Nedenstående prædiken blev givet – uden manuskript – i Ledøje Kirke, Pinsedag 2025. Jeg blev opfordret til at lægge den på bloggen, så her er den: nedskrevet efter hukommelsen, så jeg håber, at det hele er kommet med.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Johannesevangeliet 14,22-31

I dag fejrer vi Pinsen. Dagen, hvor Helligånden kom over apostlene, som vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, havde lovet dem, og den dag, der kaldes Kirkens fødselsdag, fordi Kirken blev grundlagt ved Helligånden.

Pinsedag er også den sidste dag i det vi kalder Kirkens festlige halvår. Det festlige halvår begyndte 1. søndag i Advent, hvor vi begyndte ventetiden på Jesu komme. Og det fejrer vi julenat – glæden over, at Gud lod sig føde som menneske i Jesus Kristus. Så kommer Helligtrekonger-tiden, der markerer vismændenes besøg hos Jesusbarnet, så følger fastetiden, Mariæ Bebudelse, Palmesøndag med indtoget i Jerusalem, indstiftelsen af nadveren Skærtorsdag, Langfredagens lidelse og død efterfulgt at Påskens jubel og glæde over opstandelsen og Kristi Himmelfart, hvor Jesus optages i Himlen i herlighed. Så Pinsedag er på sin vis dagen, hvor Jesu virke på jorden – som menneske – ophører, og Helligånden træder i Hans sted og fortsætter Guds frelsesplan.

Men hvordan virker Helligånden egentlig? Hvad er det denne tredje person i Treenigheden gør? Det er for mange sværere at forholde sig til Helligånden end Faderen og Sønnen. Når de fleste tænker på Gud Fader, så tænker de på jordens skaber og opretholder. Altså noget håndgribeligt vi kan se. Og tænker de på Gud Sønnen, Jesus Kristus, så kan vi læse, hvad Han har sagt og gjort som menneske. Igen noget vi kan forholde os til som fysiske væsener. Men Helligånden er tilsyneladende usynlig.

En måde at forstå, hvordan Helligånden virker, er ved at tage udgangspunkt i os selv. Når vi mennesker taler om os selv, så taler vi gerne om, at vi består af sjæl og legeme. ”En sund sjæl i et sundt legeme” er nok et udtryk de fleste kender.

Men i Bibelen føjes endnu en dimension til – nemlig ånden!
I sit brev til hebræerne skriver apostlen Paulus: »Guds Ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; der trænger igennem, så det skiller sjæl og ånd.« (Hebr. 4,12)

Hvor kroppen giver os den umiddelbare erkendelse af verden omkring os; dufte, lyde, synsindtryk osv.., så lader sjælen os bearbejder de indtryk og reflekterer over dem og gør os i stand til at beskæftige os med filosofi, teologi med mere. Altså erkender verden omkring os. Det ånden gør er, at den giver os bevidstheden om, at der er noget ud over det vi kan erkende. At der er en virkelighed, der rækker ud over erkendelsens grænser.

Da Gud skabte mennesket, indblæste Han sin ånde i mennesket (Gen. 2,7). Og i Edens Have levede vi således i et åndeligt fællesskab med Gud. Men ved syndefaldet, hvor mennesket vendte Gud ryggen, mistede vi fællesskabet med Ham: Det evige liv vi havde blev taget bort og ånden sank så at sige ned i sjælen. Vi mistede både det fysisk og åndelige fællesskab med Gud.

Det var derfor at Gud gav jøderne Loven at følge. Når ikke ånden styrede os, måtte lovens bogstav gøre det. Ikke ulig i dag, så vil vi – overfor dem vi har kær – handle med tålmodighed, kærlighed og så videre, men vi ved at det sjældent er tilfældet vi popfører os sådan overfor fremmede, og derfor har vi loven til at lægge bånd på os.

Men ånden var ikke væk, men lå skjult i mennesket sjæl – i vores indre. Slumrende. Når vi som præster har dåbs- eller vielsessamtaler spørger man ofte, om folk tror på Gud. Og nogle vil sige, at de ikke vil sige, at de tror på Gud (som en gammel mand med skæg), men at de føler, at der er noget større end dem selv eller som mange udtrykker det: ”mere mellem himmel og jord”. Det er ånden, der dybt nedefra, taler. Det er bevidstheden om, at der er noget mere end vi umiddelbart kan erkende – noget der instinktivt fortæller os, at vi er skabt af noget større.

I dagens læsning fortæller Jesus disciplene, at det er bedst for dem, at Han går bort, så Han kan sende Helligånden til dem. Og det var nødvendigt, at Han gik bort. For ved sin død og opstandelse og Himmelfart blev det klart, hvem Han er. Med sin opstandelse giver Han os muligheden for, at få det evige liv, der blev mistet ved syndefaldet, igen. Og med Helligåndens komme fik vi muligheden for igen at kunne løfte ånden ud af sjælen – en åndelig opstandelse i dette og det evige liv.

Herudover måtte Jesus gå bort for at Gud Helligånden kunne gøre sit arbejde. Var Jesus blevet blandt os ville det på mange punkter have været fantastisk! Vi kunne tale med Ham, lytte til Ham, Han kunne velsigne os osv., men så ville Han stadig kun være uden for os. Med Helligåndens komme var Gud ikke længere kun udenfor os, men kunne fylde os.

Med Helligåndens komme fik vi igen muligheden for fællesskab med Gud. Og det er det valg vi får som mennesker: Vi kan afvise Ham eller vi kan vælge at komme Ham i møde. Vi kan nærme os Ham gennem bøn, læsning og særligt ved gudstjenesten, hvor Guds Ord lyder, og, som Paulus skrev, skiller sjæl og ånd.

Og her ved gudstjenesten bliver Helligåndens virke håndgribeligt, som sognepræsten Asbjørn Fog, skrev (se indlæg fra Pinsedag); Når bønnen lyder, ordet forkyndes og det indviede sakramente står på alteret, så er Jesus der selv, og så går åndens sus gennem huset og rører menneskers hjerter, så troen skaber, og så er der pinse på jord.

Ligesådan bliver der håndgribeligt for andre, når vi nærmer os Helligånden – for det er ikke altid vi selv føler det – for så vil vi bærer åndens frugter, der, som Paulus skriver til menigheden i Galatien, er: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Og disse frugter vil være med til at lede andre til vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, og derved tjene Gud.

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg

Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!

Kategorier:Andagtsord, Gudstjeneste, Højtider - Pinse, Helligånd, Kirkeåret-Pinse, Prædikener, Teologi-Treenighedslære

Tags: Helligånd, Jesus Kristus, Pinse, Pinsedag, Treenighed