Prædiken holdt i Ledøje Kirke 14. juli

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matthæusevangeliet 10,24-31

Almægtige Gud, vi beder Dig. Lad dit ord tage bolig i vore hjerter og slå rod og fører os ad dine veje. Det beder vi om i din Søn, vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.

—

Det kan være svært at være i opposition til folkestemningen eller den herskende tidsånd. Taler man de vedtagne sandheder imod, vil man ofte stå alene. Folk vil måske kigge skævt til en, ryste på hovedet eller mene, at man er sær.

Og ytre man sig offentligt om sådanne ting, vil man hurtigt finde ud af, at man har forbrudt sig mod den gode tone. Og det vil ikke vare længe før folkedomstolen vil tage plads i retssalen, hvor den fungerer som dommer, jury og bøddel.

I dagens dagens Evangelietekst, som er et uddrag af den såkaldte udsendelsestale, er det netop det at tale det bestående i mod – at sige det, de andre ikke vil høre – der er i centrum.

Jesus sender disciplene ud for at forkynde det glædelige budskab; at Himmerig er nær. Og disciplene, der jo betyder elever eller følgere, bliver nu også apostle, altså udsendinge, eller budbringere, for Gud.

I udsendelsestalen, der omfatter hele kapitel 10 i Matthæusevangeliet, forsøger Jesus at forberede dem apostlene på det, de vil møde på missionsmarken. I afsnittet umiddelbart inden dagens læsning, siger Han til dem: «De skal udlevere Jer til domstolene og piske Jer i synagogerne« og »I skal hades af alle på grund af mit navn«.

Apostlene skal forberede sig på, at de, ligesom Jesus blev det, vil blive mødt med afvisning. De vil blive forfulgt og hadet på grund af det budskab, de kommer med til folket.

Men udsendelsestalen er ikke bare Jesu tale til apostlene, men også til os, der er her til stede – ja, til kristne til alle tider. For budskabet om frelsen i Jesus Kristus skal også forkyndes i dag. Missionsbefalingen, som lyder; »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« er lige så aktuel i dag, som det var den dag på bjerget, hvor Jesus gav befalingen til sine disciple.

Og ligesom dengang vil man opleve, at man vil blive afvist på grund af budskabet. For når man fortæller folk, at vi ikke er herrer over liv og død, at vi alle vil stå til ansvar for Gud eller at vi er syndere, så stejler mange og vil afviser en.

Og netop fordi mange finder det anstødeligt, er der mange, der mange – også i Kirken – der prøver at tilpasse Evangeliet til tidsånden.

Så man fjerner det anstødelige og gør i stedet Jesus til en, der hjælper os, når vi har det svært og som ellers ikke fylder noget i vores liv. Man fjerner det anstødelige ved at bortforklare det med, at det er skrevet i en anden tid og for et andet publikum. Man ser bort fra at Guds ord er evigt. Men det Jesus prædikede dengang står stadig fast i dag. Og når der siges, at Gud er kærlighed, bliver det tolket som, at Han selvfølgelig uden videre tilgiver de synder, som vi begår i vores liv. Så i stedet for at arbejde på at gøre op med synden i vores liv, i stedet for at arbejde på at blive som Jesus, så forventer vi, at Han skal rydde op efter os og indrette sig efter os. Vi gør Jesus til en der skal følge os og tjener os, i stedet for at vi følger Ham og tjener Ham.

Og når man taler imod denne tidsånds Jesus, så vil man møde modstand.

Men det er som sagt svært at tale det bestående og tidsånden imod. Det kan være skræmmende at stå fast på noget, som alle andre vil afvise og stå ene og isoleret tilbage. Det var det for apostlene, når de skulle tale samtidens opfattelse af, hvem Gud var imod og talte imod jødedommens lovtyranni. Og det er det for os i dag, når vi taler tidens gudsopfattelse imod og taler imod vores samfunds normløshed. Men Jesus Kristus kender os, og Han kender vores frygt, og Han ved, hvordan frygten kan være lammende for os.

Derfor siger Han også hele tre gange i dagens Evangelium: Frygt ikke!

»Frygt derfor ikke for dem!«, »Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel!« »Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve!«

Selv om vi møder modstand i denne verden, skal vi ikke frygte og ikke skamme os over vores tro på Jesus Kristus som Herre og Frelser. Vi skal ikke være stille omkring vores tro – også selv om vi må tale tidsånden imod.

Vi skal ikke frygte, fordi Gud er med os. Han har ikke lovet os at livet ville være nemt, at vi ikke vil møde modgang, at vi ikke vil blive prøvet. For Han lover os at gennem de prøvelser vi møder, er Han med os.

For at forklare Guds kærlighed til os, bruger Jesus det fantastiske billede med spurvene. Spurvene er nogle af de mindste fugle, og ikke en af dem falder til jorden uden, at Gud er med dem. Så vi, der er skabt i Hans billede, betyder så meget mere for Ham. Han kender os bedre, end vi kender os selv. Selv hvert hår på vores hoveder er talt. Han skabte os for at have fællesskab med os, og Han lod sig føde som menneske julenat for at genoprette vores forhold til Ham.

Som kristne skal vi forkynde Evangeliet om Jesus Kristus uden frygt, og vi skal arbejde på et tættere fællesskab med Gud. Vi skal arbejde på at blive som Kristus. Og selv om vi undervejs snubler, både i vores bestræbelse på at forkynde Evangeliet uden frygt og i vores bestræbelser på at blive som Kristus, skal vi ikke lade os slå ud.

Jeg vil slutte denne prædiken med et citat af den serbisk-ortodokse munk Tadej af Vitovnica, der giver os et råd om, hvad vi skal gøre, når vi falder:

»Vi synder alle konstant. Vi går i djævlens fælde. Vi glider og falder…De Hellige Fædre og Helgenerne fortæller os altid: ”Det er vigtigt at rejse sig lige, når vi er faldet og blive ved at gå til Gud. Selv hvis vi falder hundrede gange om dagen, betyder det ingenting; vi må rejse os og blive ved med at gå til Gud uden at se os tilbage.

Det der er sket, er sket – det er fortid. Bare bliv ved med at gå, medens du beder om hjælp fra Gud.«

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Kategorier:Andagtsord, Bibel-Matthæusevangeliet, Kirkeåret-Trinitatistiden, Prædikener

Tags: Matthæusecvangeliet, Prædiken, spurve, Tadej af Vitovnica