I dagens indlæg tager pastor Sigurd Mejndor (1907-2002), os igen med på vandring i kirkehusets symbolik.
Artiklen blev bragt i Danmarks højkirkelige blad Re-formatio. Dette er tredie del af en lang serie, som vil blive bragt løbende her på bloggen.
Du kan læse de først to dele her:
Af Kirkehusets Symbolik 1
Af Kirkehusets Symbolik 2
Af Kirkehusets Symbolik 3
Af Pastor Sigurd Mejndor, Hyllested
Som den danske landsbykirke står i dag, er den i reglen resultatet af ca. 500 års byggevirksomhed. Trods skiftende stilarter, byggeteknik og materialer udgør den ofte en arkitektonisk helhed af stor skønhed. Det gamle hellighus vil vi ikke undvære i det danske landskab. Den danske kirke og det danske landskab hører sammen. Af landets to tusinde gamle kirker går mere end ni tiendedele tilbage til Valdemarstiden og endnu tidligere slægtleds byggevirksomhed. Som regel er da også kirken på landet sognets ældste hus, og det sted, hvor de skiftende slægter har søgt hen, især ved livets store begivenheder. Vore forfædre har i hvert fald haft personlig kontakt med deres sognekirke flere gange i livet, selv om vi ellers mangler en del viden om deres færden.
Kirken var jo ikke blot sognets åndelige midtpunkt, men også sognets åndelige centrum, hvor der blev holdt sognestævne. Endnu erindrer jeg, at der lystes til ”kirkestævne” i våbenhuset i min kirke i Hyllested. Vore gamle kirker fortæller, at det danske samfund er af gammel kultur og det danske landskab et gammelt kulturlandskab.
Endelig må nævnes deres vidnesbyrd om verdenskunsten og verdenskulturen. Selv i den simpleste landsbykirke finder vi aflejringer af de dønninger, som de skiftende stilepoker sendte op til vore fjerne strande fra kulturcentre under varmere himmelstrøg, hvor kunsten blomstrede og satte spor som den romanske rundbuestil, der er afledet af klassisk byggeskik, og den såkaldte gotiske stil, som goterne i Sydfrankrig skabte på grundlag af fransk middelalderkunst.
For den, der forstår at se rigtigt på en gammel dansk kirke, er den derfor ikke blot et minde om vor egen historie, men også en afspejling af den almindelige kulturudvikling. Den har levet med i de skriftende tider og modtaget de fornyelser, de forskellige slægtled har fundet nødvendig. Derfor gælder det ved restaurering af kirker, at man gør det med nænsom hånd og ikke trænger sig på med en ensidig opfattelse af grimt og smukt – smagen skifter jo med tiden – men at man lader spor af de forskellige stilarter bliver stående med tilbørligt hensyn til et harmonisk helhedsindtryk.
Det er ofte urigtigt at lade en enkelt stilart fortrænge de øvrige på rigoristisk måde, som det skete, da Viborg Domkirke blev restaureret. Man er i dag langt mere nænsom.
Også når det gælder kirkehus og symbolik, søger man større forståelse ved granskning af symbolikkens ofte gådefulde sprog. Man kan ikke kassere dette område som noget ligegyldigt tøjeri.
Hvorfor byggedes kirkehuse? Det skyldtes som nævnt en nødvendig funktion ved gudsdyrkelsen: der skulle holdes nadvergudstjeneste, og det var praktisk at have bestemte huse til denne tjeneste, huse der var bygget og indrettet til dette formål, til altertjeneste og kommunion. Funktion og teologi var afgørende for udformningen af kirkerummet, og det var tekniske, liturgiske og æstetiske hensyn, der gav kirken dens ydre.
Symbolikken var noget der kom til, ikke det primære. Ingen kirkelig konstruktiv bygningsform har sin oprindelse i symboler, men i tidens løb knyttedes ved middelalderens særegne fromhedsliv og mystik en ofte vilkårlig, men en i kulturel henseende interessant symbolik. Den slyngede sig som en ranke – lige som den kristelige lyrik – om bygningens stamme og enkelte dele, så hele kirkehuset fra grundsten til spirets vejrhane var omspændt af symbolske tydninger.
Vi synes måske, den dreves til yderlighed i middelalderen, men den var der som en realitet, ikke mindst til gavn for datidens mange analfabeter. Symbolikken har stor religionshistorisk interesse og studeres i nyeste tid ivrigt af religionspsykologer. Symbolsproget er vel stumt, men taler dog afslørende om den såkaldte mørke middelalders forestillingsverden. Dengang kaldte man symbolerne for ”englenes sprog”.
Studiet af de religiøse symbolers væsen kommet til at indtage en mere og mere central stilling inden for den moderne religionsforskning.
Skal man kort omtale kirkebyggeriets historie, må man fastholde, at det først er efter 313 (da kirken så at sige blev en juridisk ”person”, der med lovlig ret kunne have fast ejendom), at det egentlige større kirkebyggeri kommer i gang.
I oldkirkens ”frimenighedstid” og under forfølgelsestiden var det mere beskedent og tilfældigt, hvad der brugtes som ramme om gudstjenesten. Ofte brugtes private huse, hvor der var et større lokale, som da Jesus brugte en sal til den første nadver.
Ret ofte blev gudstjenesten holdt under åben himmel. I Rom havde man katakombeoratorierne, og der var allerede 40 kirker i staden under Diokletians forfølgelser. I Hauran i Mellemsyrien findes måske nogle af de allerældste kirker.
Først Konstantin den Store og hans efterfølgere byggede virkelig store kirker både i Konstantinopel og på minderige steder som Jerusalem og Betlehem. Roms ældste kirker og den ældste Peterskirke stammer fra begyndelsen af det 4. århundrede.
Kirkehusets arkitektur var ret hurtigt færdig, da man rigtig tog fat med at bygge kirker, men det var dog en ret sammensat tilblivelsesproces, der lå til grund for hellighusets ”genesis”.
Tidligere førte man basilikastilen tilbage til de romerske torve- og retsbygninger eller haller, som jo også kaldtes basilikaer (egentlig: ”kongehuse”), men de var konstruerede til en helt anden funktion og har næppe været forbillede for de ældste kirker, ligesom de hedenske kulthuse, de romerske templer, næppe har haft indflydelse på et kirkebyggeri, der skulle tjene et helt andet formål. De fleste templer var små og skulle give plads til gudebillede og præsteskab, men ikke til en menighed. Der var dog kulthuse for mysteriereligioner, der både skulle give plads til et præsteskabs altertjeneste og til en menighed, der skulle overvære de rituelle handlinger, og disse viste vej for kirkebyggeriet. Også de kejserlige tronsale dannede forbillede for kirkerummets udformning. Alteret opfattedes som Guds trone, og de romerske biskopper som cæsarernes afløses foruden som Peters efterfølgere. (Den danske arkitekt E. Dyggve har i sin bog ”Avla sacra – avla sancta” behandlet tronsalspåvirkningen ved kirkerummets udformning).
Som sagt var kirkehusets form forbavsende hurtigt færdigt, men fremstod dog i to meget forskellige typer: basilkatypen med sit langhus og rundkirketypen eller ”kuppelkirken” (prototype: Hagia Sophia).
I østkirken blev rundbygningen det almindelige og har holdt sig til den dag i dag. Den ortodokse kirke har en mærkelig evne til at tænke symbol og virkelighed sammen, og deres kirkebygninger kan opfattes som vældige ikoner, der afbilder himlen på jorden. Rundformen udtrykker kirkens evige væren, og kuplen er et billede af himlen.
Her i Norden var det kun den romanske og den gotiske stilart, der kom til at præge størstedelen af vore gamle kirker. Barok, Rokokko osv. fik ikke megen betydning for kirkernes ydre, men kom i høj grad til at præge inventaret efter reformationen.
Vore gamle landsbykirker har i reglen en romansk oprindelse eller kærne, men fremtræder næsten altid i gotisk tilsnit.
Ordet ”symbol” kommer fra græsk ”sýmbolon”. Det betyder egentlig: – hvad der er kastet tilsammen – hvad der er billedet på noget andet – et ”sindbillede”. (Senere brugtes symbol også om kirkens bekendelse, lære). Oprindelig var symbolon et kendetegn, et identificeringsmærke, bestående af to halvdele af en itubrudt genstand.
I oldtiden kunne man ved mysterietjenesten vælge et sindbillede, en formel eller et kendingsord, ved hvilket de ”indviede” kendte hinanden som sådanne, og ved et gæstebud kunne man lade den budne legitimere sig ved at forevise et brudstykke af en tavle el. lign. Værten havde den anden halvdel af skåret og kunne ved sammenstilling overbevise sig om overbringerens legitimation.
Symbolet, der som sagt oprindelig betyder et kende- eller identificeringsmærke, bestående af to halvdele af en itubrudt genstand, bliver senere forstået som ”sindbillede”, d.v.s. tegn, genstand eller billede, som repræsenterer abstrakt begreb. Ofte kan det skorte på lighed mellem symbolet og den sag, det betegner eller symboliserer, men det er dog som regel ikke et helt tilfældigt tegn, der bruges for at betegne et begreb (f.eks. når ankeret bruges som symbol for håbet o.s.v.).
Ved et attribut menes et sindbillede, et kendetegn, hvormed man udstyrer visse personer i kunstværker, f.eks. helgenbilleder, for at man kan kende dem. Attribut kan erstatte en inskription og give udtryk for bestemte egenskaber eller for den historie, myte eller legende, der er knyttet til personen.
Attributtet kan være symbolsk eller sagligt: en palme kan f.eks. vise helgenens sejr ved martyriet, ligeledes en krone – men er det en kongelig helgen, vil kronen opfattes sagligt, og blev han henrettet med sværd, vil dette våben være at forstå for, hvad det er. Attributtet kan dog undertiden både være sagligt og symbolsk. Således kan en bog både sagligt vise en helgens embede eller redskab, men kan også symbolisere fromhed som ”troens bog”.
Foruden farve- og billedsymbolik findes også begrebet ”handlingssymbolik” (som der findes talrige eksempler på i Skriften) for ikke at glemme ”lydsymbolet”. Ordet ”betyder” noget.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!
Kategorier:Diverse, Gæsteindlæg, Højkirkelighed, Kirke, Kirkehistorie, Serier, Teologi
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar