Jeg har i dag den glæde at kunne give læsere af bloggen en prædiken af Pastor emeritus Peter Østerby-Jørgensen givet Alle Helgens dag i 2015.

Alle Helgens Dag
2015 – med dåb

Salmer: 571 – 574 — 380 – 573 & 458,4-5 – Store Gud

Alle Helgens Dag er en af kirkeårets festdage.

Hvis man ikke er forberedt på det, kan det nok virke helt overvældende at komme i kirke i dag:

Kirkefarven er gylden som Juledag og Påskedag.

Salmerne er de helt særlige, der stort set kun bruges denne ene dag om året.

De hellige tekster er to af de smukkeste i hele Bibelen.

Det er, som om vi et øjeblik får lov at se ind i Himlen, får lov til at fornemme evigheden hos Gud – med lys og fred og glæde, med en lykke, der aldrig kan gå skår i.

I dag, på Alle Helgens Dag, mindes vi alle dem, der har været kristen kirke og menighed på jorden fra Kristi Himmelfart og den første pinse – og indtil vor egen tid.

I den bøn, gudstjenesten i dag begyndte med, kaldes de for Guds hellige vidner.

De var almindelige mennesker som os; men de viste med hele deres liv, at det er muligt – også for almindelige mennesker som os – at leve i tro og håb og kærlighed.

Gud havde skabt tro på Ham i deres hjerter: Den tro bekendte de med deres ord, og den tro satte sit tydelige præg på hele deres daglige liv.

De hørte langt fra alle sammen til blandt de ansete eller blandt magthaverne i denne verden.

Det er heller ikke mange af dem, der kan kaldes helte – i den sædvanlige betydning af det ord.

Og det var meget få af dem, der fik lov at leve deres liv kun på tilværelsens solside, kun i lys og lykke.

Derimod var det ikke så få af dem, der oplevede at blive forfulgt for deres kristne tros skyld. Man hånede dem. Man prøvede at lyve dem alt muligt ondt på.

Men de levede med troen i deres hjerter. De levede med Gud. I medgang og modgang vidste de, at Jesus Kristus er med dem, der hører Ham til, alle dage indtil verdens ende.

Derfor opgav de aldrig håbet. Derfor blev kærligheden ikke kold hos dem.

Vi mindes alle dem i dag, de få kendte og de utallige ukendte, fra de apostle, Jesus sendte ud i alverden, for at de skulle prædike evangeliet for hele skabningen – og indtil dem, der fortalte os om den kristne tro.

Vi mindes dem – og takker Gud for dem. Og takker Gud, fordi Han ved hjælp af dem viser os, at den kristne tro er for almindelige mennesker – at det er muligt for almindelige mennesker at leve og virke i tro og håb og kærlighed.

I dagens første læsning fik vi lov at se et glimt af, hvor de er nu, og hvordan de har det:

De er i Himlen, og de udgør en stor skare, som ingen kan tælle – fra alle lande og folk. De står foran Guds trone og foran Guds-Lammet Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne.

De er klædt i hvide klæder: De er altså klædt på til fest, til festen ved Guds bord i Guds Rige.

Og de har palmegrene i hænderne. Det er et tegn på sejr – ikke deres egen sejr, men vor Herres Jesu Kristi sejr.

For når de nu er i Himlen, er det, fordi Han har skænket dem del i den sejr over synd og død, som Han vandt til os mennesker, da Han døde og opstod.

Nu er de hos Gud, og de skal ikke sulte eller tørste, intet skal plage dem, Guds-Lammet Jesus Kristus skal vogte dem, som en hyrde vogter sine får, og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.

Sådan er deres lykke.

De er i Himlen. Vi er på jorden. Men vi hører sammen, for både de og vi hører til Guds familie.

Gud tog dem ind i sin familie, da de blev døbt. Sådan har Han også taget os ind i sin familie, da vi blev døbt. Sådan har Han taget den lille dreng, der blev døbt i dag, ind i sin familie – netop da han blev døbt.

I Guds familie har vi Gud som Far og Jesus som bror. Vi tør nok også sige, at vi har Jomfru Maria som mor. Og vi er alle sammen hverandres søstre og brødre.

Det gælder både dem i Himlen og os på jorden.

Vi kommer hinanden ved. Vi har så meget til fælles:

De og vi er fælles om vor tro på Gud og om vort håb til Gud. Og fælles i tilbedelse af Gud og i bøn til Gud:

Når vi synger vore sange til Guds ære her på jorden, så synger de med i Himlen.

Når vi beder til Gud, så beder de sammen med os.

Og er vi for trætte til at synge og bede, eller for nedtrykte eller bare for dovne, så synger og beder de alligevel, og også på vore vegne: Vi hører jo til den samme familie.

Men se:

Er vi døbt med den samme dåb som vore søstre og brødre i Himlen, så skulle vi også gerne nå det mål, de har nået.

Er vi taget ind i Guds familie som de, så skulle vi også gerne nå frem til at nyde den lykke, de allerede nyder, den lykke, der aldrig kan gå skår i, i lys og fred og glæde.

At nå det mål, at nå den lykke – det er denne festdags udfordring til os.

Derfor beder vi i dag til Gud, at Han vil give os nåde til at efterfølge Hans hellige vidner i tro og håb og kærlighed, så vi med dem kan blive salige – så vi kan nå målet, lykken.

Lad os gå – ad den vej, Guds hellige vidner altid er gået: Gennem de favre riger på jorden – til Paradis med sang!

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

God søndag, Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Det Nye Testamente, Gæsteindlæg, Højkirkelighed, Jomfru Maria, Kirkeåret, Kristenliv, Prædikener

Tags: Alle Helgen, Alle Helgens Dag, Allehelgensdag, FKF, Jesus Kristus, Peter Østerby Jørgensen, Prædiken