Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Lukasevangeliet, kapitel 19, 41-48
Når vi læser dagens Evangelium, kan man umiddelbart få indtrykket af, at der er tale om to beretninger. To beretninger, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre, men er blevet sat sammen, fordi de følger hinanden kronologisk. Den ene beretninger handler om Jesu sorg over Jerusalems manglende omvendelse, den anden beretning er den vi kalder tempelrensningen. Men de to beretninger udgør ét hele, der viser, hvordan Jesus til det sidste forsøger at frelse det vantro og ulydige jødiske folk.
I teksten møder vi Jesus, da Han efter at have vandret omkring i Galilæa og Judæa i tre år, nærmer sig Jerusalem. I de tre år har Han forkyndt evangeliet i huse, i synagoger, på torve, i byer, i ørkener. Han har givet blinde synet igen, fået lamme til at gå, bespist tusinder med nogle få brød og fisk og uddrevet dæmoner. I tre år har Han med sin forkyndelse og sine gerninger forsøgt at omvende det jødiske folk. Forsøgt at få dem til at vende sig fra Lovens døde bogstav til troen på den levende Gud. Og nu, her ved Jerusalems porte, er Han ved at være ved sit virkes ende her på jorden. Han kommer til Jerusalem for, at det skal opfyldes som er forudsagt af profeten Esajas:
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.
Esajas´Bog, kapitel 53, 5
Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
Her i Jerusalem skal Han lide, dø og stå op fra de døde. Han ved, hvad der skal ske, men da Han nærmer sig Jerusalem og ser dens bymure græder Han.
Han græder fordi Jerusalem, billedet på det jødiske folk og centrum for jødedommens gudsdyrkelse med dets tempel, ikke har taget imod Ham – og heller ikke vil tage imod Ham, men derimod slå Ham ihjel – og dermed besegler Jerusalem sin egen skæbne.
«Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.«
Det de blinde havde set, da de mødte Jesus, nemlig at Guds Rige var brudt igennem, er stadig skjult for farisæernes øjne. De ved ikke, hvad der tjener til deres eget bedste – til deres fred. De ser kun Jerusalems bymure indefra. De ser kun Loven og Templet i sten. Og rundt omkring deres hjerter er der en mur, som der er en mur om Jerusalem. En mur der lukker Gud ude og erstattet Ham, med det de opfatter, som den rette, og den rette tro og den rette Lov.
Men at Jesus græder er ikke ensbetydende med, at det er en opgivende Jesus, vi møder. Det er ikke en Jesus, der bliver modløs. Nej, tværtimod er det en Jesus, der kommer for at sætte hårdt mod hårdt. Han kommer for at fælde dom over byen.
Som sagt ligger de to beretninger, beretningen om Jesus der græder og beretningen om tempelrensningen, i forlængelse, da tempelrensningen netop er konsekvensen af deres manglende evne til at åbne deres hjerter for Gud.
Da Jesus rider ind i Jerusalem modtages Han nok af den jublende folkemængde, der vifter med Palmeblade. De beundrede Hans undere, men hvor mange troede Ham med hjertet!?
Derfor sætter Jesus kurs mod templet.
Måske skulle jeg lige sige et par ord om Templet her. Rundt om i det område, der er vore dages Israel, fandtes der en synagoge i de fleste byer. Ja, i de fleste større byer i det antikke Romerrige, hvor der var en jødiske diaspora som det kaldes, var de synagoger. Her mødtes man og fejrede gudstjeneste. Men Templet i Jerusalem var hovedhelligdommen. Det var kun her, at man kunne ofre til Gud. Og når jøderne samledes ved deres højtider, kunne de naturligvis ikke alle sammen komme slæbende med deres egen offerdyr, da de jo ofte havde dagsrejser bag sig, når de ankom til Templet. Derfor var der en livlig handel med offerdyr i Templets forgård, ligesom også vekselerne havde kronede dage. For de tilrejsende skulle have vekslet deres penge fra andre del af riget. Man måtte ifølge jødisk lov ikke afbillede mennesker, det vil sige at græske og romerske mønter med kejseren portræt skulle veksles til mønter uden billeder. Mønter der skulle bruges til at betale tempelskat med, hvilket i mange tilfælde førte til egentlig bank- og vekslervirksomhed – i strid med jødisk lov.
Da Jesus kommer ind i Templet, er det derfor ikke den milde Jesus, vi møder, men derimod en vred Jesus, der giver sig til at jage veksleren ud. I Markus hører endog, at han også vælter bordene og duehandlernes bænke. Han er vred.
Tempelrensningen er et udtryk for at rensningen af det jødiske folks tro må udgå fra Templet – fra hjertet. Fra selve jødedommens hjerte. Her kan vi igen vende tilbage til begyndelsen af dagens evangelium, hvor Jesus græder over Jerusalems skæbne. De ville ikke tage mod Ham – de ville ikke tage mod Gud – derfor skal både byen og templet jævnes med jorden, som det skete i år 70.e. Kr. da romerne indtog byen.
Men det sande tempel blev ikke jævnet med jorden, det sande Tempel er Jesus. Som Jesus selv siger det:
»Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.«
Johannesevangeliet, kapitel 2, 19
Det er Ham, Jesus, der er den sande Gud. Det er Ham der skal tilbedes – ikke Templet. Han rejser, med sin død og opstandelsen tre dage efter, Templet på tre dage. Det er ikke bag Jerusalems mure, eller bag templets mure, at Gud skal findes. Gud skal findes i Jesus Kristus, der rejste omkring og forkyndte det glædelige budskab for alle – ikke kun jøderne. Guds kærlighed er ikke begrænset til et folk eller et sted.
Jesus græd over Jerusalem, fordi Han skulle fælde dom over den.
Vi, kære venner, bør, når vi hører dagens evangelium, spørge os selv; hvordan ville Jesus handle, hvis Han kom i dag!? Ville Han også græde over os? Har vi et inderligt forhold til den levende Gud, eller er vores tro forstenet som jødernes, sådan at Bibelens ord er blevet til døde bogstaver? Har vi erstattet vores tro på Jesus Kristus med kirkegang alene? Tager vi Hans ord med os, når vi går ud i verden igen? Tror vi at vores medlemskab af Folkekirken er nok til at være kristen?
Hvis vi virkelig ønsker den fred der er bedst for os selv, må vi tage Jesu forkyndelse til os! Det er ikke en forkyndelse der kan stå alene. Den er fyldt med kærlighed til Gud og til næsten. Det er ikke en kærlighed vi kan gøre os fortjent til gennem kirkegang eller medlemskab. Det er ikke en nåde og krælighed vi kan gøre os fortjente til, det er ikke en kærlighed og nåde vi har krav på. Det er en kærlighed, der gengældes. Hvis vi elsker Ham, vil Han give os sin fred, nåde og kærlighed.
Amen.
Guds Fred til Jer alle, og husk; Gud elsker dig
Pastor Schønberg
Husk – følger du ikke allerede bloggen, så skriv din email-adresse herunder, og få besked, hver gang et nyt indlæg slås op!
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Lukasevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv et svar