Prædiken

Givet i Ledøje Kirke
18. søndag efter Trinitatis

»Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.«

Sådan lyder indledningen til Shemaen Israel. Der betyder »Hør, Israel«, og er den jødiske trosbekendelse, der ofte indleder jødiske bønner, både privat og i synagogen. Og det er denne ’Shema’, som vi hører Jesus citerer i dagens Evangelium.

Vi befinder os i dagens Evangelielæsning i dagene umiddelbart inden Langfredag med dens korsfæstelsen og Påskedag med opstandelsen. Siden Jesus og hans disciple er ankommet til Jerusalem Palmesøndag, har Han været optaget af at lægge sig ud med de ledende jødiske religiøse kredse. Og bægeret er ved at være fyldt. For de har alle sammen forgæves forsøgt at fange Jesus i ord, altså bevise at Han er blasfemiker – en der påstod at være Guds Søn og endnu værre Gud selv.

Farisæerne – de lovtro – og herodianerne – støtter af kong Herodes – har forsøgt at miskreditere Ham. De viser Ham en romersk mønt og spørger: »Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Svarer Han ja, kan man anklage Ham for at gå Roms ærinde og ikke være tro over for sit folk, og svarer Han nej, kan man angive Ham til romerne som oprører, hvilket medfører døden. Men Jesus svarer dem: »Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er« og viser dem dermed at Hans Rige ikke er af denne verden. (Matt. 22,21)
Så forsøger saddukæerne sig. De tror ikke på opstandelsen – et liv efter døden – eller engle. Og de bruger et af deres argumenter mod opstandelsen, som de sikkert har brugt mod farisæerne, til at vise absurditeten af Jesu tale om opstandelsen og spørger Ham; hvis en kvinde er gift syv gange og manden dør og hun gifter sig med broderen, og det gentager sig syv gange; hvem af mændene vil hun så være gift med ved opstandelsen. Men Jesus svarer dem, at man i opstandelsen hverken er gift eller bliver giftet bort, men er som engle. (Matt. 22,23-33). Han kan ikke nære sig for lige også at nævne englene… Så også de må gå bort med uforrettet sag.

Nu er gode råd dyre for de religiøse jødiske ledere. Jesus har ydmyget dem offentligt. Og som et sidste forsøg sender farisæerne en af deres lovkyndige hen til Jesus.
En lovkyndig er, som ordet siger, kyndig i den jødiske lov, og selv om ordet ofte bruges i flæng med skriftkloge, så er en lovkyndig nærmere en jurist eller advokat om man vil, en der kunne bruge loven i forhold til retstvister.

Og har man set et retssagsdrama i tv, så ved man, at noget af det vigtigste i en retssag er at få den anklagede ud på tynd is; at få dem til at modsige sig selv og derfra ødelægge hele deres forsvar. Og det er det den lovkyndige her forsøger. Han stiller ikke ja-nej spørgsmål. Han spørger ikke; er det tilladt eller ej at betale skat til kejseren? eller er den syv-gange gifte kvinde gift med en eller alle af sine mænd i opstandelsen?

Nej, ham her ved, hvad han laver. Så i stedet for at give Jesus muligheden for at svarer ja eller nej, spørger han ”Hvad er det største bud i Loven?”.

Vælger Jesus et bud fremfor et andet kan den lovkyndige følge op; hvorfor dette bud? hvorfor ikke dette? Er det bud vigtigere end…? Kan du, Jesus, dømme, hvilket bud, der er vigtigst? Er det vigtigere ikke at lyve, ikke at holde sabbatten, ikke at lyve, ikke at tilbede andre guder. Hvad er det største bud i Loven?!

Men Jesus falder ikke for den lovkyndiges fælde. I stedet citerer Han Shemaen fra 5. Mosebog, der falder i forbindelse med at folket Israel opfordres til at holde alle Guds bud, og 3. Mosebog, hvor buddet om at elske sin næste som sig selv findes.

Og siger så: »På de to bud hviler hele loven og profeterne!«

Det, Jesus siger, er, at hvis du elsker Herren af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele din styrke, så vil du holde alle Hans bud.

Det den lovkyndige ville have Jesus til med sit spørgsmål, er det vi som regel gør, når vi tænker på Guds bud og på vores synd. Vi rangordner dem! Vi opstiller synden i kategorier alt efter, hvad der er mest forargeligt. Eller lad os være ærlige, alt efter hvilke synder vi selv har begået i forhold til andre.

En lille løgn er jo bedre en at være utro og utroskab er jo bedre end drab. Vi gradbøjer synden – undskylder os selv – så de synder vi begår eller har begået ikke synes lige så slemme, som dem de andre har begået. Men på den måde synder vi igen, både ved at dømme andre og tro, at vi – og ikke Gud – kan bestemme, hvor stor vores synd er. »Ja«, siger vi til os selv »min synd er jo så lille, så ubetydelig, at det jo næsten ikke er en synd. Den har vel egentlig ikke engang har brug for tilgivelse. Jeg har ikke brug for en Frelser.«
     Vores synd synes måske ikke at have store verdslige konsekvenser, men de har alligevel evige konsekvenser. For når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, som vi siger det i den Apostolske Trosbekendelse, forestiller vi os så, at Han siger; »nåh, ja, du har jo kun løjet og stjålet livet igennem og været utro en gang, så det er slet ikke så slemt i forhold til de andre, der skal dømmes!?«

Men – vil nogen sige – der er vel forskel i alvorligheden af synder. Og, ja, vi kan godt blive enige om, at nogle er værre end andre. Kan en løgner sammenlignes med en voldsmand eller en tyv sammenlignes med en seriemorder? Men sagen er at alle synder i virkeligheden er det samme – eller rettere alle syndige handlinger er symptomer på den egentlige synd – nemlig, at vende sig bort fra Gud. Når vi mener, at vi har nok i os selv, at vi ikke behøver Gud, når ikke anerkender Ham som Herre.

Men elsker du Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke, så vil du gøre alt i din magt for at holde Hans bud.

Kan vi så undlade at synde. Nej, den eneste der har været syndfri, er Jesus Kristus. Men vi skal arbejde på det. Og første trin er at erkende, at vi er syndere. Måske husker I beretningen om den utro kvinde, som man ville stene. Jesus siger til dem: »Lad den, der er uden synd, kaste den første sten.« Stillet overfor den udfordring kaster de alle stenene fra sig, og Jesus siger til kvinden: »Heller ikke jeg fordømmer dig, gå, og synd ikke mere!« (Joh. 8,1-11)

Jesus viser os, at ingen er uden synd. Der er ingen af os, der ved egen magt kan være retfærdige i Guds øjne.

Men gennem Ham kan vi blive retfærdige. Der er ingen der er uden for Hans frelse, hvis de ønsker den. Tænk bare på de toldere og syndere, Han omgav sig med. Ja, selv røveren, der hang på korset ved siden af Jesus, da Han blev korsfæstet, blev tilgivet.

Og det er det på én gang fantastiske og forargelige ved kristendommen; ingen er udenfor Guds kærlighed og tilgivelse. Omvender du dig og bekender Jesus Kristus som Herre og Frelser, vil du også blive omfattet af Hans kærlighed og tilgivelse. Der er ingen der er sunket så lavt, at Han ikke står klar til at samle dem op.

Men det kræver, at man vil omvende sig. Man må gå en anden vej – en man er gået indtil nu: Man må vende om. Omvendelsen er at lægge det gamle bag sig. Som Sankt Paulus siger i brevet til menigheden i Efesos: »I skal aflægge det gamle menneske … iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.« (Ef. 4,22,23)

Og her kommer også det andet bud, Jesus nævner ind i billedet: Du skal elske din næste som dig selv.  Farisæerne ville nok have at alle jøder skulle være retfærdige for Gud, men de elskede ikke deres næste. De hadede dem, der var urene. De hadede syndere. De havde dem, der ikke var retfærdige i Guds øjne – eller rettere dem, som ikke var retfærdige i deres øjne. Og vi kan, som jeg nævnte, have en tendens til det samme, som når vi taler om synd. »Din synd er større end min!« siger vi, men var det standarden Jesus skulle dømme efter, så ville ingen blive tilgivet.

Kan vi tilgive vores næste sætter vi samtidig os selv fri i dette liv. Vi kan få et nyt liv – også på denne side af Himlen. Når vi ikke længere behøver hænge fast i nag og vrede mod andre, men tilgiver dem, så bliver vi fri til at leve i frihed med Kristus. Et liv, hvor vi lever – ikke for at dømme næsten – men tjene næsten og vise dem vejen til Kristus Jesus, vor Herre og Frelser.

Så lad det være vores fortsæt her 18. søndag efter Trinitatis, som vi beder om i Fadervor-bønnen; »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!«

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen!

God søndag, Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel, Bibel-Det Gamle Testamente, Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Matthæusevangeliet, Jesus Kristus, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Mission, Prædikener

Tags: 18. søndag efter Trinitatis, Jesus Kristus, Matthæusevangeliet, Paulus, Prædiken, Shema