Det er stadig ferietid i Danmark, og jeg prædiker ikke disse uger (i hvertfald ikke i Kirken), men derfor skal I ikke snydes for en prædiken. Derfor har jeg i dag fået hjælp af vores gamle ven Olfert Ricard (1872-1929), og bringer hans prædiken til denne søndag, der bærer titlen: Far ikke ud paa Dybet.

Teksten er skrevet efter datidens retskrivningsregler.

God læselyst.

Far ud paa Dybet.

5. S. efter Trin.

(Læs: Luk. 5,1-11)

I.

Begge Evangelier og Epistler til denne Dag, baade gamle og ny, handler om Peter og er hentede fra Peter. Der er ingen af Apostlene, vi ved saa meget om som om Peter; i Virkeligheden lod der sig meget vel udføre et Livsbillede af denne Mand. En Kristen, som har læst sin Bibel nogle Gange og allerede har lidt vanskeligt ved at afvinde de kendte Kapitler nyt Udbytte, vilde have Glæde af at prøve paa at fordybe sig i et eller andet Emne og f. Ex. finde frem alt, hvad der berettes om Apostlen Peter. En Ophobning af Skriftsteder har ikke meget Værd; men vel var det frugtbart at finde en Udviklingsgang, en levende Linje i alle disse enkelte Ord.

     Man kunde vistnok’ sige, at en af Hovedstrømningerne i denne Mands Liv og sjælelige Opdragelse var det Jesus­ Ord, som lød til ham i Dagens Evangelium, i hans første store Oplevelse, – det Ord: „Far ud paa Dybet!” Altid var det dét, som Begivenhederne og Oplevelserne og Jesus-Ordene sigtede paa: Far ud paa Dybet!

Far ud paa Dybet af din egen Sjæl, Peter – og kend dig selv! Derpaa sigtede allerede det første Møde imellem Mester og Discipel, hvor Bekendtskabet blev gjort, – da Jesus saa’ paa dette ærlige, karakterfulde Ansigt og læste denne rene, kraftfulde Sjæl og strax gav ham, der hed Simon, Tilnavnet  Peter, d. v. s. Klippe: Far ud paa Dybet, unge Ven, og find de herlige Anlæg, som din Skaber har nedlagt i dig:  Og det var atter Herrens Tanke, da det Underfulde skete omkring hans Baad, og han fornam, at Gud Herren selv sad ved Roret og fandt Fiskestimernes Hovedvej: Far  ud paa Dybet, Mand, og find din egen Afmagt, Nattemørket og Syndedybet derinde! Og da Jesus siden efter nogle Aars Vandring kom til et Vendepunkt oppe i Galilæa, da de store Menneskestimer vendte ham Ryggen, og han stillede det frit for sine Disciple at følge Trop: Vil I ogsaa gaa, Vejen er fri, – da var det igen dette: Far ud paa Dybet! prøv nu, hvad du har vundet for din Sjæl i disse Aar, og om du kan taale at miste det; og Prøven faldt lykkeligt og skønt ud: „Herre,” sagde Peter, „til hvem skulle vi gaa? du har det evige Livs Ordl”! 1  Og det er det samme siden, et Aarstid derefter, da Mesteren havde taget sin snævreste Discipelkreds op til ensomme Vandringer ved Hermonsbjærget og Jordans Kilder, og der først gav dem Gaaden at gætte, hvem Menneskesønnen var? og for første Gang røbede dem sin store Kongstanke: at ville lide og dø, – det var atter dette : Far ud paa Dybet!  Find nu, hvad Indtryk jeg har gjort paa din Sjæl, hvad Billede der har dannet sig derinde, og find, om din Sjæl da ogsaa er

blevet villig til at bøje sig under mit Ord og min Vilje, ogsaa den du ikke forstaar og ikke lider; og den ene Prøve bestod han herligt, thi han udbrød: ,,Du er Kristus, den levende Guds Søn”: det finder jeg i Dybet af min Sjæl, at du maa have dine Rødder i selve det evige Guddomsdyb; men den anden Prøve faldt han ynkeligt igennem, da han vilde spærre sin Herre Lidelsens Vej og kom til at gaa                Djævelens Fristerærinde: „Herre, spar dig selv, det maa ikke ske, ikke i al Evighed!” og fik den strenge Irettesættelse: ,,Vig bag mig, Satan, du er mig en Forargelse, thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er!”2  Og derpaa sigtede Jesus endnu i den sidste Aften, da han atter og atter advarede ham mod Selvtilliden og forudsagde Fornægtelsen og tilsagde ham Forbøn: O far ud paa Dybet, min Ven! og find, hvor svigefuldt dit eget Hjærte er! og allermest den Morgen, da han tre Gange paa Strandkanten spurgte ham om det samme : Simon, Jona Søn, bar du mig kær? Far ud paa Dybet og find, om du virkelig elsker din Frelser.
     Men alt imens han saaledes ledte ham ud paa Dybet af hans egen Sjæl med alle de store Muligheder og alle de dødelige Farer, saa lød der ogsaa igennem alt, hvad Herren tog ham med til og sagde til ham, et stadigt: Far ud paa Dybet, Dybet af Guds Kærlighed og Naade, som du hver Dag har for øje i hans enbaarne Søn! Det mente allerede hans første Vejleder, Johannes Døberen, da han pegede for Ungdommen paa ham, der kom der fra sin Jordandaab: „Se det Guds Lam, som bærer Alverdens Synd”: far ud paa Dybet og bliv gode Venner med denne mærrkelige Mand og lær ham at kende! Og i dét „Frygt ikke!” der lød over ham der paa Baadens Dæk, da han laa paa sit Ansigt og bad: „Herre, gaa væk fra mig, for jeg er en syndig Mand!” og inderst inde i Sjælens Dyb mente: Aa Herre, gaa aldrig fra mig mere, for du er min eneste Redning! –  der klang det samme Kald: Far ud paa Dybet, du kære Mand, paa Dybet af din Frelsers Sjæl, og du skal finde, at han mener dig det godt! Altid var det det, han vilde, baade dengang han spurgte, om de ogsaa vilde gaa, og dengang han lod dem tyde sit Væsens Gaade: Far ud paa Dybet af de Ord, jeg taler, til I finder Guds Tanke deri, ogsaa Guds Tanke med mig! Og den Fart bød han ham da især ud paa, da han indviede dem i sin Lidelse og Død, og da han hang paa sit Kors, og Dødens Bølger gik over hans Sjæl, og saa igen gik frem af Graven og sendte sin fornægtende Ven Hilsen og aabenbarede sig for ham: Far ud paa Dybet! Kend din Frelser, kend den Søn, der lærer Lydighed til det sidste af det, han lider, men kraftig godtgøres som Guds Søn ved Opstandelsen fra de Døde 3 – kend hans dybeste Væsen, som aabenbares paa Korset og af den aabne Grav: han er Guds Søn!

Og da mundede ogsaa al denne Opdragelse og alle de Oplevelser ud i et lystigt og vinkende: Far  ud paa Dybet – ud paa det store Menneskehav at tage Kaldet op som Tjener i Himmeriges Rige i Alverdens Lande til dine Dages Ende! Det lød i det muntre Tilnavn hin første Eftermiddag: Du skal hedde Klippe! og blev tydet og gentaget siden i Ordet: „Paa dig vil jeg bygge min Menighed, og Dødsriget skal ikke faa Overhaand over den!4  Det lød i den kærlige Advarsel: „Naar du har omvendt dig, da styrk dine Brødre!” 5  og blev bekræftet og gentaget den Morgen ved Stranden: “Vogt mine Lam!” – far ud paa Dybet og bliv en god Broder og Fører for alle mine Smaa! Og da Pinsesuset lød og Helligaandens Gave blev dem givet, da fyldtes Kirkeskibets Sejl, og Signalet lød: Far ud paa Dybet – helt ud paa Hedningeverdenens store grænseløse Hav! og da han endnu tøvede og stadig kun vilde lægge lidt fra Land, saa gav Aanden ham Synet af  Dugen, der hejsedes ned fra  Himlen med al Slags Spise, mens Sendefærden fra den hedenske Offiær i det samme hankede dernede paa hans Dør : Far ud paa Dybet, Peter, ud at bringe Naadens Evangelium til alle Syndere! og da tøvede han ikke længer, men sammen med sin Hustru drog han ud, vi finder siden hans Spor baade i Korinth, i Babylon og i Rom, – og saadan blev Farten ved, til det i hans Livs Aften for sidste Gang lød: Far ud paa Dybet, gamle tro Tjener, den sidste Fart ud paa Dødens umaalelige Dyb, og saa hjem, hjem til Guds Himmel og til din Frelser!

II.

Og hvergang vi kommer sammen i Guds Hus som idag, og Evangeliet lyder, og Gud gør Undere for os og lader os se uanede Rigdomme i Ordets Dyb, da er det igen dette Kald, der lyder til os: Far ud paa Dybet! Thi vi har alle en Tilbøjelighed ti] at nøjes med at lægge lidt fra Land, at vade, hvor vi kan grunde og være sikkert fortøjet og have det hjemlige og kendte i Sigte, og mange Kristne rammes endnu af Kristen Kolds Ord: „Vi bekender vor Tro paa Gud Fader, – og saa tæller vi vore Penge! Vi tror paa Jesus Kristus, – og saa stirre vi paa vore Synder! Vi tror paa Gud Helligaand, – og saa vejer vi vore Kræfter!” og naar saamange Mennesker den Dag i dag ikke vil gøre Alvor deraf eller mener sig forlængst færdige med Kristendommen, da hænger det langt mere end man tænker, sammen med Overfladiskhed ; de vil kun „lægge lidt fra Land”, de vil kun have dennec Verdens Kyst i Sigte og kun færdes, hvor Menneskefor­ nuften kan bunde; og vi trænger alle til, at der skal tilraabes os et kraftigt: „Far ud paa Dybet!”  Det hænder, at Guds selv driver os derud; Livets store Lykke og endnu oftere Livets Modgang og Skuffelser minder os føleligt om, at der er Kræfter i disse Farvande, vi ikke selv formaar at røre og raade, at en Haand fra oven griber ind og fører os hen paa de Steder, bvor de store Strømme gaar; men Guds Ord kan ogsaa hjælpe os dertil, og give Gud, at Evangeliet idag ogsaa maatte sige det og faa os til at gøre derefter: „Far ud paa Dybet!”

Far ud paa Dybet af din egen Sjæl! Og nøjes ikke med de Krusninger paa Overfladen, som sættes i Gang af Døgnets Smaabegivenheder i den lille Vig, hvor du ligger for Anker!

Far ud paa Dybet og kend den Nat, som ruger derinde. „Mester, vi har arbejdet hele Natten og fik intet,” siger Peter, og i dette som i de andre Ord i dette Evangelium er der en forunderlig dobbelt Bund. Thi vistnok talte  han om den Nat, der sidst var ledet, og om dens mislykkede Fangst; men bagved laa halvbevidst ogsaa den Tanke: O Mester, det har været Nat i mit Liv indtil nu, hvor jeg har arbejdet og intet faaet, – unyttigt, spildt og drømmeagtigt har mit Liv været som den uvirksomme Nat: her har jeg ligget og spildt Guds Gaver, her har jeg drevet og ødt min Ungdom, her har jeg sovet Aarene hen og ingen Nytte været til, bare fulgt mit eget Hoved og ikke brudt mig om de andre og ikke æret min Gud og Skaber!

     Og har du ikke haft øjeblikke i dit Liv, hvor du fornam det samme? da Minderne steg op af Sjælens Nattedyb som Elvertaagerne af Sommernattens Skød? eller da du gjorde dit Regnskab op og fandt ud, at du havde intet faaet ud af dit Liv, det var gledet saa underlig sporløst hen ligesom Natten, og din Gærning var løbet ud i Sandet!

     Far ud paa Dybet, hvis du tør det, af Fristelsens Vover! du véd, hvorledes en Sjæl paa engang gyser derved og drages deraf som af den sugende Malstrøm, og man er som en Baad uden Roer, prisgivet sine medfødte Lidenskaber og andre Menneskers Overtalelse, o det blev en ond Nat! Og jeg taler her ikke om dem, som enhver kan se er sunket dybt i Syndens sorte Dyb, eller om dem, der fra Fødslen af er kastet ud paa Nødens Dyb; jeg taler til dig, som lever dit Verdensliv i anspændt Arbejde, der tilsyneladende krones med glimrende Held, i  ungdommelig Lystighed og flagrende Sommerglæde; jeg taler til dig, saadan som du var, da du var et Verdensbarn, eller er i de øjeblikke, du glemmer at regne med Gud; maaske du ogsaa har Egne i din Sjæl, hvor Guds Aand endnu ikke har naaet at faa Magt: far ud paa Dybet, Menneske, af din Sjæl, er det ikke sort Nat dér og et bundløst Afgrundsdyb, hvor alle Stjærner slukkes?

Men kender du saa  ikke ogsaa til Morgengry  i din Sjæl, til Stunder, da Glimt af Evighedslivet, af Peters­ Naturen, det fra Gud i dig, aabenbaredes for dig?

     Far ud paa Dybet af Sorgernes Brænding, godvillig farer vel ingen derud, men en Dag byder En, som er stærkere end du, at gøre din Baad klar og give dig ud, hvor Skuffelsens og Smærtens Dyb forfærder dig, og alene hengivet til dig selv er det sort Nat; – naar den Elskede mistes, og Lykkens Blad vender sig, da er det, som den store usynlige Damper skærer dit lille Fartøj over, og intet Fyr vinker haabefuldt til det paa nogen Kyst: og se, da gryer de evige Længsler i en Menneskesjæl, og Haabets Morgenrød beskinner Evighedskysten for dig, saa du ser, du er bestemt til evigt Liv og ser de Frelste i forklaret Lys Vinker ad dig derovre.

Eller far ud paa Dybet af Tankernes urolige  Bølger, og se, saasnart Tankerne ikke netop bevæger sig i de daglige, vante Farvande, hvor det er let at bunde, saa ligger alt i Taage, saa aner et Menneske ikke, hvorhen det engang styrer, det har sletikke fattet Guds Mening og Plan med, at det blev sat her i Verden, og begynder det først at grunde over alle de Gaader, der omgiver os hernede, alt det, der faar Lov at ske paa Jorden, saa er det Nat for Tanken: og se, da bryder der dog en Straale af Haab og Længsel frem fra Sjælens Dyb: jeg har Evigheden i mig, jeg er en hel Verden, jeg kan og vil ikke dø og  udslettes!

O Sjæl, kend dig selv, far ud paa Dybet, kend den dybe Nat og den riridende Morgenrøde derinde, kend dine Minder og kend dine Længsler, og da er du rede til den næste Fart, jeg nu skal tale om.

Far ud paa Dybet – ud paa Guds Kærligheds og  Naades Dyb!  Bliv hellerikke  der liggende  altid i Barndommens lille Havn, saa alt det med Gud og Frelseren er dig saa gammelkendt og selvfølgeligt, det er som de Billeder, du saa’ de hundrede Gange paa i din Billedbog, da du var Barn, saa du kunde dem udenad, – men mer end Billeder blev det heller aldrig; og da Stormene kom og splintrede din lille Legetøjsbaad, saa havde du aldrig lært at svømme og kendte ingen virkelig Frelser, som kunde gribe dig,  Det er de Kristnes Fare, som kan det hele, men aldrig har oplevet det selv. Men bliv hellerikke som dem, der paa Forhaand har deres Indvendinger rede, ligesom Fiskeren, der halv mut sagde: „Vi har arbejdet hele Natten og ingenting faaet!” Vi har arbejdet med disse Dogmer; Treenighed og Forsoning og Helvedesstraffe og Sakramenter og Skabelsesberetning – og ingenting faaet ud deraf, det er et moderne Menneske forlængst voxet fra! Det er Fritænkernes Fare, som bilder sig ind, de kender det, og aldrig har undersøgt, hvad Kristendom er.

Far ud paa Dybet af Guds Ord! Og gør som han, der føjede til: „Men paa dit Ord vil jeg kaste Garnene ud!” Sæt dig for Alvor for, at du vil trænge tilbunds i Guds Ord, det vil forst sige, at lære dem at kende i deres Sammenhæng, og dernæst, at gøre efter dem ude i Livet! Og naar Samvittighedens Garn drager henover din Sjæl, da vil du undres og forfærdes over det Oæan, der bruser inde i dit Hjærte –  med den lynsnare Stime af Tanker og ønsker og Lyster og Længsler! og du vil undres over, saa godt Bibelen kender dig, saa vidunderlig en Sjælekender den er, saa du ser dit eget Billede livagtig i Guds Ord, ligesom Fiskeren møder sit eget Spejlbillede, naar han bøjer sig ud over Baadens Kant. Du lærer din Synd at kende, og det hvadenten du før kun kendte den af Navn i din indbildte Kristendom, eller du følte dig hævet over den som over gamle Ammestuehistorier i dit overfladiske Fritænkerhovmod.

     Og da finder du ogsaa ud til det dybeste Sted i Guds Ord, til Frelserskikkelsen i Evangelierne. Skriftsteder og Vanebønner frelser ikke, og er ikke Kristendom, men Kristendom er Kristus, og han er en Frelser; og Dogmeskræk og Fordomme hæmmer kun den frie Fart, men vil du fare ud paa Dybet, vil du virkelig kende, hvad du taler om og dømmer, da maa du studere Jesusskikkelsen og tage Stilling til ham.

     Og da blev det først rigtig Morgen i Simon Peters Sjæl, da Morgenens Konge stod paa hans Baad. Den Morgen skinnede ikke blot Vorherres klare Sol paa gule Brinker og smaa hvide Fiskerbyer og blinkede i blaa Sø og bagte de brune Sømænd, som drog de fulde Garn; men da rømede det ogsaa ad Dag inde i hans Sjæl, og han saa ikke blot, at det havde været Nat og Uvirksomhed og Synd og Frygt; men der skinnede ogsaa en Sol af Naade og Kærlighed over ham i Vor Herres Jesu dejlige Ansigt, og der var Klokker, der ringede Solen op for ham i den kærlige, myndige Frelserøst, der sagde sit „Frygt ikke!” ind i en hange Sjæl. Det „Frygt ikke” var hans Herres og Vens Godmorgen til den nyvundne Discipel.

Det ønsker jeg nu til Gud, at jeg maatte være som en af de Stalbrødre, der kommer til Hjælp fra det andet Skib; at Evangeliets Morgenrøde idag maa skinne saa klart paa Frelserskikkelsen, saa du mærker, at Kristendommen er ikke fjærne Sagn, der svæver over en Sø i det hellige Land og fortoner sig i Fortidens Taager, men en underfuld Oplevelse paa Dækket af din egen Baad, i din Samvittighed og i din Vilje, en virkelig Oplevelse, som vækker nye Tanker og tænder nyt Haab og skænker nye Kræfter, ja ret et livsaligt Godmorgen til Liv og Sjæl, som tager al Frygt ud af Hjærtet. Da er Solopgangen tændt i din Sjæl.

Og da lyder det endnu engang med ny og munter Klang: Far ud paa Dybet! Op, Peter, du har et langt Dagværk for dig, strengt, men velsignet: du skal ud og fange Mennesker! Det lod han sig ikke sige to Gange: de lagde Skibene til Land og forlod alle Ting og fulgte ham.

Og det kommer Evangeliet nu og spørger dig om til sidst: er  Arbejdsdagen begyndt i dit Liv? Far ud paa Dybet: gør din Gærning som en Gudstjeneste og med Evigheden som Baggrund, og det er ligemeget, om du var Fisker i  Øresund dit hele Liv eller Missionær i det store Folkehav og paa Hedningemarken: blot du gør din Gærning i Guds Ansigts Solskin, til hans Ære og til Andres Hjælp, saa er du Simon Peters Efterfølger langt snarere end Paven i Rom.
     Far ud paa Dybet: lev ikke et Overfladeliv med de Mennesker, du er stillet iblandt, men som den, der altid tænker paa deres Sjæle! Forældre og Principaler og Husmødre! sér I vel til, at de Smaafisk, der leger i Eders Dam, at Eders Børn og Ungdom, som voxer op eller tjener i Jeres Hus, bliver fanget ind for Vor Herre og bliver ikke Syndens og Verdens Bytte? Lærere og Præster, skal vi ikke spørge os selv om det samme: hvormange fangede vi virkelig ind med Ordets Garn af vore Konfirmander og Elever? Og I Unge, kom ihu, at nogen Sjæle er der altid, som I er ansvarlige for og har Indflydelse paa – yngre Søskende, Medtjenere, Venner og Arbejdskammerater: er I flinke Fiskere, drager I dem op, bringer I dem til Jesus Kristus ? Idag leger de endnu med deres Smaafinne, imorgen gisper de maaske i Døden! Og I Gamle, for hvem det lakker ad Aften, og I tykkes, I fik intet udrettet: bed for den Slægt, der nu staar midt i Dagens Hede og Strid, drag med Bønnens Garn dem til Gud, der ikke selv kan finde Vej i de store Vande!

Far ud paa Dybet! – jeg tænker her ogsaa paa det danske Folk. Thi vel blev det Morgenrød paa disse Kyster, da Ansgar kom berop med Jesu Evangelium, men meget af Nattens Mulm hviler dog endnu over vort Folkeliv, der er endnu saameget af Løgnens Taager og Syndens Uvæsen, af Vantroens Mørke og Mistroens Mareridt, saamange tomme Drømme, saamegen dvask Magelighed, saameget sortseende Haabløsbed: vi trænger til, at Solen skal sejre, og de rette Fiskermænd af Simon Peters Baadelag skal  gaa ud i vort Folk og vinke ad hverandre og tage fat for Alvor og hjælpes endrægtig med at kalde det gode frem og lyse det mørke og onde ud, saa Guds Tanke med det danske Folk kan blive til Virkelighed, og der endnu maatte være en lang og sollys Dag tilbage for Danmark.

Far ud paa Dybet –  ud dér, hvor de bar det værst og ikke kan gøre for, at de sank saa dybt; og nøjes ikke med at lægge lidt fra Land, saa du altid har din egen hjemlige Kyst for Øje, men fold dit Verdenskaart ud og sæt dig ogsaa ind i dine Medskabningers Lod under andre Himmelstrøg. Og du skal finde, jo flere Bøger du pløjer igennem, –  og nu om Dage har vi jo en rig Litteratur om Hedningefolkenes religiøse og sædelige Liv, –  jo mere vil det sortne for dit Øje: det er Nat for disse Mennesker, som aldrig har øjnet Guds Mening og Tanke med dem og aldrig har faaet Evangeliets Lys og Kræfter ind i deres Folkeliv, –  og det har du og jeg ogsaa Ansvar for.

     Far ud paa Dybet! Tilsidst glider din Baad ud paa Dødens store ukendte sorte Vande.  Men har  du din Frelser ornbord, da glimter Haabets Aftenstjærne mildt og vinker dig hjem til Evighedens Kyst. Amen.

1. Johs. 6, 68.
2. Mt. 16, 16-23.
3. Rom. 1, 4.
4. Mt. 16, 18. 
5. Luk. 22, 32.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Lukasevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kirkehistorie, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Garnisons Kirke, Historisk prædiken, Jesus Kristus, Olfert Ricard, Prædiken, Sankt Johannes Kirke, Trinitatistiden