De historiske bøger – II

I vores serie ”Bliv ven med din Bibel” fortsætter vi (en del forsinket) med de historiske bøger fra Det Gamle Testamente. Vi er nu kommet til bøgerne første og anden Kongebog, første og anden krønikebog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog og Esthers Bog.

1. og 2. Kongebog

Første kongebog

Hvor 1. og 2. Samuelsbog handler om skiftet fra dommertiden til Davids kongedømme, handler 1. og 2. kongebog om Israels deling i et nord- og sydriget (Israel og Juda) og disse to rigers fald og folkets eksil.

1. Kongebog begynder, hvor 2. Samuelsbog sluttede. Israel er forenet under den fromme kong David. Da hans liv nærmer sig sin slutning, får han, for at sikre kongedømmets overlevelse, sin søn Salomo salvet til konge (1 Kong 1:32-37).

Efter sin faders død (1 Kong 2:1-11) viser Gud sig for Salomo i en drøm og tilbyder ham, at opfylde de ønsker han måtte have. Trods sin unge alder beder Salomo hverken om magt eller rigdom, men derimod om ”et lydhørt hjerte” og evnen til at kunne skelne mellem godt og ondt (1 Kong 3:9-10). Tilfreds med hans svar opfylder Gud Salomos ønske, og giver ham den visdom han skal blive så berømt for:

Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever. Og hvis du vandrer ad mine veje og holder mine love og befalinger, sådan som din far David gjorde, vil jeg give dig et langt liv.

1 Kongebog, kapitel 3. 11-4

Salomo regerer klogt, skaber velstand i landet og opretter handelsforbindelser med fønikerne. Fire år inde i sin regeringstid påbegynder Salomo byggeriet af Herrens tempel (1 Kong 6), som står færdigt efter syv år. Herudover bygger han et palads og udstyrer Templet med overdådigt udstyr (1 Kong 7).

Gud viser sig igen for Salomo, og lover ham at holde hånden over ham og hans slægt, hvis han til gengæld overholder hans love og regler, men advarer ham om, at et frafald vil betyde landet udryddelse (1 Kong 9: 3-9).

Men trods advarslerne vender Salomo sig bort fra Gud. Med syvhundrede hustruer, og tre hundrede medhustruer fra de forskellige folk i området (moabitter, edomitter m.fl.) følger også dyrkelsen af deres guder, en afgudsdyrkelse som også Salomo tager del i (1 Kong 11:1-13).

Som straf lader Gud edomitten Hadad rejse sig Salomo i syd og Rezon i nord (1 Kong 11:14-25), og herudover gør en af hans egne, Jeroboam, oprør (1 Kong 11:26-40). Akija, en profet fra Shilo, forudsiger for Jeroboam Salomos riges fremtid; nemlig at ti af de jødiske stammer skal tages fra Salomo (1 Kong 11:31-32).

Da Salomon dør, efterfølges han sin søn Rehabeam (1 Kong 11:43). Men ved nyheden om Salomos død vender Jeroboam tilbage fra Ægypten, hvor han har skjult sig for Salomon, tilbage. Så da Rehabeam skal modtage valget til konge, slutter de nordlige stammer, Israel (Nordriget), sig til Jeroboam, mens kun Juda (Sydriget) slutter op om Rehabeam. Dermed opfyldes Shilos profeti (1 Kong 12:1-25), og delingen af lande er en realitet.

I det følgende vil vi nu følge beretningerne i kongebøgerne i de to riger; foran hvert afsnit står der ISRAEL eller JUDA, for overskuelighedens skyld.

ISRAEL – Skønt valgt til konge af Nordrigets indbyggere, frygter Jeroboam at folket forsat skal søge mod Juda, for dér at dyrke Gud i Jerusalem. I et forsøg på at undgå det opstiller han to guldkalve (en i Betel og en i Dan) som folket kan tilbede, men leder dem dermed væk fra Gud (1 Kong 12:26-33).
Efter toogtyve år som konge i Israel dør Jeroboam, og efterfølges af sin søn Nadab (1 Kong 14:19-20).

JUDA –  Rehabeam dør efter enogfyrre år på Judas trone, en tid præget af krig mod Israels Jeroboam, og efterfølges af sin søn Abija (1 Kong 14:21-31).

Men Abijas regeringstid bliver kort. Han når kun at lede landet i tre år. Hans regeringstid er præget af krig med Israels Jeroboam (1 Kong 15:1-8). Abija efterfølges af sin søn Asa, der i modsætning til sin far gør det rette i Herrens øjne. Han prøver at udrydde afgudsdyrkelsen og selv om det ikke lykkes helt er han ”helhjertet med Herren” (1 Kong 15:9-15).

ISRAEL – I nord bliver Jeroboams søn Nadab konge over Israel, og når at regere i to år (1 Kong 15:25-26). Nadab gør, hvad der er ondt i Herrens øjne, og bliver slået ihjel af Basha, der overtager tronen og efterfølgende slår hele Jeroboams hus ihjel (1 Kong 15:26-30).

Basha fortsætter, som sine forgængere, med at gøre det der er ondt i Herrens øjne (1 Kong 16).  Bashas søn Ela overtager tronen efter sin far, men når også kun at have kongemagten i to år, inden han slås ihjel af en sammensværgelse anført af hans tjener Zimri, der raner tronen og slår Bashas slægt ihjel (1 Kong 16:8-14). Men Zimri når kun at sidde på den stjålne trone i syv dage. Israels hær vælger nemlig deres hærfører, Omri, til konge over landet, og da Zimri hører det, brænder han paldaset ned og omkommer selv i flammerne (1 Kong 16:15-22).

Men heller ikke Omri holder sig til Gud. Ja, faktisk skrives der om han at:

Han handlede værre end nogen før ham.

1 Kongebog, kapitel 16, 25

Omri efterfølges af sin søn Akab. Heller ikke han holder sig til Gud, og gifter sig endda med Jezabel, datter af sidoniernes konge Etba’al og begynder at tilbede uden Ba’al og rejser en Ashera-pæl (1 Kong 16:29-34).

I kapitel sytten træder Elias frem som profet, og forudsiger at en hungersnød skal ramme landet (1 Kong 17:1-5). Vi hører om Elias’ rejse til Sidon, åbenbaringen på Horebs bjerg og kaldelsen af Elisa som profet (1 Kong 17-19).

ISRAEL – I Israel belejrer Ben-Hadad, aramæerkongen, Samaria. Kong Akab indvilliger i at give Ben-Hadad sit guld og sølv. Men Akab opsøges af en profet, der lover ham sejren, hvis han stoler på Gud. Israels hær angriber aramæerne, og Ben-Hadad undslipper kun med nød og næppe (1 Kong 20:13-21). Da Ben-Hadad året efter angriber Israel igen sejrer Akab igen og slutter efterfølgende en pagt med Ben-Hadad.

Efter fred i tre år uden krig opsøger Judas konge, Joshafat, Akab og foreslår at de går i krig mod Arams konge. Under slaget falder Joshafat.

Da Akab går bort efterfølges han af sin søn Akazja (1 Kong 22:39-40).

JUDA – Da kong Asa går bort bliver Joshafat konge (1 Kong 22:41). Selv om Joshafat følger Guds bud lykkes det ham ikke at få udryddet afgudsdyrkelsen i landet. Ved hans død efterfølges han af sin søn Joram (1 Kong 22:51).

Anden Kongebog

ISRAEL – Anden kongebog indledes med at vi hører at Akazja, efter at have pådraget sig en skade ved et fald i sit palads, søger hjælp hos Ekrons gud Ba’al-Zebub. Han sender derfor nogle sendebud til afgudstemplet for at høre, om han vil komme sig over sit uheld. Men profeten Elias, der modtager besked fra Herrens engel, stopper sendebudene og sender dem tilbage til Akazja med en advarsel om at han vil dø i sin seng, fordi han har søgt råd hos andre en Israels Gud (2 Kong 1:1-4). Og som profeteret af Elias dør Akazja i sin seng, og efterfølges af sin søn Joram (2 Kong 1:17).

Efter at have gjort sin gerning for Gud farer Elias til himmels, efter at have givet profeten Elisa to dele af sin ånd (2 Kong 2).

Joram kommer til at regere Israel i tolv år, men fortsætter som sin far og mor med at gøre det der er ’ondt i Herrens øjne’, selv om han dog formår at fjerne Ba’al-støtten hans far havde ladet blive (2 Kong 3:1-3).

I de følgende kapitler følger vi Elisa, som har overtaget Elias’ stilling som den førende profet. (2 Kong 4-8:15).

JUDA – Femten år inde i Jorams, kongen af Israel, regeringstid, blive en anden Joram, søn af Joshafat, konge i Juda (nogle forskere mener, at der måske er tale om samme konge, der i så tilfælde ville have hersket over et samlet rige igen). Under Joram løsriver Edom, og siden Libna sig af Juda (2 Kong 8:16-24).

Efter Joram (af Judas død) overtager hans søn, Akazja, tronen, men når dog kun at regere i ét år (2 Kong 8:25-29).

ISRAEL – I Israel griber hærføreren Jehu, magten efter at have slået kong Joram ihjel, og går snart i gang med at konsolidere sin ny vundne position ved at iværksætte forfølgelser og udrensning af Akabs slægt, kongehuset, samt Ba’al præsteskabet og dets profeter (2 Kong 10:1-29). På grund sin kamp mod afgudsdyrkelsen lover Gud Jehu, at hans familie vil sidde på Juda trone i fire slægtled (2 Kong 10:30-31). Men trods løftet mister Jehu dele af landet, der spænder fra øst for Jordan til Syrien (2 Kong 10:32-33). Jehu regerer Israel i 28 år.

JUDA – Atalja, Akazjas mor, efter hans død tronen. Hun begynder en udrensning af kongeslægten i Juda. Den eneste der undslipper er Akazjas søn Joash (2. Kong 11). Præsten Jojada iværksætter et kup, der vælter Atalja og får sat den kun syvårige Joash på tronen. Joash kommer til at regerer i hele fyrre år. Joash begynder reparationer af templet, men da aramæerkongen Hazael indtager byen Gat, og efterfølgende retter blikket mod Jerusalem, bortkøber Joash truslen med de helliggaver og guld, der findes i Templet og paladset. Formentlig utilfredse med Joashs ageren slås Joash ihjel af en sammensværgelse.

ISRAEL – Joakaz, Jehus søn, overtager tronen efter sin far og kommer til at regere i sytten år. Også han gør, det der er ondt i Herrens øjne. Som straf sender Gud aramæerkongen Hazael, der før havde angrebet Juda, mod Israel. Landet kommer – først i Ben-Hadad og siden hans søns – magt. En befrier sendes dog og redder Israel, men Joakaz fortsætter med at dyrker afguderne.

ISRAEL – Joakaz’ søn Joash bliver nu konge over Israel (nogle mener, at det er den samme Joash, der regerer i Juda på samme tidspunkt). Heller ikke han gør det der er godt i Herrens øjne. Han fører krig mod Judas kong Amasja (er det samme konge, har han måske på dette tidspunkt mistet den del af sit rige, der udgør Juda) (2 Kong 13,10-13). Efter profeten Elisas død (2 Kong 13,20), får Joakaz overtaget over aramæerne og driver dem ud af landet (2 Kong 3, 22-25).

JUDA – Amasja bliver konge efter sin far Joash. Ligesom sin far forsøger han at rense landet fra afgudsdyrkelse, men har dog heller ikke held med foretagendet (2 Kong 14,3-4). Større held har han som hærfører. Han besejrer Edom og indtager Sela (2 Kong 14, 6). Men han bliver overmodig, og det kommer til krig med Israels konge Joash. Joash går sejrrigt ud af kampen, fanger Amasja, indtager Jerusalem, river firehundrede alen af bymuren ned og tømmer paldaset for guld og sølv (2 Kong 14,12-14). Efter nederlaget dannes en sammensværgelse mod ham. Han flygter til Lakish, hvor han bliver slået ihjel. Folket vælger hans søn Azarja til konge (2 Kong 14,19-22).

ISRAEL – Da Joash går bort overtager hans søn Jeroboam tronen, og kommer til at regere i hele enogfyrre år.

JUDA – Azarja, der kommer til at regerer i hele togohalvtreds år, afløser sin konge på Judas trone. Ligesom sin far forsøger han at komme afgudsdyrkelsen til livs, og ligesom sin far – forgæves (2 Kong 15,1-4). Azarja rammes dog af sygdom, og må overlade ledelsen af landet til sin søn Jotam (2 Kong 15,5).

ISRAEL – Zekarja bliver konge i Israel efter sin far Jeroboam, men når kun at regere i seks måneder, inden han bliver slået ihjel af en sammensværgelse ledet af Shallum, der efterfølger ham som konge. Med Shallums tronbestigelse blev løftet, som Gud havde givet Jehu, om at hans slægt skulle på tronen i fire slægtsled, opfyldt (2 Kong 15, 11-12). Men allerede efter en måned bliver Shallum slået ihjel af Menahem, der sætter sig på tronen (2 Kong 15,13-14).

Ligesom sine forgængere gør Menahem, det der er ondt i Herrens øjne. Da assyrerkongen Pul angriber, køber Menahem med tusind talenter sølv, Puls støtte til at blive på tronen (2 Kong 15,19-20). Da Menahem dør bliver hans søn Pekaja konge over Israel.

Som så mange konger før ham gør Pekaja, hvad der er ondt i Herrens øjne. Pekaja får dog kun to år på tronen, inden også han bliver offer for en sammensværgelse. Hovedmanden bag sammensværgelsen, Peka, overtager tronen efter ham (2 Kong 15, 23-26). Peka får hele tyve år på tronen, men ikke uden besværligheder. Landet angribes af assyrerkongen Tiglat-Pileser, der indtager byerne Ijjon, Abel-Bet-Maáka, Janoa, Kedesh, Hazor, Gilead og Galil og hele Nafatalis land og efterfølgende føres indbyggerne til Assyrien.  (2 Kong 15, 29). Katastrofen resulterer i endnu  en sammensværgelse, der koster Peka livet, og baner vejen for Hoseas, lederen af sammensværgelsen, til tronen (2 Kong 15, 30).

JUDA – Kongen af Juda, Jotam, prøver ligesom sin far Uzzija at komme afgudsdyrkelsen til live, men forgæves. Efter seksten år på tronen arver hans søn Akaz tronen (2 Kong 15, 32-38). Men Akaz gør ikke, i modsætning til sin far, hvad der var ret i Herrens øjne, derimod bringer han slagtofre og tænder offerild på højene og bakkerne (2 Kong 16, 1-4). Akaz´ regeringsperiode er præget af krig. Han angribes fra alle sider; Aram og Israel fra nord og Edom fra syd. Ved at sende alt guld og sølv, der findes i Templet og skatkammeret til assyrerkongen, kommer assyrerne Akaz til undsætning (2 Kong 16, 5-9).

ISRAEL – Hosea, kongen i Israel, gør hvad der er ondt i Herrens øjne. Da assyrerkongen Salmaneser angriber Juda indgår Hosea en aftale om tribut. Men det går snart op for Salmaneser, at Hosea spiller dobbeltspil. Han har indgået en aftale med So, kongen af Ægypten, og undladt at betale den aftalte tribut til assyrerne (2 Kong 17,3-4). De mange års frafald og de mange troløse kongers handlinger får nu konsekvenser for Israel. Hosea bliver fanget og smidt i fængsel, og Salmaneser rykker ind i Juda, og indtager, efter en belejring på tre år, til sidst Samaria. Salmaneser fører hele folket i eksil i Assyrien (2 Kong 17,5-6), og befolker efterfølgende Samaria med folk fra Babylon.

JUDA – Efter kong Akaz går bort bliver hans søn Hizkija konge over landet. Hizkija gør, hvad der er ret i Herrens øjne; han ødelægger offerhøjene og stenstøtterne. Men efter Israels fald retter assyrerne nu blikket mod nabolandet Juda. Sankerib, den konge af Assyrien angriber landet. Hizkija udsætter dog undergangen ved at betale penge til assyrerne (2 Kong 18, 13-16). Men assyrerne er ikke klar til at give slip på landet. Hizkija vender sig til Herren og profeten Esajas profeterer mod Sankerib, at Jerusalem skal frelses (2 Kong 19, 20-34). Samme nat går Herrens engel gennem assyrernes lejr og dræber 185.000 mand – alle i lejren, hvilket får Sankerib til at trækker sig tilbage (2 Kong 19,35-36).

Hizkija bliver syg, men kommer sig. Han får besøg af udsendinge fra Assyrien, som han viser alle sine rigdomme. Esajas profeterer, at alle de ting, der findes i paladset, en dag skal bringes til Babylonien (2 Kong 20;16-17). Da Hizkija går bort overtager hans tolvårige søn Manasse tronen (2 Kong 20, 20-21).

Manasse kommer til at regere landet i over halvtreds år, men han gør alt det der er ondt i Herrens øjne; han genopbygger offerhøjene og dyrker selv de fremmede guder (2 Kong 21, 1-9). Bedre bliver det ikke under hans søn Amon (2 Kong 21, 17-18). Amon dræbes af en sammensværgelse, hvis medsammensvorne efterfølgende slås ihjel af storbønderne, der sætter hans søn, den kun otteårige Josija, på tronen (2 Kong 21, 19-26).

Josija kommer til at regere landet i enogtredive år. Josija er idealet på den gode konge. Han iværksætter religiøse reformer efter at  ypperstepræsten Hilkija finder lovbogen i Templet (2 Kong 22:8-10). Loven bliver læst op for folket (2 Kong 23:1-3), og Josija afsætter afgudspræsterne, brænder Ashera-pælen der havde stået i Templet og iværksætter en rensning af landet (2 Kong 23:4-20).

Da Ægyptens konge Neko drager i krig mod assyrerkongen støtter Josijas assyrerne og angriber Neko, men falder i slaget, og efterfølges af sin søn Joakaz (2 Kong 23:28-30).

Joakaz får dog kun tre måneder på tronen, inden han fængsles af Neko, der gør Joakaz’ bror Eljakim til konge under navnet Jojakim.

Jojakim regerer i elleve år, men gør hvad der er ondt i Herrens øjne, som så mange før ham.

Men en ny magt træder ind på scenen nu. Babylonerkongen Nebukadnezar truer landet og Jojakim bliver lydkonge. Men efter tre år gør han oprør mod babylonierne  (2 Kong 24:1).

På grund af Jojakims frafald sender Gud kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske krigere mod landet, der svækker landet.

Da Jojakim går bort efterfølges han af sin søn Jojakin (2 Kong 24:5-6).

Selvom Jojakin kun når at have magten i tre måneder, gør han hvad der er ondt i Herrens øjne (2 Kong 24:8-9). Nebukadnezar indtager byen og tager Jojakin til fange, tager alle skattene fra Templet og paladset og fører hele Jerusalem i eksil til Babylon (2 Kong 24: 12-14). Som lydkonge indsættes Jojakins farbror Mattanja, under navnet Sidkija.

Sidkija gør gennem de elleve år han sidder på tronen, det der er ondt i Herrens øjne. Sidkija gør oprør mod babylonierne, hvilket får Nebukadnezar til at belejre Jerusalem (2 Kong 25:1-2). Under et slag tages Sidkija til fange og føres i eksil og hans sønner henrettes. Da babylonierne stormer Jerusalem brænder de Templet, paladset og alle huse i byen ned og bryder murerne ned og fører efterfølgende indbyggerne i landet – undtagen de fattigste –  i eksil til Babylon (2 Kong 25:8-12). Til at herske over de tilbageblevne indsættes Gedalja som konge af babylonierne (2 Kong 25:22), men han bliver kort tid efter slået ihjel af en sammensværgelse.

Syvogtredive år efter at være blevet ført i eksil bliver Jojakin benådet af Nebukadnezars efterfølger Evil-Mordak, og bliver en del af kongens hof (2 Kong 25:27-30).

1. og 2. Krønikebog

Krønikebøgerne udgjorde oprindeligt ét samlet hele, men blev ved den græske oversættelse delt i to.

Krønikebøgerne beretter om Judas historie fra Adam til perserkongen Kyros’ edikt i 539 f.Kr., der lader dem vende tilbage til Juda efter deres eksil.

For overskuelighedens skyld kan man inddele Krønikebøgerne i fire afsnit; 1) fra Adam til kong David, 2) kong Davids regeringstid til kong Salomo, 3) fra Salomo regeringstid til hans død og endelig 4) Judas historie.

Første krønikebog

Første Krønikebog indledes med en række slægtstavler: Adams slægt (1 Krøn 1:1-27), Abrahams slægt (1 Krøn 1:28-34), Esaus slægt (1 Krøn 1:35-54), Judas, Simeons,  Rubens, Levis, Isakars, Benjamins, Naftalis, Manasses, Efraims, Ashers og Benjamins slægt (1 Krøn 2-8) inden vi hører om Saul og hans nederlag og død (1 Krøn 9-10).

Herefter begynder den anden blok i Krønikebøgerne, der beretter om kong Davids regeringstid (1 Krøn 11-29), og indsættelsen af Salomo som hans efterfølger (1 Krøn 29:21-30). En stor del af beretningen om David omhandler Arkens placering, tempelpladsen, tempelbyggeriet og levitternes, præsternes, musikernes,  dørvogternes og de øvrige tempeltjeneres pligter.

Den tredje blok behandler kong Salomos regeringstid frem til hans død (2 Krøn 1-9).

Den fjerde blok er historien om Juda Riges historie, der strækker sig til slutningen af bogen. Som vi læste i 1. Kongebog 12) bliver det samlede rige delt i Nordriget, Israel, og Sydriget, Juda (2 Krøn 10). Rehabeam indsættes som kongen, men på grund af sin troløshed angribes landet af ægypterne, der plyndrer Jerusalem (2 Krøn 12:9-12). Men trods nederlagt forbliver Rehabeam konge i landet frem til sin død (2. Krøn 12:13-16).

Rehabeam efterfølges som konge af sin søn Abija, der regerer landet i tre år. Endnu engang kastes landet ud i krig med Israel i nord. Abija rykker ud til slaget med fire hundrede tusind mand mod Jeroboams otte hundrede tusind mand. Men trods overmagten går Abija sejrrigt ud af kampen, takket være Guds indblanding (2 Krøn 13), og indtager efterfølgende byerne Betel og Efron og sikrer dermed freden i landet for ti år, frem til sin død. Abija bliver velsignet med hele fjorten hustruer, skesten døtre og toogtyve sønner, hvoraf den ene, Asa, efterfølger ham på tronen.

Asa fremhæves som en gudfrygtig mand (2. Krøn 14:1), og går som noget af det første i gang med at fjerne de fremmede altre og offerhøje i landet, opfordrer judæerne til at vende sig til Gud og holde Hans Lov (2 Krøn 14:2-4). Samtidig begynder Asa at befæste landet (2 Krøn 14:5-7). Hans troskab mod Gud sikrer ham efterfølgende sejren over nubierkongen Zera (2 Krøn 14:8-14).

Og gennem profeten Azarja udtaler Gud endnu engang, hvordan Han hjælper dem, der er med Ham, men straffer dem der er imod Ham:

Herren er med jer, når I er med ham. Hvis I søger ham, finder I ham, men hvis I svigter ham, svigter han jer.

2 Krønikebog, kapitel 15,2

Hans krigslykke og gudfrygtighed får mange israelitter til at søge mod Juda, da de kan se at Gud er med ham.

Styrket af Azarjas profeti går Asa atter i gang med arbejdet med at udrydde tilbedelsen af fremmede guder i landet (2 Krøn 15:8-16), selv om det dog ikke lykkes fuldstændigt (2 Krøn 15:17-18).

Men Asa svigter dog alligevel til sidst Gud. Da landet trues af Basha, Israels konge, sender han sølv og guld til Ben-Hadad, konge af Aram, for at få ham til at bryde sin alliance med Basha og invadere Israel (2 Krøn 16:1-6). Planen lykkes, men seeren Hanani opsøger efterfølgende Asa og klandrer ham for ikke at have stolet på Gud og erklærer, at Asa, på grund af sin troløshed, nu altid skal være i krig (2 Krøn 16:7-10).  Selv på sin sygeseng stoler Asa ikke på Gud, men sætter sin lid lægerne og viser dermed tydeligt sit frafald (2 Krøn 16:12).

Efter enogfyrre år som konge dør Asa, og efterfølges af sin søn Joshafat. Joshafat opbygger hæren og sørger for, at hans folk bliver undervist i Loven, men heller ikke han er i stand til at stoppe afgudsdyrkelsen (2 Krøn 17).

Trods tidligere stridigheder mellem Israel og Juda indgår Joshafat en alliance med Israels konge Akab om at gå i krig mod aramæerne. Krigen koster kong Akab livet (2 Krøn 18). Efter slaget vender Joshafat tilbage til Jerusalem, hvor han indleder en række af reformer i landet, samtidig med at han arbejder videre på at udrydde afgudsdyrkelsen og indsætte dommere i landet (2 Krøn 19). Efter at have besejret moabitterne og ammonitterne (2 Krøn 20), sikrer Joshafat fred i landet. Efter femogtredive år som konge af Juda, hvor han gjorde ’hvad der var ret i Herrens øjne’ dør Joshafat (2 Krøn 21:1).

Jeshofat bliver efterfulgt af sin søn Joram (2 Krøn 21:1).

NOTE: Når man læser 2. Krønikebog, kapitel 21 kan man blive forvirret idet der optræder en Joram, konge af Juda, og Joram, konge af Israel, på samme tid. Man antager fra forskelligt hold, at det i virkeligheden er én og samme person, da Juda på dette tidspunkt var underlagt Israel. Således optræder der også to Akazja’er (læs selv mere: Gads Bibelleksikon, 2008; opslag: Joram).

Men han er ikke så gudfrygtig som sin far men følger i Israels kongers spor, fordi han er gift med en af kong Akabs døtre, og dermed gør, hvad der er ondt i Herrens øjne (2 Krøn 21:6). Efter at have mistet både områderne Edom og Libna og bygget offerhøje og fået indbyggerne i Jerusalem til at vende sig bort fra Gud (2 Krøn 21:8-11), modtager han et brev fra profeten Elias, der beskriver hvordan han vil blive straffet for ikke at have holdt sig til Gud. Som straf vil hans folk, familie og han selv rammes af store plager (2 Krøn 21:12-15). Og snart efter angribes han af filistrene og araberne, der plyndrer Jerusalem og tager hans hustruer og sønner (undtagen hans yngste søn) til fange (2 Krøn 21:16-18), og kort tid efter bliver Joram selv syg og dør.

Jorams yngste søn Akazja bliver konge (2 Krøn 22:1). Ligesom sin far gør han, hvad der er ondt i Herrens øjne, idet han udnævner sin mor Atalja til rådgiver, men hun leder ham til at handle ugudeligt (2 Krøn 22:3-5). Da Akazja dør overtager hans mor Atalja magten. Som datter af Omri, Israels konge, går hun i gang at udrydde Judas kongeslægt. Men Akazjas søn, Joash, holdes skjult til hun dør (2 Krøn 22:10-12).

Kun syv år gammel bliver Joash konge (2 Krøn 24:1). Joash er eksemplet på en god konge, og går i gang med at genopbygge templet (2 Krøn 24:2-14). Men da præsten Jojada, der har fungeret som hans rådgiver, dør, begynder Joashs nedtur. Endnu engang griber afgudsdyrkelsen landet. I et forsøg på at få Joash til at vende tilbage til Gud, træder Zakarias, Jojadas søn, frem for folket og kritiserer deres manglende gudstro (2 Krøn 24:20-21). Men Joash betragter Zakarias som en trussel og dræber ham (2 Krøn 24:22).

Som straf for hans gerninger sender Gud Arams hær mod Joash. Nederlaget til aramæerne, samt mordet på Zakarias, leder Joashs egne folk til at slå ham ihjel (2 Krøn 24:25).

Som efterfølger vælges Joashs femogtyve årige søn Amasja til konge (2 Krøn 25:1). Amasja indleder sin regeringstid med at slå sin faders mordere ihjel, og går i krig mod se’iritterne. Efter sejren fører han deres guder med sig hjem og begynder at tilbede dem (2 Krøn 25:14). Hans svigt af Gud fører til, at en sammensværgelse til sidst får ham slået ihjel (2 Krøn 25:27-28).

Nu vælger folket Amasjas sekstenårige søn Uzzija til konge (2 Krøn 26:1). Den første del af hans regeringstid begynder lovende. Han genopbygger Elat, besejrer filistrene, befæster Jerusalem og forstærker hæren (2 Krøn 26:4-15). Men han bliver uvenner med præsteskabet, da han prøver at overtage deres præsteværdighed. Under sit opgør med præsterne bliver Uzzija ramt af spedalskhed, dør og efterfølges af sin søn Jotam (2 Krøn 26:16-23).

Jotam kommer at lede landet i seksten år og forstætter den gode del af sin fars regering. Han bygger byer, besejrer ammonitterne, men formår dog ikke at udrydde afgudsdyrkelsen (2 Krøn 27).

Allerede i indledningen til beretningen om Jotams efterfølger, Akaz, beskrives han som en dårlig konge:

Han gjorde ikke, hvad der var ret i Herrens øjne…

2 Krønikebog, kapitel 28, 1

Akaz laver gudebilleder, ofrer på offerhøjene, lider gentagne nederlag i krig og da han dør, bliver han begravet i Jerusalem, og ikke i kongegravene som det var tradition (2 Krøn 28).

Hans søn Hizkija derimod bliver i modsætning til sin far allerede rost fra begyndelsen, fordi han gør, hvad der var ret i Herrens øjne (2 Krøn 29:1-2). Han sørger for at templet bliver renset (2 Krøn 29), holder en påskefest, hvor også Nordrigets stammer indbydes og opfordres til at vende sig til Herren igen (2 Krøn 30), arbejder for at få udryddet afgudsdyrkelsen i landet (2 Krøn 31:1) og indfører en række tempelreformer (2 Krøn 31:2-21).

Hizkijas tillid til Gud hjælper ham, da assyrerne under kong Sankerib, der har lagt Nordriget øde, angriber Juda (2 Krøn 32:1-19). Da han dør, går han over i historien som en from konge (2 Krøn 32:32).

Som så mange gange før følger en dårlig konge en god konge – og det er også tilfældet i Manasses tilfælde. Han overtager tronen efter sin far Hizkija (2 Krøn 32:33-33:2), men bedriver trolddom, skænder templet og opstiller gudestatuer (2 Krøn 33:3-11).

Som straf fra Gud sendes assyrerne atter mod Juda, hvor de tager Manasse til fange. Manasse vender sig mod Gud, der hører hans bønner og atter gør ham til konge i Jerusalem (2 Krøn 33:11-13). Hjemvendt begynder han at rense landet for afgudsdyrkelse, men ikke nok til at sikre sig et godt eftermæle.

Amon efterfølger Manasse som konge. Udover at han, som sin far, gjorde hvad der var ondt i Herrens øjne, fortælles ikke meget om ham. Han dør som følge af sine ugerninger, da hans egne slår ham ihjel (2 Krøn 33:21-25).

Efter Amon er det igen tid til en god og gudfrygtig konge – denne gang i hans kun otteårige søn; Josija. Allerede som ung mand begynder han at rense hele landet for offerhøje og afgudsbilleder (2 Krøn 34:1-7).  Og da præsten Hilkija finder bogen med Loven (5 Mosebog) i templet (2 Krøn 34:14-18), lægges grunden til en åndelig vækkelse i landet.

Da Josija dør efterfølges han af sin søn Joakaz. Joakaz når dog kun at regerer tre måneder, inden han afsættes af ægypterkongen, der gør Joakaz’ bror Eljakim til lydkonge over landet under navnet Jojakim (2 Krøn 36:1-4).

Med Jojakim får Juda endnu engang en konge, der gør det, der er ondt i Herrens øjne. Som straf for sin gudløshed erobres landet af babylonierne under kong Nebukadnezar og Jojakim føres til Babylon (2 Krøn 36:5-7).

Jojakin, der overtager tronen, fortsætter med at gøre det onde. Og efter kun tre måneder og ti dage på tronen føres han, ligesom sin far Jojakim, til Babylonien. Babylonerkongen  Nebukadnezar indsætter i stedet Sidkija – Jojakims bror som konge i Juda (2 Krøn 36:9-10).

Men også Sidkija gør, det der er ondt i Herrens øjne. Og som konsekvens straffes Sidkija og folkets handlinger ved, at de føres til Babylon, hvor de må blive i halvfjerds år, indtil perserkongen besejrer babylonierne (2 Krøn 36:1—21).

Krønikebøgerne afsluttes med perserkongens Kyros’ bekendtgørelse, om at folket igen kan vende hjem:

Herren, himlenes Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud Herren være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage derop!

2 Krønikebog, kapitel 36, 23

Ezras Bog

Efter halvfjerds år i eksil vender Israels folk tilbage. Den nye persiske kejser Kyros har sendt folket hjem og sat dem til at genopbygge templet, der havde ligget i ruiner (Ezra 1:1-4). Til genopbygningen giver Kyros israelitterne det bytte som Nebukadnezar havde taget fra Templet (Ez 1:7-11).

Efter en fortegnelse over de tilbagevendte (Ez 2:1-70), hører vi, at hele folket samles i Jerusalem for at bringe brændofre til Herren og fejre løvhyttefesten (Ez 3:1-7).

To år efter tilbagevenden til landet besvarer Zerubbael og Jeshua, efterkommere af kong David og præsten Aaron, kaldet til at genopbygge Guds hus. Men da nogle af de indbyggere i landet, der var blevet bragt til landet af kong Assarhaddon af Assyrien og nu også tilbeder jødernes Gud, tilbyder deres hjælp, men afvises- Det får dem til at opildne folket til at hindrer genopførelsen af Templet og forsinker arbejdet. Først da Dareios bliver konge kommer der atter skred i arbejdet (Ez 4: 24).

Efter fyrre år er Templet endelig genopført (Ez 6:16-22). For at sikre at gudsdyrkelsen fremover foregår på ret vis, udnævner perserkongen Artaxerxes, præsten Ezra til leder af folket (Ez 7:21-28), hvis undervisning vi følger i resten af Ezras bog, blandt andet opløsningen af ægteskaber med fremmede (Ez 10).

Nehemias‘ Bog

Nehemias’ Bog er skrevet omkring halvfjerds år efter at jøderne er vendt tilbage til Jerusalem.

Bogen er skrevet som en personlig beretning af den persiske kongens mundskænk, Nehemias. Mens han befinder sig i kongens borg i Susa, opsøges han af en række mænd fra Juda, herunder hans bror Hanani. De fortæller Nehemias om den store nød, som folket, der er vendt tilbage fra fangenskabet, lever i,  og ydermere at Jerusalem ligger i ruiner (Neh 1:13).

Med kong Artaxerxes tilladelse rejser Nehemias tilbage til Juda for at genopbygge Jerusalem. Ankommter i Jerusalem går Nehemias straks i gang med arbejdet på at genopbygge muren omkring Jerusalem (Neh 3). Men ikke alle i byen er lige opsatte på at få muren genopført. Især tre personer, Sanballat, Tobija og Gershem, forsøger ved at lægge hindringer i vejen for Nehemias’ plan at standse arbejdet. Ydermere truer en hungersnød med at kaste landet ud i social uro. Ved Nehemias’ mellemkomst reddes landet; Nehemias går i rette med de rige, der har tjent på at sælge deres landsmænd som slaver til fremmede folk i strid mod Loven (Neh 5) og sørger for mad til de fattige. Efter at have bragt ro til landet, fuldføres arbejdet, med sværd spændt om livet og bevæbnet med lanser, på kun 52 dage (Neh 6).

I kapitel 7 følger en optegnelse over de der er vendt tilbage til Juda.

Nehemias stopper dog ikke ved genopbygningen af Jerusalem – han vil også genopbygge landet. Han lader derfor præsterne hente Moses’ Lov og får præsten Ezra læse den op for folket til moralsk og religiøs opbygning (Neh 8:1-12). Dette arbejde beskrives i resten af Nehemias Bog (Neh 9-13).

Esthers Bog

Ligesom Nehemias’ Bog udspiller handlingen i Esthers Bog sig i Perserrigets hovedstad Susa.

Under en fest fratager den persiske konge Ahasverus sin dronning, Vashti, dronningeværdigheden, da hun nægter at efterkomme et ønske fra kongen (Est 1). Ahasverus beslutter at tage sig en ny dronning. Han beordrer jomfruerne, der er til stede i borgen, bragt til sig, så han blandt dem kan vælge sig en ny hustru. En af jomfruerne er den jødiske pige Ester. Efter sine forældres død er Ester blevet adopteret af jøden Mordokaj, der arbejder for kongen. For at skærme hende har Mordokaj forbudt hende at fortælle, hvilket folk hun tilhører, og uvidende om hendes herkomst beslutter kongen sig for at tage hende til hustru.

Selv om hendes lykke burde være gjort ved at blive dronning over det store rige, lurer problemerne. Mordokaj nægter at knæle for agagitten Haman, der er blevet indsat i en høj stilling i riget. Vred over ulydigheden og ydmygelsen planlægger Haman at få alle jøder i riget slået ihjel. Han indhenter kongens støtte til sit forehavende (Es 5-6) og pogromerne går i gang landet over. Men Ester har ikke glemt sit ophav, og det lykkes hende at redde både Mordokaj og jøderne, og få Haman hængt (Es 7:10). Samtidig får jøderne tilladelse til at forsvare sig mod forfølgelserne (Es 8:11-17). Jøderne tager deres hævn (Es 9:1-19), og indfører til  minde om begivenheden festen Purim (Es 9:20-32).

Som afslutning på Esters Bog hører vi om Mordokajs forfremmelse til vicekonge (Es 10).

I næste del af vores serie ser vi på de profetiske bøger.

Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Hvis du ikke allerede abonnere på Pastor Schønbergs blog, så indtast din e-mailadresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg udgives!

Kategorier:Bibel, Bibelstudie, Kirkehistorie, Serier, Teologi

Tags: Assyrien, Babylon, Bliv ven med din Bibel, Esters Bog, Ezras Bog, Historie, Historiske Bøger, Israel, Juda, Kong David, Kongebøgerne, Krønikebøgerne, Nehemias' Bog, Serie