Det er i dag Sankt Stefans dag, hvor vi mindes den første kristne martyr Stefanus, der blev stenet ihjel. Det er en af de  – desværre – få helgendage vi i Den danske Folkekirke har bevaret. Jeg skriver desværre, fordi helgener er eksempler på, hvordan vi som kristne bør leve vore liv. Som Sankt Stefan bør vi holde fast i vor tro også i modgang- ja, selv om det måtte koste os livet.

Dagens prædiken blev givet af D. G. Monrad på Sankt Stefans Dag 1851, hvor han virkede som biskop over Lolland-Falster. Jeg har bevaret sproget i datidens sprog.

Jeg seer Himlene aabne, og Jesum staaende ved Guds høire Haand.

Paa St. Stephans Dag.

     Stiernen ledte fordum de Vise fra Østen hen til det Sted, hvor de fandt, hvad de havde søgt paa den lange Vandring. Ogsaa os føre dit Ords Lys, o Gud! paa den rette Vei, indtil det staaer stille over Betlehem, og viser os, at det er dertil, den gamle Tids Forjættelser sigtede, derfra, den nye Tids Velsignelse skulde udgaae. Paa denne Fest dvæle vor Tanke med fornyet Tro og Haab ved den Hellige, som derfra gik ud til Verdens Frelse, og omkring ham see vi hans Vidners Skare, som have forherliget ham ved deres Liv og ved deres Død. Du, som styrkede dem, styrk ogsaa os, at vi maae bekiende ham i al vor Tale og al vor Gierning, i Glæde og Sorg, i Striid og Fred, og ved Ham see Himlene aabne, og ham ved din høire Haand! Amen.

Lectie: Apostl. Giern. 6, 8-16. 7,54-60.

Det er et dobbelt Skuespil, den forelæste Text stiller os for Øine. Paa den ene Side see vi et ophidset, forbittret Folk, fnysende med Vold og Mord mod en Mand, som dog er rede til at forsvare sig mod Enhver, der begierer Regnskab af ham for det Haab, som er i ham. Men hvert Ord, han siger, skærer dem i deres Hjerte, og i stedetfor at overveie hans Tale, stoppe de deres Øren til, og storme ind paa ham med vildt Raab. De vide det vel, at efter den gieldende Ret tør de Ingen aflive (Joh. 18,31), men skulle stille den formeente Skyldige for den Domstol, som da var den øverste i Landet; men Vreden er for heftig,  den taaler ingen Opsættelse, vil ikke møde nogen Forhindring; de drage ham udenfor Staden, og der stene de ham; de tænke, hvad ogsaa skeede, at, dersom Dommeren erfarededet, vilde han sige hos sig selv: Hvad ligger der Magt paa et enkelt ringe Menneske? det er bedre at han omkommer, end at det vilde Folk ophidses endnu mere ved at jeg blander mig i deres Stridigheder; lad dem kun gjøre saadant, jeg vil tillukke Øinene.
     Det var det Folk, om hvilket Apostelen siger, at de baade ihielsloge den Herre Jesum, og deres egne Propheter, og forfulgte Apostlerne, og ikke behagede Gud, og vare alle Mennesker imod (1. Thess. 2,15). Det var et haardt, hevngerrigt, blodtørstigt Folk; men mon da Jordens øvrige Folkeslag tør o Dommen opstaae mod dette? Ak, ligesom Jøderne i hine Tider smykkede Propheternes Grave, hvilke deres Fædre havde ihielslaget, saaledes har saa mangt et andet Folk rakt dem Giftbægeret, hvilke det snart efter har erkiendt som sin Ypperste, forfulgt, dræbt dem, hvis Minde det siden bragte deres skiønneste Hæderskrandse; saaledes har allevegne Mængden i sin blinde Iver, forledt af fordærvelige Førere, stormet frem til de uhyreste Gierninger, og, naar Nogle siden erkiendte deres Uret, deres Daarlighed, trøstede de sig for det Meste med, at de vare skiulte i Mængden af dem, der havde øvet det Samme. Sielden kunde ogsaa Menneskenes Straf træffe dem, men der er en Dom over hver Enkelt, som over hvert Folk, der opfylder sine Synders Maal; og over hvilket da Vreden kommer til Fuldendelse, som den kom over hiint Folk.
     Naar vi fra denne Side betragte den Tildragelse, som vor Text beretter, da fremkalder den i vore Hierter den Følelse, som er udtalt i den ofte gientagne Klage: „Min Gud! jeg vælter mit Øie over Jorden, og jeg sukker over at være Menneske” (Rosseau) .

Men, ligesom Alt, hvad der er skrevet i de hellige Skrivter, er skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab ved Taalmodighed og Skrivternes Trøst (Rom. 15,4), saaledes har ogsaa vor Text et andet Billede at stille os for Øie, der hører til de skiønneste og trøsterigste, en Bekræftelse af det dyrebare Udsagn, at vor Tro er den Seier, som overvinder Verden (1. Joh. 5,4). Vi see Stephanus staaende for sine blodtørstige Fienders Aasyn i den høie Ro, som Troen, den faste Overbeviisning om hellige Sandheder, indgyder; denne Ro forklarede allerede hiin Mands jordiske Skikkelse; „de saae hans Ansigt, som en Engels Ansigt”. I denne Ro kunde han endnu i den marterfulde Døds Øieblikke tvinge al Forbitrelse og bede: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og i den saae han Himlene aabne, og sin Frelser, hvem han havde bekiendt i sit Liv, hvem han nu bekiendte ved sin Død, staaende ved Guds høire Haand. Jeg veed ikke, om det i hiin Stund skeede Stephanus, som siden Paulus, da han ikke vidste, om han var i Legemet, eller udenfor Legemet, men følte sig henrykt i Paradiset, og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale (1. Kor. 12,3.4). Men dette veed jeg, at hiint Syn i det Væsentlige kan og skal gientage sig for enhver troende Christen. Lader os, min Medchristne, forsøge, om vi kunne sige den herlige Martyr det efter:

„Jeg seer Himlene aabnede, og Jesum staaende hos Guds høire Haand”.

     O, Gud give os, under alle Livets og Dødens Anfegtelser at kunne sige dette med Troens og Haabets faste Mod!
     Vi vide det vel, at vi ikkun kunne tale om de himmelske Ting i Udtryk, som vi laane fra de jordiske; Stephanus vidste det sikkert ligesom vi; dog talede han, og vidste tillige, at hvad han udsagde var sandt og virkelig afbildende, skjøndt hans Ord ikke kunde naae den Herlighed, der viste sig for ham. I hine Ord ville vi ikke drage det Oversandselige ned til det Sandselige, men, i det vi tværtimod søge at opløfte Dette til Hiint, vil et Skue af Guds Herlighed oplade sig ogsaa for vor Siels Øie.
   „Jeg seer Himlene aabnede”. Ethvert Menneske, det kun seer nedad, kun hefter sit Øie paa Jorden, er ogsaa dyrisk, søger, om end med større Konst og Fliid, i Grunden kun hvad ogsaa Dyret søger. Men saasnart Mennesket opløfter sit Øie til Himmelen, vaagne stedse høiere Forestillinger i hans Sind. Den synlige Himmel hvælver sig over den hele, vide Jord, og i dens dybe Ro skue vi Dagens og Nattens Lys uforstyrrede drage henad deres Baner over al Jordlivets Herlighed og dets Jammer, over al de Levendes Uro og over de sunkne Slægters Grave. I det vi skue derop opgaaer i vore Siele en Forestilling om det Evige og Uforkrænkelige, hvori vi saa gierne vilde finde Hvile, men som vi forgieves søgte, hvor vi end kom paa Jorden; vi see Himmelens Fred udbrede sig over Jordens Striid og Forvirring. Men snart kommer ogsaa et Veemod i vore Hjerter. Disse Lys, som nu saa mildt skue ned paa dig, de skue engang, maaske snart, ned over din Grav, over alle dine Kieres Grave; da vandre andre Slægter derover, forstyee eller udvide de Gierninger, vi efterlade, men fare snart hen, Forkrænkelighedens Bytte, som vi. Ak, hvad hielper det mig, I himmelske Lys! at I straale fra Slægt til Slægt, naar det Øie, I skulde glæde, er indhyllet i et Mørke, som I ikke kunne giennemtrænge, naar det Hierte, I nu oplive, har hørt op at slaae, fortabt i Forgangenhedens Afgrund? Jeg stirrer op i Nattens stienerebesaaede Himmel, og disse Verdener uden Tal synes at svæve saa roligt, ophøiede over Forstyrrelsens Magt; men hvad veed jeg, om ikke de fordærvende Kræfter ogsaa røre sig der, om deriblandt Levninger hvirvle sig af brustne Kloder, eller udbrændte Tomter, som tilforn bare en Livets blomstrende Herlighed, der nu er visnet og uddød? Og disse funklende Lys havde vel en Dag, da de tændtes, skulle vel ogsaa have en Dag, da vi slukkes; forgieves følger jeg der Lysets evige Kilde, forgieves søger jeg der Hvilens Sted for den bevægede Tanke.

     Da Stephanus i den Stund, da Jorden forskød ham, da den snart kun skulde have en Plads for det afsielede Legeme, hvor det kunde opløses, saae op mod det Høie, fandt han ikke sin Fred mellem Stiernerens Hær, men han saae „Himlene aabnede”. Hvad er dette? Vi vide fuldt vel, at der ikke over os er en fast hvælving, som skal giennembrydes, og bag hvilken vi da maaske skulle skue en ny Række af lysende Verdener. Nei, naar vi tale om Det, som er heroventil, om Himlenes Himle, da kæmpe vi ligesom med Sproget, thi Jordens Sprog har ikke Ord for Det, som Øiet ikke saae, som Øret ikke hørte, som her kun i dunkle Anelser opkom i Menneskets Hierte; vi mene den for os usynlige Verden, i hvilken den Uskabte boer, hvorfra han udsender sin Herligheds Aabenbarelser giennem den synlige Verdens vide Riger; vi mene den høiere Tingenes Orden, hvori de Forbilleder staae i den guddommelige Tanke, som skulle træde frem i og for Skabningen, hvis Glands de fornuftige Væsener skulde modnes til at bære, hvorfra de ogsaa kunde falde, ere faldne, men til hvis Deelagtighed de igien ved Guds Naade skulle opreises.

     Dette er den Himmel, der udbreder sig over Tilværelsen; den er skiult for de Fleste, som kun famle om i Jordens Mørke, eller som intet Lys kiende uden denne Verdens Soels. Men for Den, som seer Himlene aabne, som skuer stadig op derimod, og seer Guds Herlighed, forvandler sig den hele synlige Verden. Lad dens Herlighed være tom og huul, lad den svinde bort, i det vi ville gribe den: hvad deri var et Gienskin fra de høie Himle, det bliver, det udvikler sig i skiønnere Fyld, men det Øvrige, Verdens Glimmer og Pragt, der hører Forgængeligheden til, i Det er Intet tabt for Den, som over sig seer Guds Herlighed. Lad Verdens Sorger være tunge og bittre, naar Gud lader sin Himmel oprinde i os, da fornemme vi, at vor Trængsel dog er strakket og let, og skaffer os en evig Vægt af Herlighed (2. Kor. 4,17). Lad Verden aabne os son Skueplads af Daarlighed og Forfængelighed, af Misundelse og Bagtalelse, af Uretfærdighed og Vederstyggelighed, af Kiv og Striid og Kriig og Mord, ak! vi maae vel sukke over Det, vi see i denne Verden, men over os ere dog Himlene aabnede for Troens Øie, og der er Viisdommens og Fredens og Kierlighedens Hiem. Og hvor ofte vederfores det den i Livet Forsøgte, at, naar denne Verden aabnede ham sine Rigdomme, naar Alt omkring ham syntes af sige: Fred og Tryghed, da var det, som om Himlene vare lukkede over ham, deres Herlighed lyste ikke ned over de dunkle Veie hernede, han havde ingen Fred i sin Siel, vidste, at der er intet sikkert Ly at finde paa Jorden; men naar Verden lukkede sig for ham, naar det var mørkt, hvor han skuede hen hernede, naar Forfølgelserne reiste sig imod ham, da vaagnede Troens indslumrede Kræfter, da oplodes Sielens Øie, og han saae Himlene aabnede. Saaledes stod Stephanus i hiin hans Forherligelsens Stund; Menneskenes Hierter havde lukket sig for ham, Verden havde ingen Trøst, intet Haab at tilbyde ham, og dog stod han der, som var han allerede optagen blandt de Forklarede, han saae Himlene aabnede, og saae Guds Herlighed.
     Og hvad saae han der i Herlighedens Glands? „Jeg seer Jesum staaende ved Guds høire Haand”. Vi have allerede erindret, at vi kun med menneskelige Ord kunne tale om de guddommelige Ting, men derfor kan Talen være aldels sand, kan fremkalde klare og rigtige Forestillinger i Sielen. Saaledes vide vi jo vel, at Gud ikke har skikkelse som et Menneske; men naar jeg skal tale om det almægtige Herredømme over Himmel og Jord, hvorledes kunde jeg da tale levende og indtrængende, uden ved at forestille den Almægtiges Haand udstrakt over Jorderige? Alles Øine vogte paa den, siger David, og Gud oplader denne sin milde Haand, og mætter Alt, hvad lever, med Velsignelse (Ps. 145,15.16.). De vente Alle paa dig – siges der atter – oplader du din Haand, da mættes de med Godt; giver du dem, da samle de, men ogsaa, skiuler du dit Ansigt, da forfærdes de (Ps 104, 27 ff).  Thi det er den samme almægtige Haand, der ogsaa slynger Lynets Pile, der vinker af Stormen, vinker at Haves Bølger, der rører Biergene, saa de skielve i deres Grundvold. Miskundhed og Retfærdighed staae ved Herrens Throne, de tienende Aander staae for hans Ansigt, og han udsender dem, dem til Hielp, som skulle arve Salighed (Hebr. 1,14), men ogsaa til at fuldbyrde sine Straffedomme over dem, som foragte ham og trodse hans Bud. Naar vi tale saaledes, da tale vi vel i billedlige Udtryk, men dog overensstemmende med Sandhed, og ethvert Hierte vil fyldes med Æresfrygt for den Evige og Hellige, som er Alles Herre. Saaledes var det intet bedrageligt Syn, der viste sig for Stephani Øie, da han saae Gud i legemelig Skikkelse med den udstrakte Høire, og han vidste jo vel, at dette Syn kun skulde betegne Ham, hvis uendelige Væsen ingen Afbildning kan skildre, intet Sprog kan beskrive; men i det han saae Himlene aabne, saae han der Ham, som fylde Himlenes Himle, Livets evige Kilde og almægtige Styrer. Og at han, i det den himmelske Helligdom var opladt for ham, i det han saae, hvad eller det dødelige Øie ikke taaler, at han da ikke skielvede og bævede, ikke forfærdedes for den guddommelige Mjestæt, men saae gladeligen derop, som Den, der allerede var opløftet over Jordens Trængsler og Forfølgelse, dette var fordi han tillige i Synes skuede den Herre, hvem han havde prædiket som Den, hvis Navn alene er givet under Himmelen, at Mennesker skulle vorde frelste deri (Ap.G. 4,12), Midleren mellem Gud og Mennesker, saae „Jesum staaende ved Guds høire Haand”.

     O mine Venner, naar vi saa ofte høre disse Tiders Mennesker klage, eller maaske ligegyldigen sige, at de himmelske Ting ere dem saa ubekiendte, at de Intet kunne vide derom, før de maaske engang optages til en høiere Tilværelse, at Gud er dem saa langt borte, at deres Tanke kun forvirres, naar den vil søge ham i det Lys, hvor dog Ingen kan komme til, og at de derfor hellere lade den dvæle ved Jorden, hvor de mene, at den kan finde Klarhed og Sikkerhed: kunde vi da føre dem til Ham, som har aabnet Himlene over os, ikke for at vi allerede nu skulde boe uforstyrrede i Guds Herlighed, men for at derfra Lys og Fred skulde straale ned over vore jordiske Veie, til Ham, hvis Herlighed vort jordiske Øie kan taale, thi han er Menneskens Søn, og dog boer i ham al Guddommens Fylde legemligen (Kol. 2,9); dog kunde han sige: Hvo mig har seet, har seet Faderen, thi jeg er i Faderen, og Faderen er i mig (Joh. 14,9.10). Naar vi i de vildt bevægede Tider see Menneskene – forsaavidt de ikke bespotte Himmelens Gud, fordi han ikke giver dem den timelige Lykke, for hvis Skyld de alene vilde holde sig til ham, eller forsaavidt de ikke søge at undflye Livets Tryk ved at kaste sig i de sandselige Forlystelsers bedøvende Strøm – see dem saa ofte vansmægte af Rædsel ved de Tings Forventning, som skulle komme over Jorderige: o, kunde vi da føre dem derhen, hvor de kunde see Himlene aabne, og Ham, som bærer de store Navne af Verdens Frelser og Forsoner, staaende hos den evige Faders høire Haand. Ham er given al Magti Himmelen og paa Jorden, han skal ikke give den fra sig i andre Hænder, og, skiøndt vi ikke kiende den Raadslutning efter hvilken Tiderne skulle forlænges eller forkortes, i hvilke Veien skal beredes for det evige og salige Rige, i hvile Langmodigheden venter paa de Frafaldnes Omvendelse, og i hvilke de Frommes Tro skal forsøges, deres Inderste luttres i Prøvens Lue, den Spire, som har begyndt at udfolde sig, modnes: da bruger han dog ofte Magt med sin Arm, og viser os, at denne Verdens Fyrste er dømt (Joh. 16,11), og fra de aabne Himle høre vi giennem Tidernes Forstyrrelse den Røst lyde ned til de forvildede Slægter: Saa fatter et andet Sind, og vender om, at Eders Syndes maae være udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maae komme fra Herrens Aasyn, og han maa sende Eder den forud forjættede Jesum Christum, hvem det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tiid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage (Ap.G. 3,19. ff). I denne Tro har Stephanus striidt, og vundet den uvisnelige Krands; dette Haab var i hans Siel, da han, i det Dødens Mørke omskyggede hans Øine, saae Himlene aabne, og Jesum staaende ved Guds høire Haand. Og til dette Haab kaldte han alle dem, der efter ham skulde stride den samme Striid mod Verdens Forblindelse og Had, i det han steeg op til den Herre, hvem han havde tient, hvis Navn han havde bekiendt indtil i Martyrdøden, og efterlod sit Minde paa Jorden til Slægternes Erindring, og dem til Efterfølgelse, hvis Tro, hvis Bestandighed derefter skulde forsøges i de haarde Prøver.
     Men, mine Venner, det lyder saa skiønt i en af vore Psalmer:

I Glands for Herrens Throne staaer
Hans Vidners store Skare.
Hvo som sin Gud i Døden gaaer,
Skal herliggjort fremfare.
Til Martyrkronens Straaler ei
Jeg løfte tør mit Øie;
Mit skiulte Kors paa stille Vei
Seer Gud dog i det Høie.

Og i det vi gientage disse Ord, siger masske Mangen, der sidder i denne Forsamling: Dette, du fromme Sanger, talede du ogsaa ud af mit Hierte; jeg er ikke blandt dem, der ere kaldte til at bringe Herrens Vidnesbyrd frem for Konger og Fyrster og Folkeslag, Mængden seer ikke hen til mig, og agter ikke mit Vel og mit Vee. Martyrkronen vil aldrig straale fra mit Hoved, men

Mit skiulte Kors paa stille Vei
Seer Gud dog i det Høie.

Ja, Gud seer det, og den Frelser, som er ved Faderens høire Haand, aabenbares ikke blot i de store Timer, fra hvilken den Seier, han skienker sine trofaste Vidner, skal lyse vidt ud i Verden, skal kundgiøres giennem de følgende Slægter; men hvor i det stille Rum Nogen sidder ene med sin Smerte, Verden kiender den ikke, Verden agter den ikke, emn Sielen kan ikke forglemme sine Savn, ikke den Bitterhed, som Verden saa ofte blandede i den Lidelsernes Kalk, der blev ham rakt; ja dersom endog hans Klage ikke er over Andre, men Sielen i sin Græmmelse anklager sin egen Daarlighed, sin egen Synd: o du de sønderbrudte Hierters Læge, du, som har baaret al Verdens Synd, hvor der er et bodfærdigt og trende Hierte, ja over den Døendes Leie, lader du endnu Troens Øie see Himlene aabne, og dig ved Faderens høire Haand.
     Det er til ganske andre Optrin, at denne Dag har ført vor Betragtning, end de, hvilke Gaarsdagens Evangelium førte frem for de christne Menigheder. Dengang var det Barnet i Krybben, og deromkring nogle saa tilbedende Mennesker, men Guds Herlighed lyste over det stille Herberge; i Dag var det en rasende Mængde, vi saae, og i dens Midte en retfærdig Mand, given til Priis for dens Forbittrelse; men ogsaa over dette blodige Optrin lyste Guds Herlighed. Den hellige Historie har mange forskiellige Optrin at føre frem for vor Betragtning, men alle tiene de til Forherligelse af den Samme, af Ham, som fødtes i Ringhed, som korsfæstedes under Forhaanelse, men som ogsaa opstod fra de Døde, som ogsaa er opfaren til Himmelen, som ogsaa sidder hos Guds høire Haand, som ogsaa skal igienkomme at dømme Levende og Døde; og saalænge Jorden staaer, skal den Forkyndelse om Ham, hvilken de først dertil beskikkede Vidner have beseglet med deres Blod, aldrig forstumme. Derfor synger Kirken i sin Lovsang:

Propheterne kundgiorde dig,
Apostlene forkyndte dig,
Og Martyrskaren priste dig
I Dødens Stund høitidelig.
Saa priser dig din Christenhed,
O Gud! i Tiid og Evighed.

Og hvad endog Verden viser os, under al dens Forvirring og Daarlighed, al dens Uretfærdighed og Synd, al dens Bespottelse og Forfølgelse, i al Livets Trængsel og Nød, og naar Døden lukker vort Øie for det alt sammen, o Fader i Himlene, lad os see disse dine Himle aabne, og Verdens og vor Forsoner ved din høire Haand! Amen.

Guds Fred og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Bibel, Gudstjeneste, Højtider, Højtider-Helgendage, Højtider-Jul, Kirkeåret-Advent og Jul, Kirkehistorie, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: 2. Juledag, D. G. Monrad, Helgener, Historisk prædiken, Jesus Kristus, Prædiken, Sankt Stefan