Prædiken – 18. søndag i Trinitatis

Givet i Ledøje Kirke

Når vi ser på et maleri som forestiller en begivenhed i Jesu liv, så er det som regel ikke vanskeligt for os at se, hvilken person maleren har fremstillet som vor Herre Jesus Kristus. Det skulderlange hår, skægget, det milde ansigt, måske har Han en stråleglans om sig og i nogle tilfælde endog en glorie. På den måde fremstillede malerne og kunstnerne ofte Kristus for at vise Hans guddommelige oprindelse – Hans himmelske herkomst.

Men, kære venner, sådan så Jesus ikke ud, da Han gik omkring her på jorden. Han havde ingen glorie eller stråleglans, men så ud som ethvert andet menneske. Der var ikke noget særlig påfaldende ved Ham.

Da Han stod omringet af farisæerne, der kun læste skrifterne med denne verdens øjne og deres menneskelige forstand og kun så Jesus med denne verdens øjne og forstod Ham med deres menneskelige forstand, og spurgte dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis Søn er Han?« Så er det ikke underligt, at de – der kun så et fattigt og almindeligt menneske – svarede, at Kristus, den messias der skulle frelse Israel, måtte være Davids Søn.  Det vil sige et menneske som alle andre. Ikke Guds Søn, men et menneske, måske et fromt, begavet og gudfrygtigt menneske – men stadig kun et menneske som ethvert andet.

***

Vi, der kalder os kristne i dag, hvad svarer vi på spørgsmålet: »Hvad mener I om Kristus? Hvis Søn er Han?«

I vores trosbekendelse, som vi sang i fællesskab for lidt side, bekendte vi, at Jesus Kristus er Guds enbårne Søn, født af Jomfru Maria. Sammen med kirkesamfund verden over og sammen med de gamle kirkefædre, paver, biskopper, konciler, reformationsfædrene som Martin Luther bekender vi, at Jesus Kristus er Guds Søn – sand Gud og sandt menneske!

Men hvad siger du om Ham? Hvem er Han for dig?

Er Han Gud eller kun et menneske!?

Der er mange, der slet ikke mener noget om Kristus. For mange er det fuldkommen ligegyldigt, hvis Søn Han er! De finder denne verdens spørgsmål langt vigtigere – og de har hverken tid eller lyst til at beskæftige sig med Jesus Kristus.

Andre igen vil hævde, at de skam er kristne og de ærer da også Jesus, men på spørgsmålet om hvem Kristus er; altså om Han er Guds Søn eller kun et menneske, vil de svare som farisæerne: Han er Davids Søn – sagt på en anden måde; kun et menneske som alle andre. De ser Jesus som en særlig klog mand, der besad nogle særlige evner, og som herudover i Bibelen giver os nogle smukke og moralske leveregler og fortæller om Gud og opfordrer os til at være gode mod hinanden – men ikke desto mindre kun et menneske, som os alle, der er til stede her i kirken – en synder som alle os andre.

Men er det kristendom? At være kristen er ikke troen på, at Jesus bare besad nogle særlige åndelige evner, der kan vise os vejen til Gud og giver os råd til, hvad vi skal gøre for vi kan frelse os selv. Det er det farisæerne tror – at vi kan frelse os selv – og ikke at vi frelses af Guds nåde.

For den kristne er Jesus ikke bare en vejviser – Han er selve vejen og sandheden og livet.

Han er Guds Søn – Han er Gud selv!  Og det er anstødsstenen for mange mennesker. At Jesus er Gud betyder, at det Han siger – de bud Han giver os – ikke bare er anbefalinger eller leveregler, men at det vi hører, når Han taler, er Guds vilje. At det er Guds egen stemme, vi hører, når vi hører Jesus. Når vi læser Bibelens beretninger er det Gud selv, vi ser handle, når vi ser Jesus handle. Når vi er vidner til Jesu kærlighed, så er det Guds kærlighed vi er vidner til. Når Han siger, at vi skal tilgive er det ikke en anbefaling, men et bud! Når Han siger, at vi skal vende den anden kind til, er det ikke en anbefaling, men et bud! Og når Han siger, at Han er vejen til frelsen, så betyder det at den eneste vej til frelsen er ved Ham. Vi kan ikke selv gøre noget for at blive frelst.

***

I dag gør man sig rundt omkring i Folkekirken store anstrengelser for at gøre troen og kirken mere spiselig eller folkelig. Man vil bringe kirken og troen mere i øjenhøjde med folket. Man vil gøre den så inkluderende og så rummelig, at vi ikke risikere at støde de der kommer.

Misforstå mig ikke, vi skal gribe de muligheder vi har for at få folk til at komme, så vi kan forkynde evangeliet om frelsen i Kristus for dem.

Men denne angst for at støde folk kan – og gør det ofte – lede til en tandløs kirke, hvor det der tæller, er antallet af deltagere i diverse arrangementer, fremfor, hvor mange troende der er. Hvor man ikke prædiker omvendelse af frygt for at støde nogen bort. Det kan lede til en kirke, hvor vejviserens anvisninger prædikes – men ikke Vejen – ikke Kristus selv.

Men hvad er kirken, hvis den ikke handler om Jesus Kristus. Det bliver en kirke, hvor det er præsten, der er vigtigst – hvor det handler om, hvordan præsten er. En kirke, hvor folk kommer fordi præsten – med nogle moderne ord (som jeg har hørt blive benyttet) – er fed, dejlig eller virkelig taler til en.

Apropos har Kristeligt Dagblad i øjeblikket en konkurrence, der har det sigende navn: Den gode præst. Jeg læser op af formålet med konkurrencen, som den beskrives i bladet:

Vi vil fremhæve den gode sjælesørger, den gode forkynder, den gode missionær, den gode teolog og det gode blik for den svageste. Kort sagt de præster, der gør en forskel i danskernes liv. (For det er – forstår man tilsyneladende præsten, og ikke Kristus, der gør forskellen i danskernes liv – og det er jo også kun danskere, der kan være rigtige kristne lader det til).

Dommerpanelet består af den socialdemokratiske kirkeordfører, en tidligere biskop, en provst, en præst og kirkeredaktøren på Kristeligt Dagblad.

Og den 27. oktober vælger dommerne tre præster som får hædrende omtale og 10.000 til en velgørende formål.

Kristeligt Dagblad åbenbart har glemt, er at præster ikke er sat i verden for at være populære. De er sat i verden for at forkynde evangeliet om Guds frelse ved Hans Søn Jesus Kristus. De er sat i verden for at være hyrder for deres menighed – derfor benytter nogle af os titlen pastor, der er det latinske navn for hyrde. Hyrden har til opgave at vejlede menigheden også når – ja især når – det, der ikke er populært, skal siges.

Var kristendommen en popularitetskonkurrence, var Jesus næppe blevet korsfæstet Langfredag og disciplene ikke lidt martyrdøden.

Jesu forkyndelse og kristendommen vakte fra begyndelsen anstød. Og som sagt vækker det anstød hos mange, at vi ikke er herrer over liv og død og vores egen frelse, men at vi er afhængige af Gud.

Derfor må vi også i dag, hver af os, besvare det spørgsmål Jesus stillede til farisæerne: Hvad mener du om Kristus? Hvis Søn er Han?

Som jeg sagde før, er nogle slet ikke interesserede i, hvis Søn Jesus er, medens andre ser Ham som en særlig klog mand eller healer eller en slags profet. Og er det sådan du ser Jesus, så kan jeg ikke klandre dig!  For vi ser med denne verdens øjne. Og det mest menneskelige er at se på Jesus, som farisæerne så på Ham; som et menneske. Og med vores moderne videnskabelige øjne, så er det også svært for os at forstå, at et menneske i kød og blod kan være Gud.

Det er det i dag – og det var det på Jesu tid.

Jeg ved fra samtaler, at mange ikke-troende ønsker, at de kunne tro, at Jesus er Gud. Men de har svært ved det! Og hvad skal man gøre, hvis man har det sådan? Vi kan jo ikke bare sige: Jeg tror! Og som med et trylleslag tror vi!?

Tidligere i Matthæusevangeliet, som dagens læsning, er taget af, spørger Jesus disciplene: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?«  Og de svarer Ham: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.«  Og så står der:

Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. (Matt. 16,13-19)

Peter giver os her svaret på spørgsmålet: Hvis Søn er Han? Han er den levende Guds Søn!

Men i passagen giver Jesus os også svaret på, hvordan vi kan får denne tro; ikke gennem logiske slutninger eller ved vores ønske eller viljestyrke – ikke ved kød og blod – altså gennem menneskelige anstrengelser – men ved Guds Helligånd.

Det er Helligånden, der giver troen! Vi kan ikke styre Guds Helligånd, men vi kan bede Gud hjælpe os til troen. Og for os der tror, kan vi bede om hjælp til at holde fast ved troen – for i et liv vil man uanset hvem man er møde tvivl og anfægtelser. Vi har alle troende som ikke-troende brug for Helligånden til at forny vores tro eller give os troen.

Den hellige Paulus skriver i sit brev til menigheden i Rom: »Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.« (Rom 10, 17).

Det vil sige; læs i Bibelen med et åbent sind og åbne hjerter og lyt til Jesu ord, og lyt til Hans Ord som de lyder til os her i kirken. Og når Ordet slår rod i dig, vil du besvare spørgsmålet, om hvem Jesus er, som Sankt Peter: Du er Kristus, den levende Guds Søn!

Og når du kan bekende det af et oprigtigt hjerte, så vil en ny verden åbne sig for dig. En verden, hvor du ser Guds kærlighed i alt det skabte, der omgiver os. Hvor du kan leve i frihed og tillid til, at du er elsket af Gud, både i dette liv og i evighed.

Og for den store gave det er, at få lov at kende Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen!

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Mission, Prædikener, Trinitatis

Tags: Davids Søn, Guds Søn, Jesus, Jesus Kristus, Matthæusevangeliet, Paulus, Prædiken