Prædiken givet i Ledøje Kirke, 13. søndag efter Trinitatis (14. september 2025)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

 Lukasevangeliet 10,23-37

Hvem er min næste? Det er spørgsmålet, som der bliver stillet til Jesus i dagens Evangelium, hvor Jesus som svar fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Jesus er ved at undervise, da en af tilhørerne – en lovkyndig – rejser sig og stiller Jesus spørgsmålet: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«. »Hvad står der i loven?« spørger Jesus tilbage »Hvad læser du dér?«, hvortil den lovkyndige svarer: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

Men da Jesus siger, at det er sådan den lovkyndige bør gøre, stiller han Jesus spørgsmålet: »Hvem er så min næste?«

Og så fortæller Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Lad os, inden vi går videre med lignelsen, først kaste et blik på, hvem disse samaritanere var. For når Jesus bruger samaritaneren i lignelsen, forstår man, hvor provokerende det i virkeligheden er.

Jeg tror, at de fleste kender udtrykket en barmhjertig samaritaner eller begrebet samarit, der jo er disse førstehjælpsuddannede mennesker, der hjælper til ved større arrangementer, hvis folk skulle få brug for hjælp. Navner har sin oprindelse i lignelsen her og ikke på grund af, hvordan de blev set af jøderne på Jesu tid.

Samaritanerne kom fra området Samaria der ligger i vores dages nordlige Israel. På Det gamle Testamentes tid var der to jødiske kongedømmer, Sydriget eller Juda, hvis hovedstad var Jerusalem og Nordriget, Israel, hvis hovedstad var byen Samaria, som med tiden kom til at være navnet for hele området. I 720érne f.Kr. blev Nordriget løbet over ende af Assyrerriget, der som led i deres erobringsstrategi flyttede de uddannede og håndværkerne væk til andre dele af deres rige og erstattede dem med andre fra andre besejrede folkeslag. De nye grupper, der kom til landet, medbragte deres egne guder og traditioner, men vi får at vide i 2. Kongebog, at de nye folk lærte ”hvordan de skulle frygte Herren”. Så de blev altså jøder – eller næsten! For samaritanerne udviklede over tid anden praksis og tradition ende jøderne i Sydriget. De brugte eksempelvis kun de første fem bøger i Det gamle Testamente, dem vi kalder Mosebøgerne; de havde deres eget tempel på bjerget Gerizim og afviste de andre jøders krav på, at templet i Jerusalem var det eneste rigtige tempel i jødedommen. Men næsten værst af alt var, at de ikke var etniske jøder, men en blanding af de folkeslag, der havde slået sig ned i landet under assyrerne. Og over tid fandt der flere sammenstød sted mellem jøderne og samaritanerne.

Men lad os nu vende tilbage til dagens Evangelium og lignelsen om den barmhjertige samaritaner igen.

En mand, fortæller Jesus os, er på vej fra Jerusalem til Jeriko. Og undervejs overfaldes han og efterlades nøgen og halvdød, altså bevidstløs i vejkanten. Først kommer en præst forbi; han ser manden, men går videre. Umiddelbart tænker vi, at han må være et forfærdeligt menneske, men i virkeligheden prøver han at være religiøst god. Han er formentlig på vej til gudstjeneste og skulle det vise sig, at manden var død – og ikke bare bevidstløs – ville det medføre, at han ville blive rituel uren og ikke kan forrette tjeneste i templet eller synagogen. Hans fejl er, at han vælger den rituelle renhed højere end næstekærligheden. Derefter kommer en levit forbi. Levitter var tempeltjenere og ligesom præsten – og formentlig af samme årsag – går han videre uden at hjælpe manden.

Og endelig kommer samaritaneren, der i jødernes øjne er uren. Men han får medlidenhed med den overfaldne og renser hans sår med olie og vin, inden han forbinder dem – en lille detalje, som evangelisten Lukas, der jo af profession skulle have været læge, lige skulle have med. Han transporterer ham til et herberg og beder værten pleje manden og betaler to denarer, det der svarer til to dagslønne, hvilket formentlig ville række til en 5-6 overnatninger på herberget, og lover værten at betale det ekstra, der måtte løbe på.

Og så spørger Jesus den lovkyndige: »Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«, men selv her kan den lovkyndige ikke få ordet samaritaner over sine læber, men svarer: »Ham som viste ham barmhjertighed.«, hvortil Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså!«

Det Jesus gør klart med sin lignelse og ved brugen af samaritaneren er, at næsten ikke kan afgrænses af etniske, sociale, nationale, religiøse eller andre skel! Næsten er personen overfor dig. Næsten er Medmennesket, hvor du end møder det.

Vi lever i en verden, hvor sendefladen i tv ryddes til fordel for den ene store landsindsamling efter den anden, og hvor indsamlinger på Facebook popper op i vores feed – forslået ud fra vores historik og venneliste – og de velgørende foreningers gadesælgere prøver at få penge ud af os til netop deres formål. Alle sammen sikkert mere eller mindre ædle formål, men de skaber også faren for, at vi tror, at vores pligt til at hjælpe næsten kan være opfyldt ved at give et beløb til den ene eller den anden sag. Det kan føre til, at vi overser vores egentlige næste; at vi overser medmennesket vi møder i vores hverdag; at vi tror, at det at hjælpe næsten er gjort med en donation til et sms-nummer! Måske skyldes det, at vi som præsten og levitten i lignelsen på den måde forsøger at holde os fri af det urene. Vi slipper for at involvere os personligt og se livets skyggesider i øjne ne.

Men hvis vi virkelig mener, at vi vil følge Kristus, så må vi se i øjnene, at næsten også er den hjemløse, der hutler sig igennem livet på gaden; at næsten er den ældre dame, der ikke selv kan klare sine indkøb; at næsten er barnet, der bliver mobbet i skolen; at næsten er den ensomme ældre mand, der har mistet sin hustru; at næsten er barnet med særlige behov, der ikke har nogle at tale med!

At følge Jesus Kristus, som Herre og Frelser, betyder at vi ikke kan vende blikket væk fra det grimme eller urene. Han omgikkes de som blev anset som urene og udstødte, toldere og syndere. For Ham er de netop grunden til, at Han lod sig føde som menneske. Når vi kalder os kristelige, så er det indeholdt i ordet, at vi forsøger at være Kristus lig, altså at være ligesom Kristus. Og det betyder, at vi er forpligtet på at lade Hans kærlighed vælde frem i verden gennem os.

Men kan vi være som Ham? Kan vi være som Kristus? Nej, for vi er kun mennesker. Vi fejler, vi synder og vi svigter – men vi skal hele tiden forsøge, at være som Ham.

Og her er det fantastiske ved Jesu lignelser; der er altid en ekstra dimension. For en lignelse er ikke bare en belæring til os, om hvordan vi skal leve: Lignelsen fortæller os også noget om Guds Rige og om Guds forhold til os. Og set på den måde er vi, mennesket, i lignelsen ligesom manden, der ligger nøgen og halvdød i vejkanten. Vi kan intet gøre af os selv, men kun med Guds hjælp. Og Jesus Kristus er samaritaneren, der kommer til os renser vores sår, forbinder os, fører os til sin Kirke, herberget, og allerede har betalt for os, allerede har betalt for vores tilgivelse, hvis vi bekender Ham som Herre og Frelser. Så selv når vi ikke lever op til Hans bud om næstekærligheden, står Han klar til at samle os op, tilgive os og sende os ud i verden igen for at tjene næsten.

Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Lukasevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Prædikener

Tags: Den barmhjertige samaritaner, Jesus, Jesus Kristus, Lukasevangeliet, Næste, Næstekærlighed, Prædiken, Samaria