Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« 

Johannesevangeliet 3,25-36

Prædiken

4. søndag i Advent

Givet i Ledøje Kirke 21. december 2025

I dag tændes det fjerde og sidste lys i adventskransen og varsler, at adventstiden er ved at være til ende. Tiden, hvor vi med tanke på Kristi komme, julenat, ved dommedag og i vores liv, fokuserer på bøn, bod og omvendelse. Og det tema har præget adventstidens læsninger; Vi har de sidste søndage hørt om Jesus, der i synagogen, ved oplæsningen af profeten Esajas’ Bog, afslører, hvem Han er; vi har hørt lignelsen om de ti brudepiger, der venter på brudgommen og sidste søndag hørte vi Zakarias’ lovsang, hvor præsten Zakarias priser Gud for, efter 400 års tavshed, ikke igen bare at tale til sit folk, men selv komme til det og at det ovenikøbet er hans – Zakarias’ søn – Johannes, der skal bane vejen for Ham.

Johannes er på sin vis bindeleddet mellem Det gamle og Det nye Testamente. Tiden før og efter Kristus. Den sidste gammeltestamentlige profet, der i sin ene hånd holder Loven og i den anden Evangeliet. Med Loven skoser han kongen for hans udskejelser og farisæerne for deres hovmod og skinhellighed. Og med Evangeliet døber han til synderens forladelse og bereder vejen for Frelseren. I dagens Evangelium, der i Bibelen bærer overskriften ‘Johannes Døberens sidste vidnesbyrd’, møder vi Johannes umiddelbart før hans arrestation og henrettelse.

Jesus og Hans disciple er kommet til Judæa, hvor de døber, og ikke langt derfra, ved Ænon, er Johannes med sine disciple. Og Johannes disciple kommer i diskussion med en jøde om renselse. Vi ved ikke, hvem jøden er, men vi må antage, at han er farisæer eller skriftklog, for diskussionen drejer sig om renselse. Jøderne havde mange renselsesritualer, hvor religiøse urenheder blev fjernet fra både mennesker og ting. Man havde tilmed også en dåb – en proselytdåb, altså en dåb for ikke-jøder, der ønskede at konvertere til jødedommen. Her blev afgudernes urenhed, som den døbte havde været i berøring med før, vasket væk, så den pågældende blev ren i jødisk rituel forstand og kunne blive optaget i Guds Folk. Og diskussionen har formentlig drejet sig netop om dåben, Johannes døbte med – altså hvad det betød, at dåben var til ’syndernes forladelse’. Og under diskussionen er Jesus nok blevet nævnt, for efterfølgende går Johannes disciple til ham, deres lærer og siger: »Rabbi, Han som var hos dig på den anden side af Jorden, Han som du har vidnet om, Han døber nu selv, og alle kommer til Ham!«

Man kan ane en vis misundelse i disciplene ord;
»… alle kommer til ham!« Hvorfor går alle til Jesus? Hvorfor kommer de ikke til Johannes?  Det var jo Johannes, deres rabbi, deres lærer, der begyndte at døbe med den samme dåb. Det er jo ham, der fik tilnavnet Døberen, som vi jo stadig kalder ham.

Men som Jesu disciple, så misforstår Johannes disciple også tit, det der bliver sagt. I evangelierne hører vi, at Jesu disciple ofte misforstår det Han betror dem. Ja, selv når de i et oplyst øjeblik indser, hvem Han er, tvivler de kort efter igen. Da Peter bekender, at Jesus er den levende Guds Søn, går der kun ganske kort tid før han prøver at tale Jesus fra at rejse til Jerusalem, da Jesus fortæller dem om sin forestående død, hvilket får Jesus til at udbryde: »… du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!«

Sagen er nemlig, at Peter ville have sit eget behov opfyldt. Han ville beholde Jesus hos sig, fremfor at stole på Guds plan. Og sådan er vi mennesker vel: Vi vil have Gud til at følge vores planer og vore ønsker.

Så Johannes irettesætter sine disciple og minder dem om, hvad han før har sagt til dem: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det fra Himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er sendt forud for Ham!«

Hans opgave, er fra først til sidst at berede vejen for Jesus Kristus – det er ikke ham, der skal være i centrum. Alt han gør, gør han for at pege hen til Frelseren. »Han skal blive større, jeg skal blive mindre.«

Johannes har prædiket det igen og igen, men alligevel rammes disciplene af den alt for menneskelige følelse af jalousi. De bliver misundelige – til trods for de ved, hvem Jesus er – over, at deres rabbi ikke er lige så populær eller søgt som Jesus.

Det bliver for dem et nulsumsspil – der kan kun være en der er den vigtigste. En vinder. Men det er ødelæggende, hvis vi vil tjene Gud.

Se bare på Ledøje her. Da menighedsrådet for fire år siden tog beslutningen om at lave et forsøg med højmessen i Kirke grundet et stadig fald i antallet af kirkegængere, hvor vi bl.a. lavede ændringer i liturgien, også ved at falde i nulsums-fælden. Den største indvending og bekymring var nemlig, at kirkegængerne i Smørum kunne finde på at komme her i stedet og føre til et fald af kirkegængere i Smørum Kirke. Nærmest som der kun var et fast antal troende, der kunne gå til gudstjeneste. Men det viste sig, at folk ikke flygtede hertil. I stedet blev en ny menighed skabt. I stedet for, at der i en kirke var en menighed og den anden kirke stod tom, så har vi to kirker, der er velbesøgte. Der er forskelle på de to, men begge kirker har Kristus, som sit hoved. Det blev ikke et nulsumsspil, men en win-win – situation, der er ingen, der taber noget.

Tænk, hvis vi havde sagt: Nej, vi må endelig ikke risikerer noget. Så var kirken måske, som nogle havde forslået, være blevet til koncerthus i stedet for en levende kirke, der summer af liv hver søndag.

Det er ligesom at tænde et stearinlys med et andet. Flammen bliver ikke jo mindre på det første lys. Begge lys lyser lige meget og lyser endnu mere op i mørket.

Men man forstår måske godt Johannes disciple. For den erfaring, vi gør os i verden er, at nogle synes at vinde og andre tabe. Der kan jo kun være én, der er nummer et. Er der en lederstilling ledig i en virksomhed, er der jo kun én, der kan få den. I den professionelle sportsverden kan der kun være én vinder. Og i talentkonkurrencer, som vi druknes i på fjernsynet, kan der kun være en vinder. Så det giver selvfølgelig mening, at man kun kan have en vinder i mange sammenhænge. Og det er jo også fint at man har noget at stræbe efter og blive bedre til. Men når vi inddeler mennesker i vindere og tabere går vores forhold til næsten i stykker. For alle og alt Gud har skabt har en værdi i sig selv.

Misundelse ødelægger forholdet mellem mennesker – og misundelse ødelægger vores forhold til Gud.

For misundelse hører denne verden til! At pege på sig selv, har ingen plads i Guds Rige. Ligesom en far elsker alle sine børn lige meget, sådan også med Gud. Der er ikke plads til selvhævdelse i forhold til Gud, hvilket Jesus gør klart: »Den der ydmyger sig skal blive den største i Himmeriget« (Matt. 18,4-5). For Kristus handler det om, at vi tjener Ham og derved også vor næste.

Vi skal som Johannes siger, være som brudgommens ven, der glædes, når han hører brudgommen komme.

Vi har hver især fået vores gaver og opgaver af Gud. Som Johannes sagde til disciplene: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.« Uanset hvor vi er sat og uanset hvilke styrker og svagheder -legemlige og åndelige – så kan vi tjene Kristus. Der er ingen af os, der ikke har en plads i Guds Frelsesplan. Ja, jeg var ved at sige, jo mindre du tror, du kan og evner, desto større brug for dig har Gud. For så har du har allerede ydmyget dig, du har erkendt at du ikke er perfekt og er afhængig af Ham.

Da Gud talte til Moses fra den brændende busk, og ville have ham til at føre jøderne ud af Ægypten, forsøgte Moses at undslå sig, for han troede ikke, han kunne. Men han gik og gjorde det, han blev pålagt og førte jøderne ud af Ægypten. (2. Mos. 3,7-14) Og Simon Peter, der da han mødte Jesus faldt på knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« (Luk. 5,8), fulgte Jesus og blev lederen af den første menighed.

Det, de gjorde for Gud, gjorde de ikke for deres egen skyld og ved egen magt. De gjorde det alene for at tjene Gud. De gik til opgaven bevidst om deres fejl og mangler, men Gud, der havde skabt dem, vidste at de kunne klare den opgave Han pålagde dem, og Han gav dem evnerne og styrken, der var brug for.

Og sådan er det også for os. Hvis du kan prædike, så prædik! kan du skrive, så skriv! Måske er du den, der med kaffe og kage og omsorg kan samle menigheden mødes som fællesskab.

Så denne sidste søndag i advent bør spørge os selv: Tjener jeg Gud på den rigtige måde? Bruger jeg mine evner i Hans tjeneste? Eller måske det simple spørgsmål: hvordan kan jeg bruge mine evner? Hvordan kan jeg handle som Kristus, hvordan kan jeg bedst efterfølge Ham?

Og vi skal glæde os over, at andre har gaver, vi ikke har, hvis de kalder folk til Kristus og tjener Ham. Vi skal som Johannes pege hen på Ham – Jesus Kristus – Guds Lam. »Han skal blive større og vi skal blive mindre.«

Og så skal vi i dag glæde os over, at vi om lidt skal fejre, at Gud julenat blev menneske for vores skyld. Med sin død og opstandelse vaskede Han alle vore synder bort og giver os til stadighed løftet om, at vi, hvis vi bekender Ham som Herre og Frelser, skal få del i det evige liv i sammen med Ham.

Og for det glædelige budskab siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Bibel-Det Gamle Testamente, Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Johannesevangeliet, Gudstjeneste, Højtider - Advent, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul, Prædikener

Tags: Advent, dåb, Jesus, Jesus Kristus, Johannes Døberen, Prædiken, Prædikener