I dag kan du læse en prædiken af pastor Povl Dahl, der blev bragt i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio i 1968.
Bemærk: læsningen er fra 1. række (dvs. de læsninger, der benyttes i de år, hvor hoveddelen kirkeåret falder i de ulige år). I år læses fra 2. tekstrække.
Se, din Konge kommer til dig
Af Pastor Povl Dahl, Ølby
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9
Se, din konge kommer til dig! Det er adventstidens budskab til os. Det er sådan, Jesus Kristus vil komme til os: som vor konge, som den, der vil drage os ind under sit scepter.
Men det er nu slet ikke så let at se, at det er konge, han vil være; for han kommer altid som den sagtmodige og ydmyge konge, kommer i en ringe og uanselig skikkelse.
Sådan kom han dengang.
Julenat kom han i skikkelse af et fattigt, lille menneskebarn, lod sig føde under kår så ringe, at kun betlere og stodderkonger ville kunne gøre ham rangen stridig. Mindre imponerende kunne det næppe være. Hvem skulle tro, at det var Himlens kongesøn, som her gjorde sin entré i verden?
Og som det var ved hans livs begyndelse, var det også ved hans livs afslutning. Det var virkelig en konge, som hin dag holdt sin indtog i kongestaden Jerusalem. Men hvem skulle tro det? At se til var der kun lidet kongeligt ved det, som her tildrog sig: en fattig håndværker fra en uanselig by, ridende ind i staden på et lille æsel, som end ikke var hans eget, hyldet af børn og småfolk. Mindre imponerende kunne dette heller næppe være.
Og sådan kommer han den dag i dag.
Han kommer til os i menighedens forsamling i et uanseligt ord, hentet fra en bibel, skrevet af skrøbelige og fejlende mennesker, og tolket af et menneske, som måske ikke end har ordet i sin magt, og gennem uanselige sakramenter, hvis synlige bestanddele blot er en smule vand og lidt brød og vin. Mindre imponerende kan dette heller næppe tænkes.
Men når det er konge, han vil være. Hvorfor kommer han så til os på denne måde, forklædt næsten til ukendelighed? Hvorfor tilkendegiver han ikke langt tydeligere, hvad der er hans hensigter? Fordi han vil have sine undersåtters frivillige hyldest og kærlighed. Han vil hverken dåre os ved ydre pragt eller tvinge os ved ydre magt som denne verdens konger. Det er derfor, han altid kommer som den sagtmodige og ydmyge konge.
Hvordan tager vi så imod ham, når han kommer til os?
Vi ved, hvordan de tog imod ham, da han vandrede her. De fleste skuffedes over den måde, han kom til dem, og tog anstød af hans fattige skikkelse. Men der var også nogle, som troede ham og tog ham på ordet, når han sagde, at han var konge. Og i hans følge opdagede de gang på gang hans sande kongeherlighed. Den ligesom strålede frem af hans fattige og fornedrede skikkelse. ”Vi så hans herlighed!”, sagde de.
Sådan er det den dag i dag. Det er stadigvæk flertallet, som forarges på hans fattige skikkelse og foragtede ord og sakramenter. Men der er dog også nogle, som gav ham deres tro, og som i samlivet med ham i ord og sakrament gang på gang opdagede kongeherligheden bag den fattige og uanselige dragt, så de kan sige som den første disciple: ”Vi så hans herlighed!”
Alle, som kender denne konge, og som har givet sig ind under hans scepter, spørger her ved det nye kirkeårs begyndelse: ”Er han også blevet din konge?”
Han kalder i al fald dig og alle til at gå ind i hans følge. Endnu lyder det: ”Se, din konge kommer til dig!” Hvad andet skal vi svare end salmens:
”Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o, Jesus, drag dog ind til mig!
ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!”
Amen.
Glædelig søndag, Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!
Kategorier:Bibel-Matthæusevangeliet, Højkirkelighed, Højtider - Advent, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener, Prædikener-Historiske
Skriv en kommentar