Du kan I dag læse det andet skrift fra samlingen Tracts for the Times i min oversættelse. Tracts for the Times er en samling af 90 teologiske skrifter (traktater), der blev udgivet i årene 1833-1845 af en kreds af teologer fra Oxford. Traktaterne er så at sige programmet for den højkirkelige Oxford-bevægelsen i den anglikanske kirke. Med udgangspunkt i den tidlige kirkes traditioner og kirkefædrene arbejdede man på en fornyelse af anglikansk teologi og liturgi og en fastholdelse af Kirkens forpligtelse på at være Kristi Kirke.

Nærværende traktat blev udgivet 9. september 1833 og er forfattet af John Henry Newman (1801-1890), der kan betragtes som Oxford-bevægelsens hovedmand.

Baggrunden for skriftet ”Den katolske Kirke” er det britiske parlaments lov “The Church Temporalities Act” fra 1833. Med loven vedtaget blandede staten sig I Kirkens forhold og nedlagde og sammenlagde stifter, forflyttede gejstlige og fik indflydelse på Kirkens økonomi. Loven var samtidig det, der lagde grundstenen for Oxford-bevægelsen, hvis medlemmer var arge modstandere af statens indblanding i kirkelige forhold.

Selv om skriftet er skrevet for snart 200 år siden er det stadig et aktuelt spørgsmål: Skal staten blande sig i Kirkens forhold? Vi ser også i dag et øget pres på Folkekirken for at få den til at indordne sig under værdi-politiske og ideologiske idéer.

John Henry Newman
9. september 1833

Nr. 2

Den Katolske Kirke

Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål; Hver tunge, der rejser sig mod dig, skal du dømme skyldig i retten (Es. 54,17) Du skal fordømme.

Det siges undertiden, at gejstligheden bør afholde sig fra politik; og at hvis en af KRISTI tjenere er politisk, kan han ikke være tilhænger af Ham, der sagde: »Mit rige er ikke af denne verden.« (Joh. 18,36). Dette er på sin vis sandt, men ganske fejlagtigt i den forstand ordene almindeligvis opfattes.

Det er sandt, for så vidt denne verdens blotte anliggender ikke bør optage en gejstlig; men det ville være absurd at påstå, at denne verdens anliggender slet ikke skulle være genstand for hans opmærksomhed. I så tilfælde er denne verden ikke en forberedelse til en anden. Skal vi tale, når det enkelte menneske synder, men ikke når en nation, som jo er en samling af individer, synder? Skal vi tale til de fattige, men ikke til de rige og magtfulde? Sankt Jakob advarer os forgæves mod at have troen på vor HERRE JESUS ​​KRISTUS i forhold til persons anseelse. Forgæves forkynder profeten for os Herrens ord, at hvis Israels vægtere ” Ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd«, »vil hans blod kræves af vogternes hånd.«

Fuldfør vores HERRES erklæring om hans riges natur, og du vil se, at det slet ikke er i strid med vores pligt til aktiv og nidkær indblanding i denne verdens anliggender. »Var mit rige af denne verden« siger han »havde mine tjenere kæmpet«. Her har han forklaret sig selv, så der ikke er plads til at misforstå Hans ord. Ingen vil hævde, at hans præster burde bruge våben beregnet kødelig krigsførelse; men at protestere, at advare, at true, at ekskommunikere, er bestemt ikke sådanne våben. Lad os ikke være bange for at gøre vores ligefremme pligt, alene på grund af et forkert anvendt skriftsted. Der er en undtagelse, hvor en præst må, nej, skal være politisk. Og særligt, når nationen blander sig i Kirkens rettigheder og besiddelser, kan den med endnu mindre ret klage over, at Kirken blander sig i nationen sager.

Lad mig med denne indledning henlede Deres opmærksomhed på, hvad der synes at være en yderst alvorlig krænkelse af vores rettigheder fra statens side. Den lovgivende forsamling har på det seneste påtaget sig, af egen drift, at omstrukturere stifterne i Irland; ved en fremgangsmåde, der involverer udnævnelse af visse biskopper over visse gejstlige og af visse gejstlige under visse biskopper, uden at kirken er blevet hørt i sagen. Jeg siger ikke, hvorvidt denne handling med hensyn til Irland, vil eller ikke vil få skadevirkninger; men overvej om det ikke i sig selv er en indblanding i det åndelige.

Er vi tilfredse med at blive betragtet som blot en af statens skabninger, som skolemestre og lærere kan være det, eller soldater, eller magistrater eller andre offentlige embedsmænd? Skabte staten os? kan den ”uskabe” os? kan den sende missionærer ud? kan den etablere stifter? Alle disse ting er uden tvivl åndelige funktioner; og lægmænd kan lige så godt gå i gang med at prædike og indstifte Herrens nadver, hvis man antager dette syn. Jeg siger ikke, at skylden er ligelig fordelt; men at hvis det sidste er en brøde, så er det førstnævnte det også. Ville den hellige Paulus med sin gode vilje have ladet den romerske magt udnævne Timotheus til biskop af Miletus, såvel som af Efesos? Ville Timotheus ved et sådant kald have påtaget sig opgaven? Er tanken om en sådan kaldelse, sådan en lydighed, ikke absurd? Men er det ikke, med tanke på det, der er sket på det seneste, blevet til virkelighed? På hvilken måde er den engelske stat i øjeblikket anderledes end den romerske dengang? Ingen af ​​dem kan betragtes som medlemmer af KRISTI Kirke. Ingen kan sige, at den britiske lovgivende forsamling er en del af vores fællesskab, eller at dens medlemmer nødvendigvis er kristne. Hvilken forudsætning har det så for, ikke blot at rådgive, men at påtage sig den kirkelige magt?

Bær over med mig, når jeg udtrykker min frygt, for at vi ikke, så meget som vi burde, holder os den kraftfulde artikel i vore tro for øje, “Den ene katolske og apostolske kirke.” Dette er et læresætning så vigtigt, at den har været i trosbekendelsen fra begyndelsen. Det er nævnt der som en trosartikel, og en kendsgerning, der skal troes, og derfor anvendes i praksis. Men hvad tror vi så, der menes med det? Som folk opfatter det i dag, synes det alene at være en påstand om, at der er et antal oprigtige kristne spredt ud over verden. Men er dette ikke en selvfølgelighed? hvem tvivler om det? hvem kan benægte, at der er mennesker forskellige steder, som er oprigtigt troende? hvad kommer der ud af dette? hvordan er det vigtigt? hvorfor skulle dette anføres som en trosartikel lige efter bekendelsen af troen på HELLIGÅNDEN? Den eneste sande og tilfredsstillende forklaring er uden tvivl den, som vores teologer har antaget, at der på jorden er et eksisterende samfund, apostolisk som grundlagt af apostlene, katolsk, fordi det breder sine grene over alt; dvs. den synlige Kirke med dens biskopper, præster og diakoner. Og dette er helt bestemt en meget vigtig læresætning; for hvad kan være bedre nyheder for hovedparten af ​​menneskeheden end at få at vide, at KRISTUS, da han farede til Himmels, ikke efterlod os forældreløse, men udpegede repræsentanter for Ham selv til tidernes ende?

»Nødvendigheden af ​​at tro på den hellige katolske kirke,« siger biskop Pearson i udlægningen af trosbekendelsen, »viser sig først ved dette, at KRISTUS har udpeget den som den eneste vej til evigt liv… KRISTUS har aldrig peget på to veje til Himlen. Han byggede heller ikke en kirke for at frelse nogle og lavede en anden institution for andre menneskers frelse. Der er ikke givet noget andet navn under himlen blandt mennesker, hvorved vi skal blive frelst (ApG 4,12), end JESU ​​navn; og det navn gives ikke på anden måde under himlen end i Kirken.« »Dette er menigheden af ​​de personer her på jorden, som herefter skal mødes i himlen… Det er nødvendigt at tro på den katolske kirke, for medmindre en mand er af den, kan han ikke være af nogen. En hvilken som helst kirke, der foregiver at være en ny begyndelse, foregiver på samme tid at være et nyt kirkedømme, og hvad der er så nyt, er intet.« Dette er i sandhed den enstemmige opfattelse hos vore teologer, at ligesom sakramenterne, således er fællesskabet med kirken “almindeligvis nødvendigt for frelse”, for dem, der kan opnå den.

Hvis vi altså udtrykker vores tro på eksistensen af ​​én kirke på jorden fra KRISTI komme til tidernes ende, hvis der er et løfte, står det fast, og hvis det er vores pligt, i vores generation, at gøre vores del for dets fortsættelse, hvordan kan vi med en sikker samvittighed imødegå Nationens indblanding i dens anliggender? Har en sådan indblanding ikke en tendens til at ødelægge den? Ville det ikke ødelægge det, hvis det konsekvent følges op? Skal vi da nu sidde stille og tavse, når der finder bestræbelser sted med det formål at nedbryde, eller i det mindste materielt at svække Kirkens legeme, som det er os pålagt at varetage, så længe verden består, og hvilket vi er forpligtet til at bevare i vor tid? Hvordan skal vi stå til ansvar for det, hvis vi videregiver GUDs ordning mindre fuldstændig, end da den blev overleveret til os?

Hvad opfordrer jeg dig da til at gøre? Du kan ikke holdes ansvarlig for, hvad der er blevet gjort i Irland; men du kan protestere imod det. Du kan, som din pligt, protestere mod det offentligt og privat; du kan holde nidkært øje med nationens fremgangsmåde, for at en handling af samme art ikke bliver gentaget. Du kan holde det frem for dig som et ønskeligt formål, at den irske kirke engang i fremtiden skulle kunne møde frem til synoden og protestere mod det, der er blevet gjort; og derefter fortsætte med, alt efter hvad der måtte anses for formålstjenstligt, at få stadfæstet eller ophævet statspåbuddet.

Jeg ved, at det for tiden er på mode at synes, at tanken om at stå fast på kirkens rettigheder anses for urimelig og absurd, som om det var opfattelsen blandt dem, der lever blandt bøger og ikke i verden. Men det er vores pligt at leve blandt bøger, især at leve efter EN BOG, og en meget gammel en af slagsen; der påbyder os at »bevare det gode, som er betroet os,« (2. Tim. 1,14) »ikke at forsømme vores gave.« (1. Tim. 4,14) Og når man taler, som man nogle gange gør, som om vi vores modstand hvilede på tekniske vanskeligheder i stedet for at byde de store og omfattende fordele, som ville være resultatet af deres foranstaltninger, velkommen, vil jeg spørge, (for ikke at tale om deres gavnlige natur, hvilket i sig selv er et spørgsmål) om dette ikke er at gøre sig klogere end det, der står skrevet, om det ikke er at gøre ondt, så det gode kan komme. Vi vil ikke kunne forudse virkningerne, som vil følge af mulige ændringer; men vi kan slå fast, at de midler, hvormed det foreslås at opnå dem, er uden fortilfælde og respektløse over for Kirken. Og når man siger:  »Tiden, hvor man kan kræve at holde fast i kirkens rettigheder, er ovre« så hold dem fast på det, for ikke at de bruger se samme argumenter, som de der siger, ”Tiden, hvor man kan være kristen er ovre”.

Til sidst, er det ikke tydeligt, at vi kun ved at vise en modig fælles front og forsvare Kirkens rettigheder går ned ad den eneste vej, der kan skabe respekt omkring os? At give efter vil ikke få vores fjender til at afstå fra deres bestræbelser på at ødelægge os ved rod og gren. Vi kan ikke håbe på, at vi ved at give noget, kan beholde resten. Det har vi haft tilstrækkelig erfaring med i de senere år. Men ved ihærdigt at gøre modstand og overveje og tage vores forholdsregler mod det værste, kan vi forhindre de onder, vi frygter. At forberede sig på forfølgelse kan være den bedste måde at afværge det på.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Debat, Højkirkelighed, Jesus Kristus, Kirke, Kirkehistorie, Kirkesamfund, Kristenliv, Mission, Samfund, Serier

Tags: Højkirkelig, Højkirkelig Bevægelse, John Henry Newman, Oxfordbevægelsen, Stat-Kirke, Tractarians, Tracts for the Times