Prædiken Alle helgen

Prædiken givet i Smørum Kirke ved Allehelgen 2017.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« 

Matthæusevangeliet 5,1-12

Når man som præst forbereder en allehelgensgudstjeneste, hvor vi læser navnene på de, der i årets løb er gået bort, kan man godt blive lidt stille. For på hver linje står et navn. Et navn på et menneske. Et menneske som er savnet. Og bag hvert navn gemmer sig et elsket barn, en bror eller søster, en ægtefælle, en mor, en far, en bedsteforælder eller en ven.

Og i de hjem, hvor de hørte til, står der nu en tom stol; der er en tom plads ved spisebordet; en velkendt stemme, der før lød i stuerne, er forstummet. Hver især har vi med os minder om de mennesker, der er gået bort: deres duft, måden de lo på, måden de gik på, måske en bestemt bevægelse de gjorde når de talte – vi mindes de små ting, som var med til at gøre dem til dem, de var – gøre os til det vi er – og stadig er i vores erindring.

Hver især sidder vi her i kirken vore forskellige minder og tanker. Men trods sorgen så føler vi, når vi sidder her i skumringen i novemberstilheden skulder ved skulder – her i Kirken et fællesskab.

Man hører ofte, at døden er en naturlig del af livet. En del af livet som man må lære at leve med. Og når man mister en man har kær, så er det noget, man skal komme over eller komme i gennem. Men enhver der har mistet ved at det ikke forholder sig sådan. Døden er livets fjende – døden er vores fjende. Tabet er ikke noget man kommer over eller noget man kommer igennem – det er noget man må lære at leve sit liv med. Man går ind i en ny virkelighed, hvor tabet er et vilkår – men tomrummet og sorgen er der stadig. Døden er og bliver vores fjende. Men det er en fjende, der er besejret. I Trosbekendelsen, som vi sammen sagde før, og hvor vi sammenfatter vores tro, siger vi de fantastiske ord om Jesus: Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget – på trediedagen opstanden fra de døde. Jesus døde – men opstod Påskedag fra de døde. Da stenen blev rullet fra graven, var dødens magt blevet brudt. Med sin opstandelse gav Jesus også os løftet om, at døden ikke har det endelige ord, men at vi med troen på Gud sammen med Ham får evigt liv.

I dagens Evangelium, der stammer fra beretningen om Bjergprædikenen hører vi, at Jesus kalder sin disciple til sig, og siger til dem: »Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de som sørger, for de skal trøstes.«

»Salige er de som sørger, for de skal trøstes«.

At blive trøstet af Gud betyder ikke, at tomheden og tabet forsvinder.

Nej – Den trøst vi finder hos Gud er visheden om, at Gud – selv om det ikke altid føles sådan – er med os. Han er med os, når vi griner og når vi græder. Guds trøst er, at Han er med os når vi lever og når vi dør og i al evighed.

Guds trøst er, at Han lover os, at vore døde nu er i Hans kærlige hænder og ved Hans side.

Guds trøst er det kristne håb. Håbet at vi, når vi tager afsked med de der forlader denne verden, ikke siger endeligt farvel, men har det glædelige gensyn, der skal finde sted, for øje.  Håbet er, at der ikke er mørke på den anden side af livet, men at der er et sted, hvor dem, vi må tage afsked med, har det godt, og hvor vi igen skal mødes, når vores liv engang slutter.

I dagens Evangelium med dets saligprisninger giver Jesus os løftet om, at de trængsler, vi møder her i verden, vil vendes til glæde i den næste, og at Han, når Han kommer igen på dommens dag, vil genoprette Gudsriget.

I sit brev til menigheden i Thessaloniki skriver Paulus:

For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.

Første thessalonikerbrev, 4, 16-17

Det er den trøst – det budskab, der hver eneste søndag lyder her i kirken. Vi hører Jesu forsikring om, at Gud elsker os, og vi hører Gud tale til os gennem Ordet. Og ved den hellige nadver får vi del i Jesus Kristus. Og her åbnes en port mellem Guds Himmel og denne jord. Når vi kigger på knæfaldet, hvor vi modtager nadveren ser man straks, at den er en halvcirkel. Den anden del af cirklen er usynlig, og her sidder de der er gået forud for os. Således bliver nadveren en port, hvor Jesus Kristus selv sidder til bords med dem, der er gået til Himmerige forud for os, og hvor vi kan sidde til bords med dem – i fællesskab med Kristus – og i Guds store nåde og kærlighed. Her ved nadveren bekræfter Gud det løfte, som Han gav os i dåben – nemlig at Han er med os alle dage indtil verdens ende.

Og Guds nåde og kærlighed omfavner os alle – levende og døde.

Og det skal vi huske på, når vi tænker på vore kære – de er i Guds kærlige hænder. Selv om de ikke er blandt os længere er de stadig hos os i ånden. Forfatteren og teologen Frederick Buechner beskriver det rammende:

”Når du husker mig, betyder det at du bærer noget af den jeg var med dig, at jeg har efterladt et indtryk af hvem jeg var på den du er. Det betyder at du kan kalde mig frem i dine tanker, selv om utallige år og kilometer kan være imellem os. Det betyder at hvis vi mødes vil du genkende mig Det betyder at selv om jeg der dør kan du stadig se mit ansigt og hører mine ord og tale til mig i hjertet. ”

Fred være med vore døde – fred være med os alle.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Højtider-Helgendage, Jesus Kristus, Prædikener

Tags: Allehelgensdag, Jesus, Jesus Kristus, Matthæusevangeliet, Paulus, Prædiken