I dagens indlæg fra Re-formatio 1974, stiller pastor Knud Christensen spørgsmålet; Hvad er det højkirkelige? – det det samme som katolicisme? Og det er et godt spørgsmål for, hvad er det egentlig: det er vist noget med Jomfru Maria, Skriftemål, røgelse og pomp og pragt er det ikke?
Hvad er det Højkirkelige?
Det det samme som katolicisme?
Pastor Knud Christensen, Frederikssund
Vi er alle overbeviste om, at vi selv er meget kloge, at det vi selv har er det rette, og at de andre er nogle tåber, man skal bekæmpe eller i hvert fald skændes med. Så når jeg nu skal skrive i jeres kirkeblad om det højkirkelige, så må jeg skændes med både tidehvervsfolk og grundtvigianere og andet troende godtfolk. Jeg må skrive nogle sandheder. Så det bliver spændende læsning for det menneske, der gerne vil skændes med andre.
Hvor er det egentlig modbydeligt, at vi er sådan i den kristne kirke og menighed. Der er ikke spor at sige til, at den kristne kirke i hele verden er træng, for Kristus kræver tros-lydighed af os, ellers forlader han os. Men hvorfor kalder I mig ”Herre, Herre!” når I ikke gør, hvad jeg siger? (Luk, 6,46). Eller: Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer (Johs. 15,12). Hvem tror du Jesus døde for: paven i Rom, biskoppen i Ålborg, eller den lille pinseven i Californien?
Et sådant spørgsmål kan slet ikke stilles, og det opdagede jeg, da jeg var inviteret til kirkeindvielse i den svenske statskirke. I en lille forstad til Kimla skulle der indvies en vandrekirke, og de deltagende præster skulle gå i procession fra en lille pinsekirke til vandrekirken, som skulle indvies. I processionen var der en svensk biskop opg præster fra de forskellige trossamfund i Kimla, og efter kirkeindvielsen var der kaffebord i pinsemenighedens forsamlingslokaler. Forstanderen for pinsemenigheden sagde i sin tale, at han til at begynde med havde undret sig over, hvorfor den svenske statskirke ville rejse en vandrekirke lige ved siden af pinsekirken, og det netop nu i disse økumeniske tider? Nå ja, tænkte han, så kan folk gå ind i den svenske statskirke og høre evangeliet og så bagefter komme over i pinsekirken og blive frelst og døbt! Men, sagde han så, jeg tog mig i det: vi har forskellig teologi, men den samme frelser!
Der er kun een, som er vejen og sandheden og livet. Der er kun een, der har åbnet himlens porte og stiftet een Kirke på jord. Er Kristus da delt? (1. Kor. 1,13). Nej, det er han ikke, og det er hans bøn, at der kun skal være een Kirke: Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! I mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig (Johs. 17,20-21). Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold, også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive een hjord, een hyrde (Johs. 10,16). Når vi taler om Kirke, så er det ikke en menneskeopfindelse, men Jesus selv bruger dette udtryk: Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Matt. 16,18). Derfor taler Paulus også om Kirken: Og Gud har i Kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere, dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale (1. Kor. 12,28). Kirken er Kristi Legeme: Og I er nu Kristi Legeme og hver for sig hans lemmer (1. Kor. 12,27). Da vi er lemmer på samme legeme, har vi ikke samme funktioner: Thi ligesom vi har mange lemmer på eet legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange eet legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer (Rom. 12,4-5). Kristus elsker sin Kirke: Ingen har jo nogensinde havde sit eget køb, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for Kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme (Efes. 5,29-30). Kristi Kirke på jord er ikke noget løsagtigt, men hun kender sig selv, for Jesus kender hende: Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbygge på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten (Efes. 2,19-20).
Dersom vi fornægter denne sandhed om den kristne kirke, så ender vi i det sekteriske, så lukker vi af for kærlighedens ånd – og bliver forargede. Den kristne kirke står i en vidunderlig sammenhæng, der begynder med Guds udvælgelse. Derfor hører Det gamle Testamente med. Prøv at læse beretningen om de to der vandrer til Emmaus (Luk. 24,13-35). Den opstandne lukker skrifterne op for dem, d.v.s. Det gamle Testamente. De 12 apostle er ikke en tilfældighed, men Jesus har udvalgt dem, for at de skal være hans vidner. Jesus giver dem fuldmagt til at være det, Jesus sagde da igen til dem: Fred være med Eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer. Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet (Johs. 20,21-23). Og apostlene er sig dette bevidst. Derfor vælger de en afløser for Judas Iskariot (Apost. Gern. 1,25-26).
Men: er højkirkelighed lig med katolicisme? Er der mon mennesker som når de er i Danmark vil kalde sig modstandere af det højkirkelige, men som når de er i udlandet strømmer til de katolske kirker? Er der mon nogle af dem, der har været i Rom, været til alters i en katolsk kirke eller modtaget Pavens velsignelse knælende på Peterspladsen? Altså modtaget en velsignelse af et menneske man i princippet tager afstand fra. Prøv at læse hvad der står i den hellige skrift om apostlen Peter (Matt. 16,13-19); Matt. 26,30-33; Johs. 21,15-18; Apostl. Gern. 1,15 og 2,14). Efter sin omvendelse opsøger Paulus apostlen Peter i Jerusalem (Gal. 1,18-19), og han skriver til de kristne i Korinth, at Jesus først viser sig for Peter, derefter for de tolv efter opstandelsen (1. Kor. 15,5). Holder vi os til Skriften, er der slet ingen tvivl om, at Peter havde en særstilling blandt apostlene.
”Det katolske, det er sådan noget med statuer af Maria (Jomfru Maria – Herrens Moder – Guds Moder)”. Der står skam noget om Jomfru Maria i Skriften. Hun er ikke en tilfældighed. Selv profeten Esajas har skrevet om hende (Esaj. 7,14). Hun er med i profetien. Vi ved alle, hvordan hun blev gravid og at hun sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit ord (Luk. 1,38). Og hendes lovsang (Luk. 1,46-55) bliver sunget ved aftenstide i den ganske kristenhed. Apostlen Johannes lader Jomfru Maria være årsagen til at Jesus begynder sin virksomhed (Johs. 2,15): Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre. Tænk sig, hvis vi retter os efter hende! Hun peger på livets Herre, og Jesus selv priser sin moder (Luk. 11,27-28). Hun har båret på Guds ord under sit hjerte og bevaret det. Hun stod ved korset, da Guds Ord blev dræbt for din og min skyld. Vi må ikke smide Jomfru Maria ud med badevandet, for så synder vi imod Skriften og sandheden. Det er ikke en tilfældighed, at der i Darmstadt i Tyskland er Mariasøstre, og at der i Kollund og Maribo i Danmark er Mariadøtre.
”Katolicisme, det er noget med skriftemål. Så går man bare hen og siger, hvad man har gjort, og så fortsætter man med at synde”. Jesus knytter meget ofte to ting sammen, nemlig: Syndsforladelsen og helbredelse. Jesus er kommet til verden for at frelse den, ikke for at dømme den. Denne frelse er der profeteret om. Esaj. 53,4: Og dog – vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig, vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
Inden sin død og opstandelse pegede Jesus på dette, da han udsendte sine 12 apostle og gav dem magt over urene ånde (Mark. 6,7-13). Og efter sin død og opstandelse giver han dem fuldmagt til at forlade synder (Johs. 20,20-23), og vi hører også om helbredelsesundere. Jesu offerdød for syndere har evig gyldighed, derfor siges det også tydeligt i det danske præstevielsesritual, at i ordinationen får præsten magt til at forlade synder. Derfor: hvis du har en synd, skal du vide, at Jesus kender den og har båret den for dig. Det eneste du skal gøre, er at give ham den. Jesus vil gøre os fri, for han lever.
”Højkirkelighed, det er noget med ydre pragt og tomme ceremonier, messeklæder, røgelse og hvad ved jeg”. Da Jesus red ind i Jerusalem svang de palmegrene og råbte: Hosianna, velsignet være han som kommer i Herrens navn. Og nogle dage senere sagde Jesus: Jeg har hjertelig længtes efter at spise dette måltid med jer. Han sagde Det er mit legeme, det er mit blod. Gør dette til min ihukommelse. Jesus lyver ikke. Han er det brød som kommer ned fra himlen for at give verden liv. Han er vort påskelam, det, som bærer verdens synder. Han er i sin menighed. Troen er virksom. Derfor er det ikke tåbeligheder, det der står i Mark. 16,15-20 om alle de tegn og undergerninger der skulle være i den kristne menighed, for Jesus er ikke et dødt ord eller bare en idé, men vor levende Herre. Korstegnet, som Luther anbefaler os at bruge for vort ansigt og bryst morgen og aften, er ikke bare noget tomt udvortes noget, men et tegn vi skal bruge til glæde og til liv. Brug det. Modtag nåden af Jesu hånd og lad glæden fylde dig. Vi må kaste hæmningerne bort, for de kommer ikke fra Gud. Hils hverandre med helligt kys (Rom. 16,16). Vi er Guds husfolk og medborgere. Det må gerne kunne ses på vor menighedsforsamling. Vi er Kristi legeme og hver for sig lemmer på dette legeme. Vi har hver især vor opgave, men dog i fællesskab. Der er en tendens til både i og uden for kirken at gøre alle ting lige. Vi tør godt pege på, at det ikke er sandheden. Vi har hver især vore opgaver, vi er vel alle præster for Herren, men vi skal ikke alle gøre præstetjeneste i menighedens fællesskab for ham. Præst og menighed har hver sine opgaver, og de er alle lige vigtige. Gudstjenesten! En gudstjeneste er ikke noget man overværer, sådan som man skriver i aviserne, men noget man tager del i. Den er det troende Guds-folk møde med sin opstandne Herre. Derfor er den rig på liturgi og bønner. Den kristne kirke er rig og fuld af glæde.
I den kristne kirke er der noget, der hedder en dåbsbekendelse: Jeg tror på Helligånden, een hellig katolsk Kirke. Det er med vilje jeg har skrevet katolsk og ikke almindelig, for ordet katolsk er græsk, og det betyder almindelig, d.v.s. alt hvad der er nødvendigt til frelse har vi i Kirken. Vi er døbte til at tro på alt, hvad der bringer os frelse og ikke til i vor bedreviden at udelukke noget af det Jesus har givet os. Vi er ikke døbte ind i en sekt, men ind i den hellige katolske kirke, og det er ligegyldigt om denne dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn finder sted i den hellige katolsk-romerske, katolsk-ortodokse eller katolsk-lutherske kirke. Derfor er den højkirkelighed bevægelse også katolsk i sit væsen, og den ønsker også at være det. Vi ønsker ikke at udelukke, men at stå på Kirkens, Skriftens og Helligåndens grund. Vi vil have klippegrund under fødderne, og det er Jesus selv og ikke mere eller mindre tilfældige menneskelige opfindelser
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!
Kategorier:Debat, Gæsteindlæg, Gudstjeneste-Højmesse, Gudstjeneste-Liturgi, Jesus Kristus, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar