Foran et nyt Kirkeaar – prædiken af Olfert Ricard

På denne 1. søndag i advent bringer vi endnu en prædiken af vores gode gamle ven Olfert Ricard (1872-1929). Udover at være præst, først ved Sankt Johannes Kirke og siden Garnisons Kirke, var Ricard gennem en årrække generalsekretær for Danmarks KFUM, underviser på pastoralseminariet og ikke mindst succesrig forfatter til en række af kristne bøger.

Prædiken der bringes i dag blev givet under hans virke i Sankt Johannes Kirke, 1. juledag, og kan findes i bogen “Vinter og Vaar” fra 1918 af Olfert Ricard selv.

Prædiken bringes som den er trykt i bogen, dvs. med stort begyndelsesbogstav ved navne ord, dobbelt aa osv.


Foran et nyt Kirkeaar


1. Søndag i Advent.
(Læs Matth. Ev. 21, 1-9).

Og jeg saa´ et Syn, og se, en endeløs alle med 52 bare Træer. Og jeg forstod, at det var det nye kirkeaar med 52 Søndags-Evangelier. Og jeg tænkte: hvordan i Alverden skal der igen komme Blade og Frugter paa de nøgne Træer og voxe Prædikener af de Texter, som der er slidt paa i Hundreder af Aar? Og jeg saa´, og se, een, som saa´ ud som en Konge, red stille hen ad Vejen. Og hver Gang han red forbi et nøgent Træ, løvedes det og stod i det friskeste Sommergrønt. Og jeg forstod, at han, som drog frem ad Kirkeaarets Vej og gjorde Foraarets Under med de gamle Evangelietræer, var den levende Kristus.
                      I hans Navn begynder vi da det nye kirkeaar. Det er kommet, som det plejer, ganske, ganske stille. Der er sletingen, der véd det, undtagen Herrens Menighed og Kirkefolk. Der staar ikke et andet Aarstal paa Aviserne, og der bliver ikke brændt Fyrværkeri og knaldet med Pistoler og drukket Skaaler, som naar det borgerlige Nytaar kommer. Nej ganske stille og ubemærket begynder Kirkeaaret sin Gang iblandt os, og deri ligner det sin Herre. Saadan færdes han ogsaa gærne iblandt Mennesker, saadan gik han om hernede i sin ringe Tjenerskikkelse, og det er ogsaa det Frelserbillede, som Aarets første Evangelium stiller os for Øje: den sagtmodige Konge, som stille og fredeligt holder indtog i sin By.

I.
                     

Ak ham selv sér vi ikke. Hans Tjener er her; men han har Evangeliet med sig. Derfor staar her ogsaa i dag en Præst, forat han skal forkynde Guds Glædesbudskab til Mennsker. Han har sin Text at holde sig til, den som Kirkens Fædre har fastsat og forordnet; men mens Texten er den kendte og gamle, som vi ofte har hørt, saa gælder det om, at den kan tale til denne Tids Børn. ˶Moderne” skal Forkyndelsen ikke være: Evangeliet skal ikke tillæmpes eller beskæres efter Modefilosofien og Menneskefornuften. Den skal hellerikke være ˶aktuel”, med pikante Overraskelser og Hentydninger til Døgnets sidste Nyt, af hvilket det meste dog er som Græsset, der staar i dag og i morgen kastes i Ovnen; vi er her ikke, forat vor Nysgærrighed skal pirres og vore Øren kildres. Men tidssvarende skal Forkyndelsen være: den skal give Svar paa Tidens Tanker og Spørgsmaal; og derfor skal der ikke tales til os i dag som paa Mynsters Tid, og ikke engang helt som iforfjor. Thi vi er ikke de samme i dag som ifjor; og til os skal der tales. Men Jesus Kristus er den samme igaar og i dag og i al Evighed. Om ham skal der prædikes; ja mere: han skal prædikes. Arme Præst, hvis han blot skulde vende bunken og igen hitte paa noget nyt om de gamle, forslidte Texter; han maatte nok gyse, naar han saa´ ned ad Kirke-Alleen med de 52 bare Evangelietræer; hvad skal han dog finde paa at sige! Men nu véd han, at et nyt Kirkeaar betyder noget andet og mere. Det betyder at, Jesus Kristus, som er med sin menighed alle Dage indtil Verdens ende, han drager frem ad Tidens Vej fra Kirkeaar til Kirkeaar og ogsaa vil komme til os i Aar. Og hver Søndag, naar han drager forbi, saa springer Evangeliets gamle Træ ud paany og ligner sig selv igen og er dog anderledes end ifjor, nyt og friskt og grønt. Jeg vilde ikke tro det, hvis jeg ikke havde oplevet Underet saa tit. Men da gælder det om, at her altid kommer til at lyde en Kristusprædiken, Prædiken, hvor Kristus altid er Midtpunktet, og hvor Kristus selv er i. Og hvert eneste af de 52 Søndagsevangelier har deres eget Ansigt og føjer deres Træk til Jesu Billede; og det er Prædikantens største Opgave at faa dette Jesusbillede til at træde sandt og ægte og klart frem, saa det ikke bliver Forkynderens Billeder og Tanker, der faar Kirkefolkets Hyldest, men Herren alene. Og saa er det da Billedet af den sagtmodige Konge, som møder dig i dag.
                      Vi har ogsaa andre og mægtigere Evangelier, som vil komme til os som Herolder for Himmelkongen og sige: Læg Palmegrenen for hans Fod og giv ham alene Æren! Naar vi på næste Søndag skal se ham komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed, mens Menneskene skal forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, der skal kommer over Jorderige, thi Himmelens Kræfter skulle rystes; og naar vi ser ham rejse sig og true ad de brusende Bølger og raabe ud i den hylende Storm: Ti og vær stille! Og de må lægge sig lydigt til Ro for hans Fødder; eller naar vi sér ham staa foran sin døde Vens Grav og raabe ind imod Klippen, saa det rungende Ekko svarer ham tilbage: ,,Lazarus! Kom herud!” eller vi sér ham staa paa Bjerget og sige: ˶Mig er givet al Magt i Himlen og paa Jorden!”, da er det visselig et andet og mægtigt Frelserbillede, der vises os, en Konge, som byder og hersker, og hvem alle maa lyde. Og ve os, om vi ikke vilde prøve at skrælle Straalerne af vor Frelsers Guddomsglorie, ve os, om vi vilde gøre os klogere end Profeter og Apostle! Ogsaa dette vort Søndagsevangelium tager os, halvt uformærkt, tilbage til hans evige Oprindelse; thi det lader os forstaa, at en guddommelig Plan ogsaa udfolder sig i denne Begivenhed, og et gammelt Profet-Ord gaar i Opfyldelse paa denne Dag.
                      Men i dag kommer han dog fremforalt til os som den stille og sagtmodige Konge. Og saaledes vil du ogsaa ofte faa ham at se i Kirkeaaret, som kommer. Thi vel hedder det et Sted, at faa Løvsalsfestens sidste, store Højtidsdag stod Jesus og raabte og sagde: ˶om nogen tørster, han komme til mig og drikke!”,1) baade fordi de var mange, og der var megen Støj, og fordi det brændte inde i ham selv; og vel fortælles det, at han opløftede at højt Raab, da han døde, men netop dette fremhæves som noget mærkeligt og usædvanligt hos ham. Ellers vil du som oftest se, at han kommer saa forunderlig stille. Englene sang, da han kom herned, ja, men han selv, kan der tænkes et mere stilfærdigt komme end Julekongens: du sér kun dette lille spæde Barn, som svøbes af denne unge, ømme Moder og lægges i et Krybbeleje; saa stille er det, at den ældste Kirke talte kun lidt derom, og Evangelisten Markus fortæller endikke et Ord derom. Hvor stille glider ikke hans Barneaar og Ungdomsaar dog hen, hvor uanseligt og tyst; – en eneste lille Tildragelse fra hans tolvte Aar hos Lukas, det er alt. Og da han, ifølge Johannes, gør sit første Under og giver sin Moder en Gave til Tak for al hendes Ømhed og forvandler Vandet til Vin ved den landlige Bryllupsfest, har du da lagt Mærke til, hvor beskedent og lønligt han gør det: mens Tjenerne bære det i deres Kar, sker det, og endikke Køgemesteren lægger Mærke dertil; tro mig, et uægte Evangelium, lavet af Mennesker, skulde nok lade en Tryllekilde af perlende Vin bryde frem med høje Straaler og udmale med Brask og Bram, hvordan de alle faldt i Beundring. Og saaledes ofte. Husker du, hvor stille han gik ind i den lille døde Piges Sovekammer og drev alle Larmere og Nysgærrige ud, og dér, kun i Faders og Moders og tre Venners Nærværelse sagde han blidt og venligt: Lille Pige, staa op! Eller dengang han mættede 5000 sultne: naar skete igrunden det Under? Han tog de fem Brød og rakte dem til Disciplene, et, to, tre, fire, fem – og sex og syv og otte og Tusinder, men ganske stilfærdigt; og da de med Magt vilde tage ham og gøre ham til Konge, saa gik han afsides, bort fra dem, op i Bjærgene. Hans Brødre syntes ikke om denne Stilhed: Drag op til Højtiden! Sagde de, viis dig for Verden! Men han drog derop, ikke aabenlyst, men lønligt.2) Og stille sér du ham i dag ride ind i Staden, den eneste Gang de fik Lov at gøre Fest for ham; de samg og jublede omkring ham, men han sad saa sagtmodig og stille og kunde ikke holde sine Tårer tilbage! Og o hvor stille han gaar til sit Kors, hvor stille der er derude, de spotter og haaner, men han tier, og kun syv Gange lyder hans knappe, stille Tale. Og selv Paaskemorgen rejser han sig stille af sin Slummer, ikke en eneste sér ham træde frem; og stille kommer han paa Vejer og slaar Følge med sine venner og staar iblandt dem med sin Fredshilsen, og stille forsvinder han igen: o se dog, siger Evangeliet, se dog din stille Frelser!
                      Og hvor er han sagtmodig! Ja, saadan er han, og saadan har du ogsaa ofte sét ham i Evangeliet. Mindes du, hvor varligt han tog paa sin stakkels frafaldne Peter derude i vagtgaarden, han knuste ikke det arme knækkede Rør, som svajede hid og did i den kolde Nattevind og den kolde Kritik og Spot, – han sendte ham blot det ømme Blik, det var nok, saa gik den stærke Mand ud og græd og græd. Og mindes du, hvordan han hjalp stakkels Thomas, hvis Troes-Lampe var ved at slukkes i Vantroens Os og Tvivlens kvælende Røg, han slukkede ikke den rygende Tande, men holdt sin Haand skærmende for dens Flamme, saa den ikke skulde blæse ud, og sagde: Kom, ræk din Finger hid og mærk mine Ar, og vær ikke Vantro, men troende! Husker du den stakkels unge Synderinde, de var kommet slæbende med, som laa knækket dér henad Jorden, og som de alle vilde sætte deres tunge Fod paa og kaste deres dræbende Stene efter: han tav og skrev med Fingeren i Sandet, for ikke at se paa hendes Skam, og for at give dem en Lejlighed til at liste sig stille bort, og da de var gaaet, sagde han: ˶Jeg dømmer dig ikkeheller, gaa bort, og synd ikke mere!”3) Eller den stakkels Fader dernede i Dalen, som stod dér og bad: ˶Herre om du formaar?” den Tro var som en lille blafrende blaa Flamme, nær ved Vantroens Mørke, og Jesus skyggede sagtmodigt for den med Haanden og sagde: ˶Om du formaar – ? Alt er muligt for den, der troer!” og da blussede den lille Troes Flamme op til en Bøn fra Hjærtets Dyb, og grædende raabte han: ˶Jeg tror, Herre! hjælp min Vantro!” 4) Og saadan sér du ham ogsaa skride saa sagtmodig frem i dag, Fod for Fod, skønt han jo nok kan se, at denne Begejstring vil ikke holde sig længer end de afplukkede Grene , og skønt han aner, at disse Hosannaraab vil om faa Dage vende sig til det ubarmhjærtige: Korsfæst ham! Det billede skal vi se på i dag; der er Præstens Bestilling at vise Eder dette, saa vi selv rigtig kan blive stille overfor det! O se dog, siger Evangeliet, se dog din sagtmodige Konge!

II.

                      Ja, det er Præstens Bestilling paa Adventssøndag og paa alle Søndage, at vise Mennesker Jesu Billede. Men Præsten er ikke ene om at holde Gudstjenesten; den holder Præsten og Menigheden i Forening. Menigheden er alle de Disciple, som følger ham i dag paa hans Tog igennem Verden. Og helt undvære Præster tror jeg ikke, den kan. Man kan nok engang imellem høre Lægfolket tale lidt flot om Præsternes Overflødighed, men saalænge her er en Menighed, vil den nok alligevel behøve Førere og Lærere, som har uddannet sig igennem Aar til denne Gærning. Men endnu mindre kan Præsten dog undvære Menigheden. Jeg tænker ikke blot paa dem, der maa staa og holde Gudstjeneste i en tom Kirke; men ogsaa paa dem, hvem mange mennesker nok vil høre paa, men ideligt vexler de, ingen af dem føler sig hjemme i Kirken, og de har intet med hinanden at gøre og føler intet Ansvar for den Gærning, der gøres i Sognet. Der var maaske nok de Kristne, som vilde mene, de kunde faa akkurat den samme Velsignelse ved at sidde hjemme i deres Stue og læse en Prædiken. Men de tager fejl. Det er en god gammel Kristenskik at være i Guds Hus paa Herrens Dag, ja det er endogsaa en Kristus-Skik, thi der staar fortalt om ham, at han ˶efter sin Sædvane” gik i Synagogen paa Sabbatsdagen.5) Og nu  kan det gærne hænde, at Prædikenen var ringe nok, eller at man synes, man kan snart sin Præst ud og ind. Men husk nu saa alligevel paa, at Gudstjenesten er ogsaa mere end en Prædiken. Der er da Salmerne. Som Hosannasangene  ombruste Frelseren hin Dag, saadan boer Gud endnu i Israels Lovsange; 6) og vi har herlige Salmer i Danmark. Og den stille, sagtmodige Konge kommer jo ogsaa den Dag i dag paa stille Maade i den hellige Nadvere. Der er ogsaa de fælles Bønner, og der er Samværet med de andre Kristne. Og synes du, at du kan sletikke hente nogen Opbyggelse af din Præsts Forkyndelse, saa kan du jo tilsidst tage den Beslutning at slutte dig til en Nabopræst og til en anden Menighed. Men jeg beder dig, vent saalænge du kan; thi du kan jo sagtens undvære Præsten, men maaske det vil være sværere for ham at skulle undvære sig; du véd ikke, hvad det er for en Hjælp og en Opbyggelse for en Forkynder at se de samme Ansigter paa den samme Plads Søndag efter Søndag, istedetfor stedse at se nye Mennesker; saa han har Følelsen af en Sammenhæng og et Samarbejde; og det samme tænker de andre Kristne, som var vant til at se dig og glade ved at møde dig. Og uden at jeg vil undskylde Præsten, saa véd jeg af Erfaring som Tilhører, at man kan have Perioder, hvor man ligesom er mindre modtagelig, og der kan atter komme Tider, da man paany hører Ordet med Glæde. Det stiller nok et større Krav til en Forkynder, at han stedse skal tale til de samme; han maa bestandig forny sig selv. Men han tør da ogsaa regne men sin Menigheds Forbøn, naar en trofast Kreds føler sig hjemme i den samme Kirke. Og for dem er Prædiken fornemmelig bestemt. Mere og mere vil det vel blive saaledes, at Forkynderen væsentlig har sin Gærning iblandt de Troende. De andre bliver stedse mere fremmede for Søndagsgudstjenesten. De færreste Mennesker i vore Dage vil jo nok, naar man paa en Søndag spurgte dem: hvad kunde du nu have Lyst til? Svare med et glad Ansigt: En Prædiken! Idrætsforeninger og Spejderkorps og frivillige Forsvarskorps og mange andre gode Foretagender viser desværre et mindre og mindre Hensyn til vor gamle Søndagsgudstjeneste. Alligevel sker det i hvert Kirkeaar, at nye Ansigter dukker op ved Gudstjenesten. Som oftest er det vel Mennesker, hvem Gud har kaldt paa gennem en eller anden tung og alvorlig Oplevelse. For dem er Ordet ogsaa bestemt. Men jeg tror ogsaa, at Guds Ord er rigt nok til, at det vil kunne give disse Nyankomne noget, selvom det i det hele er henvendt til dem, som har hjemme i Kirken. En vækkelsestale hver eneste Søndag, hvor Begyndelsesgrundene og særlig Omvendelsen udelukkende eller overvejende behandles, er ikke det, der skal tilstræbes. Vistnok er det gavnligt nu og da, naar Texten fører det med sig, og utvivlsomt kan ogsaa erfarne Kristne godt hente Opbyggelse af en Omvendelsesprædiken. Men omvendt kan et søgende eller ligegyldigt Menneske meget godt drages og bevæges ved at høre en Prædiken, som sigter paa at opbygge en Menighed. Han kan komme til at mærke, hvormeget han selv mangler, og længes efter en Herlighed, han ikke selv ejer. Men Talen gælder dog i første Række Menigheden; den skal opbygges og opflammes og bestyrkes.
                      Og saa skal den sættes i Arbejde og gaa ud og dele sin Rigdom med dem derude, som ikke kommer i Kirken og som Præsten ikke kan naa. Mærk hvad jeg siger. En Menighed, som ingenting bestiller, er ingen Menighed. Som Herren sendte sine Disciple i Dagens Evangelium og sagde: ˶Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for Eder!” saa siger han endnu i dag til sin Menighed: Gaa ind i Eders egen Landsby eller i Eders nærmeste Kvartér og kald ad Mennesker og faa dem ind paa Fredens Vej og med i Guds Hus! Hvor kan I dog tro, at en Præst alene skulde kunne overkomme at naa til alle? Nej det er netop Menighedens Opgave. Børnegudstjeneste og Fattigpleje og Ungdomsarbejde og redningsarbejdet bland Drankerne og Omsorgen for de Gamle, og fremforalt det personlige Vidnesbyrd om Kristus Mand og mand imellem, alt det skal I, Herrens Menighed, udføre; Præsten skal i det højeste sende Eder og sætte Jer i Gang.
                      Og endelig må en Menighed lære at Ofre. Allerede den ældste Menighed fik Formaning til, paa den første dag i Ugen at lægge tilside, hvad man kunde afsé til Guds Riges Fremme.7) Og der kræves ogsaa store Midler af en Menighed i vore Dage, forat Arbejdet kan gøres, først i den Landsby eller Storby, som ligger lige for; og dernæst i de Lande, som ligger langt borte, og hvor Herren endnu ikke er naaet hen paa sin Vej igennem Tiderne. Her hedder det: » Herren har brug for dem«, og saa skal Menigheden strax sende dem.
                      Lad os betænke alt dette foran det nye Kirkeaar. Lad os love hverandre: Vi ville samle os om Søndagsgudstjenesten; vi ville gøre et godt Arbejde dér, hvor vi boer; og vi ville ofre glad, hvad Herren kræver, til hans Riges Fremme.

III.

Vi har nu betragtet Præstens Gærning, som var at Forkynde Kristus, og Menigheden, som svarede til Herrens Disciple dengang. Men saa taler vort Evangelium endnu om Skarerne, som færdedes ude paa Vejen. Dem vil vi endnu sende en Tanke. De er ikke i Guds Hus. De fleste af dem staar endnu som Medlemmer af den danske Folkekirke, og Sømmelighedsfølelse burde tilsige dem, at saa er de ogsaa skyldige at besøge Kirken og følge med i dens Levnedsløb. Men nu er det ikke saaledes. Og det er til liden Nytte, om Præsten vilde tordne imod dem, som ikke er til stede. Men vi, som er hjemme i denne Kirke og har saamange gode Minder herfra, vi vil sende dem en kærlig Længselsstanke. Nogle af Skaren gik foran Kristus; og nogle af dem mener i dag, at de er kommet langt foran Kristus, baade i Oplysning og Frihed, de har ingen Brug mere for det, de kalder gammel Overtro og Fordummelse, det er et overvundet Stade og ligger nu langt bagved dem. Om andre stod der, at de fulgte efter Kristus. Og ogsaa i Dag er der dem. Især saadanne, som er kommet ind til en stor By fra Landet, som ikke har brudt med Kristendommen, men de sakker længere og længere agterud, de kommer sjældnere og sjældnere i hans Hus og lægger flere og flere af de gamle, gode, kristne Vaner af. De kan endnu begejstres og røres, naar Herren kommer forbi paa deres Vej; men de kan ogsaa paa et Øjeblik ophidses til at blive Kristendommens bitre Fjender, naar en Agitation sættes igang. Lad os tænke paa dem og bede om, at der dog maa blive kaldt paa dem, medens det er Tid, saa de maa komme til at sige: ˶Velsignet være den, som kommer i  Herrens  Navn!” Jeg tror, det sker bedst ved, at de tages en for en; i Skarerne bliver den enkelte saa let borte.

IV.

Men det minder os om, at der i vort Evangelium endnu tales om én. Det taler om dig. Saaledes lød jo den gamle Profeti, som opfyldtes den Indtogsdag: ˶Se, din Konge kommer til dig,” sagtmodig og ridende saa stille paa Fredens Dyr. Ja, til dig kommer han ogsaa paa denne Dag. Thi en Prædiken skal nok holdes for en Menighed, men den skal dog ogsaa altid være en Du-prædiken og vende sig spørgende og kaldende til den enkelte. Hvor hører du saa hjemme, i Disciplenes Flok eller i Skaren?
                      Saa se da endnu paa denne din Konge, som kommer dragende så stille. Og hvorfor tror du, han kommer saa stille? Fordi han vil have Sjælen i Tale. Den bliver sky og skræmt og kryber ind i sit Skjul, naar man kommer med Støj og Brask og Bram. Det husker du godt: naar nogen larmede og tordnede og skældte dig ud eller slog dig, saa dukkede du dig, men du blev haard og ond deraf eller indesluttet og sky. Men naar din Moder med sin stille, blide Stemme sagde: hvor kunde du nænne! Saa var du færdig, saa kunde hun faa dig til alt. Derfor kommer din konge saa stille til dig, for han vil ikke true dig og forskrække dig, man han vil tjene dig og komme dig rigtig nær og faa dig til at lukke dig op for ham. Vi lukker os ikke op for den, der haster og buldrer og expederer os maskinmæssigt og gesvindt. Men den, som kommer stilfærdigt og giver sig god Tid, saa vi mærker, han bryder sig om vores Sjæl, ham skænker vi vor Tillid. Og den er det, Jesus vil have. Derfor kommer han ganske stille.
                      Og hvorfor er denne Konge saa sagtmodig? O hvorfor, fordi han ikke er kommet forat dømme, men forat frelse; fordi han vil frelse alle, og vi har det alle sammen saadan, at vi er knækkede Rør og rygende Tander, vor Kraft er brudt og vor Tro er som en ulmende Gnist, ja synes du ikke? Mennesker de kan være saa haardhændede og trampe saa tungt, og de sér ikke, hvor de træder, de puster som ingenting den døsige, lille, svagtaandende Flamme ud, men Frelseren, om ham stod der saa ofte: han ynkedes inderligt, naar han saa´ Skaren eller den enkelte Stakkel; han kunde tage saa ømt paa Sjælen som Hyrden paa det lille blødende Lam; og denne Sjælehyrde, denne sagtmodige Konge, var det ikke sært; ham skulle du allerede møde paa Kirkeaarets første Dag: den, som kommer til ham, kaster han ikke ud; et brudt Rør og en rygende Tande, det tør du nok kalde dig selv, lad ham saa binde dig op med sin varlige Haand og aande paa Troens Flamme med sin hellige Aand.
                     Har du saa ikke en Takkesang at bringe ham idag? Vil du ikke være med, naar vi sammen hilser og priser ham, vor Jesus og vor Konge: »Hosanna, Davids Søn! Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!« Amen.

  1. Johs 7,37
  2. Johs 7,10
  3. Johs 8,11
  4. Mk 9,23-24
  5. Luk 4,16
  6. Salme 22,4
  7. 1 Kor. 16,2


 


Guds Fred til Jer alle og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!


Støt pastorschoenberg.com

Støt Pastor Schønbergs blog og hjælp med at sprede det glædelige budskab og kendskabet til Jesus Kristus og kristendommen.

25,00 kr.



Kategorier:Andagtsord, Gæsteindlæg, Kirkeåret-Advent og Jul, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

KATOLSK LIV

Et frivilligt medieprojekt om livet som katolsk kristen

Brother Schoenberg

Faith - Bible - Church - Liturgy - Society

Små Epistler

Søg indad og forstå verdenen

Guds Ord

Bibelvers fordelt på tema

%d bloggers like this: