På denne anden søndag i Advent bringer bloggen endnu en prædikenen af vores kære gamle ven Rudolph Frimodt (1828-1879), præst ved Sankt Johannes Kirke på Nørrebro fra 1861 og frem til sin død i 1879.

Prædikenen er fra bogen Tyve Prædikener, der udkom i 1868.

Sproget er holdt i original stil, dvs. stort begyndelsesbogstav ved alle navneord, samt dobbelt aa (å) etc.

Evangelieteksten er fra første række, altså ikke det der prædikes over denne søndag i kirken. Teksten er holdt i nudansk.

Herren kommer!

2den Søndag i Advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Lukas Evang. 21,25-36

”Herren er nær, Herren kommer!” ikke sandt Venner, det er den dejlige Grundtone, der klinger igennem hele Adventstiden: Herren kommer, dagen er forhaanden, da vi atter skulle samles om Jesusbarnets Krybbe og holde højtid med hinanden. Men når vi nu have hørt Evangeliet forelæse i dag på 2den Søndag i Advent, dette Evangelium om Tegnene og Veerne og Smerterne, der skulle gaae hen over Jorderige, naar Menneskenes Søn kommer i Skyen med megen Kraft og Herlighed, ja mine Brødre, saa fornemme vi nok, at Adventsforkyndelsen er noget andet og mere end lidt Kling Klang med nogle Julepsalmer, saa fornemme vi nok, at Herren og Aanden minde os om, at det er noget end blot Ord og Floskler og Talemaader, naar vi jevnlig skulde sige Kristenfolket, at Herren er nær, Herren kommer. Viselig Han kommer, Ærens Konge kommer forat holde Højtid med os, forat tænde Naadens Lys og Kjærlighedens Ild i Menneskenes Hjerter, i de Troendes Sjæle; men Han kommer ogsaa ved den store Advent fora tudfrie sin Elskede, forat hente sin Brud hjem til sin lyse Kongesal, Han kommer ved den sidste store Advent forat føre sit betrængte Zion ind i sin Himmel, og da det ikke kan skee og ikke skal skee uden mægtig Kamp og Strid og Krig med Verdensmagterne og Mørkets Magter, ikke skee uden Dom over Satan og alle hans Hjælpere; lad os da bede, at Adventstonen maa faae den rette Klang iblandt os. Paulus skriver til Menigheden i Korinth: ”om Basunen giver en utydelig Lyd, hvo vil da berede sig til Krig?” (1 Kor. 14, 8). See, Herren har selv i dag sat sin Domsbasun for min Mund, at jeg skulde vække Eder og blæse Eder sammen under Hans Banner. I veed det selv, hvorledes der ofte af Zions Vægtere er blevet blæst falske og utydelige Toner i Herrens Domsbasun, hvorledes Hans Evangelium er blevet fortonet og tilsløret med al Slags menneskelig Lærdom og kjødelig Tilsætning, saa Jesu Dyrekjøbte sov Dødens Søvn i Lejren, mens Fjenden, Sjælemorderen udplyndrede dem; I veed, hvorledes der er blevet og endnu bliver prædiket ”Fred, Fred og ingen Fare,” saa der er Tusinder og atter Tusinder i Kristenheden, som aldrig tænke paa den aandelige Kamp og Strid, hvortil vi ere kaldede, aldrig tænke paa den sidste store Kamp paa Liv og Død, ”naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige.” Lad os derfor ede, at Basunen maa give en tydelig Lyd iblandt os, at Herren vil salve min Tunge og salve Eders Øren, saa vi maae faae Lyst til at staae op af Søvn og Dvale, tage Vaabnene og berede os til Kamp, thi Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, den skal komme som en Snare over Alle dem, som boe paa Jorderige, at vi dog maae agtes værdige til at bestaae for Menneskenes Søn. Gud give sin Naade dertil; ”Himmel og Jord skulle forgaae, men Jesu Ord skulle ingenlunde forgaae.”

”Menneskenes Søn skal komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.” See, mine Brødre, der munde alle Tidens Strømme og Floder ud, det er Endemaalet for det hele Verdensløb, den hele Verdens Udvikling, Menneskenes Søns Aabenbarelses Dag. Det vil ikke blive ved at gaae, som Filosoferne lære, og som de Vantroe drømme, at Slægt bliver ved at følge paa Slægt, Aarhundrede paa Aarhundrede, Aartusinde paa Aartusinde i et ustandseligt Kredsløb, hvor det blot er nye og atter nye Dukker, der træde frem paa det store Verdenstheater og Skueplads, for hastig at afløses af andre og atter andre, naar Tiden er omme. Nej, mine Brødre, det vil ikke blive ved i det Uendelige uden Maal og uden Meed; Verdenshjulene ville engang sige ”Stop!”, og Tapperne ville engang blive slidte ud, paa den store, den forfærdelige Dag, som Gud haver sat, paa hvilken Han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, naar Menneskenes Søn kommer igjen i Skyen med meget Kraft og Herlighed. Thi Han skal komme, Han vil komme, Jesus, den korsfæstede og himmelfarne Frelser, Han vil komme, ikke i Ringhed og Forsmædelse for atter at tjene, nej i megen Kraft og Herlighed, Han vil komme, ikke for atter at lade sig dømme af Herodes og Pilatus, men for selv at dømme Herodes, Pilatus og alle Jordens Slægter med Retfærdighed; Han vil komme, denne Jesus, hvem de sloge og forkastede og forstøde, Israels Ældste, Han hvem de korsfæstede iblandt Røvere; Han vil komme, og Alles Knæ skulle bøje sig for Ham; baade deres, som have spottet og foragtet Ham, som have traadt Han Blod med Fødder og deres, som have annammet Hans Ord som en Saligheds Kraft, Han vil komme, og alle Jordens Folkeslag skulle skue Hans Aasyn og kjende, at Han er Kongernes Konge, og Herrerernes  Herre, naar Han rider frem paa den hvide Hest iført sin Kjortel dyppet i Blod for at træde Guds den Almægtiges Vredes og Fortørnelses Persekar (Aab, 19). Derfor rejs dit Hoved Du lille Flok, det skal sees, og det skal kjendes, at Han, som er med os, er stærkere end den, som er i Verden; frygt ikke, Han kommer at frie sin Brud. Men, spørger du, vil Herren ikke minde sit Folk, vil Han ikke for sin store Langmodigheds og Barmhjertigheds Skyld, vil Han dog ikke for sine Udvalgtes Skyld berede sit Folk paa, at Stunden er forhaanden? Jo viselig, Tegn vil Han give os, ”Tegn skulle fornemmes i Himlen oventil, Tegn paa Jorden nedentil.” ”Tegn skulle skee i Sol og Maane og Stjerner;” som Han lod sin Stjerne lyse i Julenatten for Viismændene i Østerland, at de kunde finde til Betlehem, som Himlens Klarhed omskinnede Hyrderne paa Marken den første Julenat, som Solen formørkedes over det ganske Land, da Han hang i Dødens Nat paa sit Kors paa Golgatha, saaledes skulle mægtige Tordenbrag herovenfra, fra Himlen rulle hen over Jorden, før Lynet bryder frem igjennem Skyen, at skinne fra Øster til Vester. ”Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod førend Herrens den store Dag;” Stjernekyndige paa Jorden skulle slaae Hænderne sammen i Forbavselse, naar Himmellegemerne ikke længer lystre deres Beregninger men stride ud af de saakaldte ”evige Naturloves” Bane; thi ”Himmelens Kræfter skulle røres.” Men ikke blot fra Himlen oventil, ogsaa fra Jorden nedentil skulle Tegnene fornemmes, naar Folkene ængstes i Fortvivlelse; naar Antikristen, det Syndens Menneske, som udgiver sig for at være Gud, naar han har forført Folkene og samlet sine Skarer om sig fra Jordens Ender og kastet Krigens Brandfakkel ind over Jorden, saa Folkeslag rejse sig mod Folkeslag, og det drøner hen over Jorden, mens Folkehavet rejser sig og bruser med Bølger som Lyden af mange Vande; naar alle de falske Kristi og de falske Profeter have ført Folkene hid og did, indtil Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; naar Jorden begynder at knage i sine Sammenføjninger, naar Floder og Kilder ikke længer give Vand, men Hunger og Pest og Sværd rase mellem Menneskene, indtil Ildsvælgene aabne sig forat fortære de Rester, som Had og Krig endnu have skaanet. Mine Brødre, saadanne og endnu andre Tegn har Herren givet os, givet sin Menighed, at vi skulle agte på Tegnene og skjønne, at naar disse Ting begynde at skee, da stunder Forløsningen til. Herren siger: ”naar de begynde at skee,” da stunder det mod Enden, Han siger, det er Veernes Begyndelse, men vi staae endnu ikke ved Enden, fordi vi staae ved Begyndelsen af Slutningen; tværtimod, da gjælder det, at de Troende holde fast, da gjælder det at blive tro indtil Enden, da gjælder det at holde ud igjennem alle Trængsler, at have Troens Lampe brændende og Haabet levende: ”Eders Forløsning stunder til.” Herren hjælpe, Herren styrke, om Han alder Tegnene begynde at lysne allerede for os! Thi viselig er det dejligt, naar vi ved Foraarstide efter den lange Vinter og Kulde see de første Blomster spire frem, see de første Træer springe ud, da skjønne vi, at den liflige Sommer er nær; men hvem veed ikke, hvormegen Ødelæggelse netop Foraarsstormene anrette, hvormangen Grene de brække af Træerne, hvem veed ikke, hvormange Blomster og Blade der maa døe og visne, naar Foraarsfronten gjennemisner de spæde Skud; førend den fulde Sommervarme gjennemløber den hele Natur? See mine Brødre, saaledes ville ogsaa tusinde Grene knækkes fra Jesu Viinstok, mangfoldige spæde Plantyer i Herrens Vingaard visne, naar de sidste Foraarsstorme gaae hen over Hans Menighed, naar Veerne begynde over Jorden; thi vi veed det, der skal være en Trængsel, som den ikke har været fra Verdens Begyndelse. Det skal være Antikristens store frygtelige Opgave at hærge Guds Stad, at forfølge de Hellige, at friste de Troende til Frafald, at spotte Guds udvalgte, somingensinde og føre dem til Fængsel og Baal saamange, som bekjende Jesus, Guds Søn, og om muligt at faae Magt over Guds Stad. Da gjælder det at trøste hinanden: ”Rejs op dit Hoved al Kristenhed”, da gjælder det at pege paa Tegnene; thi ”naar I see disse Ting begynde, da skjønner, at Eders Forløsning stunder til,” da skjønner, at Sommeren er nær.

”Menneskenes Søn skal komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed;” Gud være evig lovet og takket, at Han engang vil komme, Israels Hellige, paa hvem vi haabe, komme som Sejrherren og vise Jordens Slægter, at Han, hvem de foragte og forhaane i Hans Lemmer, at Han dog er den Første og den Sidste, Ja og Amen. Thi hør nu den Forjættelse, Han giver sine Troende: ”Eders Forløsning stunder til”, siger Han, Eders Forløsning stunder til”, siger Han, Eders Forløsning, I som ikke have skammet Eder ved Hans eenfoldige Evangelium, I som have troet, at denne korsfæstede Jesus er Guds eenbaarne Søn, I som have tvættet Eders Klæder rene i Lammets Blod, I som have sat det ind derpaa at tjene Ham alene i Ydmyghed og Oprigtighed; I som have annammet Retfærdighed alene af Naade, og som holder Eder tæt til Jesu Kors og Vunder; Han kommer vor Konge, forat udløse os, forat overhugge og sønderhugge alle de Baand, hvormed Synden og Verden endnu holde os fast, Han kommer at udfrie og udløse sin Elskede af alle de Lænker, hvormed Satan og alle Helvedes Aander søge at binde os, Eders Forløsning stunder til; Zion, Du Hans elskede Brud, Hans Dyrekjøbte, da skal Han skille Bukkene ud fra Faarerne, da skulle alle disse store Hovmodskristne ikke længere findes i Flokken, disse gamle Bukke, som kun leve forat dømme, forat støde og kradse de smaa Lam, de skulle ikke bestaae for Hans Øjne, der flamme som Ild; Han skal skille Bukkene fra Faarerne, da skulle de mange Hyklere, disse mange Søndagskristne, der her paa Jorden dække deres kolde, uomvendte Steenhjerter med lidt kristelig Snak og nogle gudelige Ord, de skulle vises ud af Folden ud tilvenstre i Ildsøen. Ederes Forløsning stunder til; ja da skal det være glemt og sporløst borte alt, hvad vi have lidt og stridt og baaret for Jesu velsignede Navns Skyld, da skulle vi see Hans milde, kjærlige Guddomsøje og smage al den Salighed, der er gjemt hos Ham, naar Han samler dem ind fra Øster og fra Vester forat holde Nadvere hos Ham og med Ham; ”o, hvilken Salighed, naar vi og alle Fromme hjem til vor Fader komme og faae evig Fred”, naar alle Taarer svinde hen og tørres bort af Naadesolen, naar alle Suk forvandles til Frydesang og Sorgen og Døden for evig ere begravne, og den nye Jord befolket af Jesu Retfærdige.

”Eders Forløsning stunder til”; mine Brødre, have vi da saadanne dyrebare Forjættelser, er Udløsningen og Udfrielsen af Trællestanden og Udlændinghedstiden saa kostelig, blive Fryderaabene saa mægtige, efterat Veerne er egaaede hen over den gamle Jord; jeg siger, bliver Sommeren, den nye Naadesommer saa varm og gylden, som mine fattige Ord langtfra ikke formaae at beskrive Eder dem saa lad os nu ogsaa agte paa Formaningen, agte paa, hvorledes vi skulle blive dygtige til at holde ud, mens Vinteren og Foraarsstormene knuge Jorden, agte paa, hvad Herren siger os, forat vi kunne agtes værdige til at undflye alle disse Ting og bestaae for Menneskenes Søn. ”Vogter Eder”, siger Han,  ”vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Fraaderi og Drukkenskab. Man kunde tænke, at naar Tegnene, de store Tegn i Himlene, i Sol og Maane og Stjerner, de store Tegn paa Jorden, naar Havet og Bølgerne begynde at bruse, man kunde tænke, at naar disse Tegn begyndte at vise sig og minde Jordens vantro letsindige Folk om, at Jesu Ord ingenlunde forgaae men indtræffe i sin Tid, at da fik Folk andet at tænke paa end at fraadse og drikke sig drukne, at der tvertimod vilde blive en Omvendelse som ingensinde, at gamle Syndere, gamle Drankere, gamle Skjøger vilde haste ind i Guds Menighed forat gjøre Bod og bede Gud om Forladelse. Ja, saadan kan man tænke, men ak, ak, hvor ganske anderledes vil det ikke komme til at se ud i hine Dage, naar Satan og alle Helvedes Aander gaae løsladte omkring forat forføre Folkene. Du kan jo blot lægge Mærke til, hvorledes det er gaaet til paa Jorden og endnu gaaer til, naar Pest eller Kolera eller anden mægtig Landeplage raser hernede; hvad er det da for et Evangelium, der bliver prædiket højest, og som faaer flest Tilhængere, er det ikke dette: ”kom Brødre og Søstre, lad os nu nyde Livet, lad os nu æde, lad os nu drikke, lad os nu dandse, lad os nu more os; thi imorgen døe vi?” Ja mine Venner, lad os sige hinanden det med Taarer, saaledes forblindes Manges Øjne, og saaledes vil der i de sidste Tider blive en ugudelighed og Elendighed som ingenlunde, naar Folkene drikke sig drukne i Antikristens Viin og fare til Helvede i alle deres Synder som blinde Fluer, der flyve lige ind i Flammen. Derfor vogter Eder, at Ederes Hjerter ikke nogen Tid besværes af Fraadseri og Drukkenskab; og sig ikke ved Dig selv: det er tidsnok at tænke herpaa, naar det lakker mod Enden, endnu vil jeg nok leve lidt med i Verden, nej sig det ikke; thi denne Dag skal komme som en Snare, den skal komme pludselig over Eder. Nej sig det ikke, men hør, at Jesus siger ”ikke nogen Tid”, aldrig maa Du beruse Sig i denne Verdens Viin, aldrig samle til Bunke af Sorrig for Næring; hvor din Stat er, der er dit Hjerte; og Du veed godt, at den, som jevnlig beruser sig, Hans Øje omtaages, saa han ikke kan skjelne og see grant. Tro mig, netop fordi der ere saa mange Kristne i vore Dage, der ere berusede og omtaagede af denne Verdens Viin, derfor skjønne de ikke Tegnene, som bryde frem, fordi der er saa mange Kristne, der ere berusede af Politik, af Nationalitetsspørgsmaal og drømme, at naar kun Folkene saae deres Landegrænsdser regulerede, saa kommer nok den gyldne Tid; at derfor og af mange andre Grunde skjelne de ikke, at Jesus er ved at sætte Folkehavene i Bevægelse og røre Himmelens Kræfter. Vogter Eder, mine Brødre, værer ædru, lader Ingen forføre Eder! hverken Fraadere eller Drankere eller Gjerrige kunne arve det evige Liv. Værer ædru, vaager og beder til enhver Tid; ud paa Vagt, bliver fyldte med den Helligaand, beder til enhver Tid, beder, at dog Aandens Lys maa oplyse Eders Sjæle, at dog Blussene maae brænde klart i Lamperne, mens vi synge: Uforsagt, vær paa Vagt, Jesus har det alt fuldbragt! Værer ædru, binder op om Lænderne og gaaer paa Zions Mure, at vi kunne skjønne, naar Dagen gryer i Øst, at vi da kunne møde Ham, hvad enten Han kommer ved Midnat eller ved Hanegal eller ved Morgengry, at Han ikke finder os sovende, men at vi drage Ham imøde med Brudens Sang: ”kom Herre Kristus, kom snart!” Thi kun saaledes, naar vi vaage og bede, kun saaledes kunne vi agtes værdige at undflye alle disse Ting, som skee skulle, og bestaae for Menneskenes Søn. Han vil komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed. Vee os, om Han finder os sovende, vee os, om Han finder os forførte i Antikristens store Flok; vee os, om vi findes blandt de Vantro og Ugudelige, vee os, om Han siger: gaaer bort I Forbandede, jeg kjender Eder ikke. Vee Dig, om Bødlerne skulle gribe Dig, og Du ikke bestaaer for Menneskenes Søn, vee Dig, om Ordet ”fordømt” skulde lyde for dine Øren og gjentages i mangfoldig Ekko fra alle Helvedes Fængsler: ”fordømt, evig, evig, evig”! mens Du liden Flok, Du Jesu Brud, rejs op dit Hoved, I som ere beseglede med Lammets Blod i Eders Pander, frygter ikke, Eders Forløsning stunder til, frygt ikke Du lille Hjord, Hyrden er med os, Han vil lede os paa Græsgangene, Han vil føre os gjennem Dale og Snevringer, gjennem Ild og gjennem Vand. Men hold fast, Brødre og Søstre, hold fast i Ham, lad Intet skille Dig fra Guds Kjærlighed i Kristo Jesu vor Frelser. Hjælp os kjære Herre, hjælp os, forbarm Dig, tag os med til din Faders Huus, slip os ikke, men giv os, at vi maae bestaae for Dig, giv os, at vi maae synge den nye Sang for Dig og drikke den nye Viin med Dig i dit Rige; ”kom Herre Kristus, kom snart!”.

Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider - Advent, Højtider-Jul, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul, Kirkehistorie, Kristenliv, Mission, Prædikener, Prædikener-Historiske

Tags: Advent, Dommedag, Jesus Kristus, Prædiken, Rudolph Frimodt, Sankt Johannes Kirke