I dag bringes fjerde del af skriftet “Den Kristne Frihed”.

Den fulde titel på skriftet er: “Den kristne frihed eller, hvorfor vi bør tilhører Church of England” og består af to såkaldte Tracts (traktater), der er en række skrifter, der blev skrevet af en række højkirkelige teologer med udgangspunkt i Oxford, England.

De to traktater nr. 29 og 30 er skrevet i 1834 af John William Bowden (1798–1844), og er skrevet mod de mange “afvigende kirker” (de forskellige trossamfund, der begyndte at vokse frem i England på det tidspunkt), og som et forsvar for den engelske statskirke, Church of England, der i kraft af den apostolske efterfølgelse er en del af den sande Kirke.

“Den kristne frihed” har nærmest novelle-stil. Vi møder John Evans, der bor i en engelsk landsby og er en hidtil flittig kirkegænger. For nylig er han dog begyndt at deltage i en af de nye sekters møder, men har dårlig samvittighed over at svigte sin gamle kirke. En dag render han i landsbyen ind i Church of England-præst dr. Spencer (dr.), der går John (J.) på klingen over hans valg, hvilket leder til en samtale om den sande kirke.

De første tre dele af “Den kristne frihed…” – blev bragt her på bloggen den 17. juni 24. juni og 22. juli. og kan læses her:
Tract 29 – 1. del
Tract 29 – 2. del.
Tract 30 – 1. del

Oversættelsen fra engelsk til dansk er min egen.

Tract 30

Den kristne frihed

Eller,

Hvorfor vi bør tilhører Church of England

Af en lægmand

Tract 30 – 2. del

Dr. – Vi kan udlede af Kristi førnævnte løfte, at dette aldrig vil ske for hele Kirken med eet; at sande apostle vil være at finde på jorden til enhver tid, indtil den sidste periode af verdens historie, hvor de skal være vidne om Hans komme. Med hensyn til dette er det en trist kendsgerning, at for nogle grene af hans kirke, kan det ske og er sket. Der er dog en simpel prøve, ved hvilken vi straks kan forvisse os om, at den engelske kirke ikke er faldet fra, eller, som det hedder, frafaldet sin Herres og Mesters tro.

J. – Og hvad er den prøve, hr.?

Dr.  Fordi Guds evige sandhed er indeholdt i hans åbenbarede ord; Bibelen, kan ingen kirke, hvilken fejltagelser dens individuelle medlemmers måtte være skyld, siges at være en frafalden kirke, og have mistet sit krav på lydighed fra ​​Kristi sande disciple, mens den stadig ærer den Bibel; lægger den i sine medlemmers hænder og byder dem at læse og søge der, og kun der, efter beviserne for den Lære, som den indskærper; og mens den erklærer, som Church of England gør i sin 6. artikel, at “Den hellige skrift indeholder alt, hvad der er nødvendigt for frelse; for at alt, hvad der ikke er læst deri, og heller ikke kan bevises derved, ikke skal kræves af nogen, at det skal troes som en trosartikel eller anses nødvendigt for frelse.”

J. – Så ifølge Dem, Sir, er Church of England ikke kun den sande, men den oprindelige Kristi Kirke, etableret i dette rige. – Nu fortæller Sam Jones, katolikken, som går i Popish Chapel i nabosognet. mig, at hans er den oprindelige kirke, og at Church of England er ny.

Dr. – Den, der i sandhed er den katolske kirke, er også i sandhed den ældste; men skønt vi på almindelig vis kalder papisterne, eller tilhængere af paven, katolikker, så er det dog os, der er de sande katolikker; for udtrykket betyder alene medlemmer af Kristi universelle kirke. Papisternes historie er denne: For mange århundreder siden var mærkelige og korrupte forestillinger og praksisser i mange af kirkerne i Europa fremherskende. Blandt andet hævdede folk, at paven eller biskoppen af ​​Rom var begavet med autoritet fra himlen til at lede alle kirkens grene på jorden, og at hans ord vejede tungere end selv de hellige skrifter. Men for omkring tre hundrede år siden indså biskopperne i den engelske kirke disse fejltagelser i deres sande lys; de så, at pavens autoritet ikke var baseret på Skriften, og de nægtede følgelig at anerkende den, mens de på samme tid, ud fra skriftens principper, korrigerede de andre fejl og onde handlinger, som jeg har hentydet til. Disse ændringer gjorde ikke Church of England til en ny kirke, og forhindrede heller ikke det legeme, som var Kristi sande og oprindelige kirke før, i stadig at være Kristi sande og oprindelige kirke. Nogle biskopper på den tid afviste ganske vist disse ændringer og nægtede at tiltræde dem; men da de, da de døde, forsynsmæssigt ikke havde udnævnt nogle efterfølgere, har der aldrig siden været nogen egentlig grund til tvivl om, hvilken var Kristi sande kirke i dette begunstigede land. Den engelske Kirkes biskopper, og de alene, er ved efterfølgelse repræsentanter for de, der for mere end tusind år siden plantede evangeliet på vores kyster.

J. — Men de personer, som papisterne kalder deres biskopper — hvorfra kommer de?

Dr. – De udleder, hvad de kalder deres ret, af deres udnævnelse af udenlandske biskopper på en uautoriseret måde. Paven og hans følgere ville på ingen måde anerkende de ændringer, der havde fundet sted i England; de erklærede, at vores kirke var faldet fra troen og nægtede at være i kommunion med os, indtil vi vendte om fra vores vildfarelse. De har siden, ud fra den påstand at vores linje af biskopper var ophørt, fra tid til anden, givet forskellige personer magten til at udøve biskoppelig myndighed her; men da grundlaget var falsk, var deres myndighed naturligvis ugyldig. Vi anerkender, at paven og hans biskopper i fremmede lande er kirkens præster, skønt vi indrømmer og beklager det faktum, at de har ført de grene af den, som de præsiderer over, til frafald og skam. Men vi føler alligevel, at de, når de sender deres repræsentanter hertil for at handle på trods af eksistensen af den allerede etablerede kirke, overskrider grænserne for deres autoritet. Vi føler, at Gud, som ikke er ophavsmand til forvirring, men til fred, i alle de helliges kirker (1. Kor. 14,33.) ikke vil godtage, at en biskop, uanset om han er behørigt indviet, trænger ind på en andens stol, med formål at tilrane sig hans navn og embede og organisere en systematisk opposition mod hans autoritet. Vi er derfor tvunget til at betragte dem, der er ordineret af disse indtrængende biskopper, som pavepræster er det, som uautoriserede og skismatiske religionstjenere og som krænkere af Kristi Kirkes love og Hans hjords enhed, ligesom andre afvigende trossamfund.

J. – Jeg takker Dem, hr., for at give mig et så godt svar at give Sam, næste gang jeg møder ham. Og jeg takker dig også dybt og oprigtigt, fordi du lærte mig vigtigheden af en del af en af ​​kristens pligt, som jeg aldrig før har forstået. Jeg kan nu se, at der er en synd, som en kristen kan gøre sig skyldig i, og som jeg aldrig før har tænkt over; nemlig den synd, at nægte at adlyde vor Forløsers befaling om at lytte til  hans apostle; at sætte os selv nederst som pligtopfyldende medlemmer af den kirke, som de hellige personer grundlagde, og som Han selv, usynligt, troner over; en synd, som de, der helt fjerner sig fra den kirke og slutter sig til en eller anden af de mange sekter, der afviser Kirkens autoritet, gør sig skyldige i. Men sig mig, hr. hvad kaldes en sådan synd?

Dr. – Det kaldes “skisma” fra et græsk ord, der betyder “deling”. En mand kan miste de privilegier, han nyder godt af som medlem af Kristi Kirke på to måder: – enten på grund af “kætteri”, dvs. at han fastholder meninger, der er i modsætning til de store sandheder i Guds Ord; eller gennem skisma, altså gennem en tilsidesættelse af Kirkens autoritet og en opfattelse af at så længe hans lære er ren, kan han tilslutte sig den sekt, han har lyst til, eller endda oprette en for sig selv. Udøvelsen af ​​et sådant privilegium har jeg hørt nogle mennesker kalde “kristen frihed.”

J. (smiler) – Jeg forstår Dem, hr.; men du skal ikke igen høre mig bruge ordet i denne upassende betydning. Den sande frihed, hvormed Kristus har gjort os fri, tilhører alene den, som i ærbødighed for sine tjenere vandrer på hans befalingers vej. Jeg indrømmer, at styrken af ​​det, du har sagt; har overbevist mig om, at Church of England er Kristi apostoliske kirke, oprettet af vor Herre selv, og jeg kan ikke undgå at vedkende, at de, som med vilje afviser og foragter den, begår en virkelig stor synd.

Dr. – Sådanne personer ville gøre klogt i at overveje vor Frelsers ord til de præster, hvis efterfølgere de foragter: »Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig.«  (Luk 10,16.)

J. – Det ville de sandelig, hr.; og jeg takker Gud for, at du har vist mig betydningen af ​​denne tekst, før jeg fuldstændig havde forladt den kirke, som min Frelser har befalet mig at tilhøre. Gud ved, jeg ikke havde i sinde at gøre noget sådan, da min nysgerrighed først førte mig til mødet.

Dr. – Det ved jeg, John; men lad dette vise dig faren ved at give efter for den fristelse, ved at tage det første skridt. Nysgerrigheden førte dig til et sted, hvor du, hvis du kendte din pligt, ikke burde have tage til; du var glad og fristet til at gentage dit besøg, og du kunne snart være blevet forført til at blive en del af denne uautoriserede menighed; imod, som jeg har vist dig, den Almægtiges højtideligt erklærede vilje.

J. — Jeg vil, hr., med Guds velsignelse, holde mig væk fra sådanne fristelser for fremtiden. Jeg stoler på, at jeg hver søndag fremover, mens liv og sundhed er mig beskåret, vil være at finde på min gamle vante plads i kirken og knæle på det hellige sted, hvor mine forfædre knælede før mig; og Gud give, at ingen fristelse nogensinde igen må føre mig på afveje eller få mig til at skilles fra min Forløsers hellige kirke.

Dr. – Det gør mig oprigtig glad, John, at høre dig udtrykke sådanne følelser. Én god virkning af det vil, gennem Guds nåde, være at din midlertidige fra folden er til ende. Du ved nu bedre, end du gjorde før, hvad vi mener, når vi med vores liturgis ord beder for “den katolske kirkes gode tilstand.” Og, jeg stoler på, at du vil blive i stand til, i højere grad end hidtil, at tilslutte dig denne smukke bøn, “at den må blive ledet og styret af din gode Ånd, at alle, der bekender sig til og kalder sig kristne, må blive ledt ind på sandhedens vej og bevare troen på åndens enhed, i fredens bånd og et retfærdigt liv.

J. — Det håber jeg, at jeg vil, hr. Jeg håber, at jeg altid vil føle mig taknemmelig for velsignelsen af at være kaldet til Kristi Kirke, som den lykkeligvis er etableret iblandt os; og jeg stoler på, at når du i menighedens navn fremsiger bønnen om beskyttelse mod “falsk lære, kætteri og skisma”, vil mit hjerte og min sjæl ledsage mine læber i svaret: “Gode Herre, frels os!”

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Teologi

Tags: Apostolsk efterfølgelse, Apostolsk succesion, Church of England, Højkirkelighed, Jesus Kristus, John William Bowden, Kirkehistorie, Oxfordbevægelsen, Sekter