Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Lukasevangeliet 1,67-80

Prædiken – 3. søndag i Advent

Tro og tvivl går hånd i hånd siges det. Og der findes vel næppe nogen tro uden at tvivlen på et tidspunkt vil snige sig ind og så tvivl om det, vi ellers var så sikre på. Men det er også sandt, at i mange tilfælde leder tvivlen til at gøre troen endnu stærkere.

Det er det, Johannes Døberens far, Zakarias, som vi møder i dagens Evangelium, oplever. Han troede – han tvivlede – og han blev endnu stærkere i troen. Og denne Zakarias´ lovsang, som vi hører på denne tredje søndag i Advent, er netop udtryk for glæden over at tvivlen er væk.

Men hvad var der sket, der gjorde at Zakarias kom i tvivl? Og hvorfor bryder han ud i Lovsangen!?

Evangelisten Lukas fortæller os, at Zakarias er præst og gør tjeneste ved Templet i Jerusalem, og har et indgående kendskab til de jødiske helligskrifter. Han er bekendt med profetierne i det der er vores Gamle Testamente om den messias, der skulle komme og frelse Israel. Han er en troens mand – en mand, der har tillid til Gud, men alligevel bliver han overmandet af tvivlen.

Sagen er, at gamle Zakarias og hans hustru Elisabeth er barnløse. Gennem hele deres lange ægteskab, har de forsøgt at få børn, men Elisabeth er ufrugtbar og nu har de nået så høj en alder, at – selv om Elisabeth havde været frugtbar – kan det ikke lade sig gøre at få børn. Men da Zakarias under sin præstetjeneste skal bringe røgelsesofferet alene ved alteret i Templet, viser Herrens engel Gabriel sig for ham og siger til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes«
Vi kan levede forestille sig Zakarias’ forbavselse ikke alene over synet af en engel, men også af løftet om, at han nu skal være far. Og forbavselsen bliver ikke mindre, da Gabriel fortsætter og siger til ham: »… han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud.  Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«

Som sagt kender Zakarias profetierne og tror dem – og han ser med egne øjne Herrens engel stå foran ham – men alligevel lyder det hele i hans øren nok lydt lidt for fantastisk. At Elisabeth, der er ufrugtbar og gammel, skal føde ham en søn – og at denne søn vil få en så fremtrædende rolle i Guds plan! Det må kunne få de fleste til at tvivle. Så Zakarias udbryder: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.«

Og så skriver Lukas: Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab.  Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«

Og i hele den tid Elisabeth bærer Johannes Døberen under sit hjerte, kommer der ikke et ord over Zakarias’ læber. I ni måneder kan han ikke ytre et ord. Men da Elisabeth har født, og tiden kommer for barnet skal have sit navn, rækker man Zakarias en tavle, så han kan skrive barnets navn, og han skriver: »Johannes er hans navn.« Han gjorde som englen Gabriel havde befalet ham.

Og i samme nu får Zakarias talens gave igen og bryder ud i sin lovsang, som vi hører som dagens Evangelium.

Zakarias troende – han tvivlede – og blev stærkere i sin tro.

Tvivlen er en sær ting. Den er nærmest et grundvilkår for os mennesker. Vi tror – ja, vi er sikre på en ting, men pludselig kommer tvivlen snigende.

Og her skal vi måske lige vende ordet ’tro’. For det bliver ofte forvekslet med betydningen af tro som ’at tro blindt på noget’ – sådan vil ateister især gerne tale om troen. Men at tro er ikke at tro blindt. Hvis en af Jer fortæller mig, at I har fået en hund, så tror jeg på Jer. Jeg kræver ikke, at I først viser mig hunden, før jeg tror på Jer. Tro er at have tillid til, at det vi hører, er sandt. Det er sådan vi bør opfatte det, når vi taler om Gudstroen. At tro på Gud er at have tillid til Gud.

Men selv om du har tillid til nogen, kan tvivlen godt indfinde sig.

Men fordi du skulle blive ramt af tvivlen, er der ingen grund til at fortvivle. At fortvivle er, når man bliver desperat i sin tvivl og tror alt håb er ude. En god idé når vi rammes af tvivlen, er at holde sig for øje, at Bibelen er fuld af tvivlere. Tag eksempelvis Moses; da Gud viser sig for ham i den brændende busk og befaler ham at drage til Ægypten og udfri israelitterne af deres fangenskab, så tvivler Moses. Kan det Gud siger nu også virkelig lade sig gøre? Og fordi han tvivler på udfaldet, kommer han med den ene indvending efter den anden i forsøg på at overtale Gud til at lade ham slippe for den opgave, han bliver pålagt, siger han til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« og »Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!« og »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« Han tvivlede på Gud. Men han lagde tvivlen til side og stoler på Guds ord og bliver ham, der fører israelitterne ud af Ægypten og til det forjættede land.

Og i Det Nye Testamente ser vi allertydeligst tvivlen hos disciplene Thomas. Thomas, der også blev kaldt ”Didymos” – tvillingen – et tilnavn man mener referer til, at han var kendt for altid at tvivle. Han var altid i to sind. Selv da alle de andre disciple fortæller ham, at Kristus er stået op fra de døde påskemorgen, udbryder han: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Først da Jesus viser sig for ham og Thomas selv mærker Jesu sår, udbryder han sin bekendelse: »Min Herre og min Gud!«

Også vores reformator Martin Luther var i perioder naget af tvivl – eller Anfechtungen – anfægtelser. Han følte, at Gud havde vendt ham ryggen og, at han var alene i universet og hans bønner mødte en mur af ligegyldig stilhed. Men disse ’anfægtelser’ kunne også, mente Luther, være en god læremester, der når man kom ud på den anden side, netop har styrket troen og visheden om Guds kærlighed.

Det kan være godt at vide, at man ikke er alene om at tvivle. For mange kan det at tvivle, næsten føles som ikke-tro. Men der er forskel; for du kan kun tvivle, hvis du har en tro at tvivle om.

Men den viden gør det ikke nødvendigvis nemmere, for uanset så er tvivlen en plage. Man kan, som Martin Luther, komme i tvivl om Guds væsen. Er Gud virkelig kærlighed, kan man spørge sig selv om, når man ser, hvordan ondskaben hersker i verden? Man kan komme i tvivl om Guds retfærdighed, når man ser, at det går de onde mennesker godt; de nyder livet og trives, medens de gode lider og kæmper hver eneste dag. Vi kan tvivle om, hvordan Gud ser os; gør jeg det godt nok? Vi kan tvivle, om Han hører vores bønner. Man kan komme i tvivl, om troen i virkeligheden blot er en fantasiforestilling. Og ligesom Zakarias kan man blive ramt af stumhed, når folk spørger, hvad man tror! Hvad man bygger sit liv på!

Vi kan ikke, som Thomas mærke Jesu sårmærker og Jesus viser sig ikke for os fysisk, som Han gjorde det overfor disciplene. Vi kan ikke med egne øjne se Jesus.

Men det betyder ikke, at Han ikke er der. Jesus Kristus er her hele tiden. Han har ikke efterladt os alene. Som Han siger; »Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, Han skal lære Jer alt og minde Jer om alt, hvad jeg har sagt til Jer.«

Vi bliver som mennesker nok aldrig fri for tvivlen i vores liv, men vi bør måske se den som en læremester, som Luther sagde. For hvis man bruger tvivlen virksomt til at gennemtænke, reflektere og bede over sine tvivl, så vil man kunne overvinde tvivlen.

Uanset, hvor du er i livet! Uanset, hvor meget du tvivler på Gud, på grund af den modgang du måtte befinde dig i; skilsmisse, familieproblemer, arbejdsløshed, stress på arbejdet, tab, misbrug, så lover Jesus os, at vi ikke er glemt: »…enhver, som beder får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, kaldes der op for.« (Luk 11,10).

»Enhver som beder!«

Du vil ikke blive afvist, hvis du søger Ham. Der er ingen dør i Guds hus, der er lukket, for den der ønsker at bo hos Ham. 

Når du tvivler, så tænk på troen som tillid. Hvordan vil dit liv være, hvis du ikke havde tillid til din kæreste eller ægtefælle eller dine venner? Du vælger i stedet at stole på deres ord – du vælger at have tillid til dem, når de fortæller dig noget. På samme måde skal du tænke på Gud. Han taler til os i Bibelen. Han kom til os i Kristus og viste, hvem Han er! Hav tillid til Hans ord, og så vil dine tvivl blive overvundet.

***

Zakarias tvivlede, men blev styrket i troen. Han så, at Elisabeth, der var ufrugtbar og oppe i årene, blev gravid. Han mistede evnen til at tale, som englen havde sagt til ham. Men da han valgte at stole på Gud, fik han talens gave igen.

Zakarias lovsynger Gud, fordi han ser Gud gøre det, han troede var umuligt.

Men mere end det! For han ved nu, at løftet om Messias, som forudsagt af profeterne, nu bliver indfriet. Løftet, der blev givet det jødiske folk, bliver nu til virkelighed. Og det er hans søn Johannes, der skal bane vejen for Messias – det er ham, der skal bane vejen for Jesus Kristus, verdens Herre og Frelser.

Så derfor kære broder og søster; Hav, som Zakarias, tillid til Guds Ord, som det lyder til os i Bibelen, og som til os i Jesus Kristus. Bed om at Helligånden må fylde dig, som den fyldte Zakarias, og så vil du som Zakarias vokse og styrkes i troen på Gud og frelsen i Kristus Jesus.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Skriv din mail-adresse herunder – og få besked direkte i din indbakke, hver gang et nyt indlæg lægges op på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Lukasevangeliet, Højtider - Advent, Jesus Kristus, Kirkeåret-Advent og Jul, Kristenliv, Mission, Prædikener

Tags: Advent, Jesus, Jesus Kristus, Johannes Døber, Lukasevangeliet, Prædiken, Zakarias