Denne søndag – den sidste søndag, inden jeg atter skal til at prædike igen efter sommerferien – kan du læse en prædiken af pastor Knud Andersen, bragt i Danmarks højkirkelig blad: Re-formatio i 1969.

Temaet pastor Andersen tager op i sin prædiken, er lige så aktuelt i dag, som da prædikenen blev givet for 56 år siden; kravet fra nogle – i og udenfor kirken – om at kirken tilpasse sig tidsånden og tidens politisk korrekte holdninger. En fare vi altid skal være opmærksom på som Kirke!

Prædikenen er over Evangeliet fra 2. tekstrække (og altså ikke Lukasevangeliet 19,1-10, som kan høres i Kirkerne denne søndag)

Om Kirkens Stolthed og Den Falske Ydmyghed

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matthæusevangeliet 10,24-31

Nogle overvejelser i anledning af Matthæus 10:24-25.

Af Pastor Knud Andersen, Helsingør

Jeg kom til at sige i en samtale forleden dag med en udlænding, at jeg var stolt af mine forfædre, vikingerne. Dette forargede ham noget, fordi, som han sagde, det da ikke just var barmhjertighedsgerninger, som disse have øvet langs Englands og Bretagnes kyster. Alligevel beundrer jeg dem for det kraftoverskud og den optimisme, som fik dem til at bryde op fra den trygge hjemstavn og tage på togt til fremmede kyster i de livsfarlige småbåde.

     I disse vers taler Jesus om den kristne stolthed, som ikke har noget med overmod – endsige hovmod – at gøre, men som bunder i ydmyghed. Hvis man ikke er sig sit eget værd fuldt bevidst, har man ikke råd til at vise ydmyghed. Så er man henvist til at hævde sit værd gennem den uægte påtagede selvsikkerhed, som straks afslører den indre usikkerhed. Den ægte stolthed er forudsætningen for den ægte ydmyghed.

     Som kristne mennesker er vi borgere i to samfund: Danmark og Kirken. Vi blev borgere i Danmark ved fødsel og i kirken ved dåb, og vi omgiver begge samfund med ærbødighed og stolthed – både de grønne øer, som blev vort hjertes hjem herneden, og det rige, som ikke er af denne verden, men som vi ønsker skal fremtræde for verden med størst mulig herlighed og glans. Men skulle det komme til en konflikt mellem de to samfund eller riger, er vi ikke i tvivl om, hvor vi står. Man skal adlyde Gud mere end mennesker.

     Nu ved vi godt, at en konflikt næppe er mulig i dagens Danmark. Når den danske kirke vil være som et rige, men affinder sig med den tvivlsomme eksistens som et forvaltningsorgan, er konflikten i hvert fald teoretisk umulig, eftersom en gren af forvaltningen ikke kan sætte sig op mod staten. Men det er min stadige tvivl. At vi kommer for let om ved at acceptere vor nuværende stilling som kirke. Uden selvstændighed ingen stolthed, og uden stolthed ingen sand ydmyghed, og er kirken ikke en selvstændig organisme og organisation i forhold til staten kan den ikke vise ægte ydmyghed, men kun underkastelse. Derfor ingen stolthed, og derfor ingen unge i kirkens tjeneste.

     Vi så ved den sidste bispevielse i fjernsynet: Speakeren beroligede os, inden det hele tog sin begyndelse, med at det ingenting betød med en sådan bispevielse. Underforstået: Havde det betydet bare en lille smule, havde det været for farligt. Men så er det, man spørger sig selv: Hvor bliver stoltheden af? Hvor bliver den ægte kirkelige stolthed af, den, som bunder i den sande ydmyghed, når man går med til, at det hele ingenting betyder, og derved gør sig til grin i deres øjne, som giver sig af med at tænke.

     En discipel står ikke over sin mester, ejheller en tjener over sin herre. Nej, men man kan bruge ”ydmygheden” på en sådan måde, at man netop derved kommer til at sætte sig over sin mester. Man kan underkaste sig, så man bliver fri for at blive kaldt Beelzebul.

     Man kan tjene verden på en sådan måde med evangeliet, at det ender med en snedig tilpasning til verden, som så ikke behøver at blive vred på en. Så har man ingen grund til at frygte for verden. ”Siger man, at et menneske er kristent, når det har modtaget dåben, er det såvist generøst af Vor Herre, men jeg tror nu ikke, det er den måde, det virker på”, sagde en skuespiller fra Dronningmøllerevyen. Nej, verden forfølger os ikke, hvis vi drister os til den slags udtalelser. Den griner snarere af os. Vi skal såmænd heller ikke regne med at blive martyrer. Der er ingen, som vi gider slå os ihjel, når vi ingen skade gør!

     Nu har vi gennem Uppsalamødet fået at vide, at vi skal være revolutionære, og de unge, som samles omkring Miiniuppsala i Haslev, minder os om, at Kirken skal bryde op fra sin statiske sikrethed og gennem en venstreorientering bliver platform for en progressiv diskussion om sociale og politiske problemer. Og der er så meget, man kan være enig med dem i, men man spørger alligevel: Er det bare verdens gamle krav om tilpasning, der meler sig i en ny forklædning? Tidligere tilpassede Kirken sig en borgerlig, liberalistisk samfundsorden under den tids magthavere. Nu forældes denne orden, og så må Kirken ile med at hoppe på de nye magthaveres vogn. For der er vel ingen, som har tænkt sig, at skulle blive martyr af at sige, at vi skal være revolutionære og socialt engagerede. Det er da den eneste farbare vej, hvis det er popularitet, vi ønsker. Lille venner, verden vil da falde os om halsen af begejstring, når blot vi tilstrækkelig mange gange gentager for den, at kirken skam ikke skal støtte sig til magthaverne og de ”sikrede”. For det er jo ”revolutionære” og de ”progressive”, som nu sidder ved roret!
     Kirken skal tilpasse sig evangeliet – ikke verden!

     Og så må den have mod til at stå for, hvad den står for. Uden at frygte for hverken højre eller venstre må det være vor opgave at tale i lyset, hvad vi har modtaget, og så have stolthed nok til at mene, at det er sandheden, som verden må indrette sig efter, og som vi må prøve at indrette verden efter. Det kan være de råber Beelzebul efter os, men vi må vel være glade, hvis det går os som Vor Herre.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Matthæusevangeliet, Gæsteindlæg, Højkirkelighed, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske, Trinitatis

Tags: 7. s. e. Trinitatis, Fællesskabet Kirkelig Fornyelse, FKF, Jesus Kristus, Knud Andersen, Prædiken, Re-formatio, Stat-Kirke