Glædelig Jul til Jer alle. I dag fejrer vi vor Herre og Frelser Jesu Kristi fødsel.
I dag kan du her på bloggen læse en prædiken af biskop H. L. Martensen (1808-1884).
Hovedanliggendet i prædikenen er, at Gud lod sig føde som menneske, for at vi kan få del i Hans guddommelige natur.

Prædikenen er fra Bogen: Biskop Martensen – Prædikener holdt i Aarene 1875 til 1880, udgivet på Gyldendalske Boghandels Forlag 1880.

Prædiken gengives med datidens stavemåde.

Deelagtigheden i den guddommelige Natur.

Juledag.

En stor Glæde har Du, o Gud! ladet os forkynde i dette Evangelium: Eder er en Frelser født! O, giv os at den store Glæde ogsaa i vore Hjerter maa blive den ydmyge Taknemmelighedsglæde, i hvilken vi føle vor Ringhed, vor Fattigdom og Elendighed, men ogsaa føle den Høihed og Herlighed, til hvilken Du har kaldet os i Christo, at vi med troende Menneskehjerter maae gjentage Englenes Lovsang: Ære være Gud i det Høieste! Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed!
Amen,

Lucas 2,1-14

     Vi have atter hørt Evangeliet om vor Frelsers Fødsel, dette Betlehems-Evangelium med de himmelske Hærskarers Lovsang, og hver Gang vi høre det, maae vi ikke sige paany: Hvad er et Menneske, at Du vil komme ham ihu, og et Menneskes Barn, at Du besøger ham! Vi sige saa ofte: Hvad er et Menneske? Et Menneske, født af en Qvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro, han gaaer op som et Græs og affskjæres hastelig, sige det for at betegne Menneskets Ringhed og Indskrænkning og Forgængelighed. Vi sige saa ofte: Hvad er et Menneske? Et Menneske er idel Forfængelighed, en Daare, en Synder sige det ofte klagende og anklagende, ikke blot andre, men ogsaa os selv. Og her fra dette Evangelium lyder det til os: Gud, Guds eenbaarne Søn er bleven Menneske, og i Mennesker har Gud en Velbehagelighed. Vi sige saa ofte: Hvad er dog denne Jord? et forsvindende Punct i det store Verdensalt, forsvindende i Sammenligning med Stjernehimlens Uendelighed, med de utallige Kloder, der lyse ned til os om Natten og til hvilke vi undrende see op. Hvad er denne Jord og Livet paa denne dunkle, kolde Jord med al dens Synd og Elendighed og Nød og Død? Og her fra dette Evangelium lyder det til os: Paa denne Jord er der dog et Betlehem, hvor han er født, hvis Udgang er fra Evigheds Dage. Paa denne Jord har han vandret, aabenbaret Guds Herlighed, Han, i hvem Guddomsfylden boer legemeligt, har stiftet Fred imellem Himlen og Jorden, har efterladt os et Forbillede, at vi skulle følge hans Fodspor paa Jorden, der føre til Himlen, som han ogsaa selv er nedstegen fra Himlen. Paa denne Jord udfolder sig Guds Naade, Guds Kjærligheds Raadslutninger, der ere fattede fra Evighed, før Verdens Grundvold blev lagt. Paa denne Jord voxer Guds Rige en stille, guddommelig Væxt, fuldbryder Guds Rige sine Kampe, indtil Fuldendelsens Dag. Og naar vi betænke denne vidunderlige Modsætning i Menneskenes Vilkaar, som dette Evangelium aabenbarer os, denne Modsætning mellem Menneskets Ringhed og Menneskets Høihed, denne Modsætning mellem Menneskets Elendighed og Menneskets Herlighed i Christo, maae vi da ikke sige: Hvad er et Menneske, at Du vil komme ham ihu, og et Menneskes Barn, at Du besøger ham? Ja, hvad er et Menneske? O underfuld Skabning, i hvem de yderste Modsætninger, det Høieste og det Laveste mødes og forenes. Der er ofte talet om, hvori dog det Eiendommelige i Juleglæden egentlig bestaaer, og skjøndt derom er Meget at sige, vi komme dog altid tilbage dertil, at Juleglæden er en ydmyg og dog opløftende Tk at Juleglæden er en ydmyg og dog opløftende Taknemmelighedsglæde, en ydmyg Følelse af Menneskets Ringhed og Elendighed og Hjælpeløshed, thi hvad kan dog være uslere end et Menneske; men ogsaa en opløftende Følelse af Menneskets Høihed, en Høihed, som er skjult i Betlehems Krybbe, hvorfra der udskinner et trøstefuldt Lys over Alt hvad der er Ringe, Smaat og Fattigt og Elendigt og Hjælpeløst og Forladt paa Jorden. Lader os, christne Tilhørere, i denne hellige Time vedblive at tale om Ringheden og Høiheden, om Elendigheden og Herligheden, idet vi tage et Ord for os af Apostelen Petrus, der siger: Os ere de største og dyrebareste Forjættelser skjænkede, idet vi formedelst ham, dette Barn, skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, naar vi flye Verdens Forkrænkelighed i Lyster (2. Pet. 1,4). Thi dette er dog Summen af Juleevangeliet: Derfor har Han, den Faderens Eenbaarne, antaget menneskelig Natur, for at vi, syndige og skrøbelige Skabninger, skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur.

     Os ere de største og dyrebareste Forjættelser givne, at vi skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur. Ville vi rettelig tale om Høiheden, til hvilken vi ere kaldte, da lader os ogsaa grundigt betænke ikke blot vor Ringhed, men vor store Elendighed, Syndens Elendighed, da lader os betænke vor dybe Fornedrelse, betænke: Hvad er et Menneske, hvad er Mennesket, naar han er uden Gud i Verden! See vi det ikke i Hedenskabets Historie, hvor Mennesket, som er skabt i Guds Billede, er nedsjunken til at dyrke Skabningen over Skaberen, har forvendt Guds uforkrænkelige Herlighed til et forkrænkeligt Menneskes, til Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billeder, hvilke han tilbeder og for hvilke han knæler. See vi det ikke i Verdenstilstanden paa den Tid, vor Frelser fødtes, da den romerske Keiser Augustus lod udgaae den Befaling, at den ganske Verden skulde skrives i Mandtal. Vi see et stort, uhyre Verdensrige, udrustet med al jordisk Magt og Herlighed, og midt under denne Herlighed see vi en isnende Vantro at gjennemtrænge det hele Samfund, see Menneskene at have bortkastet Troen paa alle Guddomme, undtagen paa Lykken og Nytten, paa Guldet og Magten, see et forkrænkeligt Menneske, som den romerske Keiser, at lade sig tilbede som en Gud paa Jorden. Vi see det høieste Trin af Dannelse og Forstandsudvikling; men ved Siden deraf see vi den rædsomste Sædernes Fordærvelse, see unævnelige Laster at være almindelige i alle Samfundets Kredse, fra de høieste til de laveste, høre den Viisdom at forkyndes som den eneste tilforladelige: Lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi, medens de alvorligere Aander i stille Fortvivlelse og Haabløshed stirre ud i Fremtiden som i en sort, en bælgmørk Nat, søgende at opretholde den menneskelige Naturs Værdighed ved at kjæmpe mod den ubøielige Skjæbne. Ja, hvad er et Menneske, hvad er Mennesket, naar han er uden Gud i Verden, nedsænket i denne Verdens Forkrænkeliged! Hvor ofte, hvor ofte maae vi dog sige det, naar vi vende Blikket udad mod Menneskelivet, som det føres iblandt os, thi paa saa mange Maader er jo Hedenskabet endnu i Verden. Og vende vi Blikket indad mod vort eget Indre, er der dog Nogen iblandt os som ikke maae sige: Hvad var dog jeg, dersom Gud ikke havde draget mig fra Verden til sig, frelst mig fra de daarlige Tanker, de verdslige Begjæringer, fra denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster. Og er der dog ikke i disse hellige Dage i de Christnes Forsamlinger saa mangt et Menneske, det være sig Mand eller Qvinde, som siger til sig selv i sit stille Sind: Hvad var dog jeg, dersom jeg ikke i mit Liv, i denne Verdens Forvirring, havde seet en Stjerne, der ledte mig til Betlehem! O, lader os da med ydmyge Hjerter sige: Tak og Ære være Gud i det Høieste for dette Evangelium, der har ført os tilbage til Faderen: Eder er en Frelser født! Dette Evangelium stiller os vistnok saa lavt, siger til os: Ydmyger Eder og lader alle hovmodige Tanker fare, I ere Syndens og Dødens Fanger, kunne ikke frelse Eder selv! Det stiller os lavt, siger os, at al vor menneskelige Viisdom og Kunst og Alt hvad der er stort i Verdens Øine, kan ikke hjælpe os til det Ene, hvorpaa Alt dog kommer an. Det stiller os lavt, men det stiller os ogsaa høit, giver os den sande Følelse af Menneskeværd, siger til os, at i Enhver iblandt os er der det, som Gud agter det værdt at frelse, i Enhver af os seer han Træk af sit eget Billede. Det stiller os høit, thi Han, den Faderens Eenbaarne, som er nedtagen til Betlehems Krybbe, Han skammer sig ikke ved at kalde os Brødre, giver is at kunne sige: Os ere de største og dyrebareste Forjættelser skjænkede, idet vi skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur.

     Deelagtige i den guddommelige Natur! Det stiller os høit, og der er maaske Den som vil finde, at det stiller os for høit, at vi ikke kunne værdiges til en saadan Høihed. Dog lader os her ved Betlehems Krybbem hvor det lyder til os: Saa haver Gud elsket Verden, at han hengav sin eenbaarne Søn, betænke, hvad dette dog vil sige: deelagtige i den guddommelige Natur; thi dette Ord Natur kan jo tages i forkjellige Betydninger, efter den forskjellige Sammenhæng, hvori det forekommer. Her vil det sige det Samme som Guds Væsen, Guds Liv.
Vi ville spørge: hvad er dog det Guddommeligste i Gud, hans inderste Væsen? Livet i hans Liv? Det Guddommeligste i Gud det er dog visselig ikke Almagten, der kun er ewn tjenende Egenskab, er ligesom Guds Haand, men ikke Guds Hjerte, og dersom Gud kun var den Almægtige, da ville han kun være os den Frygtelige, for hvis Aande den svage Skabning maatte forgaae. Det Guddommeligste i Gud er hans Kjærlighed, som Apostelen Johannes siger: Gud er Kjærlighed. Og dette er Høiheden, til hvilken vi ere kaldede ved dette Evangelium, at vi skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, idet vi blive deelagtige i Guds saliggjørende Kjærlighed, der i Christo er nedstegen til os, nedstegen til at antage sig alt det Ringe, det Smaa, det Fattige,  det Elendige paa Jorden, Guds saliggjørende kjærlighed i Christo, i hvilken han aabner sin Favn for Alle, i hvilke der er et Træk af Guds Billede, idet der her ikke er Mand og Qvinde, ikke Jøde eller Græker, ikke Skythe eller Barbar, da de Alle skulle være Eet i ham; hans saliggjørende Kjærlighed, i hvilken han giver sig til Alle, der ville modtage ham, siger os, at vi skulle æde hans Kjød og drikke hans Blod, at hans Liv gaaer over i vort Liv, at vi saaledes maae vorde forvandlede i hans Billede og Lignelse. Dette er Høiheden, til hvilken vi ere kaldte, at vi skulle vorde deelagtige i Guds Hellighed, idet vi vore deelagtige i Christi hellige Liv, hvori der ikke er Skygge af Synd og Besmittelse, at vi i hans Efterfølgelse maae vorde rensede, maae lære at forsage denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster. Dette er Høiheden, til hvilken vi ere kaldte, at vi skulle vore deelagtige i Guds Viisdom, idet vi blive deelagtige i Christi Viisdom, der aabenbarer os Guds Riges Hemmeligheder, indvier os i Guds Planer med Menneskeslægtens Opdragelse og Forløsning; ja, skulle blive deelagtige i Guds Almagt, idet vor Tro er den Seier, som overvinder Verden, idet vi have en Frelser, ikke blot i Betlehems Krybbe, men en Frelser ved Guds høire Haand, hvem Engle og Magter og Kræfter ere underlagte, idet alle Verdensmagter og Kræfter maae tjene Tilkommelsen af hans Rige, maae tjene vor Saliggjørelse. O, hvad er et Menneske, hvad er en Synder, at Du vil komme ham ihu, og et Menneskes Barn, at Du besøger ham? Lader os tragte efter dette Høihedens, dette Herlighedens Maal, som dette Betlehems-Evangelium stiller os, dette Høihedens Maal, hvortil vi allerede kaldtes i vor Daab, et Igjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand. Lader os tragte efter dette Maal, thi skjøndt vi vistnok dybt føle det i vor nærværende Ringhed og Fornedrelse, at den fuldkomne Deelagtighed i den guddommelige Natur, den kan først komme, naar Christi Kjærlighed og Christi Hellighed ganske opfylder os, naar Friheden i Christo saaledes er bleven Natur i os, saa vi ikke kunne ville andet end hvad Christus vil, naar al Synd og Besmittelse er udrenset; dog kan og skal Deelagtigheden i den guddommelige Natur allerede bevise sig i dette Liv formedelst Syndernes Forladelse i den sønlige Udkaarelsesaand, ved hvilken vi raabe: Abba, Fader! Og er dog ikke hele Christi Kirkes Historie fuld af Vidnesbyrd om denne Deelagtighed i den guddommelige Natur, fra hiin første Pintsedag, da de udrustedes med Kraften fra det Høie, og indtil denne Dag. Naar Christi Vidner udgik til at plante Christi Kirke i Hedningelande, naar de kæmpede med Verdens Modstand og Forfølgelse i den Forvisning: Den, som er i os, er større end Den, som er i Verden; naar deres Kjærlighed og Christi Taalmodighed ikke lod sig overvinde af Menneskenes Fjendskab, Utaknemmelighed og Miskjendelse; naar de overvandt det Onde med det Gode, overvindende og offrende sig selv, for Guds Riges Skyld, i Christi inderlige Kjærlighed: er dette da ikke at være deelagtig i den guddommelige Natur? Eller naar en Christen fornegter sig selv og tager sit Kors op i det Skjulte, bærer sin daglige, sin tunge Byrde, men under al sin Trængsel i sin Sjæl har en uforstyrret Ro, har den Guds Fred, som overgaaer al Forstand og bevarer vore Hjerter i Christo Jesu; eller naar en Christen smiler saligt i Døden, som der siges om Stephanus, at de faae hans Ansigt som en Engels Ansigt, og at han bad for sine Fjender, og at han saae Himlen aaben og Jesum staaende ved Guds høire Haand: da er dette dog visselig at være deelagtig i den guddommelige Natur. Og, mine Venner, ethvert Sandhedens og Naadens Ord, der fra ham udgaaer til at forene sig med vort Hjerte, slaae Rod i vort Hjerte, og enhver Velsignelse, der fra ham udgaaer til os og virker Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand, enhver Bøn, vi bede i hans Navn, i hans Kraft, enhver hellig Forlængsel, som vi føle efter at gjennembryde Syndens og Forkrænkelighedens Baand, at bryde igjennem til Guds Børns herlige Frihed, bevidner det: Vi ere deelagtige i den guddommelige Natur, vel kun saa ufuldkomment, vel kun saa ufuldkomment, vel langtfra som det skulde være, men dog deelagtige deri!

     Os ere de største og dyrebareste Forjættelser skjænkede – lader os da ved Betlehems Krybbe i den ydmyge Taknemmelighedsglæde gjentage vort: Ære være Gud i det Høieste! Den ydmyge Taknemmelighedsglæde, siger jeg. Thi derved er Menneskenes Juleglæde forskjellig fra Englenes, fra de himmelse Hærskarers. I de himmelske Hærskarers Lovsang, der tonede over Betlehems Marker, lyder Tilbedelsens Glæde, idet de tilbede og lovprise Guds Kjærligheds og Viisdoms Under i Menneskenes Frelse, lyder Medfølelsens Glæde, idet de deeltage i Menneskenes Glæde over det Evangelium, de bringe dem; thi Englene ere, som Skriften siger, tjenende Aander, udsendte for deres Skyld, som skulle arve Saliggjørelsen; og der er jo Glæde i Himlen over én Synder, som omvender sig. Men Taknemmelighed i den Betydning for Menneskene, kunne Englene jo ikke føle over Frelsens Evangelium. De ere jo uden Synd og Skyld, ere rene og salige Aander, der ikke trænge til Forløsning. Men netop derfor er Menneskenes Juleglæde, hvor meget der end fattes den, hvor meget den end er i Fattigdom, i Ringhed og Skrøbelighed, dog i den Betydning dybere, at dette Evangelium: Eder er en Frelser født! det tilhører ikke Englene, men os. Os er han født, os tilhører han, han er bleven vor Frelser, som en Apostel siger: Han antager sig ikke Englene, han antager sig Abrahams Sæd; han er bleven deelagtig i vort kjød og Blod. O maatte vi da ogsaa i denne Juul ret i inderste Hjerte føle den ydmyge, den opløftende Taknemmelighedsglæde over dette Betlehems-Evangelium, dette Ringhedens og Høihedens Evangelium, der udbreder et trøstefuldt Lys over Alt hvad der paa Jorden er ringe og fattigt og elendigt: Eder er en Frelser født! Eder, I Menneskebørn, I Jordens Børn, med al Eders Synd og Sorg og Nød og Elendighed. Eder er han født, I som maaske have hvad Menneskene kalde Lykkens Gaver, ikke lide jordisk Savn og Nød, men som dog føle, at der i Eders Natur er et dybt, ustillet Savn, som kun kan stilles, naar I blive deelagtige i den guddommelige Natur, deelaktige i Guds Fred og Guds Kjærlighed. Eder er han født, I som arbeide og ere besværede, I som sukke under de jordiske Byrder, I som sørge ved Gravene eller ved den Syges Leie, Eder er han født, at I hos ham skulle finde Hvile for Eders Sjæl, at han maa forhjælpe Eder til at bære Eders Byrder og derigjennem opdrage Eder til en stor, en overvættes Herlighed. Eder er han født, I som sørge over Eders Synd, Eders Skyld, sukke under Lovens Trældom, Eder er han født for at sige til Eder: Frygt ikke, tro paa Gud og tro paa mig. Jeg vil være en Midler imellem God og Dig. Du skal dog annamme dine Synders Forladelse, Du skal dog blive et Guds Barn i den himmelske Faders Huus. O, Du som er bleven vor Frelser, Du som i den dybeste, den helligste, den dyrebareste Betydning er Jordens Ven, Du som tilhører os, Du som har klædt din himmelske Herlighed i vort Kjød og Blod, for deri at forklares og vende tilbage til Faderen; Du som ikke skammer Dig ved at kalde os Brødre; giv os at vi ret maae takke Dig ved at tragte efter Deelagtigheden i den guddommelige Natur, idet vi flye denne Verdens Forkrænkelighed i Lyster; at vi dog maae værdiges at høre til dem, om hvilke Du siger, idet Du udstrækker din Haand over dine Disciple, udstrækker din Haand over din Menighed: Disse, som gjøre min Faders Villie, disse ere min Moder, disse ere min Søster og min Broder!

Amen.

Glædelig jul, Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Frelse, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul, Kristenliv, Prædikener, Prædikener-Historiske, Teologi

Tags: Biskop H. L. Martensen, Guddommelige natur, Jesu fødsel, Jesus Kristus, Jul, Juledag, Martensen, Prædiken