Lidt forsinket bringes her prædikenen fra 1. søndag i fasten fra højmessen i Smørum Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
Lukasevangeliet 22,24-32
Prædiken
1. søndag i Fasten
Kære almægtige Gud, lad dit Ord slå rod i vore hjerter og der vokse og bære frugt, så vi kan tjene dig og vor næste. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
—
Sidste søndag fejrede vi Fastelavn og i onsdag, Askeonsdag, markerede vi med en aftengudstjeneste i Ledøje Kirke begyndelsen på fasten, der varer fyrre dage, frem til Påske.
At fasten varer fyrre dage, er en ihukommelse af Jesu fristelse i ørkenen. Her fastede Han i fyrre dage, medens djævelen forgæves forsøgte at få Ham til at falde i de fristelser han lokkede Ham med.
Og det gennemgående tema i fastetiden er netop fristelse og vores kamp mod de fristelser, vi som mennesker møder i vores liv og som truer med at føre os på afveje – truer med at lede os væk fra Gud.
En af fristelserne i vores liv er fristelsen til at være den største, den bedste, den mest betydningsfulde – fristelsen til at ville være vores egen lille gud. Det er vel, når man tænker over det, den mest lumske synd, vi kan støde på. For ønsket om at være den bedste og største befinder sig hele tiden på grænsen mellem det, at være en dyd – altså noget det er godt at stræbe efter og at være en synd, noget der får os til at miste Gud af syne. På godt og ondt er det noget, der omgiver os gennem hele vores liv.
Vi vil alle sammen jo gerne være bedre og dygtigere på studiet, i sportsklubben eller på arbejdet, altså stræbe efter at blive den bedste indenfor det vi laver. Det er en dyd – noget vi bør stræbe efter.
Men der er ikke langt til at det tipper over i synden, som når vores ønske om at være den bedste fører til misundelse, over andres succes. Når de andre forfremmes på arbejdspladsen eller få lønforhøjelse, for hvis chefen bare vidste… Når vi bliver vrede over de andres gode karakter i skolen eller på studiet, når vi nu har arbejdet så hårdt, og de tilsyneladende bare har slappet af og ikke fortjener det.
Og vi bliver vrede og siger til os selv: alle burde jo vide, hvad jeg ved – at jeg er den bedste og jeg fortjener at blive anset for størst eller bedst.
Fristelsen til at være størst og bedst kan føre til misundelse, vrede, had og, som vi hørte i læsningen fra Det gamle Testamente, til brodermord. Vi hører, at Adam og Evas to sønner Kain og Abel begge ofre til Gud. Men Kain bliver vred over, at Gud kun tager imod Abels offergave. Og vrede og hadet vokser og vokser i Kain og så gør han det utænkelige og overfalder og dræber sin bror. Man kan sige, at Kain er smittet af sine forældres Adams og Evas synd. Ligesom de ønskede at være som Gud, så ønsker Kain at være Guds nummer eet.
Og ikke en af os er sikret mod at falde for denne fristelse. Og det var Jesu disciple heller ikke, som vi hører i dagens Evangelium.
Her befinder vi os på Skærtorsdag, dagen før Langfredag, hvor Jesus skal lide og dø, som Han har forudsagt. Han har vasket disciplenes fødder, for at vise dem, at Han, deres Messias, er kommet for at tjene dem. Et eksempel på, hvordan de skal tjene andre og efterligne Ham. Efterfølgende spiser de deres sidste måltid sammen og Jesus indstifter nadveren – den sidste nadver.
Man kan forestille sig den højtidelige stilhed kun afbrudt af Jesu stemme, når Han giver dem brødet og vinen og byder dem at gøre det samme, når Han ikke længere er blandt dem.
Men ikke så snart er nadveren overstået, før disciplene begynder at diskutere indbyrdes.
Jesus har jo fortalt disciplene, at Han skal lide og dø. Og menneskelige som de er, så begynder de at diskutere, hvem der skal efterfølge Ham. Hvem skal udfylde magttomrummet, når Han er væk. Hvem er den største, hvem skal tage Hans plads. Og det diskussionens kerne: Hvem af dem skal egentlig regnes for den største, den vigtigste.
Selv om de netop har fået vasket deres fødder af Ham og Han har fortalt dem, at de skal tjene de andre – at den største er den der tjener – selv om Han har givet dem nadveren, hvor de får del i Ham, så falder de for fristelsen til at have magt og blive anerkendt som den største.
Så Jesus prøver igen at få dem til at forstå, hvordan de skal handle, hvis de vil følge Ham. Og det gør Han ved at sammenligne denne verden med Guds Rige: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.«
Altså: Det I ser I denne Verden, hvor folk kæmper om at være størst og have magt, det er ikke sådan I skal opføre Jer. Tværtimod: Det er netop ved at tjene andre, at I bliver størst!
Jesu ord gælder ikke kun disciplene. Han taler også til os, der sidder her i Kirken i dag.
For som jeg indledte med at sige, så kan vi gribes af fristelsen til at være den største. At have magten, at blive respekteret, at have den rigtige titel, at andre regner os for større end andre.
Som sagt er der ikke noget galt i at ville gøre sit arbejde godt eller forfremmes, men når vores ego og vores egen stolthed bliver det vigtigste for os, falder vi i synd. Og når vores ego er i centrum, glemmer vi også vores omsorg og ansvar for næsten.
Vi undskylder os med, at sådan er verden jo. Vi kender alle udtrykkene ”den ene død er den andens brød ” med andre ord, hvis der skal være en vinder, må der være en taber. ”Det er ikke personligt, det er forretning” hvilket er en måde at umenneskeliggøre sin modstander eller konkurrent på – en undskyldning eller retfærdiggørelse for ikke at se dem som nogen med lige så meget værd og dermed nogen man ikke har ansvar for. Og så er der selvfølgelig udtrykket ”at have rundsave på albuerne”, som man ofte hører i forbindelse med erhvervslivet og politik. Det er, når vi taler om at man vil have sin vilje igennem, have succes og blive den der bestemmer. Men det udtryk i virkeligheden betyder er, at man er villig til at skære folk ned, altså ofre dem for sit eget magtbegær, på vej til sit mål – på vej til toppen.
Førnævnte udtryk er alle en eller anden måde, hvorpå vi prøver at retfærdiggøre os selv eller slippe for at tage ansvar for næsten.
Ligesom Kain gjorde det, da Gud spørger: »Hvor er din bror?« Kains svar er »Er jeg min broders vogter?« Eller med andre ord: Jeg har ikke noget ansvar for mit medmenneske – for min næste.
Men vi har alle et ansvar for næsten. Det er det Jesus siger til disciplene – og til os.
Som mennesker er vi afhængige af hinanden. Vi kan have forskellige evner, muligheder, hverv eller beskæftigelser, men vi er som mennesker og som samfund afhængige af hinanden. Gå en tur i supermarkedet – nogle driver butikken, nogle arbejder i den, nogle transporterer de varer der findes dér, nogle producerer varerne og nogle de værktøjer man bruger til at producerer dem og så videre og så videre. Vi kan ikke undvære et led, uden at det går ud over alle de andre led og dermed os andre.
Og vi er afhængige af hinanden i de forhold vi har på det personlige plan – vi har et ansvar for næsten – for den person vi står overfor.
Hvad enten det er i vores dagligdag med familien i vores omgang med venner og naboer eller i sportsklubben, på arbejdet, i skolen eller studiet, ja sågar menighedsråd, så har vi et ansvar for næsten.
Måske vil verden det anderledes, men det er ikke, siger Jesus, sådan vi skal være som kristne. Vi skal ikke ofre næsten for vores egen stoltheds skyld eller for vores egne ambitioner om magt eller storhed. Vi skal ikke holde andre nede for at hævde os selv. Den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener.
Kan vi undgå at blive grebet af denne trang til at være i centrum, at være den største og den bedste. Kan vi undgå at misundelsen kommer krybende og forgifter vores tilværelse eller vreden over andre lykkes bedre end os? Kan vi undgå at vores stolthed kommer i vejen for at vi tjener vores næste.
Svaret er desværre et stort nej. Ingen kan undgå at blive fristet og falde for fristelsen.
Men vi kan vælge om vi vil vende os til Gud igen. Og det er i særdeleshed det fasten handler om.
Fasten er tiden, hvor vi skal tænke over vores forhold til Gud – tænke over vores forhold til Jesus. Det er derfor mange kristne verden over faster – for at fjerne tankerne fra denne verdens fristelser og fokuserer på vores forhold til Gud. Fasten er tiden, hvor vi skal spørge os selv: Er jeg tæt nok på Ham? Gør jeg nok for at være som Han? Prøver jeg at tjene andre, som Han gjorde og gør?
Fasten er tiden, hvor vi skal stoppe op og arbejde på at komme ud af vores fiksering om os selv. Det er tiden, hvor vi skal tænke på fællesskabet i Kirken, som vi er en del af – både gennem bøn, refleksion, Bibellæsning og ved at tjene andre. Og særligt det at tjene andre, kan hjælpe os til at komme ud af vores selvoptagethed.
Og vi skal ikke lade os slå ud af at vi måske er faldet for fristelsen til at være størst eller nogle af de mange andre fristelser, vi kan blive fristet af. Hvis vi vender om til Gud, er der altid tilgivelse. Derfor slutter dagens Evangelielæsning også med Jesu ord, der ude af kontekst kan virke en smule mærkværdige, da Han siger til Simon Peter, der jo bliver den første leder af menigheden: »Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
Simon Peter var den første, der så hvem Jesus var nemlig Kristus den levende Guds Søn. Simon Peter blev fristet til at deltage i magtkampen om, hvem der var den største og samme nat fornægter han Jesus tre gange.
Men ved mødet med den opstandne Jesus Kristus finder han ud af, at han er elsket selv om han har svigtet og han oprejses på ny. Og sådan også for os. Guds kærlighed til os er nemlig så stor, at ingen – uanset hvor langt de er fra Ham eller hvor dybt de er faldt – ikke vil få tilgivelsen, hvis de kommer til Ham.
Og når vi om lidt skal deltage i den hellige nadver, så bliver vi mindet om, at vi alle er sat til at tjene hinanden. For der er vi samlet som fællesskab – fællesskabet i Kristus. Her er ingen større end den ved siden af ham eller hende. Vi lægger på knæ sammen for at modtage Hans hellige legeme og blod. Vi modtager tilgivelsen sammen som fællesskab og får alle sammen løftet om det evige liv, hvis vi bekender Ham som Herre og Frelser. Ligesom Peter genindsættes vi i fællesskabet ved nadveren. Og vi styrkes i vores kamp mod ligesom Jesus i ørkenen at stå imod de fristelser som livet byder os.
Og for det siger vi:
»Lov, tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.«
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!
Kategorier:Bibel-Det Nye Testamente, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider-Faste, Kirkeåret-Faste, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar