Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Lukasevangeliet, kapitel 18,9-14

To mænd gik op til templet

I dagens Evangelium fortæller Jesus os en beretning om to mænd, der kommer til Templet i Jerusalem for at tilbede Gud.

De to mænd – en tolder og en farisæer – har så vidt vi kan læse ud af teksten intet forhold til hinanden. Det eneste der binder dem til hinanden er, at de kommer til Guds hus på samme tid for at bede, og at farisæeren sammenligner sig selv med tolderen. Og det er da heller ikke de to mænds forhold er er centrum i Jesu beretning. Derimod er det den samtale de to mænd, hver især har med Gud gennem deres bønner. Og deres bønner afslører noget grundlæggende om de to mænd – nemlig deres forhold til Gud.

Der er ingen tvivl om, at begge tror på Gud. Men farisæeren afslører med sine ord, at selv om han måske nok tror på Gud, så stoler han ikke på Gud, men sætter derimod sin lid til sig selv. Ikke sådan at forstået at han er en hykler, der fortæller andre, hvad de skal og selv gør noget andet. Men bønnen til Gud er for farisæeren mere end talemåde, end det er en bøn, der kommer fra hjertet. Han tror på Gud, han overholder Moseloven. Men det er ikke Gud, der er centrum for hans bøn, det er ham selv.

Jesus fortæller os, at farisæeren ”stiller sig op” – det vil sige, han stiller sig op så alle kan se ham og ikke mindst hører, hvad han siger – han vil gerne ses og høres af de tilstedeværende i templet.

Og han har da også – i egne øjne – noget at være stolt af: for der er ingen tvivl om, at han overholder Moseloven. Han begynder sin bøn med at takke Gud, fordi han ikke er som alle de andre mennesker, der er til stede – han er ikke røver, uretfærdig, ægteskabsbryder eller tolder. Og så faster han to gange om ugen. Jødisk lov foreskriver i realiteten kun, at man faster én gang om året – nemlig ved Yom Kippur – Soningsdagen. Nogle faster også på mindedagen for templets ødelæggelse i 586 f.Kr. og så kommer der fire mindre fastedage hvor nogle faster. Men ham her – han faster hele to gange om ugen – det vil sige 104 dage om året, eller hver 3 172 dag. Man må sige, at han er dedikeret.

Og i sin bøn præsenterer han nærmest sig selv for Gud med en anbefaling om alt det, der gør ham helt speciel. Men er man opmærksom vil man høre, at han i sin bøn kun nævner Gud én gang, medens ordet ’jeg’ optræder fire gange og ordet ’min’ en gang. For farisæeren er det ham – og ikke Gud – der er centrum for bønnen. Hans fokus er på, hvad han gør I sit forhold til Gud. Ikke hvad Gud har gjort for ham. Han beder ikke Gud om tilgivelse eller nåde – for i hans øjne har han jo allerede gjort sig fortjent til frelsen. Han har ikke brug for mere fra Gud.

Anderledes forholder det sig med tolderen, som farisæeren bruger som eksempel på sin egen fortræffelighed. Han står nemlig afsides i templet. Han er ikke kommet for at blive set eller hørt af andre end Gud. Han vover end ikke at løfte blikket op mod Himlen, men slår sig selv på brystet som tegn på anger. Og selv om han starter bønnen på samme måde som farisæeren med ordet ’Gud’ så fortsætter hans sin bøn med de simple ord; ’vær mig synder nådig!’

Tolderen peger ikke på andre – sammenligner ikke sig selv med andre – han har nok i sin egen elendighed og synd. Tolderen ved, at han er syndig. Og han ved, at han har brug for Guds tilgivelse og nåde. Han ved, at der ingenting er, som han selv kan gøre for at blive frelst. Det er kun Gud, der kan frelse ham – og os.

Og med tolderens bøn, understreger Jesus sin pointe: 

»Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Når vi læser eller hører beretningerne om farisæerne i Bibelen, så har vi automatisk en modvilje mod dem. Som en bevægelse indenfor jødedommen med fokus på lovoverholdelse var blev dets tilhængere nogle af Jesu og de første kristne menigheders hovedmodstanderne – apostlen Paulus var selv farisæer og forfulgte de kristne, inden han selv kom til troen på Kristus. Og fordi farisæerne var modstandere af kristendommen, bruges udtrykket ofte nedladende, når vi taler om folk, der tror de er bedre end andre når det gælder trossager – ligesom farisæeren i dagens Evangelium, som vi alle kan blive enige om lever op til alle fordommene om en farisæer.

Men vi må ikke glemme, når vi hører beretningen, at Jesus ikke havde til formål at hænge farisæerne ud. Formålet med fortællingen om farisæeren og tolderen er ikke, at vi skal sidde og tænke: »ja, ham farisæeren var en værre en.« Formålet er derimod at få os til at spørge os selv: Hvem af de to er jeg? Er jeg tolderen eller kunne det være, at det i virkeligheden er mig, der er farisæeren?

For sagen er, at man som kristen, der bestræber sig på at leve et liv i overensstemmelse med ens tro – uanset hvem man er – kan falde i den fælde at ophøje sig selv ligesom farisæeren. Man kan uforvarende komme til at få for høje tanker om sig selv og sige til sig selv:

Det går jo meget godt. Det kører bare. Jeg er jo egentlig et meget godt menneske – en god kristen – Jeg kommer i kirken om søndagen. Jeg deltager i Kirkens aktiviteter. Jeg kan Fadervor og trosbekendelsen. Jeg kan de første tyve salmer udenad. Ja, når jeg tænker over det er jeg er faktisk en rigtig god kristen. Ikke ligesom ham, der kun kommer i kirke en gang imellem, eller hende dér, der kun kan halvdelen af Fadervor eller ham dér, der vist nok har problemer med drikkeriet. Næh, hvis bare de var ligesom mig ville de også være rigtige kristne.

Jeg tror, det er svært at undsige sig helt – i det mindste en gang imellem – at falde i den fælde. For at være som tolderen betyder, at vi ikke skal dømme andre, men have nok i vores egne fejl og synder. At være som tolderen betyder, at vi skal foragte os selv, i modsætning til farisæeren. Han foragtede alle andre mennesker – end sig selv. Han så alle deres fejl, mangler og synder, men var blind for sine egne. At foragte sig selv er altså at være sig bevidst om vores egen utilstrækkelighed overfor Gud. Det er at se i øjnene, at vi ikke kan tvinge Gud til at elske os gennem gerninger eller præstationer. Derimod kan vi få Guds kærlighed, nåde og tilgivelse – gratis og uden forbehold, hvis vi kommer til Ham med et oprigtigt hjerte som tolderen. Og så behøver vi ikke andre ord i vores bøn, end netop tolderens ord:

Gud, vær mig synder nådig!

Amen

Guds Fred til jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener, Teologi

Tags: Farisæer, Frelse, Gerningsretfærdighed, Jesus, Lukasevangeliet, Paulus, Prædiken, Templet, Tolder, Tolder og farisæer, Trinitatis