I 1888 udkom på det Gyldendalske Boghandels Forlag en bog med titlen ”Til Daglig Opbyggelse”. Bogen består af små opbyggelige tekster, en til hver af årets 365 dage, bestående af uddrag prædikener af Biskop H. L. Martensen, der var gået bort fire år forinden.
Selv i dag 130 år efter taler teksterne – når man vænner sig til sproget – stadig til den kristne.
Skulle du have lyst til at læse flere af Martensens små opbyggelige tekster på bloggen, så skriv en kommentar her på bloggen, på Facebook eller send mig en mail på mail@pastorschoenberg.com
Jeg har bevaret den gamle stavemåde.
12. Juni
„Ham bør det at voxe, mig bør det aftage”
(Han skal blive større, jeg skal blive mindre.)
Joh. 3,30
Vort eget jordiske Jeg, vore egne Jordiske Begjæringer og Tilbøieligheder bør det aftage, at Christi Retfærdighed, Christi Kjærlighed og Christi Glæde bør det at tiltage i os. Og kan Du fornemme, at Du i denne Betydning er i Aftagende, kan Du fornemme, at dine Tvivl, dine verdslige Tanker om Christus mere og mere aftage, medens din Tro tiltager, at din Egenvillie, din Selvkjærlighed, dine syndige Vaner aftage, og at en hellig Villie, en hellig Tragten efter Guds Rige tiltager i Dig, saa Du med større Lethed, med større Sindsro kan bære dette Livs Prøvelser og Trængsler, mindre bekymre Dig om Verdens Roes og Bifald; kan Du fornemme, at Christus er bleven en voxende Magt indeni Dig, saa Du stadigt tænker paa det ene Fornødne, som er heroventil; kan Du fornemme dette, ikke i en enkelt Time, men under et bestandigt Arbeide, da kan Du visselig vide, at Du har den Helligaand, at den Helligaand ogsaa arbeider i Dig, for at forherlige Christum. Thi ved sin egen Aand kan intet Menneske virke, at Christus bliver en levende Magt i hans Liv. Der findes maaske mangen bedrøvet Sjæl, som vil sige: Ak! jeg mærker kun saa lidet til den Fremgang, der skal være den Helligaands Kjendemærke! men lad Dig da trøste ved det Ord af Herren: Naar Han, den Sandheds Aand kommer, da skal han veilede Eder i al Sandhed, og en Veileder, en trofast Sjælesørger er jo ikke for de Fuldkomne, men for de Ufuldkomne, de Skrøbelige.
Guds Fred til Jer alle, og husk: Gud elsker dig!
Pastor Schønberg
Tilmeld dig med email-adresse herunder og få besked, hver gang et nyt indlæg lægges på bloggen!
Kategorier:Andagtsord, Diverse, Helligånd, Kirkehistorie, Kristenliv
Skriv en kommentar