Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
Johannesevangeliet 4,46-53
I dag fortæller evangelisten Johannes os om helbredelsen af den kongelige embedsmands søn.
Efter at have forkyndt Guds Rige i Judæa er Jesus atter tilbage i Galilæa i byen Kana, hvor I nok husker at Han gjorde vand til vin. Og her opsøges han af en kongelig embedsmand, eller kongelig tjener som det hed i tidligere udgaver af Bibelen, hvis søn ligger for døden i mandens hjem i Kapernaum. Johannes beretter, at manden har tjenestefolk, så han har ikke været uden midler til at betale læge og andre kloge folk til at kigge på drengen, men intet har hjulpet. Som så mange andre har manden hørt beretningerne om tømreren fra Nazareth, der vandrer omkring i landet og prædiker Guds Rige og helbreder folk for alskens sygdomme og lidelser. Og han fornemmer, ud fra det han har hørt, at denne Jesus er noget særligt.
Så trods den klassemæssige forskel, der jo er på en kongelig embedsmand og en fattig tømrer, lægger han sin stolthed til side, og tilbagelægger den lange vej fra Kapernaum til Kana, omtrent 27 kilometer, for – i et sidste forsøg på at redde sit barn – at få hjælp af Jesus. Han vil som enhver anden forælder gøre alt for at redde sin søn, og hverken afstanden eller ydmygelsen i at tigge om hjælp fra en, der socialt set står under ham, betyder længere noget. Det eneste der betyder noget er hans søn.
Som sagt fornemmer han nok, at der er noget særligt ved denne Jesus, men han har ikke forstået, hvem Jesus egentlig er. For han forventer, at Jesus – ligesom de formentlig utallige læger, der har været i huset for at tilse hans søn for at stille en diagnose og give drengen medicin – skal med til Kapernaum og selv tage situationen i øjesyn, inden Han kan helbrede drengen. I embedsmandens øjne må Jesus jo nødvendigvis være til stede i Kapernaum hos drengen, før han kan gøre noget.
Og da han bønfalder Jesus om hjælp svarer han – også henvendt til de omkringstående, der overværer optrinnet: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke!«
Jesus ved, hvordan vi mennesker kan være. Han ved, at vi vil se før vi tror! På den måde er der ikke noget nyt under solen. Mennesker på Jesu tid er ikke anderledes, end vi er i dag, når det gælder tro eller mangel på samme. Ligesom de gjorde dengang, så kræver vi i dag også tegn og undere, før vi tror. Ligesom farisæerne gentagne gange krævede, at Jesus gjorde tegn og undere, som et bevis på, at Han virkelig var Guds Søn, sådan gør vi det også.
Vi vil have beviser før vi tror på Gud. Vi forlanger af Gud, at Han viser os, hvad Han kan – før vi er villige til at stole på Ham. Vi vil se, hvad Gud gør for os, før vi er villig til at anerkende, at Han eksisterer!
Men hvilket tegn ville være godt nok. Måske er sagen, at Gud faktisk griber ind i vores liv, men at vi nægter at se de tegn eller undere, Han udvirker for os?
Hvor mange gange har du, der sidder her I Kirken, ikke bedt til Gud i et svært øjeblik? Måske har du endda love Gud, at hvis Han hjælper dig, så vil du begynde at tro; du vil lægge dit liv om, forandre dig, være mere næstekærlig og fremover holde dig til Ham. Men hvad sker der, så snart faren er overstået, problemet læst, helbredelsen sket – ja, så glemmer vi vores bønner og de løfter, vi aflagde til Gud. Takkebønnerne udebliver. I stedet forsøger vi at finde en rationel forklaring på det der skete. Vi bortforklarer det med logiske slutninger – for det var jo nok ikke Gud, der greb ind alligevel. Det ville nok være gået, selv om vi ikke havde bedt til Gud. Og i det tilfælde ville det være skørt at lægge sit liv grundlæggende om, hvis nu det ikke var Ham der hjalp dig.
Sagen er, at vi ikke kan eller skal bygge vores forhold til Gud på, hvad Han gør for os i forhold til denne verden; om Han gør os raske eller velhavende eller udvirker mirakler i vores liv. Vi kan komme til Ham med vores problemer og bønner, og måske bønhører Han os og griber ind i vores liv på en håndgribelig måde eller ikke – ofte ville vi ikke vide det. Vores forhold bør grundes i, hvem Han er; nemlig Himlens og Jordens Skaber, Livets Skaber og opretholder. Og gennem sin Søn Jesus Kristus viser Han sig for os, og gennem Jesus Kristus viser Han os den kærlighed, Han nærer til os, og gennem Jesus Kristus forsikrer Han os om, at vi kan stole på Hans Ord.
Og det er det, Jesus tilbyder embedsmanden – og os –muligheden for at tro på Ham – at have tillid til Ham. Han tilbyder os at tro uden bevis. ”Den tro, der ses, er ingen tro!” kunne være overskriften eller temaet for dagens Evangelium.
Tænk over det: Var Jesus gået med embedsmanden til Kapernaum og helbredt drengen, hvad ville der så være sket!? Drengen var i febervildelse og ville ikke vide, hvem der havde helbredt ham – eller ville kun have fået det fortalt af andre! De, der ville være til stede i Kapernaum som vidner til helbredelsen, ville formentlig tro, at det var mennesket Jesu tilstedeværelse, der helbredte drengen og ikke Gud Sønnen. Og inden længe ville episoden være glemt.
Når Jesus vælger at helbrede drengen – uden at komme til ham – er det ikke bare helbredelsen af drengen, som vi er vidner til!
Jesus tvinger embedsmanden til at tage et valg; at tro eller ikke at tro! Han kan vælge at fortsætte med at tigge om hjælp, eller han kan vælge at stole på Jesus – stole på Hans ord og går hjem i tillid til, at det sker som Jesus har sagt det. Og som Johannes skriver: Manden troede Jesus på hans ord og gik.
Ved at sende manden tilbage med ordene: »Gå hjem, din søn lever.« helbreder Jesus ikke bare drengen, men også faderen. For som mennesker lider vi alle af den sygdom, der kaldes synd – at vi har vendt Gud ryggen. En sygdom vi ikke selv kan helbrede, men som vi har brug for Jesu hjælp til at fjerne.
Så ved at helbrede barnet for feberen bliver faderen helbredt for vantro.
Han helbreder barnet for de legemlige lidelser og faderen for sjælelige tvivl.
Han redder barnet fra denne verdens død og faderen fra den evige død.
Ja, Han helbreder ikke bare drengen og embedsmanden, men også dennes familie og tjenere – hele husstanden blev helbredt, da den kom til troen, som Johannes skriver.
Manden troede uden at se tegnet først – men da han troede fik han tegnet at se.
På samme måde som embedsmanden gives vi også valget at tro uden at se tegnene. Vi hører Guds Ord til os i Evangelierne og vi hører om tegnene Jesus gjorde, men om vi tør tro ligesom embedsmanden – er op til os selv.
Vi kan vælge at stole på disse tegn, som tegn på at Jesus er Kristus – at Han er Gud. Og at det er gennem Ham, at vi kommer til Gud. Men alle de tegn Jesus gør, store som små, får kun betydning igennem det største tegn Gud har givet os, nemlig Korset.
For det er med sin død på korset langfredag og sin opstandelse påskemorgen, at Jesus giver os det største tegn – nemlig at Han har overvundet døden. Og vi lever i tillid til dette korstegn, det kristne håb, at selv om vi en dag skal herfra – og vi skal alle en dag skal dø fra denne verden – i tilliden om at livet ikke slutter her, men at vi skal leve i evighed hos Gud.
Og for det siger vi
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
Kategorier:Andagtsord, Bibel, Bibel-Johannesevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Kristenliv, Mission, Prædikener
Pastor Schønbergs Blog 
Skriv en kommentar