Skriftemålet eller Bodens Sakramente bruges ikke ofte i Den danske Folkekirke, men hvorfor egentlig ikke? Det spørger den tidligere folkekirkepræst og senere romersk-katolsk munk Poul Exner (1929-2023) om i dagens indlæg, der først udkom i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i udgave nummer 2, 1976.

Skriftemålet

Hvordan få jeg mod til at bruge det?

Af Pastor Poul Exner, Albertslund

Flere af os har sikkert været med i en samtalegruppe, hvor denne bemærkning er faldet: ”Vi burde nu indføre knæleskamler i vores kirker”.
   Engang, hvor denne bemærkning faldt, blev den fulgt op med disse ord: ”Vi får ikke knæleskamler – og skal muligvis heller ikke have det – før vi har knælet et stykke tid uden”.
   Der er også mennesker, der mener, at skriftemålet – det personlige – bodens sakramente – burde genindføres, – og skriftestolen med.
   Dertil er også at bemærke: Skriftemålet er aldrig blevet ophævet. Det er sandt, at det som privatskriftemålet med karakter af det klassiske Bodens Sakramente er gået meget af brug. Men afskaffet er det ikke. Hvordan får vi det så genoplivet? Ja, det gør vi ved at der er flere, der, én ad gangen, begynder med at gå til skrifte.

   Der spørges: ”Hvordan får vi mod til det?” Hvis jeg skal svare meget personligt på det, er svaret: Det sker lettest, hvis man er overbevist om, at det er godt, at skriftemålet forefindes. Dernæst – og det er nok den stærkeste grund – sker det, når man virkelig komme i syndenød. Derved bliver det i alle måder ulideligt, at skriftemålet findes, uden at man bruger det. Til sidste bliver det så ulideligt og uholdbart, at man drives til skriftefaderen.

I en sådan situation er manglen af skriftestol ikke noget problem. Intet er noget problem uden dette at få sagt: Jeg har syndet meget, og særlig bekender jeg…. Så lyder snart skriftefaderens ord:… jeg forlader dig alle dine synder …. Gå bort med fred ….
   Bed for mig, en synder.
   Ingen skal altså ønske, endsige forlange skriftemålet ”genindført”, som ikke først og fremmest ønsker det genindført for sit eget vedkommende. Hvis man tøver, bør man overveje følgende for sig selv: Hvorfor vil du have skriftemål ”genindført”? Vel fordi det er en god sag – ovenikøbet en Herrens indstiftelse. Hvorfor er du bange for at bruge Herrens indstiftelser? Tror du det er mindre farligt at lade være? Hvad vil du selv sige til den, der gerne vil til alters, men ikke tør? Hvad vil du sige til et voksent menneske, der tror i hjertet, men ikke blev døbt som barn?

   Det er aldrig i sig selv rart at skrifte. Når man trænger til det, er det fordi man allerede har det skidt med sig selv og allerede er inde på ”forbryderbanen” i den forstand, at man så småt lever på bortforklaringer og selvforsvar.
   Det er heller ikke rart at have tandpine og heller ikke rart at tænke på det forestående tandlægebesøg. Og det er sandt, som én har sagt, at skriftemålet er som en operation uden bedøvelse, fordi sygdommen sidder i bevidstheden. Derfor skal helbredelsen ske ved fuld bevidsthed.

   Men helbredelse er dog i alle forhold det bedste, og vejen til helbredelse skal følges. Den psykologisk forståelige ulyst til at få begyndt er allerede en anledning til at tale med den person, der eventuelt skal være ens skriftefader.

   Det heler er jo dog et spørgsmål om nådens og sandhedens fuldkomne overensstemmelse. Men begge dele kan hver for sig blive mangelvare og starte efterspørgslen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Debat, Diverse, Gæsteindlæg, Højkirkelighed, Kirkehistorie, Kristenliv, Teologi

Tags: Bodens Sakramente, Poul Exner, Sakramenter, Skriftemål, Tilgivelse