lide og stride og kjæmpe for at frie os fra vore store og smaa Synder, og at han virkelig og rundelig vil forlade alle sine troende af idel Naade og Barmhjærtighed, – sandelig, da véd jeg ogsaa, at vi mere og mere ville blive barmhjærtige imod vor Broder og glemme og dømme og fordømme ham. Det er en afgjort Sag, at hvem meget er tilgivet, han elsker meget, og kunde vi ret faa Øje for, hvor meget Herren har tilgivet og vil tilgive enhver iblandt os, da skulde visselig Kjærligheden ogsaa vise sig rigere og overflødigere iblandt os, og jeg behøver vel neppe at tilføje, at jo ældre vi bliver i Troen, jo inderligere og oprigtigere vi lære at klynge os fast alene til Jesu Naade og til hans Barmhjærtighed, desto kjærligere slaar vort Hjærte hver Synder imøde, og dog ogsaa han maatte lære at smage Guds Godhed og Naade. – „Vide I ikke”, siger Paulus, „at de hellige skulle dømme Verden?” ⁸ Og deri, Venner, bestaar Dommen, som udgaar fra de hellige over Verden, – ikke at vi med vor Mund og vore Lunger skjælde vor Broder og bagtale ham, men deri, at vi med vor Kjærlighed dække over hans Fejl og skjule Syndernes Mangfoldighed, deri, at vi i vor Kjærlighed bede for hans Sjæl, at den maa finde Vej til Jesus, som er de blindes Lys. Den Dom, der udgaar fra de sande Kristnes tause Mund og uskrømtede, oprigtige Kjærlighed, den taler langt højere og dømmer sikrere, end de nyvaktes hidsige dømmen og højttalende Ord. – O, at vi da ikke maa ligne Øjenskalkene, Hyklerne, der ere hastige til at se Fejlene hos Broderen men glemme Bjælken, som er i deres eget Øje; – men maatte vi holde os tæt til ham, som er de blindes Vejleder, lære af ham at elske og ikke at dømme, følge hans Fodspor og ikke styrte i den Grav, fra hvilken der ingen Redning gives, at dog ikke vi skulle blive fordømte med den vantro Verden. – Herren give os Naade til ikke „at elske med Ord og Tunge, men i Gjerning og i Sandhed.” Amen.
    

1. Rom. 10.6-7
2. Joh. 13,35
3. Jak. 3,5-6
4. Jak. 3,2
5. Joh. 12,47
6. Joh. 8,2
7. Joh. 6,37
8. 1 Kor. 6,2

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Lukasevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: 4. søndag i Trinitatis, Lukasevangeliet, Rudolph Frimodt, Sankt Johannes Kirke, Trinitatis